To uger havde Misse hvæset og kradset, så Valborg ikke kunne komme i nærheden af den gamle sofa. Hun var tæt på at give katten væk. Men da naboen hjalp med at skubbe møblet til side, lå der noget bagved, der forklarede det hele.
Misse havde aldrig været ond. Men den gamle sofa i stuen ville hun ikke lade nogen komme nær, og Valborg havde i to uger ikke kunnet forstå hvorfor.
Det begyndte med en småting. Morgen, køkken, duft af tebrev og brændt toast. Valborg drak sin te færdig, tørrede hænderne i forklædet med margueritter og gik hen for at tørre møblet af. Hun rakte ud efter armlænet.
Katten hvæsede og slog efter hende, så Valborg røg tilbage og ramte en gulvlampe med albuen. På tre år havde de gennemlevet meget: morgenspinden, det krævende hyl før mad, den fornærmede tavshed efter dyrlægen. Men hvæsen havde hun aldrig hørt før.
Så tog katten mærkbart på. Siderne blev runde, gangen tung og forsigtig. Valborg troede, hun overfodrede. Skar ned i portionen, hældte det ekstra tilbage i posen med raslende folie. Det hjalp ikke. Misse begyndte at slæbe stykker mad fra skålen hen bag sofaen, og en dag fandt Valborg et tørt stykke kylling med støv på bag benet.
Der lugtede underligt i hjørnet: syrligt, lunt, levende. Valborg satte sig på knæ og forsøgte at kigge ind i sprækken mellem væg og ryg. Misse skød forbi, lydløst, uden varsel. Stillede sig foran sprækken og stirrede med gule øjne, som om det dyrebareste i verden lå bag hende.
På bagsiden af Valborgs hånd sad to tynde ridser.
Datteren ringede om aftenen, som hun plejede, på farten.
– Mor, hvordan går det med katten?
– Hun hvæser. Har ridset min hånd. Jeg kan ikke komme tæt på sofaen.
Sofie sukkede. I røret lød hæle mod asfalt, et bildyt, en plastikpose der raslede.
– Jeg sagde jo, at du skulle af med hende, før hun flår dit ansigt. Der er grupper på nettet, de formidler hurtigt.
Valborg tav. Hendes fingre klemte om dugkanten, så stoffet samlede sig i folder.
– Mor? Hører du?
– Jeg hører.
– Du behøver ikke alt det. Alene med den kat… Kom hellere herover.
Hun lagde telefonen på bordet. I gangen sad Misse ved tærsklen til stuen, halen omkring forpoterne, ryggen rank. Som en vagtpost. Og i de to uger var hun aldrig gået langt derfra: hun spiste endda hurtigere end normalt, som om hun havde travlt med at vende tilbage.
Efter samtalen åbnede Valborg telefonen og søgte på det, datteren havde sagt. Grupperne dukkede straks op. Billeder af katte, tekster: “kærlig”, “renlig”, “søger hjem”. Hun scrollede i et minut. Så lagde hun telefonen med skærmen nedad, og der blev tørt i halsen.
Før sengetid gik hun hen til stuen. Misse lå ved sofaen og slikkede sin pote, langsomt, grundigt, som om hun forberedte sig på noget vigtigt. Valborg satte sig på tærsklen.
– Misse. Hvad gemmer du der?
Katten løftede hovedet, blinkede og fortsatte med at slikke sig.
Om natten sov Valborg ikke. Bag væggen raslede det, tav, begyndte igen. En gang sneg en tynd lyd, noget der lignede et pip, gennem stilheden. Valborg stivnede, lyttede. Det kom ikke igen.
Hun stod op og gik mod døren på bare fødder. Gulvet var isnende, fra fodpanelerne trak det december. Gadelygten udenfor kastede gule striber gennem tyl, og i det ujævne lys så Valborg: Misse lå ikke på sin pude. Hun lå med siden mod væggen, lige ved sofaen. Maven hævede og sænkede sig roligt.
Katten hvæsede ikke. Den lå og så på Valborg gennem en stribe gadelampe.
Valborg gik tilbage til soveværelset. På natbordet stod et foto af Viktor i en ramme af muslinger, engang bragt hjem fra stranden. Viktor smilede. Og Valborg tænkte: han ville ikke have givet katten væk. Han ville først have skubbet sofaen.
Om morgenen ringede hun til Gunnar fra nedenunder. Naboen havde hænder, der kunne løfte et skab eller reparere en vandhane. Han stillede ingen overflødige spørgsmål.
– Sofaen? – gentog han. – Hvor skal den hen?
– Væk fra væggen. Jeg skal se, hvad der er bagved.
Han kom ti minutter efter, i ternet skjorte og tøfler uden sokker. Bag ham kiggede konen Tove ind, nysgerrig.
Ved synet af fremmede gemte Misse sig under køkkenbordet. Valborg bemærkede: katten løb ikke ind i stuen, som den plejede. Den blev i køkkenet. Pupillerne var så store, at der næsten ikke var gult tilbage i øjnene, og poterne trippede forsigtigt på den kolde flise.
Gunnar tog fat i den ene ende. Valborg i den anden. Benene knirkede mod parkettet, langtrukkent og skarpt, og lyden fyldte lejligheden helt op til loftet. Sofaen gik tungt, gammel og opsvulmet af tid. Støvet hvirvlede op og dansede i morgenlysets stråler.
Tove gispede først.
I hjørnet, på et gammelt uldhalstørklæde, som Valborg havde mistet i oktober, lå killingerne. Fire. Bittesmå, blinde, med trykkede ører og lyserøde potepuder, så bløde at de kunne ligge på en negl. De bevægede sig, gabte med tandløse munde, og der stod en duft af mælk fra dem, varm og tæt. Valborg fik en klump i halsen.
Hun satte sig på knæ lige på det støvede parket. Hænderne rystede. Hun rakte fingre ud mod den røde killing med en hvid stjerne i panden, og den stødte næsen ind i hendes håndflade. Håndfladen var kold, men killingen var som en lille ovn.
– Der har du den onde kat, – udstødte Gunnar, mens han satte sig på hug ved siden af.
Tove vendte sig mod køkkenet. Misse stod i døråbningen og rørte sig ikke. Hun så ikke på mennesker. Hun så på killingerne.
Da forstod Valborg det hele på én gang. Hvæsen og maden bag sofaen, den runde mave og de søvnløse nætter ved væggen, når man troede, katten bare var “svær at have med at gøre”. Og tørklædet. Det samme uldhalstørklæde fra entreen, som Valborg svøbte om knæene om aftenen. Misse havde selv slæbt det derind, bredt det ud i hjørnet og redt en rede.
Katten kom langsomt, på bløde poter. Snusede til Valborgs hånd, stødte næsen mod fingrene. Og lagde sig ved siden af killingerne, trak dem én efter én ind til sig.
Tove listede ud og kom tilbage med en skål lunken vand. Satte den på gulvet uden et ord. Gunnar rejste sig, så ned på Valborg og tav også. Der var ikke noget at sige – alt lå allerede på tørklædet.
Om aftenen ringede Sofie igen.
– Nå, mor? Har du tænkt over katten?
– Ja, – sagde Valborg. Stemmen var anderledes, rolig og varm, som det tørklæde der var dukket op det mest uventede sted. – Nu er vi fem.
Der blev stille i røret. Så lo datteren, kort og forvirret, og Valborg smilede for første gang i to uger.
Og Misse lå på tørklædet, og fire blinde killinger søgte efter hende med næserne i mørket, stødte ind i den varme side. Hun spandt ikke. Hun trak vejret roligt og dybt.
Det var nok.
Valborg lukkede døren til stuen, men ikke helt. Hun lod en sprække stå.
Misse skulle jo ud.
