Gunnar kom hjem fra jagten – vred som en hveps i en glasburk. Støvlerne smed han i gangen, den ene til venstre, den anden til højre. Jakken hev han efter knagen, ramte forbi, gav den en skalle og løftede den ikke op. Han gik ud i køkkenet og ruskede i kedlen, så det rungede.
Thyra sad i stuen og rullede på mobilen. Hun hørte, hvordan manden gik – tungt, nervøst, hvert skridt som en anklage. Den røde hund Bumle lå ved hendes fødder med snuden på poterne. Ørerne trykket mod hovedet, halen rørte sig ikke. Han mærkede altid, når herren var i det humør, og prøvede at holde sig usynlig.
– Jamen, nu siger jeg det, – Gunnar stillede sig i døråbningen med hænderne i siden, som han altid gjorde, når han skulle komme med noget, han syntes var endegyldigt. – Hunden duer ikke til jagt. En klodrian, ikke en hund. Jeg har trænet og trænet – nul nytte. Anden falder – han sidder. Haren suser forbi – han gaber. Den skal af vejen.
Thyra løftede blikket. Hun så på sin mand med den rolige, opmærksomme mine, man bruger, når nogen har sagt noget meget dumt, men endnu ikke har fattet det.
– Af vejen? – gentog hun, som om hun smagte på ordet.
– Ja, hvad så? Skal vi fodre en gratispassager? En jagthund skal jage. Men den her… – Gunnar viftede i retning af Bumle, der trykkede sig tættere ind mod Thyras ben. – I morgen kører jeg ned til Morten, han kan måske tage sig af den. Ellers smider jeg den ud på motorvejen.
«Smide den ud på motorvejen» – dér klikkede noget inde i Thyra.
Hun rejste sig uden at sige et ord. Bumle fulgte straks med op, kiggede uroligt op på hende. Thyra gik forbi manden ud i entreen, åbnede det øverste skab og tog kufferten – den store, blå med hjul. Den samme, de engang havde haft med til Skagen, dengang de stadig tog steder hen sammen.
Gunnar fulgte hende med øjnene, men sagde intet. Han troede åbenbart, hun skulle flytte om på vintertøjet.
Men Thyra åbnede Gunnars halvdel af klædeskabet.
Skjorter – en, to, tre, fire. Pænt lagt. Underbukser, sokker – i sidelommen. Cowboybukser – et par til søndag, et par til hverdag. Den grå sweater, en gave fra hans mor. Barberskraberen fra badeværelset. Tandbørsten.
Gunnar dukkede op i soveværelsesdøren og stirrede et par sekunder. Så gik det op for ham.
– Hvad laver du?
– Pakker kufferten til dig, – svarede Thyra i samme tone, hun plejede at sige «der er mad på komfuret» eller «brødet er slut».
– Hvilken kuffert? Hvorfor?
– Du sagde jo, at man skulle af med noget. Så det gør jeg.
Gunnar blinkede. Så satte han sig langsomt på sengekanten, som om benene svigtede.
– På grund af hunden?
– Ikke på grund af hunden. På grund af dig.
Hun lynede kufferten og rettede sig op. Bumle kom stille ind og lagde sig i døråbningen, som om han holdt vagt.
– Jeg siger dig, Gunnar, nu da talen er i gang. Du kalder Bumle en gratispassager. Den kan ikke jage, den dur ikke. Men lad os tælle, hvem der egentlig dur til noget.
– Thyra, kom nu ikke med det.
– Bumle bringer ikke en and, det er sandt. Men han møder mig hver morgen, som om jeg har været på forretningsrejse i et halvt år. Han lægger poten på mit knæ, når jeg græder. Og jeg græder, Gunnar, tit. For du kommer hjem fra arbejde og sætter dig foran fjernsynet. Fra jagt – på sofaen. Sidste gang du talte normalt med mig, var da elregningen var for høj. Tre sætninger i træk – det var en begivenhed.
Gunnar åbnede munden.
– Sammenligner du mig med en hund?
– Nej. Jeg konstaterer. Bumle er levende. Han mærker. Han elsker. Uden krav. Han behøver ikke, at jeg er tynd eller laver frikadeller. Han behøver bare, at jeg er der. Hvornår, Gunnar, var du sidst glad for, at jeg er der?
Stilheden i rummet hang som vasketøj på en snor – tung, våd, ubekvem.
Gunnar så på kufferten. Så på sin kone. Bumle løftede hovedet og så på ham uden forurettelse, uden vrede. Han så bare. Hunde kan ikke bære nag – de har for store hjerter til det.
– Det var ikke for alvor, – sagde Gunnar. – Jeg fyrede den af. Drengene grinede.
– Drengene grinede. Og for ikke at tabe ansigt foran dem, besluttede du dig for at smide et levende væsen ud. Et væsen, der stoler på dig. Der løber hen til dig, når du kommer hjem. Men at du ville smide ham ud – det ved han ikke. Han tror, du er god.
Gunnar gned sig i ansigtet. Skægget stak – han havde ikke barberet sig i to dage på jagten.
– Og hvad så, kufferten – er det alvor?
Thyra tav. Udenfor skændtes spurvene i rønnebærtræet. Køleskabet summede og faldt i stilhed.
– Alvor, Gunnar. Det handler ikke om Bumle. Bumle er den sidste dråbe. Du siger sådan om et levende væsen – «af vejen», «smide på motorvejen». Og hvis jeg i morgen ikke passer dig – smider du så også mig? Kører mig til min mor – «hun duede ikke, tag hende tilbage»?
– Nu overdriver du.
– Det er dig, der overdriver. For længe siden. Du stoppede med at se, at der er levende omkring dig. Jeg er levende. Bumle er levende. Vi er ikke værktøj. Ikke en riffel, man kan sælge, hvis den skyder skævt. Vi er en familie. Og man smider ikke en familie væk.
Gunnar sad og følte, som han ikke havde følt i lang tid. Før i tiden – han sagde noget, og konnen var enig. Ikke fordi Thyra var kønsløs. Hun kunne tie – tålmodigt, kvindeligt. Hun passede på. Glattede ud. Og han var vant til at sige alverdens vrøvl uden konsekvenser.
Men sådan kunne det også gå.
Bumle gik hen til Gunnar og stak sin våde snude ind i hans hånd. Han kom bare, fordi han så, at mennesket havde det dårligt. Og når man har det dårligt, skal man være tæt på. Det vidste Bumle ikke med hovedet – det vidste han med hele sin røde pels.
Gunnar så på hunden. På den våde snude, de brune øjne, halen der rørte sig forsigtigt – som om den spurgte: er der fred nu?
Og så gik det op for ham. Ikke til tårer – han var da en mand. Men noget væltede inde i ham, som en båd i en bølge – plask, og du er på den anden side.
– Thyra. Stil kufferten væk.
– Hvorfor?
– Fordi, – han kløede Bumle bag øret, – jeg er et fjols.
– Det ved jeg godt. Spørgsmålet er – et fjols, der lærer, eller et man kan slå en pæl i hovedet på?
Gunnar smågrinede. Selv nu – hun kunne.
– Jeg lærer. Tilgiv mig. For Bumle. Og for alt.
Thyra gik hen til kufferten, lukkede den op. Hun lagde barbermaskinen og tandbørsten tilbage på natbordet.
– Skjorterne hænger du selv.
Gunnar nikkede. Bøjede sig ned til Bumle og kradsede ham bag øret.
– Nå, gratispassager, – stemmen skælvede. – Skal vi fortsætte?
Bumle logrede, så han næsten væltede en lampe. Han sprang op, slikkede Gunnar på næsen. Satte sig og så på dem begge med det udtryk, kun hunde har: absolut, ufortjent lykke.
Næste gang Gunnar tog på jagt, tog han Bumle med. Han kom hjem med to ænder og en pose sukkerven fra torvet.
– Hvem er de til? – spurgte Thyra, skønt hun godt vidste det.
– Gratispassageren, – mumlede Gunnar. Og smilede.
Kufferten satte Thyra tilbage i det øverste skab. Men ikke helt ind. Så den var nem at få fat i.
For en sikkerheds skyld.
