Mette Nielsen smækkede låsen i og åndede lettet ud. Sådan – to fridage foran sig, ingen køer, ingen vejning af varer, ingen læs og los.
»Mette, arbejder du i morgen?« lød en kendt stemme bag hende.
Hun nåede ikke engang at vende sig – hun vidste allerede, hvem det var. Jens Christensen. Altid på det forkerte tidspunkt.
»I morgen er det søndag,« sagde hun uden at dreje hovedet. »Fridag.«
»Nåh. Ja, selvfølgelig. Så kommer jeg mandag i stedet.«
Mette vendte sig alligevel. Den gamle mand stod med en slidt nettaske, i en falmet jakke, og så på hende med et forvirret blik. Som om han håbede på noget.
»Igen skal han bruge en halv time på at tælle øre,« tænkte hun.
»Kom mandag,« sagde hun og gik mod hjemmet.
Men han kom altid lige før lukketid, fandt to-tre småting, og ved kassen begyndte han at rode i pungen, tælle mønter. Køen voksede bag ham, folk sukkede, men han lod til ikke at mærke det. Sløv. Irriterende.
Om søndagen, da Mette gik forbi butikken, standsede hun brat.
Udenfor døren sad en kat. En almindelig gårdskat, grå, skaldet og meget mager. Men det mærkelige var, at den ikke bare sad. Den løb fra dør til vindue, kradsede med kløerne på tærsklen, kiggede ind i sprækken og mjavede. Så jammerligt, så fortvivlet.
»Skrub af!« viftede Mette med hånden.
Katten rørte sig ikke. Den bare stirrede på døren.
»Hjemløs,« tænkte Mette og gik videre.
Mandag nærmede Mette sig butikken med en tung fornemmelse. Katten var der stadig. Den lå sammenrullet på tærsklen, udmattet.
Nøglen drejede i låsen. Døren gik op.
Og så hørte Mette det. En tynd, knap hørbar piben. Et sted i hjørnet, bag hylderne.
Hun trådte ind, skærpede blikket – og hjertet sank.
En killing.
Bitille, blind, hjælpeløs. Lå mellem papkasser, peb ynkeligt, bevægede poterne.
Katten styrtede ind efter Mette, sprang hen til killingen, begyndte at slikke den, spinde.
»Gud,« hviskede Mette. »Så du prøvede at komme ind til den.«
Mette stod over papkassen og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Katten havde lagt sig ved killingen, slikkede, spandt – for første gang i døgn var den rolig.
Men i Mettes hoved kørte en eneste tanke: »Man må ikke have dyr i butikken. Hvor skal de gøre af?«
»Hør, du er noget,« mumlede hun højt. »Hvordan kom du ind? Hvornår nåede du det?«
Katten trykkede sig bare tættere til killingen.
Mette huskede: fredag aften, da hun lukkede, var der masser af kunder. Travlt, stresset. Sikkert da smuttede den ind. Uden at nogen så det. Og fødte om natten, da butikken stod tom.
Og hele søndagen havde den rendt udenfor og forsøgt at komme tilbage.
»Okay,« åndede Mette. »Vi finder på noget.«
Hun hældte vand i en plastikbæger, brækkede et stykke kogt pølse af sin madpakke. Katten drak grådigt, hurtigt, som om den frygtede, at det blev taget fra den.
Så åbnede Mette butikken for kunderne.
Den første kom naboens tante Bodil. Hun så katten med killingen og slog hænderne sammen:
»Nå, Mette! Hvor kommer de fra?«
»Ja, altså…« Mette viftede med hånden. »Den er smuttet ind på en måde. Hør, Bodil, kunne du tage dem? Dine børnebørn elsker jo dyr.«
Tante Bodil rynkede på næsen:
»Vi har allerede en kat. Gammel, ond. Den ville slå dem ihjel. Nej, undskyld.«
Næste var onkel Mikkel, blikkenslageren. Han sagde også nej:
»Konens ville ikke tillade det. Hun nyser af hår.«
Så kom en ung mor med et barn. Barnet rakte endda ud efter killingen, men moderen rev det til sig:
»Rør ikke! Den er beskidt! Sygdomme og alt muligt. Kom nu.«
Mette stod bag disken og følte noget samle sig indeni. Hvert afslag hamrede i brystet.
»Vil ingen tage dem?«
Ved middagstid var hun fortvivlet.
Omkring klokken tre gik døren op, og Jens Christensen trådte ind.
Som altid – langsomt, forsigtigt. Nettasken i hånden. Hilsen sagte, nikkede.
Mette nåede ikke at svare – han standsede ved indgangen, satte sig på hug ved kassen.
»Nå,« sagde han stille. »Hvem har vi her?«
Katten løftede hovedet, så på ham vagtsomt.
Jens rakte forsigtigt hånden frem, strøg katten over hovedet. Den lukkede øjnene og spandt.
»Mette,« vendte han sig mod ekspedienten. »Hvad skal der ske med dem?«
Mette sukkede:
»Ved ikke, Jens. De kan ikke blive her. Og ingen vil tage dem.«
»Forståeligt.«
Han tav, strøg så katten igen. Killingen peb svagt, rørte på sig.
»Må jeg…« begyndte Jens og tøvede. »Må jeg tage dem?«
Mette frøs. Stirrede på den gamle mand og troede ikke sine egne ører.
»De?« gentog hun. »Mener De det?«
»Ja,« smilede han genert. »Jeg er alene, det er kedeligt. Så får jeg selskab. Jeg ved ikke, hvordan man passer dem, men jeg kan lære. Læser på nettet.«
Mette mærkede en klump i halsen. Denne langsomme gamle mand, som hun så mange gange havde travet op, irriteret på. Han var den eneste, der ikke gik forbi.
»Jens,« fik hun frem. »Tak. Virkelig. Tak.«
Han viftede afværgende:
»Det er ingenting. Jeg bliver glad. Derhjemme er tomt. Min kone døde for tre år siden. Ingen børn. Så går jeg herind hver dag for at tale med nogen.«
Mette skammede sig. Så skamfuld, at hun ønskede at synke i jorden.
Hun havde altid irriteret sig over, at han var langsom. At han forsinkede køen.
Men han var bare ensom.
Jens tog forsigtigt kassen med katten og killingen. Han holdt den nede for at undgå rystelser. Katten så på ham vagtsomt, men gjorde ikke modstand. Som om den forstod – denne mand ville ikke gøre den fortræd.
»Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal bære dem hjem,« sagde han eftertænksomt. »Kassen er for stor, den vipper. Og de rusker rundt derinde.«
»Vent,« Mette løb på lageret og kom tilbage med en mindre, solid papkasse. »Her, denne er bedre. Der er hanke.«
Hun selv lagde katten og killingen over, lagde en blød klud i bunden. Hænderne rystede. Af spænding eller skam, der bed hårdere og hårdere.
»Mette, kunne De måske råde mig,« smilede Jens usikkert. »Hvad skal jeg købe til dem? Mad, skål?«
Mette så pludselig klart: den gamle mand var forvirret. Han havde taget ansvaret, men anede ikke, hvad han skulle gøre. Og alligevel tog han dem. Fordi han ikke kunne gå forbi.
»Vent,« sagde hun bestemt. »Nu.«
Hun gik langs hylderne og samlede alt nødvendigt: en dåse kødkonserves til katten, en pose tørfoder, to plastskåle, en pakke kattegrus.
»Det her er til Dem,« rakte hun posen til Jens.
»Nej, jeg betaler.«
»Det skal De ikke,« sagde Mette bestemt. »Fra mig. Bare sådan.«
Han ville protestere, men hun så så strengt på ham, at han bare nikkede:
»Tak. Mange tak.«
Jens tog kassen og posen, gik mod udgangen. Ved døren vendte han sig:
»Mette, tror De, jeg skal tage dem til dyrlæge?«
»Ja,« nikkede hun. »I morgen. Så de kan blive tjekket.«
»Godt. Det gør jeg.«
Han gik. Døren lukkede med en svag ringen.
Mette stod alene.
Butikken var stille. Tom. Kun på gulvet, i hjørnet, lå en gammel papkasse – den, hvor killingen havde ligget.
Hun gik hen, tog kassen op, ville smide den væk. Men pludselig kunne hun ikke. Hun satte sig på gulvet, trykkede kassen mod brystet og græd.
Tårerne løb ned ad kinderne, dryppede på pap.
Hun huskede, hvordan hun irriteret sig over Jens. Hvordan hun hastede ham. Hvordan hun sukkede, når han kom ind. Hvordan hun tænkte: »Igen den gamle. Igen skal han tælle øre.«
Men han viste sig at være sådan en.
Uden at tøve tog han katten og killingen. Selvom han knapt nok havde råd til sig selv – det kunne man se på tøjet, på måden han talte småpenge i pungen.
Men han gik ikke forbi.
»Gud,« tænkte Mette, »hvor er jeg dum. Hvor er jeg hård.«
Hun tørrede tårerne med håndfladen, rejste sig. Smid kassen i skraldespanden. Gik tilbage bag disken.
Kunder begyndte at komme.
En almindelig arbejdsdag.
Men noget indeni Mette havde forandret sig. Hun så på kunderne med andre øjne. Ikke længere bare som en kø, der skulle ekspederes hurtigt. Men som mennesker, hver med deres egen historie. Og man ved aldrig, hvad der rører sig i deres sjæl.
I morgen ville hun helt sikkert spørge Jens, hvordan det gik med katten og killingen. Om de havde det godt. Om han havde brug for hjælp.
Og aldrig mere ville hun haste ham.
To dage gik.
Mette ventede på Jens. Kiggede mod døren, lyttede efter skridt i gangen. Men han kom ikke.
Og bekymringen voksede. »Hvad nu, hvis der er sket noget? Hvis han er blevet syg? Eller med katten?«
På tredjedagen holdt hun det ikke længere ud.
Hun spurgte naboerne om adressen. Det viste sig, at Jens boede i nabohuset, på tredje sal.
Mette købte en pose æbler, en pakke småkager – for anstændighedens skyld, så hun ikke kom tomhændet – og efter arbejde gik hun derhen.
Døren blev ikke åbnet med det samme. Så lød der slæbende skridt, og Jens stod på trappetrinnet. Overrasket, forvirret.
»Mette? De… kommer til mig?«
»Ja,« rakte hun posen frem. »Jeg tænkte, jeg ville kigge forbi. Hvordan går det? Med katten og killingen?«
Den gamle mands ansigt lyste op i et smil. Så varmt, så ægte, at Mette fik det lettere i hjertet.
»Kom ind, kom ind!« Han trådte til side. »De har det pragtfuldt!«
Lejligheden var lille, beskeden. Gamle møbler, slidt tæppe. Men ren og hyggelig.
På vindueskarmen, på en foldet plaid, lå katten og sov. Ved siden af den puslede killingen – allerede stærkere, med blød pels.
»Her er de,« sagde Jens stolt. »Katten kaldte jeg Mille. Killingen – Tibbe. Fordi han er så stille.«
Mette gik hen, strøg forsigtigt Mille. Den åbnede det ene øje, spandt og faldt i søvn igen.
»De er smukke,« sagde Mette stille.
»Ja. Jeg tog dem til dyrlægen. Alt er i orden,« smilede Jens.
Han talte og talte – om hvordan Mille første nat gemte sig under sofaen og slæbte killingen med, hvordan hun så blev tryg, og hvordan hun nu mødte ham ved døren, når han kom hjem.
Da Mette skulle gå, standsede hun på trappetrinnet:
»Jens, De må komme i butikken. Jeg venter.«
Han nikkede.
»Jeg kommer.«
Og tilføjede stille:
»Tak, Mette. For alt.«
»Det er mig, der takker,« svarede hun. »De er et rigtigt menneske.«
Næste dag kom Jens igen i butikken. Som altid – langsomt, med nettasken.
Men denne gang mødte Mette ham med et smil. Hun hentede en skammel fra lageret, satte den ved disken:
»Sæt Dem, Jens. Skynd Dem ikke. Jeg har ingen travlhed.«
Han nikkede taknemmeligt. Sæt sig. Begyndte i ro og mag at vælge varer.
Og Mette hastede den gamle mand for første gang slet ikke.
