Viktor fandt den ved vejkanten i oktober.
Hvalpen sad i grøften ved landevejen, våd og ganske lille, og kiggede på de forbikørende biler, som om den ventede på en bestemt. Viktor var på vej til sommerhuset for at hente kartofler, stoppede et øjeblik, tænkte han bare ville kigge. Men hvalpen løftede hovedet, og så var det slut. Kartoflerne blev i jorden en uge endnu.
Han kaldte den Mars. Navnet fandt naboens Maren på, da hun så i opgangen en rød, øretøjskabning med poter, der var for store.
– Rød, næset, uheldig, sagde hun. – Mars. Det passer.
Viktor lo dengang.
Mars voksede hurtigt. Til foråret fyldte den hele venstre halvdel af sofaen og anså det for sin ret. Viktor skældte ud først, holdt så op. At sove alene i lejligheden var værre end med en hund, der snorkede og af og til sparkede med poten i søvne.
De blev venner ikke på én gang, men langsomt, som folk bliver venner, når de ikke har travlt. Morgenturen. Madskålen klokken syv om aftenen. Fjernsynet. Indimellem talte Viktor højt til Mars. Mars sad ved siden af og lyttede med et alvorligt ansigt, gabte kun en gang imellem og viste alle tænder.
– Du har ret, sagde Viktor. – Det er nok.
Og slukkede fjernsynet.
***
Ulykken skete i april, da de kom hjem fra aftenturen.
Viktor huskede bagefter dårligt, hvordan det gik til. Glat, en bil kom op på fortovet rundt om hjørnet, Mars var i snor, og så knækkede snoren. Viktor blev kastet ind mod kantstenen. Han ramte siden, lå nogle sekunder og hørte kun sin egen vejrtrækning og et fjernt skrig.
Da han rejste sig, var Mars væk.
Snoren lå på asfalten. Plastiklåsen var sprækket midt over.
Han ledte til midnat. Gik tre kvarterer rundt, kaldte på navn, spurgte forbipasserende. De rystede på hovedet. Nogen sagde, de havde set en rød hund løbe mod jernbaneoverskæringen, men det var fyrre minutter siden, og så havde de ikke set den.
Hjemme satte Viktor sig i køkkenet og så længe på den tomme skål.
Så rejste han sig. Skrev en efterlysning, printede tyve stykker ud. Om morgenen satte han dem op over hele kvarteret, ringede også til tre dyreklinikker og til internatet på Fabriksvej.
– Hvis der kommer en rød hund ind, blandingsrace, sagde han i røret. – Ring venligst. Her er mit nummer.
Der gik en uge.
Så en måned.
Efterlysningerne blegnede i maj-regnen, og Viktor satte nye op. Så satte han nye op igen i juni. Dyreklinikkerne tav. Fra internatet på Fabriksvej ringede de to gange, begge gange forkert, begge gange var det ikke den rigtige hund.
I juli sagde Maren forsigtigt gennem døren:
– Viktor, måske skulle du tage en anden. Der er så mange på internatet.
– Nej, svarede Viktor.
Hun foreslog det ikke igen.
Lejligheden uden Mars blev anderledes.
Ikke tom, nej. Tingene stod på deres plads, køleskabet summede, naboerne trampede ovenpå halv ti som altid. Men noget havde forandret sig.
Viktor samlede en gammel bold op fra gulvet, som Mars havde jaget gennem gangen. Lagde den på hylden. Tænkte over det og stillede den i skuffen. Så tog han den frem igen og lod den blive på hylden.
Om morgenen rakte hånden af gammel vane ud efter snoren ved døren. Snoren hang. Der var ikke noget sted at gå hen.
Han begyndte at gå ture alene. Samme rute, samme tid, bare uden Mars. Kunne ikke selv forklare hvorfor. Han gik bare.
I august ringede datteren fra Aalborg.
– Far, kom herop. Bo hos os et stykke tid, få lidt afslapning.
– Det kan jeg ikke.
– Hvorfor?
Han tav. Sagde så:
– Hvis nu den kommer tilbage.
Datteren tav også. Sagde så “okay” med en stemme, som man har, når man vil sige noget andet, men vælger at lade være.
Mars kom tilbage i oktober.
Viktor hørte en kradselyd i døren lidt over halv syv om aftenen. Først troede han, det var indbildning. Støj fra trappeopgangen, træk, hvem ved. Men kradsningen kom igen. Ihærdigt, med pauser, som om nogen vidste, at døren ville blive åbnet, man skulle bare vente lidt.
Han åbnede.
På dørmåtten sad Mars.
Ældre. Pelsen var klippet flere steder, hvor der tilsyneladende havde været sår. Venstre side var lidt indfalden. Og om halsen havde den en halsbånd. Fremmed, læder, brunt, med messingspænde og et lille mærke, hvor der stod ét ord: “Trofast”.
Viktor stod længe i døren og så på den. Mars sad og så på Viktor. Højre øre hang, en rød plet på panden som en skæv stjerne. De samme øjne, ravfarvede med mørk kant.
– Hvor har du været? sagde Viktor.
Mars rejste sig, trådte over tærsklen og gik ind i gangen, som én der kender planen udenad. Til højre, hen til skålen. Skålen stod der som altid. Tom, selvfølgelig.
Viktor lukkede døren. Gik ud i køkkenet. Hænderne rystede lidt, mens han åbnede køleskabet.
– Okay, sagde han. – Okay.
Næste morgen kørte han til dyreklinikken.
Mars blev undersøgt, fik de nødvendige vaccinationer, chippen blev tjekket. Viktor spurgte til halsbåndet. Dyrlægen tog mærket og læste højt:
– “Trofast”. Er det et andet navn?
– Nogen gav den et andet navn, sagde Viktor.
– Har den boet hos nogen?
– Den har boet et sted i et halvt år. Ved ikke hvor.
Dyrlægen så på ham, så på Mars, så på Viktor igen.
– Det sker, sagde hun. – Hunde går af og til, men kommer så tilbage. Især de kloge.
Viktor svarede ikke. Så på Mars, der sad på metalbordet med et uforstyrret ansigt og fandt sig i undersøgelsen.
På bagsiden af mærket fandt de et telefonnummer.
Viktor ringede fra bilen, mens Mars sad på bagsædet og så ud ad vinduet.
De tog røret efter tredje signal.
– Hallo?
– Goddag, sagde Viktor. – De havde en hund. Rød. De kaldte den Trofast.
Lang tavshed.
– Ja, sagde stemmen. En kvinde, ikke ung. – Det havde vi. Den gik fra os i september. Vi ledte efter den.
– Den er hos mig. Det er min hund. Den hedder Mars. Den forsvandt i april.
Igen tavshed. Så sagde kvinden:
– Den boede hos os. Vi fodrede den, behandlede den. Den havde sår.
– Tak, sagde Viktor.
– Den er en god hund.
– Ja.
Pause.
– Bor De langt væk? spurgte kvinden. – Fra Birkevej?
– Et andet kvarter.
– Herregud. Den kom selv i april. Lagde sig bare ved vores hegn og gik ikke væk.
Viktor så ud ad forruden, på den grå gård med poppeltræer uden blade.
Samtalen sluttede af sig selv. Viktor lagde telefonen væk. Mars pustede på bagsædet, lå med hovedet på poterne.
Hjemme tog Viktor det fremmede halsbånd af Mars. Lagde det på bordet, så længe på det. Brunt, læder, med mærket “Trofast”. Godt arbejde, ikke billigt.
Et halvt år havde hunden været et sted. Og alligevel kom den tilbage.
Viktor tænkte på kvinden fra Birkevej. Hvordan hun hver dag fodrede den, kælede med den, sikkert var blevet knyttet til den. Og så i september gik hun ud om morgenen, og den var væk. Og hun ledte. Ringede måske rundt efter efterlysninger.
Han tog telefonen.
– Det er mig igen, sagde han, da hun tog røret. – Ville bare sige. Hvis De vil besøge den, har jeg ikke noget imod det.
Tavshed.
– Virkelig? sagde hun.
– Virkelig.
Hun kom lørdagen efter. Grethe Pedersen, fireogtres år, i grå frakke og med net, der indeholdt æblemarmelade og en pose hundefoder, den slags Mars havde vænnet sig til i de seks måneder.
Mars så hende fra gangen og styrtede ikke af sted, nej. Den kom bare hen og trykkede næsen mod hendes håndflade. Logrede glad.
De drak te. Grethe fortalte, hvordan hun i april fandt den ved hegnet, kørte den til dyrlægen, hvor den var bange de første dage, men så vænnede sig til det. Viktor fortalte om ulykken, den knækkede snor, efterlysningerne.
Mars lå mellem dem på gulvet og døsede. Indimellem løftede den hovedet, så på den ene, så på den anden.
– Den har valgt os begge, sagde Grethe.
Viktor så på hunden. Så på kvinden ved siden af.
– Det ser sådan ud.
Det fremmede halsbånd lagde Viktor i skrivebordsskuffen. Smid det ikke væk.
Mars begyndte igen at fylde venstre halvdel af sofaen og jage bolden gennem gangen klokken ét om natten. Efterlysningerne på lygtepælene blev våde af novemberregnen og faldt af af sig selv.
Grethe kom om lørdagen. Medbragte marmelade, spurgte indimellem om råd vedrørende ribs, hun havde en have på Birkevej, og Viktor forstod sig på haver. De talte sammen, mens Mars døsede mellem dem.
En aften tog Viktor læderhalsbåndet med mærket “Trofast” op fra skuffen. Så på det. Mærket glimtede under lampen.
I entreen hang to snore. En rød, gammel. En blå, ny, som Grethe havde taget med en lørdag og hængt op i tavshed, uden at spørge om lov.
