To uger hvæsede og kradsede Misse, så hun ikke slap ejerinden i nærheden af den gamle sofa. Vibeke var næsten besluttet på at give katten væk. Men da naboen hjalp med at flytte møblet, viste der sig bagved noget, der forklarede alt.
Misse havde aldrig været ond. Men den gamle sofa i stuen lod hun ingen komme nær, og Vibeke havde nu i to uger ikke kunnet fatte hvorfor.
Det begyndte med en lille ting. Morgen, køkken, duft af te og brændt brød. Vibeke drak sin te færdig, tørrede hænderne i sit forklæde med solsikker og gik for at tørre møblerne af. Hun rakte ud efter armlænet.
Katten hvæsede og hvæsede så voldsomt, at Vibebe fo’r tilbage og stødte albuen mod en gulvlampe. I tre år havde de været sammen og oplevet meget: morgenspinden, det krævende hyl før fodring og den fornærmede tavshed efter dyrlægen. Men hvæs havde hun aldrig hørt før.
Så tog katten mærkbart på. Siderne blev runde, gangen tung og forsigtig. Vibeke troede, hun fodrede for meget. Hun skar ned på portionen og hældte det overskydende tilbage i posen med raslende folie. Det hjalp ikke. Misse begyndte at slæbe stykker mad fra skålen hen bag sofaen, og en dag fandt Vibeke et tørret stykke kylling, dækket af støv, ved det ene ben.
Det lugtede underligt i hjørnet: syrligt, varmt, levende. Vibeke satte sig på knæ og prøvede at kigge ind i sprækken mellem væg og ryglæn. Misse skød foran uden en lyd, uden varsel. Hun stillede sig foran sprækken og stivede op med sine gule øjne, som om det dyrebareste i verden lå bag hende.
På håndryggen sad to tynde ridser.
Datteren ringede om aftenen, som sædvanligt, i farten.
– Mor, hvordan går det med katten?
– Hun hvæser. Hun har revet mig i hånden. Jeg kan ikke komme tæt på sofaen.
Signe sukkede. Der lød hæle mod asfalt i røret, et bildyt, en plasticpose der raslede.
– Jeg sagde det jo. Giv hende væk, før hun flår ansigtet på dig. Der er grupper på nettet, de bliver hurtigt formidlet.
Vibeke tav. Fingrene krammede kanten af dugen, så stoffet rynkede sig.
– Mor? Hører du?
– Jeg hører dig.
– Du behøver ikke alt det her. Alene, med den kat… Kom hellere herover.
Hun lagde telefonen på bordet. I gangen sad Misse ved døren til stuen, halen svøbt om forpoterne, ryggen rank. Som en vagtpost. Og i de to uger havde hun aldrig været væk længe: hun spiste endda hurtigere end normalt, som om hun skyndte sig tilbage.
Efter samtalen tog Vibeke telefonen frem og søgte på det, datteren havde sagt. Grupperne dukkede straks op. Billeder af katte, tekster: ”kærlig”, ”vant til kattebakke”, ”søger hjem”. Hun bladrede et minut. Så lagde hun telefonen med skærmen nedad, og det var tørt i halsen.
Før hun gik i seng, gik hun hen til stuen. Misse lå ved sofaen og slikkede sin pote, langsomt, omhyggeligt, som om hun forberedte sig på noget vigtigt. Vibeke satte sig på dørtrinnet.
– Misse. Hvad gemmer du der?
Katten løftede hovedet, blinkede og fortsatte med at slikke sig.
Om natten sov Vibeke ikke. Bag væggen raslede det, blev stille og begyndte igen. En gang gled en tynd lyd gennem stilheden, der lignede et pip. Vibeke stivnede og lyttede. Det kom ikke igen.
Hun stod op og gik barfodet hen til døren. Gulvet var iskoldt, og der trak december fra fodpanelerne. Gadelampen udenfor kastede gule striber gennem gardinet, og i det ujævne lys så Vibeke: Misse lå ikke på sin pude. Hun trykkede sig op ad væggen, lige ved sofaen. Maven steg og faldt roligt.
Katten hvæsede ikke. Hun lå og så på Vibeke gennem lampelyset.
Vibeke gik tilbage til soveværelset. På natbordet stod et billede af Viggo i en ramme af muslingeskaller, de engang havde fundet ved stranden. Viggo smilede. Og Vibeke tænkte: han ville ikke have givet katten væk. Han ville først have flyttet sofaen.
Om morgenen ringede hun til Gunnar nedenunder. Naboen havde hænder, der kunne løfte et skab og reparere en vandhane. Han stillede ikke unødvendige spørgsmål.
– Sofaen? spurgte han. – Hvor skal den flyttes hen?
– Væk fra væggen. Jeg skal se, hvad der er bagved.
Han kom ti minutter senere, i ternet skjorte og tøfler uden strømper. Bag ham kiggede hans kone Tove ind, nysgerrig.
Ved synet af fremmede gemte Misse sig under køkkenbordet. Vibeke lagde mærke til det: katten løb ikke ind i stuen, som hun plejede. Hun blev i køkkenet. Pupillerne var så store, at det gule i øjnene næsten var væk, og poterne trådte små skridt på den kolde flise.
Gunnar tog fat i den ene ende. Vibeke i den anden. Benene skrabede mod parketgulvet, langtrukkent og skarpt, og lyden fyldte lejligheden til loftet. Sofaen gik tungt, gammel, opsvulmet af tid. Støvet stod som en søjle og hvirvlede i morgensolen.
Tove udråbte først.
I hjørnet, på et gammelt uldentørklæde, som Vibeke havde mistet i oktober, lå killingerne. Fire. Bit små, blinde, med pressede ører og lyserøde potepuder, så bløde at de kunne ligge på en negl. De bevægede sig, åbnede tandløse munde, og der kom en duft af mælk fra dem, varm og fyldig. Vibeke fik en klump i halsen.
Hun satte sig på knæ lige på det støvede gulv. Hænderne rystede. Hun rakte fingrene ud mod den røde killing med en hvid stjerne i panden, og den stødte næsen ind i hendes håndflade. Hånden var kold, og killingen som en lille ovn.
– Det var så den onde kat, sagde Gunnar, idet han satte sig på hug ved siden af.
Tove vendte sig mod køkkenet. Misse stod i døråbningen og rørte sig ikke. Hun så ikke på menneskene. På killingerne.
Da forstod Vibeke det hele på én gang. Hvæsen og maden bag sofaen, den tykkere mave og de søvnløse nætter ved væggen, hvor hun havde troet, katten bare var ”umulig”. Og tørklædet. Det uldentørklæde fra gangen, som Vibeke om aftenen svøbte om knæene. Misse havde selv taget det, bredt det ud i hjørnet og bygget en rede.
Katten kom langsomt, på bløde poter. Hun snusede til Vibekes hånd, stødte næsen mod fingrene. Og lagde sig ved killingerne, trak dem ind til sig en for en.
Tove gik stille ud og kom tilbage med en skål lunken vand. Hun satte den på gulvet uden at sige noget. Gunnar rejste sig, så ned på Vibeke og tav også. Der var intet at sige, alt lå allerede på tørklædet.
Om aftenen ringede Signe igen.
– Nå, mor? Har du tænkt på katten?
– Det har jeg, sagde Vibeke. Stemmen var anderledes, rolig og varm, ligesom det tørklæde der var dukket op på det mest uventede sted. – Nu er de fem.
Der blev stille i røret. Så lo datteren, kort og forvirret, og for første gang i to uger smilede Vibeke.
Misse lå på tørklædet, og fire blinde killinger søgte efter hende med næsen i mørket, stødte ind i den varme side. Hun spandt ikke. Hun trak vejret roligt og dybt.
Det var nok.
Vibeke lukkede døren til stuen, men ikke helt. Hun lod en sprække stå.
Misse skulle jo ud.
