— Dine børn kan sove på feltsengene. De er unge, knoglerne er bøjelige. Men Jens har brug for en rigtig seng, han har ondt i ryggen, — sagde Lene ved porten til sommerhusområdet i stedet for »hej«.
— Og lad være med at lave sådan et ansigt, Mette. Mor sagde, huset er stort nok.
Jeg sænkede langsomt hænderne på rattet og stirrede gennem forruden.
Min kone Mette og jeg var taget på ferie med vores børn til et sommerhus ved en skovsø. Et stille sted, et træhus til fire, betalt af mig for to måneder siden. En tiltrængt pause, kæmpet fri af arbejdsplanerne.
Og nu stod der ved de udskårne porte en lille omrejsende flok, der spærrede vejen.
Lene, Mettes svigerinde, stod triumferende lænet op ad en kæmpe kuffert. Ved siden af hende skiftede hendes mand Jens vægt fra fod til fod, bevæbnet med en pose grillkul og en pakke billige pølser fra Netto. Lidt længere væk, som en general, der inspicerer tropperne, tronede min svigermor, Bodil. Kronen på værket var Lenes to børn, der allerede tævede hinanden med en giftgul to-liters sodavandsflaske, der kunne opløse rust.
Som min far sagde: Hvis du tror, du bliver snydt, er du allerede blevet det.
Vi steg ud af bilen. Mens Mette og jeg slæbte tasker ud af bagagerummet, var Lene allerede henne ved vores børn og sagde:
— I er da ikke små, I kan godt sove på feltsenge, så Onkel Jens ikke ødelægger ryggen.
— Sikke en dejlig overraskelse, — sagde Mette med rolig stemme. — Men vi ventede vist ikke nogen.
— Åh, Mette, vi er jo familie! — skyndte Bodil sig at sige, trådte et skridt frem og slog ind på sin hellige enfold. — Da jeg hørte, I skulle på tur, ringede jeg straks til Lene. Skal vi sidde i den kvalmende by, mens I ånder frisk luft? Sammen er vi sjovere!
— Huset er til fire, Bodil, — svarede Mette køligt, mens jeg mærkede en kold, beregnende fjeder stramme sig indeni. Ingen hysteri. Kun observation.
— Jeg har allerede ordnet det, — sagde Lene uden at blinke, som om mit betalte sommerhus var et kladdeudkast til hendes planer.
Hun rettede på sin strandhat på størrelse med en parabol og tilføjede:
— Mor sover i soveværelset, hun har brug for ro. Jens og jeg på sofaen i stuen. Og I kan vel finde ud af at møblere om med Mikkel og ungerne.
Opførselen mindede om en sværm af måger: De spørger ikke om lov, de flyver bare ind og stjæler din mad.
Fra administrationens glasdøre kom en sød ung kvinde med en tablet.
— Goddag! Er du Mette? — smilede hun til min kone. — Reservationen er på dit navn. Og det her er vist jeres overraskelse?
Hun så over på Lene.
— Ja, det er os! — nikkede svigerinden glad. — Mette, jeg har lige ordnet lidt, så du slipper for besvær. Jeg har booket sauna to aftener, for vi er jo ikke fremmede. Og jeg har justeret menuen. Din grillmad er okay, men jeg tilføjede ørred og en dyr pålægstallerken.
— Lene ringede i morges og bestilte sauna og menu, — forklarede administratoren høfligt, mens hun så på Mette. — Men reservationen er på dig, så uden din bekræftelse gennemfører vi intet.
Gavmildhed på andres regning er den hurtigste vej til at blive kaldt filantrop.
— Fantastisk initiativ, Lene, — smilede Mette så kærligt, at jeg spændte op. Jeg kendte det smil. Det plejede at efterlade nogen uden illusioner.
— Hvis du bekræfter, så med tillæg for tre ekstra gæster, feltsenge, sauna og specialbestilling i køkkenet, mangler I 2.800 kroner, — sagde administratoren forretningsmæssigt.
Lene trak skulderen yndefuldt og så forventningsfuldt på Mette.
Bodil foldede armene over brystet og ventede på, at min kone lydigt fandt pengepungen frem.
Paradokset ved slægtninge: Jo fastere omfavnelsen ved ankomsten, jo dybere graves der i din lomme.
— Frøken, — Mette vendte sig mod administratoren, og hendes stemme blev kold og hård. — Jeg bekræfter kun min egen reservation. Den er fuldt betalt. Vi er fire.
Hun holdt en pause og så på svigerindens forvirrede øjne.
— Men de her dejlige mennesker er et separat selskab. Vil du venligst oprette deres ophold, ørred, sauna og dyre pålægstallerken på en separat regning. I Lenes navn.
Alle tav. Så stille, at man kunne høre en spætte hamre i skoven.
— Mette, hvad gør du? — Lenes stemme brast klagende. Hatten gled skævt. — Vi har kun penge til benzin og is! Vi kom på besøg!
— Så har I ikke ferie, Lene. I har en gåtur til porten, — sagde Mette tydeligt. — Man kommer på besøg med en invitation. Og med en kage. I kom til en andens fest med en pose papirpølser og en appetit på 3.000 kroner.
— Mette! Skammer du dig ikke! — hvæsede Bodil, rød i hovedet. — Vi er jo familie! Slægt! Mikkel, hvorfor siger du ingenting?! Din mor og søster bliver sat på gaden!
Jeg trådte et skridt frem. Jeg råbte ikke, men der var metal i min stemme.
— Familie, mor, er dem, der respekterer andres grænser. Mette har slidt i et halvt år for at arrangere denne ferie for os og børnene. I kom uinviteret, prøvede at smide mine unger på feltsenge og lægge regningen for jeres delikatesser over på min kone. Det er ikke familie. Det er et forsøg på at bordfæste os.
— Jamen… vi ville bare lave en overraskelse! Mikkel, I bad jo selv om, vi kom! — prøvede Lene at sno sig. Undskyldningerne væltede ud som dun fra en sprængt pude.
— Jens, — jeg så ham ind i øjnene. — Med hensyn til »I bad om, vi kom« – det er en særlig form for turisme. Det kaldes »selvindbudt«.
Jens’ ansigt blev langt. Han kiggede på sin ensomme pose kul, så på sin kone.
— Jeg ville måske slet ikke være taget med, — mumlede han. — Du sagde, Mikkel selv havde inviteret, og alt var betalt.
Illusionen brast endegyldigt. Frækheden kollapsede for alles øjne.
Jens vendte sig lydløst og gik hen mod sin bil uden at forsøge at hjælpe sin kone med den kæmpe kuffert.
Lenes børn holdt op med at slås med flasken og stod helt stille for første gang, tavse og så på deres mor.
Og Bodil, der så ivrigt havde talt om »familie«, vendte sig brat mod bilen og lod, som om hun studerede fyrretræerne med stor interesse. Hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at betale for dette gilde af sin pension.
— Hvis I fortryder, er der et ledigt hus, — sagde administratoren roligt til Lenes ryg. — Forudbetaling 100 procent.
Vi gik ad den pæne sti hen til vores sommerhus.
Bag os smækkede bildøre, og en motor brølede fortvivlet. Jeg trak den rene skovluft dybt ned i lungerne.
Ved trappen lagde Mette armen om mig og trak mig ind til sig.
— Du ved, — lo hun. — Det bliver sgu en god ferie.
— Det kan du bande på, — smilede jeg og så vores børn løbe med glade skrig mod søen. — Kom, min skat. Der venter en velfortjent ro.
Og bag hegnet, i støvet fra en andens fest, kørte den lille flok væk, for altid havde de lært en simpel regel: I denne familie betaler vi ikke længere for andres komfort med børnenes senge og vores tegnebog.
