Jeg kom hjem fra arbejde sulten, sagde han, lav noget mad. Den kavaler, jeg havde set i et halvt år, sagde én sætning, og efter den bad jeg ham om at gå.
Billetterne havde jeg købt en uge i forvejen. To pladser i syvende række, til aftenforestillingen, den film vi havde talt om tilbage i september. Jeg tænkte: jeg overrasker ham, siger ikke noget på forhånd, han kommer bare – og så er alt allerede klart.
Vi mødtes i marts. Jeg oprettede en profil på en side af kedsomhed, helt ærligt, troede ikke på noget, det var bare ensomt om aftenen, især om fredagen når man hørte naboerne gå ud med familien, mens jeg sad med elkedlen og fjernsynet. Søren skrev først. En simpel besked, uden platte ting, spurgte hvad jeg hørte af musik. Så viste det sig, at vi begge havde en søn der havde gået på samme skole, bare forskellige år, og det bragte os hurtigt tættere på, som om vi havde kendt hinanden længe.
Han kunne joke. På en rar måde, ikke ondt, og vittighederne var sådan, at jeg lo ordentligt, ikke af høflighed. Vi tog på udstillinger, gik på café ved stationen, hvor de serverede dårlig kaffe men god strudel. En gang løb vi i regnvejr til bussen, og han tog sin jakke af og lagde den over mine skuldre, mens han selv gik våd og sagde, at han ikke frøs, selvom tænderne klaprede.
Kort sagt, han var et godt menneske. Det troede jeg.
Den aften kom han klokken otte, som aftalt – selvom aftalen bare var “sidde sammen om aftenen”, uden detaljer, jeg lod være med at sige noget om filmen. Ville overraske ham. Jeg åbnede døren – jeg havde kjole på, hår som jeg havde brugt en time på, læbestift lidt mørkere end normalt. Jeg så hvordan han så på mig, og i hans blik var der ikke beundring, men noget i retning af forvirring, som om jeg havde taget det forkerte tøj på.
– Skal du ud et sted? spurgte han, uden at komme længere end dørtærsklen.
– Vi skal, sagde jeg og tog billetterne op af tasken, viftede med dem som en tryllekunstner. – Overraskelse. Den var klokken syv fyrre, men vi når det stadig, hvis…
Han lod mig ikke tale færdig. Han stillede posen på gulvet – der var, opdagede jeg senere, kød, frossent, i vakuumpakning, halvandet kilo – og sagde, at han faktisk havde regnet med at tilbringe aftenen hjemme.
– Jeg har købt kød, sagde han, som om det forklarede alt. – Tænkte vi kunne sidde, du laver noget mad, jeg tænder for fjernsynet, der er fodbold i aften.
Jeg stod med billetterne i hånden og mærkede, at smilet sad fast på mit ansigt, men det var allerede skævt, usikkert. Jeg sagde, at fodbold kunne ses i morgen, at billetterne ikke kunne refunderes, at jeg havde gjort mig så umage…
– Ja, ser du, sagde han, og han grinte ikke ondt, mere træt, som en voksen der forklarer et barn noget indlysende, – du gjorde dig umage i stedet for bare at… tage imod en helt almindeligt. Man kan da også sminke sig derhjemme. Jeg er sulten efter arbejde, ville have hjemmelavet mad.
Der, for første gang den aften, mærkede jeg at noget blev koldt indeni. Ikke af fornærmelse endnu, mere af overraskelse – som om han pludselig talte et andet sprog.
– Søren, sagde jeg, – vi aftalte ikke, at jeg skulle lave mad. Jeg ville bare i biografen, sammen, som vi plejede.
– Før var før, svarede han og gik forbi mig ind i køkkenet, som om han var herre i huset, som om han havde været der hundrede gange på den måde, med en pose kød i hænderne. – Nu er vi, kan man sige, i et seriøst forhold, næsten et halvt år. Du er en moden kvinde, Jytte, du er ikke femogtyve og skal rende på diskotek. I din alder skal man skabe hygge, passe hjemmet, give manden mad, strøge en skjorte. Ikke gøre sig til og trække i biografen.
Jeg stod som under en kold bruser og kunne ikke forstå, hvor vandet kom fra.
– Hvad mener du med ‘i min alder’? spurgte jeg stille.
– Præcis hvad jeg siger. – Han pakkede allerede kødet ud, ledte efter en kniv i skuffen, som hjemme hos sig selv. – En mand har brug for et hjem, ikke en evig fest. Madlavning, renlighed, omsorg. Biografen er for de unge, dem der ikke har andre bekymringer.
Jeg så på ham og huskede pludselig et andet køkken, en anden lejlighed, over tyve år siden. Der stod også en mand – min første mand, Erik – og han sagde de samme ord, bare med andre toner, blødere i starten, men hårdere med årene. Dengang lyttede jeg. Jeg lavede mad, strøg, gav afkald på mig selv, bare for at have et hjem, bare for hygge, bare for at han ikke skulle blive vred. Min søn voksede op, jeg arbejdede, slæbte alt alene, og Erik kom hjem og sagde, at kvinden skulle. Jeg skulle i tyve år. Så gik han til en anden, yngre, sagde at jeg var “for falmet”, og jeg stod tilbage i en tom lejlighed med vanen at strøge skjorter som ingen bar mere.
Og nu, da jeg så Søren med det kød i hænderne, forstod jeg – her var det igen. Bare denne gang var jeg ikke ung, jeg havde allerede erfaring med, hvordan det ender. Jeg ville ikke for anden gang i livet være kokkepige for en enkeltbillet til ensomhed.
– Læg kniven, sagde jeg.
Han vendte sig, overrasket over min tone.
– Jeg laver ikke mad til dig i aften, sagde jeg. – Ikke i aften og nok overhovedet ikke. Jeg er ikke din hushjælp, Søren. Jeg er ikke blevet ansat.
– Hvad, er du fornærmet? – han virkede næsten forvirret, stillede kødet på bordet. – Jeg sagde da ikke noget galt, jeg siger bare som det er, på mands vis…
– Gå venligst, sagde jeg.
Han fattede ikke med det samme, at jeg mente det. Så fattede han det. Hans ansigt ændrede sig, blev hårdt, præcis det ansigt jeg engang havde set hos en anden.
– Du er dum, sagde han og tog jakken på med korte bevægelser. – Tror du, du er ung endnu? Biograf og fint tøj. Du ender alene på dine gamle dage, det skal du se. Hvem vil have sådan en stolt en?
Han tog sit kød – selv det tog han, jeg husker det, han stak posen tilbage i tasken – og gik, smækkede med døren så hårdt, at vasen på hylden i gangen klirrede.
Jeg stod et par minutter i entreen, i min blå kjole, med billetterne i hånden som nu kun var til at smide ud. Så tog jeg skoene af, tørrede læbestiften af med en serviet og lagde mig på sofaen uden at klæde om. Jeg havde ikke lyst til at græde. Der var en underlig ro, som når man endelig får en splint ud – det gør ondt et øjeblik, men så letter det.
Næste dag omkring middag ringede det på døren. Jeg vidste allerede, hvem det var, før jeg åbnede – jeg kunne høre nogen skifte fod udenfor.
Søren stod med blomster, ikke særlig dyre, sikkert købt ved metrostationen i en fart, og med et ansigt så skyldigt, at jeg i et andet liv nok straks ville have tilgivet.
– Jytte, jeg gik for vidt, begyndte han. – Jeg tænkte ikke over, hvordan det lød. Du er en god kvinde, jeg var bare træt i går, med arbejdet… Undskyld, hva’?
Jeg så på ham og tænkte – her er et menneske, som jeg i næsten et halvt år havde troet var god. Måske er han god, på sin måde. Måske har hans mor lært ham det, eller hans første kone vænnet ham til det, eller bare den tid han voksede op i, hvor man mente, at en kvinde over fyrre er til gryder, ikke til biograf. Måske mente han det ikke ondt.
Men det handlede ikke om, om han mente det ondt eller ej.
– Søren, sagde jeg roligt, – det handler ikke om undskyldninger. Det handler om, at du i går sagde, hvad du virkelig mener. Og jeg har allerede boet tyve år med en mand, der tænkte det samme. Jeg gider ikke en gang til.
– Men jeg kom da, jeg beder om undskyldning…
– Jeg hører dig. – Jeg tog ikke et skridt tilbage, inviterede ham ikke ind. – Men jeg vender ikke tilbage til det, der skete i går. Jeg gider ikke igen bevise, at jeg ikke skal lave mad og strøge for at blive elsket. Undskyld, men nej.
Han stod lidt endnu, forstod vist ikke helt, hvad der var sket – for ham var det bare et skænderi om aftensmad, som kunne glattes ud med blomster. For mig var det en hel fortid, et helt liv, jeg ikke ville gentage.
Blomsterne efterlod han ikke – han tog dem med, da han gik, som om de nu ikke var til nogen nytte. Jeg lukkede døren og gik i køkkenet for at lave mig en kop te. Udenfor var en almindelig dag, grå, intet særligt, bortset fra at jeg for første gang i lang tid følte, at jeg ikke mistede, men endelig fandt noget – selvom det bare var mig selv, den der ikke længere gik med til at være bekvem på andres regning.
