Jeg kom hjem fra jagten sur som en edderkop i en krukke. Støvlerne sparkede jeg af ved døren – én til venstre, én til højre. Jakken dumpeden jeg mod knagen, ramte ved siden af, gider ikke engang samle den op. Gik ud i køkkenet og ruskede med kedlen.
Mette sad i stuen og scrollede på telefonen. Hun hørte mig gå – tungt, nervøst, hvert skridt som en bebrejdelse. Den røde hund Buster lå ved hendes fødder med snuden på poterne. Ørerne trykket, halen rørte sig ikke. Han mærkede altid når jeg var i sådan et humør, og holdt sig ude af syne.
– Så, stillede jeg mig i døråbningen, hænderne i siden, som jeg altid gør når jeg siger noget endegyldigt. – Hunden duer ikke til jagt. En dummernik, ikke en hund. Jeg har trænet og trænet – nul effekt. Anden falder, han sidder. Haren løber forbi, han gaber. Vi må af med ham.
Mette løftede blikket. Stirrede roligt, opmærksomt på mig, som man ser på en der har sagt noget dumt, men endnu ikke er klar over det selv.
– Af med ham? gentog hun, som om hun smagte på ordet.
– Hvad så? Skal vi fodre en gratispassager? En jagthund skal jage. Men den her – jeg viftede mod Buster, der trykkede sig tættere til Mettes ben – i morgen kører jeg ham til Jensen, måske tager han sig af det. Ellers smider jeg ham ud på landevejen.
«Smider ud på landevejen» – dér klikkede der noget inden i Mette.
Hun rejste sig tavst. Buster fulgte straks efter, kiggede bekymret op. Hun gik forbi mig ud i entreen, åbnede pulterrummet og tog kufferten frem – den store, blå, på hjul. Den vi engang tog med til Aarhus, dengang vi stadig rejste sammen.
Jeg fulgte hende med øjnene, men sagde ingenting. Troede nok hun skulle lave sæsonskifte i tøjet.
Men Mette åbnede min halvdel af garderobeskabet.
Skjorter – en, to, tre, fire. Pænt. Underbukser, sokker – i sidelommen. Jeans – ét par til weekend, ét par til arbejde. En grå sweater, gave fra min mor. Barbermaskine fra badeværelset. Tandbørste.
Jeg dukkede op i soveværelsesdøren og stirrede et øjeblik. Så gik det op for mig.
– Hvad laver du?
– Pakker din kuffert, svarede hun i samme tone som hun sagde “maden er på bordet” eller “brødet er slut”.
– Hvilken kuffert? Hvorfor?
– Du sagde jo, vi skulle af med noget. Så det gør jeg.
Jeg blinkede. Satte mig langsomt på sengekanten, som om benene var ved at give efter.
– For hundens skyld?
– Ikke for hundens skyld. For din.
Hun lynede kufferten og rettede sig op. Buster kom stille ind i rummet og lagde sig ved døren, som om han holdt vagt.
– Jeg siger dig noget, Lars, nu vi taler om det. Du kalder Buster en dummernik. Du siger han duer ikke, han er til ingen nytte. Men lad os regne efter, hvem der egentlig er til nytte.
– Mette, nu starter du.
– Buster bringer ikke anden ind, det er sandt. Men han møder mig hver morgen som om jeg har været på forretningsrejse i et halvt år. Han lægger poten på mit knæ når jeg græder. Og jeg græder, Lars, tit. Fordi du kommer hjem fra arbejde – og lige i fjernsynet. Fra jagt – og på sofaen. Sidste gang du talte ordentligt med mig var da elregningen var for høj. Tre sætninger i træk – det var en begivenhed.
Jeg åbnede munden.
– Sammenligner du mig med en hund?
– Jeg sammenligner ikke. Jeg konstaterer. Buster er levende. Han føler. Han elsker. Uden grund, uselvisk. Han behøver ikke at jeg er tynd eller laver flæskesteg. Han har bare brug for at jeg er her. Hvornår var sidste gang du glædede dig over at jeg er her?
Stilheden hang i rummet som vasketøj på en snor – tung, våd, ubekvem.
Jeg så på kufferten. Så på min kone. Buster løftede hovedet og så på mig – uden bebrejdelse, uden vrede. Bare sådan. Hunde kan ikke bære nag; deres hjerte er for stort.
– Jeg mente det ikke alvorligt, sagde jeg. – Jeg blev for varm. Jemterne grinede.
– Jemterne grinede. Og for ikke at tabe ansigt foran dem, ville du smide et levende væsen ud – et der stoler på dig. Der løber hen til dig når du kommer hjem. Og du ved ikke at han ved, at du vil smide ham ud. Han tror du er god.
Jeg gned mig i ansigtet. Skægstubbene prikkede – havde ikke barberet mig på to dages jagt.
– Er kufferten alvor?
Mette tav. Udenfor skændtes spurvene i rønnebærtræet. Køleskabet brummede og tav.
– Alvor, Lars. Det handler ikke om Buster. Buster var dråben. Du taler om at “af med ham”, “smide på landevejen”. Hvad nu hvis jeg i morgen ikke passer dig – smider du så også af med mig? Kører mig til min mor – “virkede ikke, tag hende tilbage”?
– Det var da overdrevet.
– Det var det, du har sagt. Længe. Du er holdt op med at se at der er levende omkring dig. Jeg er levende. Buster er levende. Vi er ikke redskaber. Ikke en riffel man kan sælge hvis den skyder skævt. Vi er familie. Og familie smider man ikke ud.
Jeg sad og følte noget jeg ikke havde følt længe. Før i tiden – jeg sagde noget, Mette var enig. Ikke fordi hun var svag. Hun kunne tie – tålmodigt, på den der stille måde. Hun vogtede. Jævnede ud. Og jeg havde vænnet mig til at sige hvad som helst – og der skete ingenting.
Men nu skete der.
Buster gik hen til mig og trykkede sin våde snude mod min hånd. Bare kom, fordi han så at jeg havde det dårligt. Og når man har det dårligt, skal man være tæt på. Det vidste Buster ikke med forstanden – det vidste han i hele sin røde pels.
Jeg så på hunden. På den våde snude, de brune øjne, på halen der forsigtigt vippede – som for at sige “nå, fred?”. Og så gik det op for mig. Ikke til tårer – jeg er mand. Men noget vendte sig indeni, som en robåd i en bølge – plask, og man er på den anden side.
– Mette. Læg kufferten væk.
– Hvorfor?
– Fordi, jeg strøg Buster over hovedet, – jeg er et fjols.
– Det ved jeg. Spørgsmålet er – et fjols der lærer, eller et man kan banke panden flad på?
Jeg smilede. Selv nu – hun kunne.
– Lærer. Undskyld. For Buster. Og for det hele.
Mette gik hen til kufferten, lynede op. Lagde barbermaskine og tandbørste tilbage på natbordet.
– Skjorterne hænger du selv.
Jeg nikkede. Bøjede mig mod Buster og kradsede bag øret.
– Nå, dummernik, – min stemme rystede, – lever vi videre?
Buster logrede så kraftigt at han næsten væltede en lampe. Hoppede op, slikkede mig på næsen. Satte sig og så på os begge med det udtryk som kun hunde har: absolut, ufortjent lykke.
På næste jagt tog jeg af sted uden Buster. Kom hjem med to ænder og en pose sukkerrør fra markedet.
– Hvem er det til? spurgte Mette, selvom hun vidste det.
– Dummernikken, mumlede jeg. Og smilede.
Kufferten satte Mette tilbage på pulterrummet. Men ikke helt gemt. Så den kunne tages frem. For en sikkerheds skyld.
I dag lærte jeg, at man ikke smider væk hvad der betyder noget – hverken hunden eller mennesket. Familie er ikke noget man kasserer.
