Mette Hansen så ham ved halv otte-tiden om morgenen.
Jens stod ved elevatoren og holdt en kat. Han klemte den til brystet med begge hænder. Katten var grå, skaldet på den ene side, og den stank af kælder så meget, at Mette Hansen tog et skridt tilbage.
– Herre Gud, sagde hun. – Hvad er dog det for noget.
Jens svarede ikke. Han talte sjældent med naboerne. Trykkede på elevatorknappen og stirrede på displayet.
– Hvor har du gravet den op, konstaterede hun snarere end spurgte. – Den er jo helt beskidt. Vil du tage den med hjem?
– Jeg har ledt efter den i fem måneder.
Elevatordøren åbnede sig. Jens gik ind. Trykkede på fjerde.
Mette Hansen blev stående i opgangen og så på, mens dørene lukkede sig. Men Jenses ansigt var meget glad. Han tog ikke øjnene fra katten og rettede forsigtigt på dens poter, når den bevægede sig.
Hun sagde senere til naboen på femte sal, at han så mærkelig ud.
Men hvorfor – det fandt hun ud af senere.
Opslagene dukkede op i september. Små, trykt på almindeligt papir, med et fotografi. På billedet var en kat: grå, stribet, med knurhår, der var kortere på den ene side end på den anden. Under billedet stod der kort “Bortkommet” og et telefonnummer.
Jens satte dem op selv. Tidligt om morgenen, før arbejde, gik han ud med en rulle tape og en stak papirer. Han gik rundt om lygtepæle, opslagstavler, murene ved supermarkedet. Fingrene frøs, tapen klistrede dårligt i kulden, så han måtte trykke længere end normalt.
Mikkel var forsvundet i slutningen af august. Han kom bare ikke hjem den aften. Køkkenvinduet stod på klem.
Derhjemme stod en skål ved radiatoren. Jens fjernede den ikke.
Opkaldene kom de første to uger.
Folk meldte om grå katte. Om stribede katte. Om en rød, som de alligevel syntes at tilbyde. Jens kørte til hvert eneste opkald. Kiggede, rystede på hovedet, takkede. Kørte hjem igen.
I tredje uge ringede en kvinde fra Skibhusvej og sagde, hun havde set en lignende ved garagerne. Jens kørte derhen om aftenen, efter arbejde, allerede i mørke. Han gik mellem garagerne med sin telefon som lommelygte, lyste under dørene, kaldte. Ingen kom frem. Kun en fremmed kat, sort, så på ham fra under en port og forsvandt tilbage i mørket.
I oktober begyndte han en notesbog.
Han skrev adresser ned, hvor han havde været. Navne på folk, der ringede. Datoer. Indimellem korte noter – “grå, men yngre”, “forkert farve”, “ejere fundet”. Siderne blev flere. Jens bladrede i notesbogen om aftenen, ikke for at læse, bare for at bladre.
En kollega på arbejdet, Lars, spurgte en dag, hvad der var galt.
– Ikke noget, sagde Jens.
– Det er lige præcis, hvad jeg mener, sagde Lars og spurgte ikke mere.
November var våd, og det blev mørkt tidligt.
Jens udvidede søgeområdet. Gik gennem gårdene, en kvarter væk, to kvarterer væk. Gik ind i fremmede opgange, kiggede på vindueskarme, under trapper. Nogle gange spurgte han folk i gårdene. De fleste rystede på hovedet uden at stoppe op. En ældre dame ved den tredje opgang sagde, hun havde set en lignende ved transformatorkassen i september, men hun kunne ikke huske det præcist.
Jens takkede. Gik hen til transformatorkassen. Stod stille. Ingen der, naturligvis.
Mette Hansen fangede ham en dag i opgangen og sagde, at det var nok nu, fem måneder var gået, han skulle tage en anden. Hun sagde det ikke ondt.
– En anden skal jeg ikke have, sagde Jens.
– Det er derfor, det er dumt, sagde hun.
Han nikkede og gik mod trappen. Mette Hansen så efter ham og tænkte, at nogle mennesker ødelægger sig selv over sådan nogle katte.
I december ophørte opkaldene næsten.
Opslagene var blevet våde, gule, nogle steder faldet af. Jens satte dem op igen. Printede nye, gik ud om morgenen med en rulle tape. Han lærte at holde rullen under armen og trille af med den ene hånd, mens han pressede papiret på med den anden.
På tredjedagen i januar hørte han en lyd.
Stille. Knap hørbar. Et eller andet sted bag kælderdøren under den første opgang. Jens standsede. Lyttede. Lyden gentog sig ikke.
Han stod et minut. Så gik han efter nøglen til viceværten.
Viceværten, Karlsen, ledte længe efter nøglen, fandt den forkerte, så den rigtige. Spurgte, hvad Jens havde mistet i kælderen. Jens sagde det. Karlsen så på ham, som man ser på en, man helst ikke modsiger, og gav ham nøglen.
Døren gik op med besvær, og der strømmede en lugt af fugtig beton, gammelt træ og noget andet. Jens tændte sin lommelygte og trådte ind.
Kælderen var lang og lav.
Jens gik langsomt, lyste under rør, bag gamle kasser, langs væggen. Lyskeglen fangede en rusten cykel uden hjul, en stabel brædder, en efterladt feltseng med en indtrykket side. Det lugtede fugtigt og kalket. Et eller andet sted dryppede det, sjældent og jævnt som et ur.
– Mikkel, sagde Jens.
Sagde det stille. Ikke som et kald, men mere som en prøve, ligesom man prøver mørket, før man går ind i det.
Ingen svarede.
Han gik videre, forbi et el-skab med ledninger, forbi gamle radiatorer stablet langs væggen. Lyskeglen bevægede sig langsomt. Jens havde ikke travlt. I løbet af fem måneder havde han lært ikke at have travlt, når det alligevel nyttede ingenting.
– Mikkel.
Stilhed igen. Kun dryppet et eller andet sted. Kun rørene, der brummede over hovedet, varme, støvede.
Han nåede den fjerneste væg og standsede. Lyste ind i hjørnet. Der stod kasser, tre eller fire, stablet oven på hinanden, og mellem dem og væggen var et mørkt rum, smalt som en sprække. Jens satte sig på hug. Lyste derind.
To øjne reflekterede lyset.
Han bevægede sig ikke. Kiggede bare. Hjertet gjorde noget underligt, ikke højt, men mærkbart, som om det sprang et slag og så indhentede det.
– Mikkel, sagde han. Helt stille.
Øjnene forsvandt ikke. Men katten kom heller ikke ud. Den sad i sprækken mellem kasserne og væggen og kiggede på lyskeglen. Jens sænkede lyset en smule for ikke at blænde den. Så satte han sig på gulvet. Lige på betonen, uden at tænke på sit tøj, uden at tænke på noget.
Bare satte sig. Og begyndte at vente.
Han vidste ikke, hvor lang tid der gik.
Det var koldt. Betonen trak varmen ud af jakken hurtigt og jævnt. Jens rørte sig ikke. Han holdt lommelygten i siden, så det ikke var helt mørkt i sprækken, men heller ikke lyste i øjnene. Indimellem sagde han noget lavmælt. Ikke for at kalde eller overtale. Bare for at have stemmen tæt på.
– Det er koldt her hos dig, sagde han. – Fem måneder. Jeg havde ikke troet, du var her.
Fra sprækken kom ingen lyd.
– Jeg har været alle vegne. Kørte til Skibhusvej om natten. Der er garager, du kender dem ikke. Hele notesbogen er fyldt.
Det dryppede et eller andet sted i mørket. Rørene brummede.
– Derhjemme står skålen stadig. Jeg har ikke fjernet den.
Han hørte en raslen, før han så bevægelsen. Katten kom ud af sprækken langsomt. Ikke direkte mod Jens, men først til siden, langs kasserne, snusede til luften, standsede. Jens rørte sig ikke. Kiggede. Katten var tynd. Den ene side var skalden, pelsen var ikke vokset ud nogle steder. Knurhårene var kortere på den ene side af snuden. Den venstre.
Det var den.
Katten tog endnu et skridt. Så et mere. Så gik den hen til Jenses ben og trykkede hovedet mod hans knæ. Én gang. Som for at tjekke. Og blev stående ved siden af.
Jens løftede ikke hånden med det samme. Først sad han bare. Så lod han forsigtigt, langsomt, håndfladen sænke sig ned på kattens hoved. Mikkel flyttede sig ikke. Han knep bare øjnene sammen, og der var noget så enkelt i det, at det snørede sig sammen i Jenses hals.
Han græd ikke. Sad bare på den kolde beton i sin egen kælder og holdt hånden på hovedet af katten, han havde ledt efter i fem måneder. Og katten stod ved siden af og tav. Han havde aldrig været meget for at snakke.
At rejse sig var sværere end at sætte sig.
Benene var følelsesløse, og Jens rejste sig langsomt, støttende sig til kasserne. Mikkel tog et skridt tilbage og iagttog. Jens rettede sig op, stod et øjeblik. Han havde læst, at katte kan blive vilde og vænne sig af med mennesker på bare to uger. Og her var det fem måneder. Så satte han sig på hug igen og tog katten op i armene.
Mikkel gjorde ikke modstand. Han var let, meget lettere, end han havde været. Jens trykkede ham til brystet og mærkede, hvordan et lille, hurtigt hjerte slog under håndfladen.
De gik mod udgangen ad samme vej. Forbi feltsengen, forbi den rustne cykel, forbi el-skabet. Jens holdt lommelygten i den ene hånd og klemte katten fast med den anden. Mikkel rørte sig ikke. Kun én gang flyttede han på poterne for at sidde bedre og blev så stille igen.
Ved døren standsede Jens.
Så skubbede han døren op og gik ud.
Udenfor var det morgen. Gråt, januaragtigt, uden sol. Sneen lå gammel og sammenpresset med sorte spor langs stien. Jens blinkede mod lyset.
Han stod ved døren og holdt Mikkel.
Det var der, Mette Hansen så dem.
Derhjemme var der varmt.
Jens tog skoene af i entreen uden at slippe katten. Så satte han den alligevel forsigtigt på gulvet, som om han stillede noget skrøbeligt. Katten sænkede straks snuden mod gulvet og gik langs væggen. Langsomt med pauser. Snusede til fodlisten, hjørnet, benet på en reol. Tjekkede.
Jens stod og så på.
Mikkel nåede køkkenet. Stod ved dørtærsklen og bevægede det ene øre. Så gik han ind. Jens fulgte efter.
Skålen stod ved radiatoren, hvor den altid havde stået. Tom, ren, lidt støvet i kanten. Katten gik hen til den, snusede. Stod et sekund over den. Så gik han væk og satte sig ved radiatoren, lænet op ad det varme jern.
Jens åbnede køleskabet. Der var lidt kogt kylling indeni. Han tog et stykke, lagde det i skålen. Hænderne adlød ikke med det samme, fingrene var stadig kolde.
Mikkel spiste langsomt. Ikke grådigt, som sultne katte, men forsigtigt. Jens sad ved siden af på gulvet, ryggen mod væggen. Så på.
Bagefter gik Mikkel hele lejligheden rundt. Tjekkede hvert hjørne, hvert rum, hver vindueskarm. Så vendte han tilbage til stuen, hoppede op i sofaen og krøllede sig sammen, hvor han altid havde sovet før. Til venstre for puden, ved armlænet.
Jens tog ikke øjnene fra ham.
Fem måneder ledte han, frøs ved lygtepælene, kørte til fremmede opkald, gik med lommelygten mellem garagerne. Og Mikkel sad i kælderen under den første opgang. Tyve meter fra døren. Hvad havde han levet af? Sandsynligvis mus. Hvor længe ville han have klaret sig, hvis Jens ikke tilfældigvis havde hørt hans stille “miav”?
Jens kunne have tænkt længe over det. Men det gjorde han ikke.
Han slukkede lyset i entreen, gik ind i stuen og satte sig på sofaen ved siden af katten. Mikkel åbnede det ene øje, så på ham, og lukkede det igen. Udenfor blev det mørkt.
Alle var hjemme.
