Anders Poulsen sad ved vinduet og stirrede på en annonce på telefonen. Bogstaverne flimrede – brillerne var væk igen. Men teksten var simpel nok:
„Bortgives til et godt hjem: rød kat, kastreret, renlig.”
Nej. Ikke bortgives. Sælges. Så var der i det mindste større chance for, at den kom til en familie med råderum.
„Mikkel,” kaldte han sagte. „Kom her, din røde.”
Katten dukkede op som ved et trylleslag – en tyk, spindende lille motor på bløde poter. Hoppede op på skødet, rullede sig sammen. Varm og levende.
Anders strøg ham bag øret. Mikkel kneb øjnene sammen af velbehag, og ejeren mærkede, hvordan hjertet snørede sig sammen. Et halvt år nu, alene.
„Hvad skal vi gøre med os, hva’?” hviskede den gamle. „Medicinen er ved at være slut, og pensionen også.”
Katten spandt uden at ane noget. Anders åbnede lommeregneren. Foder – to hundrede kroner om måneden. Kattegrus – hundrede mere. Dyrlægen ville han helst ikke tænke på.
Og blodtrykspillerne kostede tre hundrede kroner. Hver måned.
„Forstår du, Mikkel, jeg vil ikke skilles fra dig, men jeg kan simpelthen ikke klare det længere.”
Han tastede i annoncen: „Kat til godt hjem. Tre hundrede kroner.” Slettede. Skrev forfra: „Sælger kat. Fem hundrede kroner.”
Telefonen ringede med det samme. En kvindestemme:
„Hej, jeg ringer om katten. Må jeg kigge på den?”
„Ja,” svarede Anders hæst. „Kom endelig.”
En time senere bankede det på døren. I døråbningen stod en kvinde omkring halvtreds med triste øjne.
„Maren,” præsenterede hun sig. „Hvor er så misen?”
Mikkel kom, som om han havde ventet, men ikke hen til gæsten – hen til sin herre. Gned sig om benene, spandt, så på ham med forelskede øjne.
„Der er han, min røde,” sagde Anders og prøvede at lyde ligeglad. „God kat. Kærlig.”
Maren satte sig på hug og rakte hånden frem. Mikkel snusede, men gik ikke til hende. Vendte tilbage til Anders.
„Hvorfor sælger I den?” spurgte hun stille.
„Åh, omstændighederne,” mumlede den gamle og så væk.
Så opdagede Maren det: pensionistens hænder rystede. Og katten veg ikke fra hans side.
Maren lod blikket glide langsomt rundt i lejligheden. Rent og pænt, men tomt. I vindueskarmen stod en visnet ficus. På bordet en medicinæske, næsten tom. Og en mere, også næsten tom.
„Dejlig lejlighed,” sagde hun. „Har I boet her længe?”
„Fyrre år,” svarede Anders og strøg Mikkel. „Købte den med min kone…”
Han fuldførte ikke. Det var ikke nødvendigt.
Maren nikkede. Hun havde selv for nylig mistet sin Fia – en gadehund, der havde levet femten år. Tomheden derhjemme var så stor, at væggene truede med at falde sammen.
„Er katten syg?” spurgte hun.
„Nej, den er rask. Det er bare mig,” tøvede den gamle. „Jeg kan ikke følge med længere. Alderen, forstår I.”
Mikkel mjavede pludselig langtrukket og gned sig mod Anders’ ben. Som om han forstod, hvad det handlede om.
„Hvilket foder giver I den?” fortsatte Maren.
Anders viste ind i køkkenet. Der stod to skåle – én med vand, én med tørfoder. Billigt, fra Netto. Ikke det værste, men heller ikke godt.
„Er den kræsen?”
„Nej, den spiser, hvad den får. God dreng. Meget kvik. Da Gitte var syg, lagde den sig hos hende i sengen og varmede hende. Som om den forstod.” Hans stemme skalv.
Maren satte sig på hug foran katten. Mikkel så på hende, men holdt sig tæt til Anders.
„Sig mig ærligt,” spurgte hun stille, „hvorfor lige fem hundrede kroner?”
Den gamle så forvirret ud:
„Jamen, det er en god kat. Raceren.”
„Mikkel er en huskat,” sagde Maren blidt. „Smuk, men en huskat. Og I elsker den. Så hvorfor sælger I den?”
Anders vendte sig mod vinduet. Tav længe. Mikkel spandt på hans skød, mens ejeren strøg ham med rystende hænder.
„Medicinen er blevet dyr. Og foderet. Den var syg for en måned siden – dyrlægen kostede fem hundrede kroner. De sidste penge.”
„Har I en datter? Søn? Familie?”
„Datteren bor i Tyskland. Har tre børn selv, hun har ikke tid til en gammel mand. Og jeg beder heller ikke om noget.”
Han sukkede.
„Med Gitte klarede vi det på en eller anden måde. Men alene – det går ikke.”
Maren lyttede og mærkede, hvordan hjertet snørede sig. Der sad han, den stolte gamle mand, og solgte det eneste levende, han havde tilbage. Og katten fattede ingenting – trykkede sig ind til ham, stolede på ham.
„Hvad hvis jeg ikke køber den?” spurgte hun.
„Så køber en anden.” Stemmen var fast, men hænderne rystede stadig. „Annoncen hænger, der har været opkald.”
„Og det gør ikke ondt?”
Anders så skarpt op:
„Tror I, det er let for mig?! Tror I, jeg gør det for sjov?”
Han standsede, bed tænderne sammen. Mikkel forskrækkedes over den bratte bevægelse, sprang ned fra skødet, men gik ikke langt – satte sig ved siden af.
Og så gik det op for Maren: hun kunne ikke bare købe katten og gå. De måtte ikke skilles.
Men der måtte være en løsning.
Maren tav. Længe.
„Anders Poulsen,” sagde hun, „hvad hvis jeg slet ikke køber katten?”
Den gamle foer sammen:
„Hvad?! Hvorfor kom I så?”
„Jeg kom for at se. Har set. Og forstået – jeg køber ikke katten.”
Anders blegnede. Hænderne rystede værre.
„I ringede jo selv! Sagde, I manglede en kat!”
„Det gør jeg.” Maren rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet. „Men ikke den her.”
„Hvad er der galt med den?!”
Hun vendte sig. Og den gamle så tårerne i hendes øjne.
„Der er intet galt med katten. Men der er noget galt med ejeren.”
„Jeg forstår ikke.”
„Jo, I gør, Anders Poulsen.” Stemmen skalv. „Jeg mistede min hund for ikke så længe siden. En gammel tæve, femten år. Og ved I, hvad der var det værste før hun døde? Ikke sygdommen. Ikke smerten. Men at hun så på mig, som om hun undskyldte. For at være til besvær.”
Anders slugte. Mikkel kom hen og gned sig mod hans ben.
„Og nu ser jeg jer med Mikkel – og jeg ser det samme. Han søger jer, og I skammer jer over ikke at kunne forsørge ham. I tror, I gør det rigtige ved at give ham væk.”
„Er det ikke rigtigt?!” blussede den gamle op. „Er det bedre, at han sulter sammen med mig?!”
„Hvem har sagt, han skal sulte?”
Der blev stille. Mikkel mjavede – lavt, langtrukkent.
„Jeg har et andet forslag,” fortsatte Maren. „Jeg kommer med foder. Hver uge. Og penge til dyrlægen, hvis det bliver nødvendigt.”
„Hvad?!” Anders stirrede på hende som på en galning. „Hvorfor vil I det?”
„Fordi jeg vil hjælpe katten. Men jeg vil ikke skille jer ad.” Hun smilede gennem tårerne. „Man kan kalde det en lykkeleje.”
„En leje?”
„Ja. Jeg betaler for at komme og nusse Mikkel. Og så får jeg samtidig en grund til at besøge en ensom herre. Drikke te. Tale sammen.”
Den gamle tav. Øjnene var store, læberne rystede.
„Det er ydmygende,” fik han frem.
„Hvorfor ydmygende?” spurgte Maren oprigtigt overrasket. „Det er en aftale. En ærlig aftale. Jeg får en kat at være sammen med – I får hjælp til foder. Gensidigt.”
„Nej! Jeg er ikke en tigger! Jeg tager ikke imod almisser!” Anders rejste sig brat.
„Hvem siger det?”
„I gør! I tilbyder penge til en fremmed gammel mand!”
Maren rystede på hovedet:
„Jeg tilbyder en aftale. Betaling for at omgås katten. Og en klog, interessant mand, der har opfostret den.”
„Hold op!” Stemmen brast. „I skal ikke have ondt af mig!”
Så tav han. Satte sig tilbage i lænestolen. Sænkede hovedet.
Mikkel hoppede op på hans skød.
„Ved I, hvad der er det værste, Anders Poulsen?” spurgte Maren stille. „Ikke fattigdom. Ikke alderdom. Men stoltheden. Der forhindrer en i at tage imod hjælp.”
„Det er ikke stolthed,” hviskede han. „Det er skam.”
„Skam over hvad?”
„Over ikke at have klaret det. At min kone døde, og jeg blev tilbage. At jeg ikke sparede op. At datteren er langt væk. At jeg ikke engang kan brødføde min kat.”
Tårerne løb ned ad de rynkede kinder.
„Og så kommer I. Og tilbyder hjælp. Og jeg står som det sidste…”
„Tåbe?” sagde Maren blidt.
„Ja. Et tåbe.”
Hun satte sig på hug ved siden af lænestolen:
„Anders Poulsen. Jeg har en tom lejlighed. En død hund. Et arbejde, jeg ikke gider gå til. Og ingen i nærheden, som jeg kan fortælle, hvordan min dag har været. I har Mikkel. Og et godt hjerte.”
„Hvordan ved I, jeg har et godt hjerte?”
„Fordi en ond mand kan ikke elske en kat så højt.”
Mikkel spandt højere, som om han var enig.
„Hvad siger I? Skal vi aftale noget?”
Anders tav længe. Strøg den røde pels. Tænkte.
Så sukkede han. Dybt.
„Så kan vi vel prøve?”
Der gik to måneder.
Anders Poulsen sad ved vinduet med Mikkel på skødet og kiggede ud på gården. Snart skulle Maren komme – om tirsdagen havde hun altid foder med og lidt lækkert.
„Hører du, din røde?” sagde han sagte til katten. „Det lyder som kendte skridt.”
Mikkel løftede hovedet, spidsede ører. Ja, det var hende.
Bank på døren.
„Anders Poulsen? Det er mig!”
„Kom ind, kom ind!” Den gamle rejste sig, rettede på skjorten. På to måneder var han blevet mere livlig, endda fået lidt farve i kinderne.
Maren trådte ind med store poser, smilende:
„Hej, smukke!” – det var til Mikkel.
Katten spandt straks og gned sig om hendes ben.
„Og hej til dig, Anders Poulsen. Hvordan går det? Hvordan har du det?”
„Jo, det går. Var ved lægen i går – blodtrykket er fint. Jeres piller hjælper.”
„Nå! I morgen er det lørdag – skal vi tage en tur i parken? Gå tur med Mikkel i sele?”
Anders blev genert:
„Det ved jeg nu ikke. I parken. Folk vil glo – en gammel mand med en kat i snor.”
„Lad dem da glo!” lo Maren. „De vil misunde jer, sådan en flot kat I har. Ikke også, Mikkel?”
Katten mjavede – anerkendende.
De drak te i køkkenet. Anders fortalte om naboerne, om nyt fra gården. Og Maren lyttede, nikkede, lo. På to måneder var der opstået en særlig nærhed mellem dem – ikke familiær, men meget varm.
„Ved I,” sagde hun, da teen var drukket, „jeres datter ringede i denne uge?”
„Det gjorde hun. Spurgte, hvordan det gik. Jeg fortalte om jer.”
„Hvad sagde hun?”
„Hun blev overrasket,” indrømmede den gamle. „Hun sagde: ‘Far, jeg er så glad for, du har en veninde.’ Veninde.” Han smilede. „Lyder mærkeligt i min alder, ikke?”
„Hvorfor mærkeligt? Venskab har ingen alder.”
Mikkel sprang pludselig ned fra vindueskarmen og gik hen til sin madskål. Med kvalitetsfoder, der ikke længere var et problem.
„Og jeg ville sælge ham,” sagde Anders stille.
„Godt, du ikke gjorde.”
„Nej… Dengang tænkte jeg, det var verdens undergang. Men i virkeligheden var det begyndelsen på et nyt liv.”
Maren nikkede:
„Nogle gange fører de sværeste øjeblikke til de lyseste forandringer.”
De sad tavse og så på, hvordan Mikkel travlt knasede sit foder. Han havde nu alt – mad, kærlighed, opmærksomhed fra to mennesker, der elskede ham.
