Flyttemændene kommer om en halv time, sagde min mand Jens, mens han gemte øjnene og nervøst tromlede med bilnøglerne. Mette, du skal ikke begynde, vel?
Jeg stod med en tøjkurv i hænderne. Deri lå hans skjorter gemt og ventede på at møde vores nye, sølvgrå vaskemaskine, som vi havde købt for bare tre dage siden.
Hvilke flyttemænd, Jens? spurgte jeg roligt, selvom den velkendte blanding af vantro og raseri allerede var ved at koge op indeni.
Altså… til maskinen. Jeg lovede min mor. Du ved, hendes gamle er helt i stykker, den centrifugerer næsten ikke. Og vi har jo to indkomster, vi kan spare op igen. Det er svært for mor. Hun har ikke brug for meget, bare lidt ordentlig behandling.
Jeg satte langsomt kurven fra mig på gulvet. Min nye vaskemaskine. Min skat med direkte drev, lydløs motor og dampfunktion. Jeg havde sparet op til den i et halvt år af min feriegodtgørelse og bonus, fordi vores gamle maskine ikke bare centrifugerede dårligt – den holdt eksorcisme med tøjet og hoppede rundt på badeværelset som en såret traktor, klar til at slå hul til naboen. Og nu, hvor der endelig var faldet ro og renlighed over huset, havde Grethe Poulsen besluttet, at “ordentlig behandling” betød at stjæle vores komfort til sig selv.
Grethe Poulsen, min svigermor, havde en særlig evne. Hun betragtede sig selv som ekspert i alle verdenshjørner, fra geopolitik til pletfjerning.
For bare en uge siden havde vi haft fornøjelsen af en samtale om vask.
De der moderne vaskemidler er ren gift! prædikede hun, mens hun sad ved vores køkkenbord og rørte arrogant i sin te. En rigtig husmor vasker med grøn sæbe og sennep. Sennep renser tøjets aura! Men jeres kemi ødelægger kun immunforsvaret.
Grethe Poulsen, sagde jeg fredeligt, men bestemt, sennep nedbryder ikke organiske pletter. Derfor tilsætter man enzymer – proteinbaserede enzymer – til pulveret. Og de virker kun ved fyrre grader, ved kogning koagulerer de. Og jeres grønne sæbe danner bare kalkaflejringer på varmelegemet i hårdt vand. Derfor døde jeres gamle maskine, varmelegemet brændte af på grund af kalk.
Svigermor blev rød som en moden tomat.
Sikke en kemiker! Jeg har levet et helt liv, og du, en utaknemmelig tøs, tror du kan belære mig, en erfaren kvinde!
Hun smækkede døren med en patos, som om hun lukkede Paradisets port bag sig foran syndere. Og nu skulle denne modstander af moderne teknologi have min nye, elektronikfyldte maskine.
Okay, Jens, sagde jeg og lænede mig op ad dørkarmen med armene over kors. Flyttemænd, så flyttemænd. Mor er jo hellig.
Jens udåndede lettet. Han havde åbenbart forberedt sig på hysteri, skænderi, tallerkensmash. Han vidste ikke, at en lærer med tyve års erfaring ikke skriger. Hun giver en dumpekarakter i protokollen og indkalder forældrene. I dette tilfælde: selve livet.
Tak, Mette, jeg vidste, du ville forstå! skyndte han sig at sige. Jeg henter mors gamle maskine til os…
Nej, afbrød jeg. Det vil bare fylde. Smid den på skrot.
Hvad skal vi så vaske i?
Hvad? Jeg smilede sødt. I hånden, skat. Men der er en detalje. Jeg arbejder på halvanden stilling i skolen og retter opgaver til midnat. Jeg købte maskinen for at befri mig selv for husligt slaveri. Du besluttede at give min løsning væk til din mor. Så nu er problemet med beskidt tøj dit.
Årh, hold op! lo Jens, mens han allerede åbnede døren for flyttemændene. Jeg vasker da bare, det er da ikke så svært! Vores bedstemødre vaskede jo i vandhullet, og det gik da! Jeg klarer det!
Det var hans fatale fejl.
De første tre dage nød Jens rollen som “den gode søn”. Grethe Poulsen ringede hver aften og pralede over for naboerne af, hvilken gulddreng hun havde opfostret. I mellemtiden fyldtes kurven på badeværelset stille og ubønhørligt.
Lørdag morgen kom Jens gabende ud i køkkenet og forventede morgenmad. På bordet stod der æggekage, og ved siden af en blå plasticbalje, et stykke tjæresæbe og en pakke natron.
Hvad er det? spurgte han anspændt.
Dit værktøj, sagde jeg og nippede til kaffen. Dine arbejdsskjorter, dit sportstøj efter træning og vores sengetøj. En dobbeltsengsdyne, Jens. Den venter på dine stærke hænder. Du lovede det.
Jens fnøs, tog baljen og forsvandt ind på badeværelset. Lyden af vand lovede godt.
Den psykologiske thriller begyndte fyrre minutter senere. Jeg sad i en lænestol med min tablet, da der fra badeværelset lød tung, stønende vejrtrækning. Jeg kiggede ind ad den åbne dør.
Jens stod rød som en kogt krebs over badekaret i dampende skyer. Den våde dyne af tæt bomuld vejede sikkert ti kilo. Den snoede sig, gled ud af hænderne på ham og nægtede at blive vredet. Vandet løb i grumsede strømme. Hans knoer var allerede hvide.
Hvad, virker bedstemors erfaring ikke? spurgte jeg deltagende. Du skal først sno den som en pølse, og så vride den. Og husk at skylle i tre hold vand, ellers bliver sæben siddende og klør.
Jeg… lige… stønnede Jens, mens han prøvede at få det våde tøjmonster over kanten.
Lørdag aften kunne Jens ikke rette ryggen. Huden på hans hænder var rynket og rød. Det ophængte tøj dryppede ned på aviserne under og skabte en stemning af tredivernes kollektiv. Jens sad i sofaen og stirrede tomt ud i luften som et menneske, der havde forstået tilværelsens meningsløshed.
I det øjeblik ringede hans telefon. På skærmen stod: “Mor”. Jens, forpint af smerte i sine skrubafte fingre, trykkede på højtaler.
Jens! lød Grethes indigneret stemme. Det nye lort har ødelagt alt! Den bipper, blinker rødt og har låst døren! Jeg stoppede min dunjakke, farfars jakke og to uldtæpper i den, og den møgso viser fejl og vil ikke køre!
Jeg kom tættere på og bøjede mig ned mod mikrofonen.
Grethe Poulsen, sagde jeg med min mildeste lærerstemme. Moderne maskiner har en vægtsensor. En våd dunjakke vejer femten kilo, plus tæpperne. Tromlens kapacitet er syv kilo. Du får revet støddæmperne af og smidt tromlen af akslen. Tag halvdelen ud.
Du skal ikke belære mig om dine sensorer! skreg svigermor. I har givet mig en defekt maskine for at slippe af med mig! I har smidt lortet af jer, I helgener! Jeg ringer efter en tekniker, han skal lave en rapport, så sagsøger jeg jeres butik for moralsk erstatning!
Hun var så højlydt og selvglad, som om hun stod på en panservogn foran en fagforening af snydte svigermødre.
Jens flyttede langsomt blikket fra sine røde, skrubbede hænder til telefonen. Så kiggede han på den dryppende dyne, som han havde vredet i en halv time. Der knækkede noget i hans øjne. Den blinde sønlige lydigheds mekanisme gik i stykker og faldt fra hinanden som tandhjul.
Mor, sagde han stille, men med stål i stemmen. Svigermor stoppede brat. Ingen tekniker. I morgen tidlig kommer jeg med flyttemænd og henter maskinen igen.
Hvad?! Hvad skal jeg så vaske i?!
I en balje, mor. Med sennep. Auraen bliver fantastisk.
Han afbrød opkaldet og smed telefonen i sofaen. Der blev stille i lejligheden, kun afbrudt af den jævne lyd af dryp.
Flyttemænd i morgen tidlig? spurgte jeg og vendte tilbage til retningen af opgaver.
Klokken ni nul-nul, svarede min mand hårdt og masserede lænden.
Næste dag vendte den sølvgrå skønhed tilbage til sin retmæssige plads på badeværelset. Jens tilsluttede slangerne med en ømhed og omhu, som om han samlede en hjertelungemaskine. Grethe Poulsen var dødeligt fornærmet og ringede ikke til os i over en måned.
Jeg holdt ikke nogen moralprædiken og sagde ikke “hvad sagde jeg”. Jeg lagde bare Jens’ nye skjorter i maskinen, puttede en enzymkapsel i, valgte programmet “fyrre grader” og trykkede på “Start”. Maskinen summede sagte, mens den tog vand ind.
Retfærdigheden havde sejret – uden skrig, uden skandaler. Ud over ved hjælp af tyngdekraften, vådt bomuld og ubønhørlig logik. Og siden da, hver gang Jens skulle sige “ja, tag den” til sin mor, gned han sig altid refleksivt på hænderne og huskede vægten af den våde dyne.
