— Jeg har pakket tasken. Jeg flytter ind hos mor. Jeg er træt af det her cirkus, — erklærede Valdemar, uden så meget som at se på Lærke og Anton, der stod stivnede i entreen.
De stod med skoletaskerne, lige kommet hjem fra skole, og for første gang nogensinde hørte de deres far betegne dem som noget, der stod i vejen for hans egen afslapning. Ordet “cirkus” hang i entreens luft — tungt, drønende og klistret som spildt sirup på linoleumsgulvet.
Valdemar stod midt i gangen, med sportsbagen tungt sænket til benet, som var det hans kvalte samvittighed.
Sandt at sige var min mand de sidste måneder blevet træt på en særdeles selektiv måde. Til at trykke sofaen ned til en hængekøje havde han kræfter nok. Til endeløs scrollen gennem nyhedsfeedet — også. Til en heftig diskussion med en fremmed kollega på nettet om verdensøkonomiens skæbne — værsgo, energien flød. Men at tjekke Antons matematikopgave om to tog, der kører fra hinanden, eller at lytte til Lærke efter hendes dansetime — dér ramte “forsørgeren” pludselig en energiblokade. Han bar sin træthed som en tung krone og forventede, at man veg til side, talte hviskende og serverede aftensmaden præcist til tiden.
— Hvor er det skønt, Deres Majestæt, — sagde jeg roligt med korslagte arme. Jeg havde ikke tænkt mig at lave scene. — Men glem ikke borehammeren.
Valdemar blinkede. Han havde tydeligvis regnet med, at jeg nu ville kaste mig om halsen på ham, tage tasken fra ham og sværge, at børnene fremover ville gå i snor, og at jeg ville holde op med at bede ham tage skraldet ud.
— De er store nok nu, — smed han ud, mens han trak jakken på og retfærdiggjorde sin flugt. — Der sker ikke noget ved, at de er et par dage uden far. Jeg er jo ikke af jern.
— Nej, da ikke af jern, — nikkede jeg. — Jern er kun den gamle computer under bordet, og den rasler alligevel. God rejse til kurhotellet hos moder.
Da døren smækkede i bag ham, blev der unaturligt stille i lejligheden. Jeg gik ud i køkkenet for at hente saftevand fra køleskabet. Anton sad ved bordet og pillede meningsløst i dugen.
— Mor, hvis jeg larmer, vil far så altid tage af sted? — spurgte sønnen, ikke til mig, men op i loftet.
Og lige der satte al min ironi sig som en klump i halsen. Spøg til side. Én ting er at kæmpe med en voksen mand om retten til at slappe af, noget andet er at se sit barn forsøge at tilpasse sig fars komfortzone. Jeg gik hen, lagde armen om hans skuldre og sagde bestemt:
— Far er ikke taget af sted, fordi du larmer. Men fordi han har glemt, hvordan man er voksen. Og det klarer vi.
Den aften bestilte vi pizza. Jeg stod ikke ved komfuret og lavede en kompliceret ret med kød og sovs. Jeg strøg ikke skjorter til næste dag og lyttede ikke til surmulende brok fra sofaen om, at det var umuligt at slappe af efter arbejde i det her hus. Jeg færdiggjorde roligt mit eget arbejde på computeren, fik en overførsel på kontoen, og pludselig gik det op for mig: Uden en mand, der krævede konstant service, var der lettere at trække vejret. Hele husholdningens konstruktion havde mistet en vigtig del, men stod kun mere stabilt.
I mellemtiden nåede “Mars-ekspeditionen uden rumdragt” i skikkelse af Valdemar sit bestemmelsessted.
Rigmor, min kære svigermor, havde ikke bedt Valdemar komme af blind moderlig medlidenhed. Hun var usædvanlig praktisk. Hvis sønnen var kommet i konflikt med konen og var “midlertidig fri for familie”, så kunne han udnyttes til det, han var skabt til. Rigmors fælde klappede med giljotinens uundgåelighed allerede næste morgen.
Først fodrede hun ham med boller, ynkede over hans “magerhed”, og så frem med et stykke papir. En huskeliste.
Valdemar ringede til mig onsdag. At dømme efter ekkoet stod han på betongulv.
— Ida… — hans stemme lød som en skadeskudt hejre. — Hun har fået mig til at lægge nyt gulv på altanen. Og i morgen tager vi på kolonihaven. Hun vil have rykket en gammel stub op og ryddet skuret.
— Lidt afveksling er den bedste hvile! — svarede jeg glad. — Du rejste jo efter ro? Nyd stilheden og fysisk arbejde.
Han flygtede på tredjedagen.
Han væltede ind i vores entre fredag aften — krøllet, støvet, gammel bræddelugt og totalt nederlag. Smed sportstasken på gulvet med en så tung lyd, som om han havde slæbt mursten med fra kolonihaven.
— Jeg er sulten som en ulv, — bekendtgjorde Valdemar, mens han sparkede løbeskoene af. — Hvad er der til aftensmad?
Han regnede med, at straffen var overstået. At jeg nu glad ville fare til komfuret for at varme suppe, glemme alle fornærmelser, og at børnene ville komme løbende med jubelråb.
Jeg kom ud fra køkkenet, tørrede langsomt hænderne i et viskestykke. Bag min ryg dukkede Lærke lydløst op.
— Hej far, — sagde datteren med en jævn, iskold stemme. — Har du fået hvilet dig fra os?
Valdemar tabte ansigtet. Hans påtagede smil som en træt, men generøs herremand, skrumpede øjeblikkeligt og forsvandt et sted nede ved kraven.
— Du rejste ikke fra larm, Valdemar, — sagde jeg og så ham lige i øjnene. — Du rejste fra ansvar. Og du er kommet hjem til aftensmad, ikke til familie. Derfor er der ingen aftensmad til dig i aften.
Han åbnede munden for at protestere, men så ringede min telefon, der lå på kommoden. På skærmen stod der “Rigmor”. Uden tøven satte jeg den på højttaler.
— Ida! — kvidrede svigermor muntert. — Er min stakkel kommet hjem? Du må ikke forkæle ham! Han skal lige forbi søndag, skabet i entreen er ikke samlet endnu, dørene hænger i en tynd tråd!
Jeg afbrød uden et ord.
Valdemar blegnede, som om han lige havde fået indkaldelse til endnu en byggevagt. Indsigten om, at han hos mor ikke var den elskede, trætte søn, men gratis arbejdskraft med slægtsrabat, lagde sig over hans ansigt i alle nuancer af ægte sorg.
— Jeg er altså kommet hjem! — forsøgte han at genrejse sin faldne krone, hævede stemmen og trådte et skridt frem. — Jeg har ret til at lægge mig og hvile i min egen lejlighed!
— Lejligheden var min før ægteskabet, — mindede jeg mildt, men med en stålklang, der fik nøglerne i låsen til at klirre.
Og hans ord “jeg er kommet hjem” hang pludselig i luften som en pinlig vittighed. Tilsyneladende huskede Valdemar for første gang i alle ægteskabsårene dette faktum, ikke fra girokort, men fra min tone. Hovmodet faldt fuldstændig af ham. Han stod midt i entreen — en uønsket feriegæst, som alle var blevet trætte af.
— I nat sover du ikke her, Valdemar, — sagde jeg og markerede hvert ord. — Og ingen trone på sofaen. Hvis du vil hjem til familien, så starter du ikke med aftensmad. Du starter med en snak med børnene, en undskyldning og en familierådgiver.
Lærke vendte sig lydløst og gik ind på sit værelse. Lyden af låsen, der gik i bag hende, lød højere end nogen skænderi. Det var et slag, som ingen sportstaske kunne beskytte mod.
Valdemar så forvirret på mig, som om han ventede, at jeg ville grine og sige, det var en joke. Men jeg smilede ikke.
— Nøglerne på kommoden, Valdemar, — sagde jeg. — Og luk døren ordentligt. Træk er der ikke fra opgangen, men fra det øjeblik du kaldte børnene et cirkus.
