– Viktor, vil du have te? – kaldte naboen Karen Jensen fra køkkenet. Hun kom ofte forbi med pandekager eller en skål suppe. Hun sagde altid: “Du er jo helt alene, du må da spise noget.”
– Nej tak, Karen, – viftede han med hånden uden at vende sig.
Et år var gået. Hele et år.
Og han kunne stadig ikke tilgive sig selv. Forbandet være den dag.
Han havde haft travlt dengang. Skulle ind til Aarhus til notaren. Underskrive nogle papirer efter sin afdøde kone. Nerverne var på højkant, hovedet hamrede, og så var der Lykke, hans hund.
En almindelig blandingshund med kloge øjne og en hale der aldrig holdt op med at logre. Efter at Anette døde, var hun det eneste der var tilbage. Det eneste levende væsen i huset der mødte ham fra arbejde, glædede sig hver gang han kom hjem.
Og så den morgen på lufteturen – hun snurrede rundt om benene på ham. Først snusede hun til noget ved vejkanten, så pilede hun tilbage. Snoren strammede, slap.
– Lykke, hold nu op! – råbte han dengang. Ruskede i snoren. Ruskede hårdt.
Hun peb.
Men han stoppede ikke. Blive ved med at gå, vred på hele verden. På sig selv.
De standsede ved motorvejen. Lastbiler bragede forbi, personbiler susede afsted. Han fandt sin mobil frem – skulle ringe og tjekke tiden. Og så…
Et ryk. Karabinhagen gik op, og den tomme snor blev i hånden.
Lykke foer over vejen.
Han skreg. Løb efter hende, viftede med armene, prøvede at stoppe bilerne. Men hun forsvandt ind i buskadset langs vejen. Bare opløstes.
Han ledte efter hende. Tre dage gik han langs motorvejen, kaldte, fløjtede.
Så gav han op.
Troede hun var død. Kørt over eller frosset ihjel et sted i skoven. Det var hans skyld. Han havde råbt og rusket. Så kom straffen.
Men i går ringede de.
– Goddag, er det Viktor Hansen? De havde en hund?
En kvindestemme. Ung. Lidt anspændt.
– Ja.
– Vi er fra Internatet Håb. Vi har … nå, nogen bragte en hund ind. Via chippen fik vi Deres nummer. Kunne De komme forbi?
Hjertet sank.
– Hvilken hund?
– En rødlig blandingshund. Den er blevet gammel. Halter på det ene bagben.
Han var stille. Klemte telefonen så knoerne blev hvide.
– Kommer De? – spurgte pigen igen.
– Jeg kommer.
Og nu stod han ved vinduet og kunne ikke få sig selv til at røre sig.
Bilnøglerne lå på bordet. Jakken hang i entreen. Kun en times kørsel.
Men han var bange.
Bange for at det ikke var hende.
Og bange for at det var.
Internatet mødte ham med gøen.
Tusindvis af stemmer – tynde, hæse, fortvivlede – samlede sig i en eneste hylen. Viktor lukkede bildøren og stod stille. Hænderne rystede.
“Gamle tåbe,” tænkte han. “Hvorfor skælver du som et espeløv?”
Men benene var som limet fast til asfalten.
– Viktor Hansen? – fra lågen kom en ung pige. Hun var i en slidt jakke, håret gemt under en strikhue. – Jeg hedder Mette. Vi talte i går.
Han nikkede. Struben snørede sig sammen – ordene kom ikke.
– Kom med. Hun er i det bagerste bur.
De gik forbi burene. Hundene kastede sig mod tremmerne, peb, skrabede med poterne. Viktor så ned på sine fødder. Sneen knasede under sålerne.
– De skal vide, – sagde Mette, – hun blev bragt til os for to dage siden. Slægtninge til en gammel dame. Damen døde, og de kunne ikke beholde hunden.
– En gammel dame?
– Ja. Else Mortensen. Hun boede ved motorvejen i et lille hus. De sagde, hun havde taget hunden til sig for omkring et år siden. Plejede den. Benet var brækket, vist nok ramt af en bil. Damen fik den på benene igen, men lod den aldrig gå ud i haven – hun var bange for at den igen løb ud på vejen.
Viktor stoppede.
– Var der et mærke på halsbåndet?
– Jo. Men tallene var næsten slettet. Damen prøvede at ringe, men det lykkedes ikke – hun slog det forkerte nummer, eller … nå, det var ikke meningen. Til sidst troede hun, at ejeren havde opgivet den. Tænkte, at den ikke var blevet søgt.
Viktor knyttede hænderne i lommerne. Hun havde været i live. Hele tiden i live. Og han havde ikke engang prøvet at lede videre efter de tre dage.
– Her, – Mette standsede foran det bagerste bur. – Hun er herinde.
Viktor løftede blikket.
Og så sin Lykke.
Hun sad i hjørnet på et gammelt tæppe. Den røde pels var mat, snuden grå. Det ene bagben var trukket ind under sig – hun haltede stadig.
Hunden løftede hovedet. Stirrede på ham. Og blev stille.
Viktor tog et skridt frem. Endnu et. Fingrene lukkede sig om de kolde tremmer.
– Lykke? – hviskede han. Stemmen brast.
Hunden foer sammen. Ørerne rettede sig op.
– Det er mig. Min lille tøs, det er mig.
Hun rejste sig. haltede nogle skridt hen mod tremmerne. standsede en meter fra ham.
Stod bare og så på ham.
Viktor sank ned på knæ lige i sneen. Stak hånden ind mellem tremmerne.
– Tilgiv mig, – hviskede han. – Tilgiv mig, din dumme røde. Jeg råbte dengang. Jeg rev i snoren. Og så holdt jeg op med at lede. Troede du var død. Jeg var bange, forstår du?
Tårerne løb af sig selv.
Hunden tog et skridt frem. Endnu et. Forsigtigt, som om den prøvede om han ville forsvinde.
Viktor rørte sig ikke. Holdt vejret.
Og så kom Lykke helt tæt på. Stødte sin kolde snude mod hans håndflade. Slikkede hans fingre.
– Skal jeg låse op? – spurgte Mette sagte. Hun stod ved siden af og tørrede i smug en tåre væk.
Viktor nikkede.
Låsen klikkede. Burets dør gik op.
Og Lykke – haltende, kluntet – styrtede lige hen til ham. Pressede sig mod hans ben og logrede med halen af glæde.
Viktor slog armene om hende. Begravede ansigtet i den røde pels.
– Vi tager hjem, – hviskede han. – Hører du? Hjem. Og jeg slipper dig aldrig igen. Aldrig.
Lykke peb sagte.
Og logrede endnu mere.
– Hun spiser dårligt, – sagde Mette og satte sig på hug ved siden af ham. – De første dage nægtede hun helt. Vi tænkte, ja, De ved. Det sker – hunde kommer på internat og slukker. Især de gamle. De knytter sig stærkere til mennesker, end vi tror.
– Jeg ved det, – hæst hviskede Viktor. – Jeg har altid vidst det.
Han strøg Lykke over hovedet. Hun åbnede øjnene – uklare, trætte – og så på ham. Og i det blik lå alt.
– Mette, – Viktor så op, – kan hun … altså, vil hun leve længe endnu?
Pigen sukkede.
– Dyrlægen siger, hjertet er svagt. Benet er vokset skævt, så hun halter. Næsten ingen tænder tilbage. Men ved De, Viktor Hansen, jeg har arbejdet her i tre år. Jeg har set meget. Hunde dør ikke af sygdom. De dør af længsel. Men hvis de har noget at leve for …
Hun fuldførte ikke sætningen. Det behøvede hun ikke.
Viktor forstod.
Han rejste sig forsigtigt.
– Vi kører hjem, lille tøs, – hviskede han. – Karen har lavet frikadeller. Kan du lide frikadeller? Og du får ligge i sofaen. I _min_ sofa. Den du altid fik skæld ud for at ligge i, husker du? Ikke mere. Lig hvor du vil. Bare bliv her, okay?
Lykke slikkede ham på kinden.
Og Viktor mærkede – for første gang på et år – at noget inde i ham tøede op.
– Tak, – vendte han sig mod Mette.
– Pas godt på hende, – nikkede hun. – Og pas på dig selv.
Viktor satte Lykke på forsædet, svøbte hende i en gammel jakke. Satte sig selv bag rattet.
Startede bilen og kørte hjem.
Karen gispede, da hun så dem på trappen.
– Viktor! Er det … er det Lykke?!
– Ja, – Viktor bar forsigtigt hunden ind i entreen og satte hende ned. – Hun er fundet.
– Åh Gud, – naboen slog hænderne sammen, knælede ned. – Min lille tøs! Hvor er du blevet tynd. Viktor, tag hende med i køkkenet, jeg giver hende noget at spise!
Lykke gik langsomt gennem lejligheden, haltende. Snusede til hvert hjørne, hver kendt ting. Til sidst vendte hun tilbage til Viktor og lagde sig ved hans fødder.
– Sådan, – nikkede han. – Du bliver her hos mig.
Karen gav Lykke mad – lidt ad gangen, forsigtigt, for ikke at skade hende. Hunden åd grådigt, gispende, som om hun frygtede at maden ville blive taget fra hende.
– Rolig, rolig, – beroligede Viktor og strøg hende over ryggen. – Det bliver her. Spis i ro og mag.
Om aftenen kravlede Lykke op i sofaen. Viktor jagede hende ikke væk – som han havde lovet. Han dækkede hende bare med et varmt tæppe og satte sig ved siden af.
Tændte for fjernsynet, men så ikke med. Stregede bare den røde pels og var stille.
Og Lykke lagde hovedet på hans knæ og lukkede øjnene.
Og hendes hale rørte sig let – ganske lidt, men den rørte sig.
Viktor så ud ad vinduet. Sneen faldt bag ruden – præcis som for et år siden. Præcis som på den forbandede dag ved motorvejen.
Men nu var alt anderledes.
For første gang på et år var han ikke bange for morgendagen.
Fordi han vidste: i morgen ville Lykke vågne ved siden af ham. Og i overmorgen. Og så mange dage, som de fik tilmålt.
