Bodil levede ikke. Hun overlevede.
Syvoghalvfjerds år, en etværelses på kanten af Randers, en folkepension der var smuldret til småmønter inden den tyvende. Og stilhed.
For et halvt år siden gik Erik bort. Ikke til en anden – bare bort. Stille, i søvne, uden et eneste gisp. Bodil vågnede om morgenen, og han var allerede kold. Hans hånd lå på kanten af sengen, som om han havde prøvet at nå ud og ikke nåede det.
Datteren Mette kom flyvende fra København til begravelsen, blev i tre dage, stillede blodtrykspiller på køleskabet og susede afsted med et: «Mor, ring hvis der er noget.» Bodil ringede ikke. Men Mette ringede. Hver fjortende dag, præcis som et urværk.
– Mor, hvordan går det?
– Fint.
– Godt. Knus.
Det var hele samtalen. Hele forbindelsen. Hele meningen.
Bodil gik i Netto. På apoteket. Indimellem hos lægen, hvor de målte hendes blodtryk og sagde «bare rolig, du skal ikke stresse». Hun stressede ikke. Hun mærkede overhovedet ingenting. Som et møbel. Som det gamle klædeskab i entreen, som Erik altid havde lovet at smide ud, men aldrig fik gjort.
Den dag – en helt almindelig novemberdag med lavt gråt himmel og fint støvregn – kom Bodil tilbage fra lægen. Blodtrykket var sprunget igen. Lægen rystede på hovedet, skrev en ny recept. Bodil stak papiret i lommen uden at se på det.
Ved skraldespandene bevægede der sig noget.
En kat. Mager, trefarvet, med et flænset øre. Den sad lige på det våde asfalt og kiggede på Bodil. Ikke klagende, nej. Ikke bedende. Mere som… vurderende. Som om den tænkte: er hun den rigtige eller ej?
Bodil gik forbi.
Katten rejste sig og fulgte efter. Tavs. Den mjavede ikke, løb ikke foran, bare gik tre skridt bag hende som en skygge.
Bodil vendte sig ved opgangen.
– Lad mig være.
Katten satte sig. Blinkede. Og blev siddende.
Bodil gik op på tredje sal, lukkede døren, tændte elkedlen. Stod ved vinduet – nede på bænken ved opgangen sad katten.
Helt skør kat.
Næste morgen åbnede Bodil døren og snublede næsten. På dørmåtten lå den samme kat, rullet sammen som en bolle. Hvordan den var kommet op på tredje sal, var uklart. Men den lå, som om det var præcis her den hørte til.
– Hvad skal jeg dog med dig? spurgte Bodil.
Katten åbnede det ene øje. Og lukkede det igen.
Som om svaret var indlysende.
Bodil lukkede den ikke ind. Nå, det troede hun i hvert fald.
Hun stillede bare en skål med mælk ud. Hun lod døren stå på klem, fordi det var så kvalmt – november, og radiatorerne bagte som sindssyge. Og katten gik bare ind.
Bodil stod i entreen og så, hvordan den magre, frække kælling snusede rundt i hjørnerne. Først entreen. Så køkkenet. Så stuen. Og så stoppede den brat.
Eriks lænestol. Gammel, nedslidt, med slidte armlæn. Den stol, han sad i hver aften, klikkede med fjernbetjeningen og sagde: «Bodil, se lige hvad de finder på.» Bodil havde i et halvt år gået en stor bue uden om stolen. Hun kunne hverken sidde i den eller smide den ud. Den stod som et monument. Som et hul i stuen.
Katten hoppede op. Drejede sig i fordybningen og lagde sig. Rullede sig sammen, gemte snuden under halen.
Og spandt.
Bodil fik rystende læber. Hun ville råbe: «Ned med dig!» Men halsen snørede sig sammen, og i stedet for et skrig kom der noget hæst og uartikuleret. Hun satte sig på sofaen og så længe på katten, der sov i hendes mands stol.
– Du må blive i nat, sagde Bodil hæst. – I morgen smider jeg dig ud.
I morgen smed hun den ikke ud. Og heller ikke dagen efter. Katten blev.
Hun kaldte den Misse.
– Misse, kom og spis, sagde Bodil og stillede en skål på gulvet.
Misse spiste. Og kiggede op på Bodil med det samme blik. Vurderende. Roligt. Blikket fra en der ved noget, som du endnu ikke har fattet.
En uge senere købte Bodil kattefoder. Det billigste, i en gul pose, på tilbud. Hun stod i dyrehandlen og følte sig som en tåbe. Ekspedienten, en tyveårig tøs med lyserøde negle, spurgte:
– Hvilken race?
– Blandingskat. Den trængte sig på, mumlede Bodil og gik uden at sige farvel.
Så købte hun en kattebakke. Så en skål. En ordentlig keramisk en, for fra underkoppen spildte Misse altid. Så en kradsepind til hundrede og halvfems kroner, for katten var begyndt at flå sofaens hjørne, og sofaen var det eneste Bodil havde, der stadig var pænt.
«Midlertidigt,» gentog hun for sig selv. «Det hele er midlertidigt.»
Men livet var allerede i gang med at ændre sig. Umærkeligt, lusket, som vand der slider sten.
Før vågnede Bodil klokken ni, lå og stirrede i loftet. Nu – halv otte satte Misse sig ved puden, stirrede på hende og tav. Mjauede ikke. Bare sad og ventede. Og den tavse venten var umulig at ignorere.
Bodil stod op. Gik i køkkenet. Hældte foder op. Tændte elkedlen. Og pludselig opdagede hun, at hun allerede stod i ti minutter ved vinduet og kiggede ud i gården. Bare sådan. Uden at tænke på blodtryk, på pension, på Erik.
Om aftenen blev det endnu mere mærkeligt. Før tændte Bodil fjernsynet – ikke for at se, men for at undgå den døde stilhed. Stemmer fra skærmen fyldte tomrummet, og det føltes som om man ikke var alene. Nu lagde Misse sig ved siden af hende på sofaen, helt tæt ind til låret, og spandt. Stille, jævnt, som en lille motor. Og for første gang i et halvt år slukkede Bodil fjernsynet.
Stilheden var ikke skræmmende. Stilhed med spinden var en helt anden slags stilhed.
Hun opdagede, at hun talte med katten. Ikke babysnak, nej, Bodil havde aldrig kunnet finde ud af at kæle med ord, heller ikke da Mette var lille. Hun talte bare. Som til et menneske.
– Nu er blodtrykket igen hundrede og tres. Den læge, Karen, hun kigger på mig som om jeg allerede var død. Men jeg har tænkt mig at leve. På trods af alle.
Misse blinkede.
– Mette ringede. Igen det samme: «Mor, hvordan går det?» Hvordan går det? Det går. Før gik det ikke. Men nu… nu ved jeg ikke.
Katten trykkede hovedet mod Bodils hånd. Og Bodil tav, fordi halsen igen blev snæver.
Naboen Else kiggede ind til en kop kaffe, så Misse og slog ud med hænderne:
– Bodil! Du sagde jo: aldrig, under ingen omstændigheder!
– Det siger jeg stadig. Det er midlertidigt.
– Ja, ja, midlertidigt, grinede Else og så på katten, der gned sig op ad Bodils ben. – Du har foder tre steder, en keramisk skål og en kradsepind. Meget midlertidigt.
Bodil vendte sig mod vinduet, så Else ikke skulle se, at hun smilede. Første gang i et halvt år.
Så ringede Mette. Bodil vidste ikke selv, hvorfor hun fortalte om katten. Det slap ud. Måske ville hun dele – for første gang i lang tid havde hun noget at dele.
– Har du taget en kat ind? spurgte Mette. – Nå, så har du da noget at tage dig til, mor.
Noget at tage sig til.
Bodil lagde røret på og mærkede vrede. Ægte, brændende, levende vrede. Ikke fornærmelse – fornærmelse var vant, vattet, formløs. Men vrede. Den slags der får en til at slå i bordet og sige: «Fatter du ingenting?!»
I december begyndte det hele at skride.
Misse spiste mindre. Først lagde Bodil ikke mærke til det – den spiste ikke op, det sker. Så rørte den slet ikke maden. Skålen stod fuld fra morgen til aften, og foderet tørrede ind til en brun skorpe. Misse lå i Eriks lænestol og rørte sig næsten ikke. Den trak vejret – hurtigt, overfladisk, som om der ikke var luft nok.
– Hey, sagde Bodil og satte sig på hug, kiggede katten i øjnene. – Hvad er der med dig?
Misse blinkede. Og drejede snuden mod væggen.
Noget knækkede indeni Bodil.
Hun havde aldrig været hos dyrlægen. Erik havde haft hund som barn, men Bodil – nej, aldrig, hun forstod ikke folk der slæbte dyr til lægen, brugte penge og nerver. «Mennesker har jo ikke engang råd til behandling,» sagde hun før. For slet ikke så længe siden.
Nu stod hun i entreen med et transportbur i hænderne. Buret havde hun købt i går. Fire hundrede kroner på udsalg – plastik, med en skrabet gitter. Hun stoppede Misse ind, og katten gjorde ikke modstand. Det var det værste. Før ville den have kradset, vredet sig, hvæset, men nu lå den som en klud og kiggede.
Dyrlægehuset «Potehjørnet» på Søndergade. Lille, trangt, duftede af medicin og våd pels. Bodil sad på en plastikstol, holdt transportburet tæt ind til knæene og følte sig helt forkert. Omkring hende unge folk med racehunde, med fluffy katte i dyre tasker. Og hun – pensionist i en gammel frakke, med et skrabet bur, indeni lå en blandingskat med flænset øre.
Dyrlægen viste sig at være ung. Nærmest en dreng, omkring tredive, med briller og blå kittel. Han hed Lars. Han undersøgte Misse, følte på maven og blev stille. Ansigtet ændrede sig.
– Hvad? spurgte Bodil.
– Vi skal lave en ultralyd.
Han gjorde det. Kørte længe med scanneren over Misses mave, klikkede med musen, rynkede panden. Så vendte han sig mod Bodil og talte forsigtigt, som man taler til folk man har ondt af:
– Der er en tumor. I bughulen. Den skal opereres. Hvis ikke – to-tre måneder, måske lidt mere.
– Hvad koster det? spurgte Bodil.
– Otteogtyve tusind kroner. Med bedøvelse og efterbehandling.
Bodil nikkede, tog buret og gik.
Otteogtyve tusind. Hendes pension. Hele. Uden rest.
Hun satte sig på en bænk udenfor klinikken. December, hundekoldt, fingrene fros. Misse i buret – stille, ubevægelig, kun øjnene glimtede gennem gitteret. Den kiggede. Bad ikke, klagede ikke, bare kiggede.
Bodil tog telefonen frem og ringede til Mette. Ét bip, to, tre.
– Mor, jeg er på arbejde, kort og godt.
– Mette, jeg har brug for hjælp. Katten skal opereres. Otteogtyve tusind.
Tavshed. Så et suk. Og en stemme der fik Bodil til at fryse mere end decembervinden:
– Mor, er du seriøs? Otteogtyve tusind på en herreløs kat?
– Den er ikke herreløs. Den er min.
– Mor. Det er en kat. Bare en kat. Dør den, kan du få en anden. Der er masser derude.
Bodil lukkede øjnene. Hun så pludselig tydeligt, som et fotografi – Erik i stolen. Hvordan han skiftede kanal og sagde til hende: «Bodil, du er det mest stædige menneske på jorden. Hvis du beslutter dig, flytter du bjerge.» Han sagde det så ofte, at hun blev sur. Nu ville hun give alt for at høre det igen.
– Mor? Hører du?
– Jeg hører, sagde Bodil. – Tak, Mette.
Og lagde på.
Tre dage tænkte hun. Tre dage er lang tid, når nogen dør ved siden af dig.
Misse lå i stolen og smeltede. Som et stearinlys. Spiste en teskefuld ad gangen. Drak lidt. Holdt op med at spinde. Bodil sad ved siden af på gulvet, på et gammelt tæppe, og strøg katten over hovedet – let, med fingerspidserne.
– Jeg sagde jo, du er min. Min og ikke andres.
På fjerdedagen stod Bodil op klokken seks. Klædte sig på. Gik på posthuset. Stod i kø for at hæve pensionen – tre gamle damer foran hende, alle med deres girokort, alle langsomme, alle evige.
Sedlerne lå i frakkelommen, og Bodil gik hen ad gaden med hånden trykket mod siden, som om hun bar på noget skrøbeligt. På en måde gjorde hun.
På dyrlægeklinikken lagde hun pengene på disken. Hænderne rystede – af kulde eller frygt, hun vidste det ikke.
– Jeg har bragt katten til operation.
Lars så på pengene, så på Bodil, så på pengene igen. Nikkede. Sagde ikke noget overflødigt. Kun:
– Prognosen er god. Hvis den klarer narkosen, går alt.
Hvis.
Bodil satte sig i gangen. Plastikstol, hvid væg, duft af desinfektion.
Hun prøvede at huske, hvornår hun sidst havde siddet sådan og ventet. Huske det. Tyve år siden, på fødegangen. Mette skulle føde. Bodil sad i korridoren – præcis sådan, på en stol, med tasken i skødet og ventede. Dengang endte det godt. Et barn skreg, og verden blev anderledes.
Døren gik op. En sygeplejerske kom ud – ung, i grønt, med trætte øjne.
– Er du ejeren af den trefarvede?
– Ja, sagde Bodil og rejste sig. Benene var stive, knæene knagede.
– Det gik godt. Operationen er overstået. Din kat er en kæmper.
Bodil nikkede. Hun kunne ikke sige noget – halsen var snøret. Hun nikkede bare, og sygeplejersken rørte ved hendes arm:
– Er du okay?
– Ja. Ja. Alt er fint.
Misse blev båret ud – indpakket i lagner, døsig, med glatbarberet mave og en tynd stingtråd. Bodil tog buret med begge hænder, holdt det ind til sig og gik mod udgangen.
Hjemme lagde hun for første gang katten på sin egen seng. På den halvdel hvor Erik før havde sovet. Misse lå på siden, åndede roligt, og stingene på maven rødmede som en tynd tråd. Bodil lagde sig ved siden af, lagde hånden på den varme kattekrop og hviskede:
– Du er min.
Misse kom sig langsomt. Første døgn lå den, spiste dråbevis, så med uklare øjne. Så begyndte den at løfte hovedet. Og efter en uge gik den selv hen til skålen og spiste op. Bodil stod i køkkendøren og så, hvordan katten slikkede den keramiske bund ren, og tænkte: det er lykken. Tåbelig, billig, på fire poter.
Til februar var Misse som før. Fløj rundt i lejligheden som en gal, væltede saltbøssen, sleb kløer på kradsepinden – og straks efter på sofaen, fordi den havde humør. Bodil skældte ud, viftede med et viskestykke, råbte: «Hvad er det for et dyr!»
Selv levede Bodil næsten kun på havregryn og kartofler. Else kom hver anden dag med en bøtte suppe eller en pose æbler – «overskud, tag det». Bodil vidste godt, at der ikke var noget overskud. At Else selv talte hver krone. Men hun tog imod. For stolthed er godt, men man skal også spise.
I slutningen af februar ringede Mette.
– Mor, tjek din konto. Jeg har overført dig. Otteogtyve tusind.
Bodil tav. Så:
– Hvorfor?
– Derfor. – En pause. Lang, tung. – Du gav hele din pension for katten. Og du sagde det ikke. Else ringede.
– Else… Bodil lukkede øjnene.
– Mor, jeg skal ikke høre den slags fra naboen.
Bodil tav. Ikke fordi hun var fornærmet – men fordi hun ikke kunne vælge ét rigtigt ord blandt tusind. Og hun valgte det enkleste:
– Kom og besøg mig, Mette. Bare sådan. Bare kom.
Tavshed. Et sekund, to.
– Jeg kommer, mor. På lørdag.
Bodil lagde røret. Stod lidt. Så satte hun sig i Eriks lænestol – for første gang i al den tid. Bare satte sig. Og der skete ikke noget. Kun fordybningen i sædet var lidt for stor til hende.
Misse hoppede op på skødet, trykkede panden mod Bodils hånd og spandt – højt, så vibrationerne gav genlyd et sted indeni.
Udenfor faldt sne. Bodil sad og nød det. Ikke fordi der aldrig før havde været sne. Men fordi hun før ikke havde lagt mærke til det.
