Lågen hos Bjarne Mortensen havde ikke kunnet lukkes, siden sidste sommer. Slåen var revet af, da han skubbede den med skulderen, fordi hænderne var fulde af spande. Siden da hang døren på et enkelt hængsel, og vinden slog den om natten, som om nogen kom og gik uden at turde træde ind.
Bjarne havde vænnet sig til det. Han vænnede sig hurtigt til alting. Til at hans kone døde for tre år siden. Til at sønnen ringede en gang om måneden, om søndagen, og samtalen varede præcis fire minutter. Til at haven groede til med ukrudt, fordi ryggen ikke tillod ham at bøje sig, og at hyre hjælp var at indrømme, at han ikke kunne klare det selv.
Katten kom i september. Grå, med en hvid plet på brystet og et flænset øre. Den satte sig på trappen og stirrede på døren. Den mjavede ikke. Den gned sig ikke mod benene. Den sad bare, som om den var kommet på et ærinde og ventede på at blive modtaget.
Bjarne kom ud, så på den og sagde:
– Jeg har ikke engang mad nok til mig selv.
Katten gik ikke.
Han gik ind igen, tog et stykke kogt torsk fra køleskabet, lagde det på en avis og satte det på trappen. Katten spiste fisken, slikkede sig om munden og satte sig på samme sted igen.
– Nå, så bliv du bare, sagde Bjarne.
I oktober boede den inde i huset. Ikke fordi Bjarne havde inviteret, men fordi han en morgen åbnede døren og opdagede, at katten sov på måtten i entreen. Hvordan den var kommet ind, var uklart. Døren havde været lukket. Så så han, at køkkenvinduet ikke kunne lukkes helt, og han forstod.
Han reparerede ikke vinduet.
Nabodrengen Mikkel gik forbi Bjarnes hus hver dag. Han var ni år, gik i tredje klasse og tog gennem smøgen på vej hjem fra skole, fordi det var kortere. Lågen med den løse slå lå lige på hans rute. Mikkel kiggede altid ind i gården – ikke af nysgerrighed, men fordi der bag Bjarnes skur stod et gammelt æbletræ, og om efteråret lå der æbler under det, gule, små, sure, men Mikkel samlede dem alligevel op og spiste dem.
Nu var der ingen æbler. Men vanen med at kigge var der stadig.
Den torsdag gik Mikkel fra skole og så Bjarne stå på trappen med en lærredssæk i hænderne. Sækken bevægede sig.
Mikkel stoppede ved lågen. Sækken i Bjarnes hænder rystede, og noget indeni skrabede, dæmpet, som negle mod et bræt.
Bjarne så ikke drengen. Han gik ned ad trappen, tværs over gården til sin gamle Kuga – en rusten varevogn, der stod ved hegnet, dækket af et lag mudder. Han åbnede bagdøren, lagde sækken på sædet og gik tilbage ind i huset.
Mikkel stod stille. Hans hjerte hamrede, som om han havde løbet, selvom han stod stille. Han havde set katten omkring Bjarnes hus. Den grå med den hvide plet. Den sad nogle gange i vindueskarmen og stirrede ud på gaden. Mikkel havde en gang vinket til den, og katten havde hældt hovedet på skrå, som om den ikke forstod.
Sækken. Katten i sækken. Mikkel vidste, hvad det betød. Hans bedstemor havde fortalt, at man i gamle dage druknede killinger i åen. Ikke af ondskab, men fordi der var ingen til at fodre dem. Bedstemor sagde det roligt, som om hun talte om vejret, og dengang kunne Mikkel ikke sove før midnat, fordi han forestillede sig en sæk, der sank ned i det sorte vand.
Bjarne kom ud igen. Nu havde han en papkasse i hænderne. Han satte den på bagsædet ved siden af sækken, satte sig bag rattet og startede motoren. Varevognen hostede, prustede og rullede ud af gården gennem den åbne port.
Mikkel trykkede sig mod hegnet for at undgå bilen. Bjarne kørte forbi uden at dreje hovedet.
Drengen løb hjem.
Hans mor, Kirsten, stod i køkkenet og skar løg. Øjnene var røde, men ikke af gråd – af løget. Mikkel fløj ind i entreen uden at tage skoene af og råbte fra døren:
– Mor, Bjarne har puttet katten i en sæk og kørt væk!
Kirsten stillede kniven fra sig.
– Hvilken kat?
– Den grå med den hvide plet! Den boede hos ham! Han puttede den i sækken og ind i bilen!
– Mikkel, tag skoene af. Du får hele gulvet til at…
– Mor! Han kørte afsted for at drukne den! Eller smide den ud i skoven!
Kirsten tørrede hænderne på et viskestykke. Hun så på sin søn. Han stod i en åben jakke, med skoletasken på den ene skulder, og hans underlæbe dirrede. Han græd ikke, men var tæt på.
– Mikkel, sæt dig ned. Vi ved ikke, hvor han kørte hen. Måske til dyrlægen.
– Man kører ikke til dyrlægen i en sæk! Man bruger en transportkasse!
Og der havde Kirsten intet svar. For sønnen havde ret. Man kører ikke til dyrlægen i en sæk.
– Okay, sagde hun. – Jeg taler med Bjarne, når han kommer hjem.
– Hvad hvis det er for sent?
– Mikkel.
– Hvad hvis det er for sent, mor?
Kirsten tog forklædet af.
– Gør dig klar. Vi kører.
Hun vidste ikke, hvorfor hun gjorde det. Bjarne havde været nabo i tyve år. En stille, fåmælt mand, der tidligere havde arbejdet som mekaniker på fabrikken og nu var på pension, selvom han reparerede småting for naboerne mod et symbolsk beløb i kroner. Han drak ikke. Han lavede ikke ballade. Efter konens død var han blevet endnu mere stille, som om lyden var skruet ned et par hak. Kirsten havde givet ham glas med syltetøj til nytår, og hver gang sagde han det samme: “Nå, det var da unødvendigt, Kirsten.” Men han tog imod. Og næste gang sagde han det samme.
Ikke en mand, der druknede katte.
Men sækken havde bevæget sig. Mikkel havde set det.
Kirsten bakkede bilen ud af garagen. Mikkel satte sig ved siden af, spændte selen og stirrede ud ad vinduet, som om katten kunne dukke op et sted på vejen. De vidste ikke, hvor de skulle køre hen – de anede ikke, hvilken vej Bjarne havde taget. Mod åen? Mod skoven? Mod landevejen?
– Mod åen, sagde Mikkel med overbevisning.
– Hvorfor åen?
– Fordi bedstemor sagde, at det altid var ved åen.
Kirsten svingede ned mod åen. Ikke fordi hun troede på bedstemorens historier, men fordi hun ikke havde nogen anden plan, og Mikkel så på hende på den måde, børn ser, når de venter, at en voksen skal gøre det hele godt igen.
Vej til åen gik gennem en mark, så gennem en birkeskov, så stejlt ned mod en gammel bro. Broen var af træ, kun brugt om sommeren. Nu om dage kørte man udenom via Knuthenborg, en omvej på otte kilometer, men med asfalt.
Varevognen var ikke ved broen.
– Han er ikke her, sagde Kirsten.
Mikkel svarede ikke. Han stirrede på åen. Den var ikke frossen til, for februar var usædvanligt mild, og vandet flød grumset, gråbrunt, med mørke pletter langs bredden.
– Kør tilbage, sagde Kirsten blødt.
– Gennem Knuthenborg, bad Mikkel.
De kørte gennem Knuthenborg.
Varevognen så de på tilbagevejen. Den holdt ved vejkanten på udkørslen af Knuthenborg, foran en lang, enetages bygning med et skilt: “Dyreklinikken”. Skiltet var gammelt, bogstaverne falmede, så “klinik” lignede “kl ik”. Ved døren hang en seddel på A4, men på afstand kunne man ikke læse den.
Kirsten stoppede.
– Mikkel, vent i bilen.
– Nej.
– Jeg går med dig.
Hun argumenterede ikke.
Inde lugtede der af klor og noget sødt, som det gør på apoteker. Bag disken sad en kvinde i blå kittel og skrev i en journal. I gangen på stole – ingen. Bag en lukket dør med skiltet “Konsultation” hørtes en stemme. Kirsten genkendte den straks.
Bjarne.
Hun gik hen til døren og stoppede. Mikkel stod ved siden af, klamret til hendes arm.
Døren stod på klem.
Bjarne sad på en taburet foran et metalkøkkenbord. På bordet, på en ren voksdug, lå katten. Grå, med den hvide plet på brystet. I live. Dyrlægen, en ung mand med briller, følte på dens mave. Katten lå roligt, kun halen sitrede.
– Hvornår bemærkede De det? spurgte dyrlægen.
– For tre dage siden. Den holdt op med at spise. Så begyndte den at gemme sig. Den kravlede ind under en balje og ville ikke frem. Jeg fik den med nød og næppe ud.
– Hvad transporterede De den i?
– I en sæk. Jeg har ingen transportkasse. Ville have købt en, men i vores lokale butik har de dem ikke, og ind til byen… Jeg lavede huller i sækken, så den kunne trække vejret. Og lagde et underlag.
Dyrlægen nikkede. Han trykkede på kattens mave og holdt hånden stille.
– Bjarne, Deres kat er ikke syg. Deres kat skal have killinger. Om en uge, måske ti dage.
Bjarne tog kasketten af. Gned panden. Satte den på igen.
– Killinger?
– Tre eller fire, mærker jeg. Den er ikke gammel, den er rask, fødslen burde gå normalt.
– Jeg troede, den var ved at dø, sagde Bjarne lavt. – Den spiste ikke. Gemte sig. Mjavede om natten, så stille, som om den klagede. Jeg troede, det var slut.
Dyrlægen smilede.
– Ikke slut. Tværtimod. Begyndelsen.
Bjarne så på katten. Den vendte hovedet og knep øjnene mod ham, som om den sagde: “Nå, fandt du ud af det?”
Han rakte hånden ud og strøg den mellem ørerne. En gang. To gange. Katten lagde ørerne tilbage og spandt, og lyden gik gennem metalbordet som en vibration.
Mikkel uden for døren stoppede med at trække vejret. Han havde hørt alt. Kirsten lagde hånden på hans skulder og mærkede, hvordan drengen slappede af, som om den pind, han havde støttet sig til den sidste time, blev fjernet.
Hun skubbede døren op.
Bjarne vendte sig. Så Kirsten. Så Mikkel. Han blev overrasket.
– Kirsten? Hvad laver I her?
Kirsten åbnede munden og lukkede den. For at sige “vi troede, du kørte for at drukne katten” var pinligt, dumt og umuligt. Men Mikkel var hurtigere.
– Bjarne, jeg så, at du puttede katten i en sæk. Jeg troede, du skulle… altså…
Han fik ikke sagt det færdigt. Bjarne så på drengen, og i hans ansigt foregik noget langsomt og indviklet, som om han samlede et helt billede af enkelte ord.
– Du troede, jeg ville drukne den?
Mikkel nikkede.
Bjarne tav. Så rejste han sig, gik hen til drengen og satte sig på hug. Knæene knagede, og Bjarne rynkede panden, men rettede sig ikke op.
– Mikkel. Det ville jeg aldrig gøre. Hører du? Aldrig nogensinde.
– Jeg ved det. Nu ved jeg det.
– Sækken, fordi jeg ikke har en transportkasse. Hun kan ikke lide at blive holdt. Hun river sig løs. I sækken er der mørkt og roligt. Jeg lagde en gammel sweater derind, så det var blødt.
– Jeg så sækken bevæge sig. Og blev bange.
Bjarne lagde hånden på drengens skulder. Håndfladen var stor, tung, med gule liggetorne.
– Det var godt, du blev bange, sagde Bjarne alvorligt. – Godt, du løb. Hvis det virkelig havde været sådan, havde du nået det.
Katten på bordet holdt op med at spinde og så på dem, som om den forstod, hvad der blev sagt. Dyrlægen skrev tavst i journalen.
Kirsten vendte sig mod vinduet. Udenfor begyndte den første sne at falde, fin og tør, og lygtepælen ved dyrlægens trappe lignede en svag sol i en hvid sky.
Papkassen, som Bjarne havde sat i bilen efter sækken, stod på gulvet ved bordet. Åben. Inde i den lå et gammelt håndklæde, en skål med vand dækket af en pose for ikke at spilde, og en pose tørkost. Kattemad. Som i deres lille by kun blev solgt i én butik, hos Tante Lise, og kostede mange kroner. Bjarne havde købt den på forhånd.
De kørte hjem i mørket. Mikkel sad på bagsædet og tav. Han sov ikke, han tav bare, som en voksen, hvis ord er brugt op, men tankerne endnu ikke.
– Mor, sagde han, da de nærmede sig huset, – må jeg gå over til Bjarne, når killingerne bliver født?
– Måske, hvis han ikke har noget imod det.
– Det har han ikke.
Kirsten spurgte ikke, hvor han havde den sikkerhed fra. For hun havde set, hvordan Bjarne så på drengen inde på klinikken, og i det blik var der noget, hun ikke havde set hos naboen i lang tid. Ikke taknemmelighed. Noget enklere og vigtigere. Som om han for første gang i tre år var blevet set ikke gennem et hegn, men tæt på.
Killingerne blev født ni dage senere. Fire. Tre grå og én hvid, med en mørk plet på ryggen, som et blækklat.
Mikkel kom samme aften. Bjarne åbnede døren og lukkede ham ind uden et ord. Drengen satte sig på gulvet ved kassen, hvor katten lå med killingerne, og sad sådan i en halv time uden at røre sig.
– Den dér ligner dig, sagde Bjarne og pegede på den hvide. – Lige så urolig.
– Den ligger jo stille.
– Vent.
Lågen reparerede Bjarne. Mikkel hjalp, holdt hængslet, mens Bjarne skruede boltene i. Den nye slå købte Kirsten. Hun kom med den i en pose sammen med et glas syltetøj. Bjarne sagde: “Nå, det var da unødvendigt, Kirsten.” Men slåen satte han på samme dag.
Nu kunne lågen lukkes ordentligt, og vinden slog ikke længere med den om natten. Men Mikkel gik stadig gennem den hver dag efter skole. Han åbnede, trådte ind, lukkede efter sig. Slåen klikkede lige og kort, som et punktum.
Den hvide killing tog Mikkel med hjem, da den var stor nok. Han kaldte den Fløde. Bjarne hørte navnet, gryntede og sagde intet. Han strøg bare katten, der sad i vindueskarmen og så drengen bære hendes søn hen over gården.
Katten så dem efter, indtil de var ude af lågen. Så vendte den sig og rullede sammen på vindueskarmen.
