Mette Nielsen stod ved vinduet og så på, hvordan frosten tegnede mønstre på ruden. Minus tredive grader lovede de. Måske endnu koldere.
Hun lyttede.
Nedenfra kom stemmer. Så et råb:
– Inden aften! Hører I?! Inden aften skal katten væk!
Peter Jensen. Viceværten.
Mette trådte væk fra vinduet, tog et tørklæde på og gik ud på trappeafsatsen. Hun gik ned til stueetagen. Der stod naboerne allerede – nogle i tøfler, andre i åben jakke. Alle stirrede tavse på Peter Jensen, som stod midt i opgangen, rød i ansigtet og ophidset, og pegede ind i hjørnet.
Der, på radiatoren, lå en rødkat.
Mager. Med flækket øre. Skælvende.
– Der! – brølede viceværten. – Der har I jeres omstrejfer! Hår overalt! Stank! Jeg har ansvaret for orden, men her har I lavet et internat!
– Peter, – sagde Tante Grethe fra tredje sal sagte, – han generer da ingen.
– Generer ingen?! – Peter Jensen vendte sig så brat mod hende, at kvinden tog et skridt tilbage. – Hvem var det så, der klagede over hår overalt?! Hvem sagde, at der var lopper fra ham?! Tror I, jeg står og laver sjov?!
Tante Grethe så væk.
Mette Nielsen knyttede hænderne.
Hun ville sige noget. Ville. Men halsen snørede sig sammen, og ordene sad fast et sted indeni.
– Kort sagt, – afskar viceværten, – inden klokken seks i aften skal han være væk herfra. Fjerner I ham ikke selv, smider jeg ham på gaden. Forstået?
Han så på alle. Ingen svarede.
– Forstået, siger jeg?!
– Forstået, – mumlede en af mændene.
Peter Jensen nikkede, smækkede døren og gik.
Naboerne listede langsomt væk, sukkende.
Men katten blev liggende på radiatoren – en rød tot, der slet ikke fattede, at den skulle smides ud i frosten.
Mette Nielsen gik op til sig selv på fjerde sal. Lukkede døren. Satte sig i køkkenet og stirrede ind i væggen.
I aften bliver det minus tredive.
Han fryser ihjel.
Det vidste hun med sikkerhed.
Fordi hun engang om vinteren havde fundet en spurv under opgangen – lille, forfrossen, med vingerne presset ind til kroppen. Hun havde taget den med hjem, varmet den, men det var for sent. Alt for sent.
Mette rejste sig, gik hen til vinduet.
– Herre Gud, – hviskede hun stille, – hvad gør man.
Mette satte sig igen. Hænderne rystede.
Hun var bange. Bange for balladen. Bange for, at Peter Jensen ville skrige ad hende. At naboerne ville vende hende ryggen. At de ville kalde hende skør.
Men mest af alt var hun bange for at forestille sig den røde tot ligge i en snedrive – stivnet, med åbne øjne.
Mette Nielsen gik ned igen sidst på eftermiddagen.
Katten lå stadig på radiatoren. Løftede hovedet, da hun kom. Så på hende – med gule, vagtsomme øjne.
– Hvad laver du her? – mumlede hun. – Har du ikke noget sted at gå?
Katten tav.
Mette rakte hånden ud – strøg den over den flækkede ryg. Den rystede, men løb ikke væk. Spandt stille.
Hun gik op til sig selv igen.
Klokken halv seks lød der igen stemmer i opgangen. Mette kiggede ud i gangen – døren på klem.
Peter Jensen stod nede. Ved siden af ham to mænd fra naboopgangen. Den ene holdt en sæk.
– Der har vi det, krapyl, – sagde viceværten og pegede på katten. – Tag ham.
Manden med sækken trådte frem.
Og som på bestilling kom nabo Grethe ud af sin lejlighed. Så det, standsede.
– Hvad laver I?
– Kan du ikke se det? – fnyste Peter Jensen. – Vi fjerner ham, som aftalt.
– Peter, skal vi ikke lade være? – sagde Tante Grethe stille. – Måske kan nogen tage ham.
– Hvem tager ham?! – brølede han. – Dig?! Eller alle de andre, der bor her og tier stille?! Nej! Det er mig, der igen må rydde op!
Tante Grethe så væk.
– Lige præcis, – hvæsede viceværten.
Mette stod ovenpå og lyttede. Hjertet hamrede så hårdt, at hun troede, det ville springe ud.
Nede kastede manden sækken over katten. Den skreg – vildt, fortvivlet. Kloede. Men de stoppede den alligevel ind og bandt sækken.
– Så, – sagde Peter Jensen. – Bær den hen til skraldeboden. Den klarer sig selv, hvis den er klog.
Mændene bar sækken mod udgangen.
Døren smækkede.
Mette slap dørhåndtaget. Hænderne rystede. Benene ville næsten ikke bære.
Hun gik tilbage til køkkenet. Satte sig. Stirrede ind i væggen.
Men efter et minut – sprang hun op.
Greb en frakke. Trak i filtstøvlerne. Slyngede tørklædet om halsen.
Løb ud på trappen.
Hun fløj ned – så hurtigt, at hun nær var faldet på reposen.
Smed opgangsdøren op.
Mette løb hen til skraldeboden.
Sækken lå i en snedrive ved skraldespanden.
Hun bandt den op. Hænderne rystede – knuden gav ikke efter.
Sækken gik op.
– Lever, – hviskede Mette. – Lever, Gud ske lov.
Hun løftede katten – den var let, næsten vægtløs. Trykkede den ind til brystet, gemte den under frakkens skøder.
Løb tilbage.
I opgangen – igen stemmer.
Peter Jensen stod ved postkasserne. Røg. Da han så hende – med katten på armen – forvredes hans ansigt.
– Hvad bilder du dig ind?! – brølede han.
Mette standsede. Fik vejret.
– Jeg tager ham med hjem, – sagde hun. Stemmen skalv, men ordene kom tydeligt.
– Hvorhen?! – Peter Jensen trådte nærmere. – Jeg sagde, han skulle væk!
– De sagde, han skulle væk fra opgangen, – Mette løftede hagen. – Så jeg tager ham med. Ind i lejligheden. Til mig.
– Er du helt væk?! – han stak fingeren i brystet på hende.
Mette gik op på fjerde sal.
Gik ind i lejligheden. Lukkede døren.
Satte sig på gulvet – med frakke og filtstøvler på.
Katten lå på hendes skød. Åbnede det ene øje – så på hende.
– Så, – hviskede Mette. – Så. Nu er du hjemme.
Hænderne rystede. Tårerne løb ned ad kinderne.
Men indeni – for første gang i mange år – var der varmt og roligt.
En uge senere kom Peter Jensen til Mette.
Bankede på døren – sagte, næsten forsigtigt.
Hun åbnede. Forundret.
– De? Er der noget galt?
Han stod på dørtærsklen – uden jakke, i en gammel sweater.
– Må jeg? – spurgte han.
Mette nikkede. Lukkede ham ind.
Peter Jensen gik ud i køkkenet. Satte sig. Katten hoppede ned fra vindueskarmen, snusede til hans støvler og forsvandt ind i stuen.
– Te? – spurgte Mette.
– Nej tak.
Han tav. Så sukkede han.
– Jeg kommer ikke for at undskylde, – Peter Jensen sukkede. – Jeg ville bare sige. Du gjorde det rigtige.
Han rejste sig. Gik mod døren.
– Peter, – kaldte Mette.
Han vendte sig.
– Vil du alligevel ikke have en kop te?
Han standsede. Så nikkede han.
– Jo.
De sad i køkkenet – drak te, tav. Katten hoppede op på Mettes skød. Spandt.
– Hvad har du kaldt ham? – spurgte viceværten.
– Mikkel, – smilede Mette. – Bare Mikkel.
Peter Jensen nikkede. Drak ud. Rejste sig.
– Nå, jeg går.
– Peter, – kaldte Mette igen. – Hvis du har lyst, så kom forbi. På en kop te.
Han så på hende. Smilede tørt.
– Det gør jeg.
Der gik en måned. Så to.
Mikkel tog på sig. Pelsen fik glans. Øret helede. Han sov på vindueskarmen – der, hvor morgensolen skinner.
Naboerne vænnede sig til ham. Tante Grethe kom af og til med fiskerester. Lene bød på creme fraiche. Selv manden fra femte sal kom en dag med en kradsepind.
– Den fandt jeg på lossepladsen, – sagde han. – Den er vist hel.
Mette Nielsen tog imod gaverne – og blev altid overrasket.
Udenfor faldt sneen. Frosten tegnede mønstre på ruden.
Men i lejligheden var der varmt.
Og i hjertet – også. Mette havde lært, at når man tør stå op for det, der er rigtigt, kan man endda smelte et koldt hjerte. Og at mod nogle gange er at række hånden ud, selv når hænderne ryster.
