Flyttemændene kommer om en halv time, sagde min mand Lars og gemte øjnene, mens han nervøst fingrede ved bilnøglerne. Mette, du skal ikke begynde, vel?
Jeg stod stille med vasketøjskurven i hænderne. I den lå mandens skjorter trygt og ventede på at blive bekendt med vores nye, sølvgrå vaskemaskine, som vi havde købt for bare tre dage siden.
Hvilke flyttemænd, Lars? spurgte jeg roligt, selvom den velkendte cocktail af forundring og raseri allerede begyndte at koge indeni.
Jamen… til maskinen. Jeg lovede min mor. Du ved, hendes gamle er helt dårlig, den centrifugerer kun en gang imellem. Og vi har jo to indkomster, vi kan spare op igen. Mor har det hårdt. Hun beder ikke om meget, bare lidt menneskelig behandling.
Jeg satte langsomt kurven på gulvet. Min nye vaskemaskine. Min skat med direkte drev, støjsvag motor og dampbehandling. Jeg havde sparet op i et halvt år af min feriepenge og bonus, fordi vores gamle maskine ikke bare centrifugerede dårligt – den holdt eksorcisme over tøjet og hoppede rundt på badeværelset som en såret traktor, klar til at slå hul i væggen til naboen. Og nu, hvor der endelig var ro og renhed i huset, syntes Birthe, at “menneskelig behandling” betød at tage vores komfort til sig selv.
Birthe, min svigermor, havde i det hele taget en fantastisk evne. Hun anså sig selv for ekspert i alle verdens aspekter, lige fra geopolitik til pletfjerning.
For bare en uge siden havde vi haft fornøjelsen af at diskutere vask.
De der moderne vaskepulvere er ren gift! sagde hun, mens hun sad i vores køkken og rørte arrogant i sin te. En rigtig husmor vasker med håndsæbe og sennep. Sennep renser tøjets aura! Jeres kemi dræber bare immunforsvaret.
Birthe, svarede jeg fredeligt, men med eftertryk, sennep nedbryder ikke organiske pletter. Dertil bruger man enzymer i pulveret – proteinenzymer. De virker kun ved fyrre grader, og i kogende vand folder de sammen. Og din sæbe i hårdt vand danner bare kalkaflejringer på varmelegemet. Derfor døde din gamle maskine – varmelegemet brændte af på grund af kalk.
Svigermor blev dybrød som en overmoden tomat.
Se, kemi professionel! Jeg har levet et helt liv, og du, en erfaren kvinde, finder på at belære mig, utaknemmelige møgunge!
Hun smækkede døren med en pompøsitet, som om hun lukkede Himlens port foran syndernes næse. Og nu skulle denne modstander af moderne teknologi tage min nye, elektronikfyldte maskine.
Fint, Lars, sagde jeg og lænede mig op ad dørkarmen med armene over kors. Flyttemænd, så flyttemænd. Mor er jo hellig.
Lars åndede lettet op. Han havde tydeligvis forberedt sig på hysterisk skrig, skænderi og kasteservice. Han vidste ikke, at en lærer med tyve års erfaring ikke skriger. Hun giver en to’er i karakterbogen og indkalder forældrene. I dette tilfælde – livet selv.
Tak, Mette, jeg vidste, du ville forstå! skyndte han sig at sige. Jeg henter mors gamle maskine til os i stedet…
Nej, sagde jeg bestemt. Det fylder bare. Skaf den på skroten.
Hvad skal vi så vaske i?
Hvad med? smilede jeg sødt. I hånden, skat. Men der er en detalje. Jeg arbejder på skolen med halvanden stilling og retter lektier til midnat. Jeg købte maskinen for at slippe for husligt slaveri. Du bestemte over min løsning ved at give den til mor. Så nu er problemet med beskidt tøj dit.
Åh, hold op! grinede Lars, mens han allerede åbnede døren for flyttemændene. Jeg vasker da bare, det er da ikke noget! Vores bedstemødre vaskede i vandhullet, og de klarede sig. Det klarer jeg også!
Det var hans fatale fejl.
De første tre dage nød Lars at være “den gode søn”. Birthe ringede hver aften og pralede over for naboerne af, hvilken guldknægt hun havde opdraget. Imens fyldtes kurven på badeværelset stille og ubønhørligt.
Lørdag morgen kom Lars strækkende ud i køkkenet i forventning om morgenmad. På bordet ventede spejlæg, og ved siden af stod en blå plastikbalje, et stykke tærtesæbe og en pakke natron.
Hvad er det? spændte manden sig.
Dit værktøj, svarede jeg og nippede til kaffen. Dine arbejdsskjorter, dit sportstøj efter træning og vores sengetøj. Dobbeltdynebetræk, Lars. Ventet på dine stærke hænder. Du lovede.
Lars brummede, tog baljen og forsvandt ind på badeværelset. Lyden af vand var lovende.
Den psykologiske thriller begyndte fyrre minutter senere. Jeg sad i lænestolen med min tablet, da der fra badeværelset kom tunge, stødvise vejrtrækninger. Jeg kiggede ind gennem den på klem stående dør.
Lars, rød som en kogt hummer, stod over badekarret i dampskyer. Det våde dobbeltdynebetræk af tæt bomuld vejede sikkert ti kilo. Det vred sig, gled ud af hænderne og nægtede at blive centrifugeret. Vandet løb i grumsede strømme. Mandens knoer var allerede hvide.
Hvad, bedstemors erfaring hjælper ikke? spurgte jeg deltagende. Du skal først sno det til en pølse, så presse. Og skyl i tre vand, ellers bliver sæben siddende, og du klør dig.
Jeg… lige nu… hvæsede Lars, mens han forsøgte at kaste det våde stofmonster over kanten.
Lørdag aften kunne manden ikke rette ryggen. Huden på hans hænder var rynket og rød. Det ophængte tøj i hele lejligheden dryppede på aviserne og skabte en stemning af 30’ernes kollektiv. Lars sad i sofaen og stirrede tomt på væggen som et menneske, der havde oplevet tilværelsens meningsløshed.
I det øjeblik ringede hans telefon. På skærmen stod “Mor”. Lars, grimasserende af smerte i sine skrabede fingre, satte på højtaler.
Lars! lød Birthes indignerede stemme fra højtaleren. Den nye lort har ødelagt alt! Den bipper, blinker rødt og har låst døren! Jeg proppede min dunjakke i, morfars jakke og to uldtæpper, og så giver den fejl og kører ikke!
Jeg trådte nærmere og bøjede mig mod mikrofonen.
Birthe, sagde jeg i den blideste lærertone. Moderne maskiner har en vægtsensor. En dunjakke, når den opsuger vand, vejer omkring femten kilo, plus tæpperne. Tromlens kapacitet er syv kilo. Du river støddæmperne af og smider tromlen af aksen. Du skal tage halvdelen ud.
Du skal ikke lukke munden fuld med dine sensorer! skreg svigermor. I har givet mig en defekt vare for at slippe af med mig! I har smidt jeres skrammel af, I velgørere! Jeg ringer efter en mekaniker, han skriver en rapport, og så sagsøger jeg jeres butik for tort!
Hun klagede så højt og selvforglemmende, som om hun talte fra en panservogn foran en fagforening af snydte svigermødre.
Lars så langsomt fra sine røde, skrabede hænder til telefonen. Derefter så han på dryppende betræk, som han havde vredet i en halv time. Noget klikkede i hans øjne. Mekanismen med blind sønlig lydighed gik i stykker og faldt fra hinanden som tandhjul.
Mor, sagde Lars stille, men med stål i stemmen. Svigermor i den anden ende tav. Ingen mekaniker. I morgen tidlig kommer jeg med flyttemænd og henter maskinen.
Henter?! Hvad skal jeg så vaske i?!
I en balje, mor. Med sennep. Auraen bliver helt perfekt.
Han lagde på og smed telefonen i sofaen. Der blev stille i lejligheden, kun afbrudt af den taktfaste dryppen.
Flyttemænd i morgen tidlig? spurgte jeg og vendte tilbage til lektierne.
Klokken ni nul-nul, svarede manden hårdt og masserede lænden.
Næste dag kom den sølvgrå skønhed tilbage på sin retmæssige plads på badeværelset. Lars tilsluttede slangerne med en ømhed og ærefrygt, som om han monterede en hjerte-lunge-maskine. Birthe blev dødeligt fornærmet og ringede ikke i over en måned.
Jeg holdt ingen belærende taler og sagde ikke “det sagde jeg jo”. Jeg lagde bare mandens nye skjorter i maskinen, puttede en enzymkapsel i, valgte programmet “40 grader” og trykkede på start. Maskinen summede stille, mens den tog vand ind.
Retfærdigheden skete – uden skrig, uden skænderier. Udelukkende ved hjælp af tyngdekraft, vådt bomuld og ubarmhjertig logik. Og Lars, siden den dag, før han siger “selvfølgelig, tag den” til sin mor, gnider han altid refleksivt sine hænder og mindes vægten af et vådt dobbeltdynebetræk.
