Ved det lange spisebord var der trangt mellem dyre retter og selvtilfredshed. Gitte stillede en porcelænssuppeskål foran sin svigermor og trådte et skridt tilbage, rettede på en løs hårlåg. Anders’ gæster – hans mor Ellen, søsteren Asta og et par af deres veninder – kiggede ikke engang på hende. Samtalen flød forbi, som om hun ikke eksisterede.
– Kære, du må bare se den anretning, sang Ellen henvendt til sidemanden og nikkede mod tallerkenerne. – At lave mad er det eneste talent, jeg nogensinde har set i vores Gitte. Sandt nok, hun har ikke meget fantasi, alt går efter gammeldags bondemanér.
Asta lo og nippede til vinen.
– Mor, hvad vil du have fra en med en teknisk skoleuddannelse? Til gengæld laver hun frikadeller, det smager himmelsk.
Anders, der sad for bordenden, grinede og løftede sit glas.
– Skål for min huslige kone! Gitte, hvad står du dér for? Hent mere snaps.
Gitte gik tavs ud i køkkenet. Fingrene rystede en smule, men ansigtet var roligt. Hun fandt en dugget karaffel fra køleskabet, standsede et øjeblik ved vinduet. Telefonen i forklædelommen vibrerede kort. Én besked. Gitte læste den, og mundvigene rørte sig i et næsten usynligt smil – det smil, som ingen af gæsterne nogensinde havde set. Hun gemte telefonen og gik tilbage til spisestuen.
Middagen nærmede sig slutningen. Gæsterne sagde farvel, Anders fulgte mor og søster til døren og takkede ihærdigt. Da døren lukkede, vendte han sig mod Gitte, som allerede ryddede bordet.
– Nå, bondetøs, er forestillingen slut? sagde han og rev jakken af. – Næste gang kan du prøve at holde dig ude af vejen. Du gjorde mig til grin med din tavshed. Kunne du ikke engang smile til nogen, landsbytosse?
Gitte rettede sig op, støttede hænderne mod stoleryggen.
– Jeg smilede, Anders. Du så det bare ikke.
Han viftede hånden og gik ind i soveværelset.
Tre dage senere var det fødselsdag for hans ven fra universitetet og forretningspartner Kasper. Anders tog sin kone med – han skulle vise en stabil familie. Gitte tog en mørkeblå kjole på, satte håret op i en lav knold og brugte næsten ingen makeup, sådan som manden kunne lide det. I restauranten var folk fra hans kreds: ejere af små firmaer, advokater, revisorer. Anders strålede, jokede, hældte komplimenter ud. Gitte holdt sig tæt ved, drak stille vand og sagde næsten ingenting.
Aftenen rullede videre, indtil nogen foreslog en gammel studenterleg – “forklar begrebet”. Værten råbte et svært ord op, og spillerne skulle give en kvik definition. Anders blev kaldt. Han klarede et par runder let, men så rakte værten, fnysende, ham et kort med ordet “pleonasme”. Anders gik i stå. Der blev en akavet pause. Så sagde Gitte, der sad ved siden af, stille men tydeligt:
– Det er en talefigur med dobbelt betydning, fx “kollega på arbejdet” eller “første debut”. Fra græsk – “overflod”.
Der blev stille. Nogle gæster vekslede blikke, andre smilede – de vurderede svaret. Anders blev purpurrød. Han vendte sig skarpt mod sin kone, og i hans øjne brændte vred sårethed.
– Din… begyndte han, men stoppede, da han mødte blikkene.
Værten skyndte sig at redde situationen, men Anders var allerede på krigsstien. Han klemte en serviett i næven og hvæsede, så alle hørte det:
– Hold mund, udannede bonde! Hvem bad dig om at åbne munden? Sid og smil, som du skal.
Rummet frøs. Gitte løftede langsomt hovedet og så på sin mand. I hendes øjne var hverken tårer eller frygt. Hun smilede – blødt, næsten medfølende. Og i det smil var der noget, der fik Anders’ indre til at falde sammen. Kasper, aftenens vært, hostede for at lette stemningen, men Gitte var allerede rejst sig og gik uden farvel mod udgangen. Anders fulgte ikke efter – han ville ikke tabe ansigt.
Hjemme låste hun sig inde i det lille rum, hun engang havde indrettet som syværelse. Anders kom hjem langt efter midnat og hamrede længe på døren.
– Luk op med det samme! Hvad var det for et cirkus? Tror du, du er klogere end alle andre? Svar mig!
Døren gik på klem. Gitte stod på tærsklen, bag hende lå papirer spredt på bordet.
– Anders, sagde hun stille, uden vrede, – jeg søger om skilsmisse.
Han stivnede først, så lo han.
– Du? Søger? Hvad skal du leve af, dumme? Lejligheden er min, bilen er min, alt er mit. Hvad bliver du tilbage med? Gryder?
– Med Retsplejeloven, svarede Gitte roligt. – Og med fødselsattesterne for vores børn. Det er nok. Giv mig nu lidt ro. I morgen bliver en lang dag.
Hun lukkede døren for næsen af ham, og klikket fra låsen lød som et skud.
Næste morgen vågnede Anders i den tomme stue. Børnene var allerede i skole – Gitte havde samlet dem tidligt og kørt dem. Han drak kaffe, gennemgik hendes ord igen og igen, og besluttede sig for at handle på sædvanlig vis. Ved middagstid samledes hans “støttegruppe” i lejligheden – mor og søster. Ellen svævede ind i stuen med en generals mine.
– Hvor er den kælling? tordnede hun. – Anders, har du ladet en kogekone diktere betingelser?
Asta himlede med øjnene:
– Jeg sagde det jo, hun har altid været underfundig. Nu ser vi kloerne. Bare rolig, vi får hende hurtigt på plads. Vil hun have penge – får hun ingenting. Vil hun have børnene – tager vi dem. Du ved, far har forbindelser i Familieretshuset.
Gitte kom fra køkkenet med en kop te og lænede sig roligt mod dørkarmen. I lommen på den hjemmehæklede cardigan lå telefonen med en optageapp åben.
– Goddag, Ellen. Goddag, Asta. Var der noget, I ville sige mig?
Svigermor trådte frem, hvert ord hamret:
– Jeg vil have, du kommer til fornuft, pige. Du er ingenting uden min søn. Vi tog dig ind i familien, vi gav dig tag over hovedet. Dine børn skal bo hos deres far og mig, hvis du ikke stopper dette cirkus med det samme. Du går tilbage til køkkenet og gør, hvad du kan – laver god mad og tier stille. Ellers sætter vi dig på gaden. Forstået?
– Forstået, svarede Gitte lavmælt. – Vil De så sige, om De truer mig med at fratage mig forældremyndighed og ejendom? Bare så jeg ved, hvad jeg skal svare i retten.
Ellen blev purpurrød, men Asta trak sin mor i ærmet.
– Mor, hun lokker os. Lad os gå, vi får intet ud af det. Lad hende lege uafhængig, til hun bliver sulten.
De gik og smækkede døren. Gitte stoppede optagelsen, gemte filen og sendte den til sin advokat – den samme, hvis navn hun havde fået i beskeden for et par dage siden. Derefter ringede hun til et andet nummer.
– Lise, hej. Ja, jeg har det godt. Alt går efter planen. Er din far stadig klar til at mødes med min mand? Perfekt. Lad ham aftale et møde i morgen.
Mandag morgen startede for Anders med en øredøvende telefonopringning. Han havde knap nok åbnet øjnene, før stemmen fra firmaets revisor lød i røret:
– Anders, vi har en katastrofe! Fogeden har taget alle dine personlige konti! Også din anpart af selskabskapitalen. Der er kommet en kendelse om sikringsforanstaltninger efter din hustrus krav om bodeling og børnebidrag. Du kan ikke foretage nogen transaktioner!
Anders sprang ud af sengen. Fingrene rystede, da han prøvede at ringe til Gitte. Telefonen var tavs. Han klædte sig på i to minutter og kørte til kontoret. I receptionen ventede Kasper allerede, den samme ven og partner fra festen. Hans ansigt var stenet.
– Anders, kom ind, vi skal tale.
På kontoret duftede der af dyr tobak og uheld. Kasper satte sig overfor, foldede hænderne.
– Jeg har fået detaljerne om den scene. Og ved du hvad, jeg har tænkt længe. Vi er venner, men jeg kan ikke handle med en mand, der offentligt ydmyger moren til sine børn. Du eksploderede overfor din kone for en bagatel for vidner. I morgen eksploderer du på en handel. Vi ophæver kontrakten om levering af udstyr. Undskyld.
Anders åbnede munden, men fandt ingen ord. I det samme gik døren op, og Gitte trådte ind. Hun var i et strengt buksesæt, håret sat op, i hænderne en mappe med dokumenter. Tavst lagde hun et papir foran Anders.
– Det er aftalen om skilsmisse og samvær med børnene. Skriv under her og her. Ellers mødes vi i retten, hvor optagelsen af din mors trusler og en udtalelse fra skolen bliver fremlagt. Børnene har talt med en psykolog, og han bekræftede, at bedstemoderen skræmmer dem. Så Anders, vælg selv.
Han stirrede på hende, som om han ikke genkendte hende. Foran ham stod ikke den stille hjemmegående, men en fremmed, selvsikker kvinde, der spillede efter egne regler.
– Lejligheden er fælleseje, fortsatte Gitte, – din andel går til børnebidrag og afdrag på det lån, du tog til forretningen. Virksomheden, som stod i Ellens navn, var reelt styret af dig, og indtægterne blev skjult. Retten har allerede beslaglagt din andel. Snart er du fri for både arbejde og mig.
Anders sank ned på stolen. Han prøvede at protestere, men stemmen knækkede.
Retssagen fandt sted to uger senere. Ellen prøvede at presse dommeren, Asta skabte et hysterisk sceneri i gangen, men alt var forgæves. Optagelsen, vidneudsagn, skoleerklæringer – alt dannede grundlag for afgørelsen. Børnene blev hos moderen. Lejligheden blev solgt, pengene delt. Anders fik sin andel, som knap nok dækkede sagsomkostninger og gæld. Gittes advokat var upåklagelig.
En måned senere drak Anders bittert i en lejlighed på kanten af byen. Mor og søster, der for nylig havde råbt om deres ret, huskede pludselig, at han selv havde ødelagt familien, og holdt op med at tage telefonen. Elskerinden, han havde set de sidste seks måneder, smed ham ud, da hun hørte om det finansielle kollaps, uden at lade ham pakke. Ryet var ødelagt. Ingen seriøs partner ville arbejde med ham – alle huskede den offentlige ydmygelse af hans kone og tabet af kontrakten.
Et halvt år gik. I en stille bydel åbnede en lille café med hjemmebag. Forretningen gik overraskende godt: hyggelig sal, venligt personale, altid friske boller. Gitte stod bag disken i et enkelt hvidt forklæde og smilte til kunderne. Hun havde sendt tjeneren på pause og skænkede selv cappuccino, da klokken over døren ringede.
På tærsklen stod Anders. Medtagen, med gråt ansigt og tomme øjne. Han nølede længe, men trådte til sidst hen til disken.
– Gitte… Jeg ville sige… Jeg har forstået det hele. Jeg tog fejl. Lad os prøve igen. For børnenes skyld. Jeg har ændret mig.
Hun stillede kanden fra sig, tørrede roligt hænderne på et klæde og så op på ham med et roligt blik.
– Ti stille, udannede, sagde hun med en jævn stemme, uden vrede, snarere med lettelse. – Du har allerede sagt alt for et halvt år siden.
Hun nikkede til en medarbejder i lokalet, og foran Anders lukkede hoveddøren sig lydløst. Gitte fulgte hans bøjede skikkelse, der forsvandt, og vendte sig så mod den næste kunde:
– Goddag! Hvad kunne De tænke Dem?
I hendes stemme lå en så let, selvsikker glæde, at ingen af gæsterne ville have anet, hvilken storm der lige var gået forbi denne skrøbelige kvinde.
