Anders Poulsen sad ved vinduet og stirrede på annoncen i telefonen. Bogstaverne flød for øjnene – brillerne var igen forsvundet et sted. Men teksten var simpel nok:
»Gives til et godt hjem: rød kat, kastreret, vant til kattebakke.«
Nej. Ikke gives. Sælges. Så var der i det mindste større chance for, at den kom i en velfungerende familie.
»Pelle,« kaldte han sagte. »Kom her, din røde.«
Katten dukkede op som ved trylleri – en buttet, spindende traktor på bløde poter. Den sprang op på skødet og rullede sig sammen. Varm og levende.
Anders strøg den bag øret. Pelle kneb øjnene sammen af velbehag, mens ejeren mærkede, hvordan hjertet snørede sig sammen. Et halvt år alene nu.
»Hvad skal vi dog gøre, hvad?« hviskede den gamle mand. »Medicinen er ved at slippe op, og pensionen også.«
Katten spandt, uvidende om noget som helst. Anders åbnede lommeregneren. Foder – tusind kroner om måneden. Kattegrus – fem hundrede mere. Dyrlægen turde han slet ikke tænke på.
Og blodtrykspillerne kostede to tusind kroner. Hver måned.
»Forstår du, Pelle, jeg vil ikke skilles fra dig, men jeg kan simpelthen ikke klare det mere.«
Han tastede i annoncen: »Kat til godt hjem. Tre tusind kroner.« Slettede det. Skrev igen: »Sælger kat. Fem tusind kroner.«
Telefonen ringede med det samme. En kvindestemme:
»Goddag, jeg ringer angående katten. Må jeg komme og se den?«
»Ja,« svarede Anders hæst. »Kom endelig.«
En time senere bankede det på døren. På trappen stod en kvinde omkring halvtreds med triste øjne.
»Mette,« præsenterede hun sig. »Hvor er katten?«
Pelle kom, som om den havde ventet, ud fra køkkenet – men ikke hen til gæsten, hen til sin ejer. Den gned sig op ad hans ben, spandt, så på ham med forelskede øjne.
»Her er han, min røde dreng,« sagde Anders og prøvede at lyde ligeglad. »En god kat. Kærlig.«
Mette satte sig på hug, rakte hånden frem. Pelle snusede, men gik ikke hen til hende. Den vendte tilbage til Anders.
»Hvorfor sælger De den?« spurgte kvinden stille.
»Åh, omstændighederne,« mumlede den gamle mand og så væk.
Og så opdagede Mette det: hænderne på pensionisten rystede. Og katten veg ikke fra hans side.
Mette lod blikket glide langsomt rundt i lejligheden. Rent og pænt, men tomt på en måde. I vindueskarmen stod en visnet fikus. På bordet lå en æske med piller, næsten tom. Og endnu en, også næsten tom.
»En pæn lejlighed,« sagde hun. »Har De boet her længe?«
»Fyrre år,« svarede Anders, mens han strøg Pelle. »Købte den sammen med min kone…«
Han fuldførte ikke. Det var ikke nødvendigt.
Mette nikkede. Hun havde selv for ikke så længe siden mistet Luna – en gadehund, der havde levet i femten år. Tomheden derhjemme var så stor, at væggene truede med at styrte sammen.
»Er katten rask?« spurgte hun.
»Ja, den er sund. Det er bare mig,« tøvede den gamle. »Jeg kan ikke klare det mere. Alder, forstår De.«
Pelle mjavede pludselig langtrukkent og gned sig op ad Anders’ ben. Som om den forstod, hvad det handlede om.
»Hvad slags foder giver De den?« fortsatte Mette.
Anders viste ind i køkkenet. Der stod to skåle – én med vand, én med tørfoder. Billigt, fra Netto. Ikke det værste, men heller ikke godt.
»Er den kræsen?«
»Nej, den spiser, hvad den får. En god dreng. Meget klog. Da Gitte var syg, lagde den sig på sengen hos hende og varmede hende. Som om den forstod.« Anders’ stemme skalv.
Mette satte sig på hug foran katten. Pelle så på hende, men klyngede sig til sin ejer.
»Sig mig ærligt,« spurgte hun sagte, »hvorfor forlanger De præcis fem tusind?«
Den gamle mand så forvirret ud:
»Jamen, det er en god kat. Renracet.«
»Pelle er en huskat,« indvendte Mette blidt. »Smuk, men en huskat. Og De elsker den. Så hvorfor sælger De den?«
Anders vendte sig mod vinduet. Tav længe. Pelle spandt på hans skød, mens ejeren strøg den med rystende hænder.
»Medicinen er blevet så dyr. Og foderet. Den var syg for en måned siden, vi tog den til dyrlægen. Fem tusind kroner – de sidste.«
»Har De en datter? En søn? Familie?«
»Datteren bor i Sverige. Hun har tre børn, hun har ikke tid til en gammel mand. Jeg beder heller ikke om noget.«
Han sukkede.
»Med Gitte klarede vi det på en eller anden måde. Alene – det går ikke.«
Mette lyttede og mærkede, hvordan hjertet snørede sig. Der sad han, den stolte gamle mand, og solgte det eneste levende, han havde tilbage i hjemmet. Og katten forstod det ikke, den trykkede sig ind til ham, stolede på ham.
»Hvad hvis jeg ikke køber den?« spurgte hun.
»Så køber en anden den.« Stemmen var fast, men hænderne rystede stadig. »Annoncen hænger der stadig, der ringer nogle.«
»Er det ikke synd for den?«
Anders løftede brat hovedet:
»Tror De, det er nemt for mig?! Tror De, jeg gør det for sjov?«
Han standsede, knugede læberne sammen. Pelle blev forskrækket over den pludselige bevægelse, sprang ned fra skødet, men gik ikke langt – den satte sig ved siden af.
Og i det øjeblik forstod Mette: hun kunne ikke bare købe katten og gå. Man kunne ikke skille dem ad.
Men der måtte findes en løsning.
Mette tav. Længe.
»Anders Poulsen, hvad hvis jeg ikke køber katten?« sagde hun.
Den gamle mand fo’r sammen:
»Hvad mener De?! Hvorfor kom De så?«
»Jeg kom for at se den. Og jeg så den. Og jeg forstod – jeg vil ikke købe katten.«
Anders blegnede. Hænderne rystede voldsommere.
»De ringede selv! De sagde selv, De ville have en kat!«
»Det ville jeg.« Mette rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet. »Bare ikke denne her.«
»Hvad er der galt med den?!«
Hun vendte sig om. Og den gamle mand så tårer i hendes øjne.
»Der er intet galt med katten. Men der er noget galt med ejeren.«
»Jeg forstår ikke.«
»Jo, De gør, Anders Poulsen.« Stemmen skalv. »Jeg mistede for nylig min hund. Gammel og syg. Hun levede med mig i femten år. Og ved De, hvad det værste var, lige før hun døde? Ikke sygdommen. Ikke smerten. Men at hun så på mig, som om hun undskyldte. For at være til besvær.«
Anders gurglede. Pelle kom hen til ham, gned sig op ad benet.
»Og nu ser jeg Dem med Pelle – og jeg ser det samme. Den søger hen til Dem, og De skammer Dem over, at De ikke kan forsørge den. De tror, De gør det rigtige ved at give den væk til et godt hjem.«
»Er det da forkert?!« blussede den gamle op. »Er det bedre, at den sulter sammen med mig?!«
»Hvem sagde, at den skal sulte?«
Der blev stille. Pelle mjavede – lavt, langtrukkent.
»Jeg foreslår en anden løsning,« fortsatte Mette. »Jeg kommer med foder. Hver uge. Og penge til dyrlægen, hvis det bliver nødvendigt.«
»Hvad?!« Anders så på hende, som var hun tosset. »Hvorfor vil De det?«
»Fordi jeg vil hjælpe katten. Men jeg vil ikke skille jer ad.« Hun smilede gennem tårerne. »Kald det leje af lykke.«
»Leje?!«
»Ja. Jeg betaler for at komme og klappe Pelle. Og samtidig får jeg en grund til at besøge en ensom mand. Drikke te. Snakke.«
Den gamle mand tav. Øjnene var vidt åbne, læberne rystede.
»Det er ydmygende,« fik han frem.
»Hvorfor ydmygende?« spurgte Mette oprigtigt overrasket. »Det er en aftale. En ærlig aftale. Jeg får en kat at være sammen med – De får hjælp til foderet. Gensidig fordel.«
»Nej! Jeg er ikke tigger! Jeg tigger ikke!« Anders rejste sig brat.
»Hvem siger det?«
»De gør! De tilbyder at give penge til en fremmed gammel mand!«
Mette rystede på hovedet:
»Jeg tilbyder en aftale. Betaling for adgang til katten. Og til en klog, interessant mand, som har opdraget den.«
»Hold op!« Stemmen brast. »Hold op med at have ondt af mig!«
Og så tav han. Satte sig igen i stolen. Sænkede hovedet.
Pelle hoppede op på hans skød.
»Ved De, hvad det værste er, Anders Poulsen?« spurgte Mette stille. »Ikke fattigdom. Ikke alderdom. Men stolthed. Den stolthed, der forhindrer én i at tage imod hjælp.«
»Det er ikke stolthed,« hviskede han. »Det er skam.«
»Skam over hvad?«
»Over at jeg ikke klarede det. At min kone døde, og jeg blev tilbage. At jeg ikke sparede penge op. At datteren bor langt væk. At jeg ikke engang kan forsørge en kat.«
Tårerne løb ned ad de furede kinder.
»Og nu kommer De. Og tilbyder hjælp. Og jeg står som en…«
»Tåbe?« foreslog Mette mildt.
»Ja. En tåbe.«
Hun gik hen til ham, satte sig på hug ved siden af stolen:
»Anders Poulsen. Min lejlighed er tom. Min hund er væk. Mit arbejde gider jeg ikke tage på. Og der er ingen, jeg kan fortælle, hvordan min dag har været. Men De har Pelle. Og et godt hjerte.«
»Hvordan ved De, at jeg har et godt hjerte?«
»Fordi en ond mand kan ikke elske en kat så højt.«
Pelle spandt højere, som om den var enig.
»Hvad siger De? Er vi enige?«
Anders Poulsen tav længe. Strøg den røde pels. Tænkte.
Den gamle mand sukkede dybt, helt ind i sjælen.
»Så måske prøver vi?«
To måneder gik.
Anders Poulsen sad ved vinduet med Pelle på skødet og så ud på gården. Snart skulle Mette komme – om tirsdagen kom hun altid med foder og lækkerier.
»Hører du det, røde?« sagde han sagte til katten. »Det lyder som hendes skridt.«
Pelle løftede hovedet, spidsede ørerne. Ja, det var hende.
Bank på døren.
»Anders Poulsen? Det er mig!«
»Kom ind, kom ind!« Den gamle mand rejste sig, rettede på skjorten. På de to måneder var han tydeligt blevet friskere, selv kinderne havde fået kulør.
Mette trådte ind med store poser, smilende:
»Hej, smukke!« – til Pelle.
Katten spandt straks og gned sig op ad hendes ben.
»Og hej til Dem, Anders Poulsen. Hvordan går det? Hvordan har De det?«
»Jo, det går fint. I går var jeg hos lægen – blodtrykket er normalt. Dine piller hjælper.«
»Nå! I morgen er det lørdag, skal vi så gå en tur i parken? Gå tur med Pelle i line?«
Anders blev genert:
»Jo, men… i parken. Folk vil kigge – en gammel mand med en kat i line.«
»Lad dem kigge!« lo Mette. »De vil bare misunde Dem, sådan en flot kat. Ikke, Pelle?«
Katten mjavede – bekræftende.
De drak te i køkkenet. Anders fortalte om naboerne, om nyhederne i gården. Og Mette lyttede, nikkede, lo. I løbet af de to måneder var der opstået et særligt bånd mellem dem – ikke familie, men alligevel meget varmt.
»Ved De hvad,« sagde hun, mens hun drak sin te færdig, »deres datter ringede i denne uge?«
»Ja. Hun spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte om Dem.«
»Hvad sagde hun?«
»Hun blev overrasket,« indrømmede den gamle. »Hun sagde: ‘Far, jeg er så glad for, at du har en veninde.’ En veninde.« Han smilte. »Det lyder mærkeligt i min alder, ikke?«
»Hvorfor mærkeligt? Venskab har ingen alder.«
Pelle sprang pludselig ned fra vindueskarmen og gik hen til madskålen. Med kvalitetsfoder, som ikke længere var et problem.
»Og jeg ville sælge ham,« sagde Anders stille.
»Det er godt, De ikke gjorde.«
»Ja… Dengang troede jeg, det var verdens undergang. Men i virkeligheden var det begyndelsen på et nyt liv.«
Mette nikkede:
»Nogle gange fører de sværeste øjeblikke til de lyseste forandringer.«
De tav og så på, hvordan Pelle forretningsmæssigt knasede sit foder. Den havde nu alt – mad, kærlighed, opmærksomhed fra to mennesker, som elskede den.
