Han rakte hånden frem for at klappe det vilde dyr, men katten rykkede til siden og kravlede mærkeligt væk fra mennesket, længere væk fra den udstrakte hånd.
— Se på ham! – næsten skreg skoleinspektøren. — Forældrene er tilkaldt, og han skammer sig ikke engang!
Mikkel så direkte ind i øjnene på den vrede inspektør. På den tiårige drengs ansigt var der ikke skyggen af anger over den forbrydelse, han havde begået. Med en kedsommelig mine hørte han tavst på Anettes spørgsmål.
— Brænde klasselogbogen! – inspektørens stemme gik over i et hvin.
— Vent udenfor døren! – befalede faderen strengt.
Drengen gik ud af inspektørens kontor og smækkede døren hårdt i. Det var ham ligegyldigt, om han blev straffet igen. Han kunne ikke handle anderledes, han havde givet sit ord…
Og hvad forældrene angik, så glemte de hurtigt ham igen, når de tog af sted på endnu en ekspedition.
Samme aften blev det på familierådet besluttet at sende Mikkel til landsbyen til bedstefar hele sommeren. Måske kunne han få styr på den unge rebelle…
*****
— Det her er din dagsplan, – Egon, tidligere militærmand, pegede på et ark papir, skrevet med jævn håndskrift. — I landsbyen er der ikke tid til at fjolle, alle skal have mad og drikke.
— Er jeg slave? – slap det ud af Mikkel, da han læste den lange liste af pligter.
Egon smilede og værdsatte barnebarnets krigeriske blik, som han sendte ham. I går havde sønnen bragt Mikkel og klaget uafbrudt til faderen over, hvor svær han var blevet. Konstant slagsmål i skolen, utilfredshed blandt lærerne og inspektøren – alt dette tog tid fra de videnskabelige forskninger. Mikkels forældre rejste på ekspedition og efterlod lettet deres rebelske søn hos bedstefar.
Langsomt flød dagene, fyldt med uvante gøremål…
Mikkel stod op med hanerne, hjalp bedstefar med at fodre den plettede ko Plet, de fire grise og den brune hest Arne. Bære vand, stable hugget brænde, luge i bedene…
Arbejdet sluttede aldrig, men Mikkel havde givet sit ord på ikke at klage.
— Holder han øje med mig? – spurgte Mikkel en dag og så mistænksomt på bedstefars yndling, den store hund Thor, som fulgte efter ham som en skygge, når han forlod gårdens område.
— Han mærker, at du ikke er herfra, han er bange for, at du farer vild, – svarede bedstefaren let ironisk.
Mikkel elskede at gå på fiskeri. Drengen lærte hurtigt at håndtere fiskestangen, og efter et par uger lod Egon ham gå alene til åen.
Det bedste bid var tidligt om morgenen, når det stadig var køligt. Mikkel kunne lide at sidde med stangen på bredden og se solen stå op, oplyse alt omkring sig. Sådan noget så man bestemt ikke i byen!
En tidlig morgen, da han sad med fiskestængerne ved den smukke å, bemærkede Mikkel en bevægelse i det høje græs.
Tæt på kvækkede en frø højt, og en hund gøede straks efter. Det var velkendte lyde, men…
Græsset bevægede sig igen, og drengen besluttede at undersøge det…
Forsigtigt trådte han mellem det høje græs i morgenskumringen, men så intet. Han troede, han havde forestillet sig noget og ville vende tilbage til fiskestængerne, men i det øjeblik hørte han en svag, jamrende lyd.
Han bøjede sig ned og skubbede det høje græs til side med hænderne. En knurrende kat hvæsede truende ad ham, med ørerne presset tilbage. Dyrets øjne advarede om at holde afstand, og hvislen rummede en klar trussel.
— Åh… – slap det ud af Mikkel overrasket. — Hvorfor hvæser du?
Han rakte hånden frem for at klappe det vilde dyr, men katten rykkede til siden og kravlede mærkeligt væk fra mennesket, længere væk fra den udstrakte hånd.
I det øjeblik begyndte det at lysne, og Mikkel så blodpletter på dyrets lyse pels. For hans indre blik dukkede et billede fra den nære fortid op – fire teenagere, der mobbede en stribet kat med en forfrossen højre øre…
Mikkel rystede på hovedet for at jage den smertefulde erindring væk. Katten var såret, den havde brug for hjælp!
Den kunne man ikke tage med bare hænder, den var vred og havde tydeligvis ondt. Han så sig omkring, men fandt intet passende. Han havde en let jakke på, der beskyttede mod morgentøven.
Han smed jakken og nærmede sig den hvæsende kat:
— Kis-kis-kis! Jeg vil kun hjælpe dig… Kis-kis-kis!
Af de sidste kræfter kastede katten sig til side, men Mikkel var hurtigere. Han dækkede katten med jakken, viklede den forsigtigt ind og trykkede den til brystet. Så løb han alt, hvad han kunne, hjem, og glemte alt om fiskestængerne…
— Bedstefar, bliver katten okay? – spurgte barnebarnet for hundrede gang og så uroligt på døren til sommerkøkkenet.
— Bare rolig, Agnete er dyrlæge og forstår sig på sår, – Egon klappede barnebarnet på hovedet. — Gå nu efter fiskestængerne, og når du kommer tilbage, er der nyt…
Mikkel nikkede og løb hurtigt ned til åen efter stængerne. Han havde så travlt, at han næsten ikke kunne trække vejret, da han kom hjem.
I det øjeblik kom den spinkle skikkelse af Agnete frem på tærsklen til sommerkøkkenet. Den ældre kvinde sagde noget til Egon, som fik ham til at smile glad.
— Hvordan har hun det? – slap det ud af Mikkel.
— Det går nok, – sagde Agnete. — Det ser ud til, at en hund har bidt hende… Jeg har renset sårene, nu skal du passe på hende.
— Jeg gør det hele! – udbrød Mikkel, og tårer af glæde og lettelse kom i hans øjne…
Den aften forlod drengen ikke den sovende kat, mens han lavede et improviseret leje til hende af en æske og et gammelt tæppe. Han stillede skåle med mad og vand ved siden af og sad bare og så på, mens katten sov.
— Vil du sove her? – spurgte Egon.
— Må jeg? – spurgte Mikkel håbefuldt.
— Vi tager hende hellere ind i stuen, – foreslog bedstefaren.
Katten blev flyttet ind i det værelse, hvor Mikkel sov, og æsken blev stillet ved siden af hans seng.
Ved nærmere eftersyn var kattens pels lyse beige med knap synlige striber.
Mikkel satte sig på sengekanten og fortsatte med at betragte, mens hans plejebarn sov.
— Når jeg ser på dig, barnebarn, bliver jeg helt forundret, – sagde Egon eftertænksomt, mens han satte sig på en stol i hjørnet. — Du er hverken doven, dum eller uansvarlig, og godhed er heller ikke fremmed for dig. Så hvorfor laver du mytteri ombord?
Mikkel så på bedstefaren og trak på skuldrene i stedet for at svare.
— Din sidste heltedåd med klasselogbogen… – borede bedstefaren. — Du brændte det vel ikke bare for sjov?
— Jeg gav mit ord, og når man har givet det, skal man holde det, – mumlede Mikkel.
Han rakte hånden ud og klappede forsigtigt den sovende kat på hovedet.
— Hvem gav du dit ord? – Egons mistanke blev bekræftet, for han troede ikke, at barnebarnet var skyldig.
— I kælderen i huset ved siden af skolen bor der en herreløs kat, som jeg fodrede og talte med, præcis som du taler med Thor, – fortalte Mikkel og snøftede. – Jeg drømte om at tage ham med hjem, men mine forældre ville ikke engang høre på det… Jeg gav Morten mit ord på, at jeg altid ville beskytte ham.
— Og hvad skete der med den kat? – spurgte bedstefaren med dæmpet stemme, mens han holdt vejret.
— De store drenge mobbede ham, – Mikkels stemme skalv. — Jeg bad dem stoppe, de gik med på det, men på betingelse af, at jeg skulle brænde klasselogbogen…
— Slyngler! – slap det ud af den ældre mand. — Hvor er den kat nu?
— En kvinde tog ham, som pedellen fortalte mig, – Mikkel klappede igen kattekillingen. — Jeg ville så gerne vide, hvordan Morten har det…
— Du er en dygtig dreng! – bedstefaren klappede barnebarnet på hovedet. — Du holdt dit ord, det er rigtigt, men hvorfor fortalte du det ikke til dine forældre?
— De spurgte ikke, – svarede Mikkel enkelt.
Dagene gik… Sårene på Lises krop, som Mikkel kaldte hende, groede til. Katten holdt op med at hvæse og se mistroisk på folk.
Lise tog imod omsorgen fra det menneske, der havde reddet hendes liv. Snart flyttede den pænere og tydeligere fyldigere kat ind på Mikkels seng for at sove.
Drengens drøm gik i opfyldelse, men ofte så han i sine drømme den stribede Morten med det forfrosne øre. Katten strøg kærligt om hans ben og spandt højlydt, når Mikkel tog ham op.
— Hvor er du? – spurgte Mikkel i drømme den stribede kat, men fik intet svar.
Juli gik, og så august…
Mikkel ventede på, at hans forældre ville komme efter ham, men i stedet meddelte bedstefaren, at han skulle til byen i et ærinde. Om morgenen tog han sig af gårdens gøremål, overlod alting til barnebarnet og tog toget.
Han kom hjem om aftenen, træt, men tilfreds. Han roste barnebarnet for orden i arbejdet og kaldte ham mystisk smilende ind i stuen, hvor han tidligere havde bragt en stor æske.
— Kom her, barnebarn, – Egon pegede på sofaen. — Se, hvem der kom med mig fra byen.
Mikkel gik ind i rummet og kiggede på sofaen. Han blinkede flere gange, bange for at han hallucinerede.
— Morten! – udbrød drengen og tog forsigtigt den stribede kat med det forfrosne øre op. — Bedstefar, du er den bedste!
Katten så sund og velfodret ud. Senere fortalte Egon barnebarnet, at han var blevet så imponeret over Mikkels handling, at han besluttede at opspore den stribede kat ved at kontakte Mikkels skole.
Det viste sig, at pedellen havde kontaktet et internat for at få den herreløse kat fjernet, af frygt for dens liv.
I begyndelsen af september kom Mikkels forældre med nyheden om, at de skulle på en lang ekspedition, og at drengen måtte bo hos bedstefaren et stykke tid.
Forældrene genkendte næsten ikke den glade og livsglade dreng som den tidligere rebel.
— Far, du har gjort et mirakel! – udbrød Mikkels far.
— Lær at høre jeres barn, – sagde Egon belærende.
Og hvad Mikkel angik, blev han glad for at blive boende hos bedstefaren og ikke skulle skilles fra Morten og Lise.
Rebellen blev den mest omsorgsfulde og ansvarlige herre for sine kæledyr.
Forfatter: ILONA SCHWANDER
Kilde: [original source]— Du har gjort mig stolt, barnebarn, — sagde Egon og lagde en hånd på Mikkels skulder. — Ikke fordi du reddede to katte, men fordi du lærte at være tro mod dit ord og mod dit hjerte på én gang.
Mikkel så op på bedstefaren, med Morten spindende i armene og Lise krøllet sammen ved fødderne. Han smilte — et smil, der ikke var kedsomt eller trodsigt, men ægte og varmt.
— Jeg har aldrig haft sådan en sommer før, — hviskede han.
Udenfor faldt skumringen over landsbyen, og Thor gabte højlydt på trappen. Men inde i stuen var der ro. Og for første gang i lang tid følte Mikkel, at han hørte til et sted — ikke som en rebel, men som den, der passede på dem, der havde brug for ham.
Han lukkede øjnene og lod kattenes spindende summen bære ham ind i en drøm, hvor ingen logbøger brændte, og hvor hvert løfte blev holdt.
