Juleaften nærmer sig, og man har ekstra lyst til at tro på mirakler. En historie med en virkelig mystisk afslutning vil jeg i dag dele med jer.
I den lille studielejlighed, hvor Villy Petersen boede, stank det af billig instantnudler og gammelt ensomhed.
Villy sad ved vinduet i den eneste tilbageværende lænestol og stirrede ned på den tomme gade.
“Hvad nu?” mumlede han for sig selv. “Hvad skal du leve af?”
Han havde ikke haft arbejde i et halvt år. Konen Gudrun var gået til naboen Søren for en måned siden. Hun havde taget det hele med sig, selv katten Mulle, som de havde fundet sidste forår.
“Jeg gider ikke se på dig mere,” sagde hun til sidst. “Du stinker af snaps allerede om morgenen.”
Hvad skulle hun ellers sige? Det var jo sandt.
I dag havde Villy ikke engang rørt flasken – han havde simpelthen ikke flere penge. De sidste tyve kroner var brugt på den forbandede nudler.
Pludselig lød der et ynkeligt mjav fra opgangen.
“Nu er det naboens kat igen,” viftede Villy med hånden.
Men mjavet fortsatte. Det blev snarere mere insisterende.
Villy rejste sig, gik hen til døren og lyttede.
“Hvad vil du så?” brummede han, da han åbnede døren.
På reposen sad en grå kat. Våd, pjusket og med snavset pels. Om halsen dinglede en nedslidt halsbånd.
Katten løftede hovedet og så Villy lige i øjnene.
“Skrid,” viftede Villy træt med hånden. “Jeg har ikke engang mad til mig selv.”
Men katten gik ikke. Den kom nærmere og gned sig op ad Villys ben.
Villy bøjede sig ned og så på halsbåndet. På en lille slidt metalskive var der ridset: “BUSTER”.
“Buster?” undrede Villy sig. “Det er et mærkeligt navn til en kat.”
Katten svarede med et højt mjav, næsten som om den bekræftede.
De første to dage prøvede Villy at jage den ubudne gæst væk. Men Buster gav ikke op. Den sad uden for døren, mjavede og kradsede. Når Villy gik ned i kiosken, fulgte katten efter ham som en skygge.
“Er du blevet knyttet til mig?” spurgte Villy på tredjedagen og så ind i de grå øjne.
Buster spandt som svar.
“Okay, kom ind. Men kun midlertidigt. Indtil vi finder din ejer.”
Inde i lejligheden opførte katten sig mærkeligt. Den udforskede ikke området, som dyr plejer. Den gik straks hen til vinduet, hoppede op på karmen og frøs, mens den stirrede ud på gaden.
“Hvad kigger du efter?” spurgte Villy.
Buster svarede ikke. Den sad bare og stirrede ud i det fjerne.
Efter en uge begyndte Villys liv at ændre sig.
Først skete det utrolige – der ringede nogen fra hans gamle arbejdsplads.
“Villy Petersen?” hørte han en velkendt stemme, chefen Ib Sørensen. “Det er Ib. Vi skal tale sammen.”
Villy blev kold. Det var sikkert for at kræve erstatning for den skæbnesvangre dag, hvor han var mødt beruset på arbejde.
“Jeg lytter,” sagde han hæst.
“Kort sagt: Jeg fyrede Pedersen. Uansvarlig fyr. Men i morgen kommer der en inspektion, og jeg skal aflevere et byggeprojekt. Kan du træde til?”
“Ib, jeg troede, du var sur på mig.”
“Sur? Du er en god mand, Villy. Livet havde bare presset dig dengang. Møder du i morgen?”
Villy så over på Buster. Katten sad på vindueskarmen og spandt uden at vende sig om.
“Jeg møder op,” sagde Villy bestemt.
Arbejdet gik som smurt. Hænderne huskede hver en bevægelse, øjet fangede de mindste fejl. Ved fyraften var projektet klar.
“Nå for den da!” beundrede Ib. “På en dag gjorde du det, Pedersen sled med i en uge.”
“Erfaring,” svarede Villy beskedent.
“Erfaring er godt. Kom tilbage på fuld tid. Men én betingelse: ikke en dråbe på arbejdspladsen.”
“Forstået.”
Hjemme gik Villy straks hen til Buster.
“Nå, makker, hvordan går det? Jeg har fået job. Nu kan jeg fodre dig.”
Katten vendte sig og så på Villy. I de gule øjne lyste noget, der lignede anerkendelse.
En uge senere skete endnu et mirakel.
Villy var på vej hjem fra arbejde, da han så en velkendt skikkelse ved indgangen til opgangen. Gudrun. Hun stod med en kuffert og græd.
“Hvad er der sket?” gik han hen til hende.
“Villy,” snøftede hun. “Må jeg komme op til dig? Søren smed mig ud. Han sagde, at han var færdig med legen.”
Villy så på sin grædende ekskone. For en måned siden havde han tigget på knæ for at få hende tilbage. Nu følte han kun medlidenhed.
“Kom med ind,” sagde han stille. “Vil du have te?”
“Ja tak. Hvem er den kat?” spurgte Gudrun overrasket, da hun så Buster på vindueskarmen.
“Min nu. Han hedder Buster.”
“Husker du Mulle? Jeg har givet hende til min mor. Søren kan ikke lide katte.”
“Forståeligt.”
De sad i køkkenet og drak te. Gudrun fortalte om livet med Søren, undskyldte og bad om tilgivelse. Villy lyttede og tænkte på, at det var mærkeligt – der var ingen vrede. Kun træthed.
“Villy, kan vi starte forfra?” sagde hun. “Jeg ved, jeg var dum. Men vi elskede hinanden engang.”
Villy så over på Buster. Katten sad i sin faste stilling og stirrede ud ad vinduet.
“Ved du hvad, Gudrun,” sagde Villy langsomt. “Jeg tilgiver dig. Jeg forstår dig endda. Jeg drak virkelig for meget dengang. Men jeg kan ikke genskabe fortiden.”
“Hvorfor ikke?” spurgte Gudrun overrasket.
“Fordi jeg er en anden nu. Og du er en anden. Vi er fremmede for hinanden.”
Gudrun græd højere.
“Men du må gerne overnatte,” tilføjede Villy. “I morgen hjælper jeg dig med at finde en lejlighed. Jeg har job nu, så jeg kan hjælpe dig økonomisk et stykke tid.”
Den nat sov de i hvert sit rum. Buster forlod ikke Villys side, lå ved siden af ham og spandt.
Næste morgen, da Gudrun skulle gå, stoppede hun ved døren.
“Villy, du er virkelig forandret. Du virker stærkere på en måde.”
“Måske.”
En måned senere tilbød Ib Villy at blive formand.
“Du kan jo se, hvordan folk respekterer dig. De arbejder bedre med dig.”
“Jeg tænker over det,” svarede Villy.
Hjemme gik han hen til Buster.
“Hvad siger du, makker? Skal jeg sige ja?”
Katten vendte sig og så på ham. I øjnene var der en sær tristhed.
“Hvad er der med dig?” blev Villy bekymret. “Er du syg?”
Buster mjavede lavt, på en helt særlig måde. Ikke som før.
Den nat vågnede Villy ved en underlig fornemmelse. Katten lå på puden ved siden af ham og stirrede lige ind i hans ansigt.
“Hvad er der, Buster?”
Katten rakte en pote ud og rørte forsigtigt ved Villys kind.
“Buster, du skræmmer mig.”
Om morgenen vågnede Villy alene.
Buster var væk.
Villy gennemsøgte hele lejligheden, hele opgangen, hele gården. Han satte sedler op med billede af Buster, ringede til alle internater. Katten var der ingen steder.
“Det kan ikke passe!” råbte han, mens han løb gennem gaderne. “Vinduerne var lukkede! Døren var låst!”
Men Buster var forsvundet, som om den aldrig havde eksisteret.
I tre dage kunne Villy ikke spise. Han sad ved vinduet og ventede. Måske kom den tilbage?
På fjerdedagen ringede det. En kvinde sagde, at hun kun ville tale om katten, hvis de mødtes.
En time senere stod hun på trappen:
“Villy Petersen? Jeg hedder Nina Børgesen. Jeg kommer angående jeres opslag. Om katten.”
“Har De set Buster?” spurgte Villy forhåbent.
“Må jeg komme ind? Det er svært for mig at stå længe.”
Villy lukkede kvinden ind i stuen. Hun satte sig i lænestolen og sukkede tungt.
“Unge mand, vil De venligst fortælle mig, hvordan jeres kat så ud?”
Villy beskrev Buster – grå med gule øjne, halsbånd med navnet.
Nina Børgesen nikkede.
“Hvornår kom den til Dem?”
“For to måneder siden. I regnvejr. Våd og sulten.”
“Forståeligt,” tav kvinden et øjeblik. “Sig mig, forandredes jeres liv efter dens ankomst?”
“Forandredes,” svarede Villy ærligt. “Meget. Jeg fik job, fik styr på mit forhold. Alt vendte.”
Nina Børgesen smilede trist.
“Ved De hvad, unge mand? Buster var min kat. Den døde for et halvt år siden. Af alderdom. Den blev fjorten år.”
Villy stivnede.
“Hvad siger De?”
“Den var altid speciel. Helt fra den var lille. Den forstod mennesker. Jeg er ikke skør, hvis De tror det. Men nogle gange sker der ting, der ikke kan forklares.”
“Men hvordan, hvorfor…”
“Buster stak ofte af hjemmefra. Jeg fandt den på de mest uventede steder. Det var, som om den vidste, hvor der var brug for hjælp. Den kom til ensomme mennesker, til syge. Hjalp dem med at klare deres problemer. Og så kom den hjem igen.”
Villy lyttede, uden at tro sine egne ører.
“Efter dens død tænkte jeg ofte – hvorfor kunne den ikke blive? Der er så mange mennesker, der stadig har brug for hjælp.”
“Og De tror, at den… at det virkelig var den?”
“Tror De ikke?” Nina Børgesen så grundigt på Villy. “Almindelige katte opfører sig ikke sådan. Almindelige katte forsvinder ikke fra låste lejligheder.”
Villy gik hen til vinduet.
“Hvad skal jeg gøre nu?” spurgte han stille.
“Leve,” svarede Nina Børgesen enkelt. “Leve godt. Buster lærte Dem at tro på Dem selv igen. Det var dens gave.”
“Og hvis jeg falder i igen? Hvis jeg begynder at drikke?”
“Det gør De ikke,” sagde kvinden. “For nu ved De, at De kan være en anden.”
Efter Nina Børgesen var gået, sad Villy længe ved vinduet. Solen gik ned og farvede himlen rød.
“Tak, makker,” hviskede han ud i tomrummet.
Og pludselig syntes han, at en let brise rørte ved gardinet. Som om nogen usynlig mjavede til svar.
En uge senere sagde Villy ja til at blive formand. Endnu en måned senere mødte han en kvinde i bussen – hun var på vej til dyrlægen med en hjemløs kat.
“Den er smuk,” sagde Villy og så på den brogede kat.
“Ja, men den har ingen ejer,” svarede kvinden trist. “Jeg hedder Ane, forresten.”
“Villy. Hvad med, at jeg bliver dens ejer?”
“De?”
“Ja, hvis De ikke har noget imod det.”
Ane lo.
“Det har jeg ikke. Hvad vil De kalde den?”
Villy så ind i kattens gule øjne.
“Busterine. Til ære for en meget god kat.”
Højt oppe på himlen sad en grå kat ved navn Buster og spandt tilfreds. Dens arbejde var gjort.
Villy troede igen på livet. Og på, at mirakler sker for dem, der er klar til at tage imod dem.
Og det er vel den ægte magi.
I siger måske – sådan noget sker ikke? Måske. Men jeg ønsker jer alligevel, at I i de svære stunder møder jeres egen “Buster”.
