Karen Mikkelsen stod ved vinduet og så, hvordan frosten tegnede mønstre på ruden. De lovede minus tredive. Måske mere.
Hun lyttede.
Nedenfra – stemmer. Så et råb:
– Inden aften! Hører I?! Inden aften skal katten være væk!
Peter Jensen. Varmemesteren.
Karen trådte væk fra vinduet, smed et tørklæde om skuldrene og gik ud på trappeafsatsen. Hun gik ned til stueetagen. Der stod naboerne allerede – nogle i tøfler, andre i jakken på vid gab. Alle stirrede tavse på Peter Jensen, mens han stod midt i opgangen, rød i hovedet, og pegede ind i et hjørne.
Der, på radiatoren, lå en rød kat sammenrullet.
Mager. Med et flået øre. Den rystede.
– Se! – brølede varmemesteren. – Se den omstrejfer! Hår overalt! Stank! Jeg har ansvar for orden, og her har I lavet et asyl!
– Peter Jensen, – sagde tante Grethe fra tredje sal stille, – den generer da ikke nogen.
– Generer ikke?! – Peter Jensen snurrede rundt så brat, at kvinden trådte et skridt tilbage. – Hvem var det så, der klagede over hår overalt?! Hvem sagde, at den havde lopper?! Tror I, jeg står og fjoller her?!
Tante Grethe så væk.
Karen Mikkelsen knyttede hænderne.
Hun ville sige noget. Ville. Men struben snørede sig sammen, og ordene sad fast et sted indeni.
– Kort sagt, – skar varmemesteren af, – klokken seks i aften – så skal der ikke være spor af den her. Får I den ikke selv væk, smider jeg den ud på gaden. Forstået?
Han så på alle. Ingen svarede.
– Forstået, siger jeg?!
– Forstået, – mumlede en af mændene.
Peter Jensen nikkede, smækkede døren og gik.
Naboerne listede langsomt hver til sit, sukkende.
Men katten blev liggende på radiatoren – en rød klump, der slet ikke fattede, at den skulle smides ud i frosten.
Karen Mikkelsen gik op til sig selv på fjerde sal. Lukkede døren. Satte sig i køkkenet og stirrede ind i væggen.
I aften bliver der minus tredive.
Den fryser ihjel.
Det vidste hun med sikkerhed.
For engang om vinteren havde hun fundet en spurv under opgangen – lille, frossen, med vingerne presset ind til kroppen. Hun havde taget den med ind, varmet den op, men det var for sent. Alt for sent.
Karen rejste sig, gik hen til vinduet.
– Gud, – hviskede hun lavt, – hvad gør man.
Karen satte sig igen. Hænderne rystede.
Hun var bange. Bange for skænderiet. Bange for, at Peter Jensen ville skrige. At naboerne ville vende sig væk. At de ville kalde hende tosset.
Men mest af alt var hun bange for at forestille sig, hvordan den røde klump lå i en snedrive – stiv, med åbne øjne.
Karen Mikkelsen gik ned igen sidst på eftermiddagen.
Katten lå stadig på radiatoren. Den løftede hovedet, da hun nærmede sig. Så på hende – med gule, mistænksomme øjne.
– Hvad laver du her? – mumlede hun. – Har du ikke noget sted at gå hen?
Katten tav.
Karen rakte hånden ud – strøg den over den flåede ryg. Den foer sammen, men gik ikke væk. Spandt sagte.
Hun gik tilbage til sig selv.
Klokken halv seks lød stemmer igen i opgangen. Karen kiggede ud i gangen – åbnede døren en sprække.
Peter Jensen stod nedenfor. Ved siden af ham to mænd fra nabo-opgangen. Den ene holdt en sæk.
– Der er den, skidtet, – sagde varmemesteren og nikkede mod katten. – Tag den.
Manden med sækken trådte frem.
Og lige der, som heldet ville, kom nabo Gitte ud fra sin lejlighed. Hun så det, stoppede.
– Hvad laver I?
– Kan du ikke se det? – fnøs Peter Jensen. – Vi rydder op, som aftalt.
– Peter Jensen, måske skal vi ikke? – sagde tante Grethe stille. – Måske kan nogen tage den?
– Hvem?! – brølede han. – Dig?! Eller de her alle sammen, der bor i opgangen og tier?! Nej! Det er mig, der må rydde op igen!
Tante Grethe så væk.
– Lige præcis, – hylede varmemesteren.
Karen stod oppe og lyttede. Hjertet hamrede så voldsomt, at det føltes, som om det ville springe ud.
Nedenfor kastede manden sækken over katten. Den skreg – vildt, fortvivlet. Kradsede. Men den blev alligevel stoppet ind og bundet.
– Så er det det, – sagde Peter Jensen. – Bær den hen til containerne. Hvis den er klog, klarer den sig selv.
Mændene bar sækken mod udgangen.
Døren smækkede.
Karen slap dørhåndtaget. Hænderne rystede. Benene gav næsten efter.
Hun gik tilbage til køkkenet. Satte sig. Stirrede ind i væggen.
Men efter et minut – sprang hun op.
Greb frakken. Tog filtstøvlerne på. Slyngede tørklædet om sig.
Løb ud på trappen.
Rasede ned – så hurtigt, at hun næsten faldt i svinget.
Smed opgangsdøren op.
Karen løb hen mod skraldecontainerne.
Sækken lå i en snedrive ved siden af skraldespanden.
Hun løsnede knuden. Hænderne rystede – knobet gav ikke efter.
Sækken gik op.
– I live, – hviskede Karen. – I live, gudskelov.
Hung samlede katten op – den var let, næsten vægtløs. Trykkede den ind til brystet, gemte den under frakkens skøder.
Løb tilbage.
I opgangen – stemmer igen.
Peter Jensen stod ved postkasserne. Røg. Han fik øje på hende – med katten i armene – og ansigtet forvred sig.
– Hvad bilder du dig ind?! – skreg han.
Karen stoppede. Trak vejret.
– Jeg tager den med hjem, – sagde hun. Stemmen rystede, men ordene kom tydeligt.
– Hvor tager du den hen?! – Peter Jensen trådte et skridt nærmere. – Jeg sagde – den skulle være væk!
– De sagde – at den ikke måtte være i opgangen, – Karen løftede hagen. – Så tager jeg den med. Ind i lejligheden. Til mig.
– Er du helt væk?! – han stak en finger i brystet på hende.
Karen gik op på fjerde sal.
Gik ind i lejligheden. Lukkede døren.
Satte sig på gulvet – stadig i frakke og filtstøvler.
Katten lå på hendes skød. Den åbnede det ene øje – så på hende.
– Nu, – hviskede Karen. – Nu. Nu er du hjemme.
Hænderne rystede. Tårerne løb ned ad kinderne.
Men indeni – for første gang i mange år – var der varmt og stille.
En uge senere kom Peter Jensen til Karen.
Bankede på døren – lavt, næsten forsigtigt.
Hun åbnede. Overrasket.
– De? Hvad er der sket?
Han stod på dørtærsklen – uden jakke, i en gammel sweater.
– Må jeg? – spurgte han.
Karen nikkede. Lukkede ham ind.
Peter Jensen gik ind i køkkenet. Satte sig. Katten hoppede ned fra vindueskarmen, snusede til hans støvler og gik ind i stuen.
– Te? – spurgte Karen.
– Nej tak.
Han tav. Så sukkede han.
– Jeg er ikke kommet for at undskylde, – Peter Jensen sukkede. – Jeg ville bare sige. At De gjorde det rigtige.
Han rejste sig. Gik mod døren.
– Peter Jensen, – kaldte Karen.
Han vendte sig.
– Vil De alligevel have en kop te?
Han standsede. Så nikkede han.
– Ja tak.
De sad i køkkenet – drak te, tav. Katten hoppede op på Karens skød. Spandt.
– Hvad hedder den? – spurgte varmemesteren.
– Røde, – smilede Karen. – Bare Røde.
Peter Jensen nikkede. Drakk færdig. Rejste sig.
– Ja, jeg går.
– Peter Jensen, – kaldte Karen igen. – Hvis De har lyst, så kom forbi. På en kop te.
Han så på hende. Grinte tørt.
– Det gør jeg.
Der gik en måned. Så endnu en.
Røde tog på sig. Pelsen fik glans. Øret helede. Den sov på vindueskarmen – der hvor solen skinnede om morgenen.
Naboerne vænnede sig til det. Tante Grethe kom af og til med rester af fisk. Gitte – bragte creme fraiche. Selv manden fra femte sal slæbte en gang en kradsemåtte med.
– Den her fandt jeg ved containerne, – sagde han. – Den ser hel ud.
Karen Mikkelsen tog imod gaverne – og undrede sig altid.
Udenfor faldt sneen. Frosten tegnede mønstre på ruden.
Men i lejligheden var der varmt.
Og i hjertet også.
