Peder Nielsens låge havde ikke lukket ordentligt siden sidste sommer. Slåen var flækket, dengang han skubbede den med skulderen, fordi han havde hænderne fulde af spande. Siden da hang lågen på én hængsel, og vinden slog den i om natten, som om nogen kom og gik uden at turde træde ind.
Peder var vant til det. Han vænnede sig hurtigt til alting. Til at hans kone var død for tre år siden. Til at sønnen ringede en gang om måneden, om søndagen, og samtalen varede præcis fire minutter. Til at haven groede til med ukrudt, fordi ryggen ikke tillod at bøje sig, og at hyre hjælp var at indrømme, at man ikke kunne klare sig.
Katten kom i september. Grå, med en hvid plet på brystet og et flækket øre. Den satte sig på trappen og stirrede på døren. Den mjavede ikke. Den gned sig ikke mod benene. Den sad bare, som om den kom i et ærinde og ventede på at blive modtaget.
Peder kom ud, så på den og sagde:
– Jeg har knap nok mad til mig selv.
Katten blev.
Han gik ind, tog et stykke kogt torsk fra køleskabet, lagde det på en avis og satte det på trappen. Katten spiste fisken, slikkede sig om munden og satte sig igen samme sted.
– Nå, så bliv du bare, sagde Peder.
I oktober boede den inde. Ikke fordi Peder inviterede den, men fordi han en morgen åbnede døren og fandt katten sovende på måtten i entréen. Hvordan den var kommet ind, var uklart. Døren havde været lukket. Så opdagede han, at sprækken i køkkenvinduet ikke gik helt i hak, og forstod.
Han lod være med at reparere sprækken.
Nabodrengen Mikkel gik forbi Peders hus hver dag. Han var ni år, gik i tredje klasse og tog gennem småvejen fra skole, fordi det var kortere. Lågen med den flækkede slå lå lige på hans rute. Mikkel kiggede altid ind i gården – ikke af nysgerrighed, men fordi Peder havde et gammelt æbletræ bag skuret, og om efteråret lå der æbler under det, gule, små, sure, men Mikkel samlede dem alligevel op og spiste.
Nu var der ikke æbler. Men vanen med at kigge var der stadig.
Den torsdag kom Mikkel fra skole og så Peder stå på trappen med en lærredssæk i hænderne. Sækken bevægede sig.
Mikkel stoppede ved lågen. Sækken i Peders hænder rystede, og noget inde i den skrabede, dæmpet, som negle mod et bræt.
Peder så ikke drengen. Han gik ned ad trappen, over gården til sin bil – en gammel rusten Toyota, der holdt ved hegnet, dækket af et lag mudder. Han åbnede bagdøren, lagde sækken på bagsædet og gik ind igen.
Mikkel stod stille. Hjertet hamrede, som om han havde løbet, selvom han stod stille. Han havde set katten omkring Peders hus. Den grå med den hvide plet. Den sad somme tider i vindueskarmen og så ud på gaden. Mikkel havde en gang vinket til den, og katten havde lagt hovedet på skrå, som om den ikke forstod.
Sækken. Katten i sækken. Mikkel vidste, hvad det betød. Hans bedstemor havde fortalt, at man før i tiden druknede killinger i åen. Ikke af ondskab, men fordi der ikke var mad til dem. Bedstemoren sagde det roligt, som om hun talte om vejret, og Mikkel havde ikke kunnet sove før midnat den aften, fordi han forestillede sig en sæk, der sank ned i det sorte vand.
Peder kom ud igen. Nu havde han en papkasse. Han satte den på bagsædet ved siden af sækken, satte sig bag rattet og startede motoren. Toyotaen hostede, prustede og rullede ud gennem de åbne låger.
Mikkel trykkede sig mod hegnet, så bilen ikke ramte ham. Peder kørte forbi uden at vende hovedet.
Drengen løb hjem.
Hans mor, Mette, stod i køkkenet og skar løg. Øjnene var røde, men ikke af gråd – af løget. Mikkel fløj ind i entréen uden at tage skoene af og råbte fra døren:
– Mor, Peder har puttet katten i en sæk og kørt væk!
Mette lagde kniven fra sig.
– Hvilken kat?
– Den grå med den hvide plet! Den boede hos ham! Han stoppede den i en sæk og i bilen!
– Mikkel, tag skoene af. Du laver hele gulvet…
– Mor! Han kørte for at drukne den! Eller smide den i skoven!
Mette tørrede hænderne i et viskestykke. Hun så på sin søn. Han stod i en uåbnet jakke, med skoletasken på den ene skulder, og underlæben dirrede. Han græd ikke, men var lige ved.
– Mikkel, sæt dig. Vi ved ikke, hvor han kørte hen. Måske til dyrlægen.
– Man kører ikke til dyrlægen i en sæk! Man bruger en transportkasse!
Og Mette havde ikke noget svar. For sønnen havde ret. Man kører ikke til dyrlægen i en sæk.
– Okay, sagde hun. – Jeg taler med Peder, når han kommer hjem.
– Hvad hvis det er for sent?
– Mikkel.
– Hvad hvis det er for sent, mor?
Mette tog forklædet af.
– Gør dig klar. Vi kører.
Hun vidste ikke, hvorfor hun gjorde det. Peder havde været nabo i tyve år. En stille, fåmælt mand, der før havde arbejdet som mekaniker på fabrikken og nu gik på pension og reparerede småting for naboerne mod en symbolsk betaling. Han drak ikke. Han lavede ikke ballade. Efter konens død var han blevet endnu mere stille, som om lyden var skruet ned et par hak. Mette bragte ham glas med syltetøj til nytår, og hver gang sagde han det samme: “Nå, Mette, det var da ikke nødvendigt.” Men han tog imod. Og næste gang sagde han det samme.
Han lignede ikke en, der druknede katte.
Men sækken havde rørt sig. Mikkel havde set det.
Mette bakkede bilen ud af garagen. Mikkel satte sig ved siden af, spændte sikkerhedsselen og stirrede ud ad vinduet, som om katten kunne dukke op på vejen. De vidste ikke, hvor de skulle køre – de vidste ikke, om Peder var kørt mod åen, mod skoven eller mod hovedvejen.
– Mod åen, sagde Mikkel med overbevisning.
– Hvorfor åen?
– Fordi bedstemor sagde, at man altid kørte til åen.
Mette svingede mod åen. Ikke fordi hun troede på bedstemorhistorier. Men fordi hun ikke havde nogen anden plan, og Mikkel så på hende, som børn ser, når de venter, at en voksen kan ordne alting.
Vejen til åen gik gennem en mark, så gennem en birkeskov, og så stejlt ned mod broen. Broen var gammel og af træ; man brugte den kun om sommeren. Nu om dage kørte man oftest om ad Sønderby, en omvej på otte kilometer, men der var asfalt.
Toyotaen var ikke ved broen.
– Han er ikke her, sagde Mette.
Mikkel svarede ikke. Han så på åen. Den var ikke frosset til, for februar var usædvanlig mild, og vandet flød grumset, gråbrunt, med mørke pletter ved bredden.
– Kør tilbage, sagde Mette blidt.
– Om ad Sønderby, bad Mikkel.
De kørte om ad Sønderby.
Toyotaen så de på tilbagevejen. Den holdt ved vejkanten i udkanten af Sønderby, foran en lang, lav bygning med et skilt: “Dyrlægestation”. Skiltet var gammelt, bogstaverne falmede, så “station” læste nærmest som “stion”. Ved døren hang en A4-seddel, men på afstand kunne man ikke læse den.
Mette standsede.
– Mikkel, vent i bilen.
– Nej.
– Jeg går med dig.
Hun argumenterede ikke.
Indenfor lugtede der af klor og noget sødt, som på apoteket. Bag disken sad en kvinde i blå kittel og skrev i en journal. I gangen var der ingen på stolene. Bag en lukket dør med skiltet “Konsultation” lød en stemme. Mette genkendte den med det samme.
Peder.
Hun gik hen til døren og standsede. Mikkel stod ved siden af, klamrende sig til hendes arm.
Døren var på klem.
Peder sad på en taburet foran et metalbord. På bordet, på en ren voksdug, lå katten. Grå, med hvid plet på brystet. Levende. Dyrlægen, en ung mand med briller, følte på dens mave. Katten lå roligt, kun halen slog let.
– Hvornår opdagede De det? spurgte dyrlægen.
– For tre dage siden. Den holdt op med at spise. Så begyndte den at gemme sig. Den kravlede ind under et gammelt kar og ville ikke komme ud. Fik den nærmest tvunget frem.
– Hvad transporterede De den i?
– I en sæk. Jeg har ikke nogen transportkasse. Ville købe én, men i vores købmand har de ikke, og at køre til byen… Jeg lavede huller i sækken, så den kunne trække vejret. Og lagde et tæppe indeni.
Dyrlægen nikkede. Han trykkede på kattens mave og holdt hånden stille.
– Peder, Deres kat er ikke syg. Deres kat er drægtig. Om en uge, måske ti dage.
Peder tog kasketten af. Glattede panden. Satte den på igen.
– Killinger?
– Tre eller fire, vil jeg tro. Den er ikke gammel, den er rask, fødslen bør gå normalt.
– Jeg troede, den var ved at dø, sagde Peder stille. – Den spiste ikke. Gemte sig. Mjavede om natten, sådan sagte, som om den klagede sig. Jeg troede, det var slut.
Dyrlægen smilede.
– Ikke slut. Tværtimod. En begyndelse.
Peder så på katten. Den vendte hovedet og kneb øjnene sammen mod ham, som om den sagde: “Nå, fik du så fat i det?”
Han rakte hånden ud og kløede den mellem ørerne. En gang. To gange. Katten lagde ørerne ned og begyndte at spinde, og lyden gik gennem metalbordet som en vibration.
Mikkel udenfor døren holdt vejret. Han havde hørt alt. Mette lagde en hånd på hans skulder og mærkede, hvordan drengen slappede af, som om der var taget en stang ud af ham, han havde holdt sig oppe på den sidste time.
Hun skubbede døren op.
Peder vendte sig. Så Mette. Så Mikkel. Han så overrasket ud.
– Mette? Hvad laver I her?
Mette åbnede munden og lukkede den. For at sige “vi troede, du kørte for at drukne katten” var pinligt, dumt og umuligt. Men Mikkel var hurtigere.
– Peder, jeg så, at du puttede katten i en sæk. Jeg troede, du ville… ja…
Han fik ikke sagt færdig. Peder så på drengen, og noget langsomt og kompliceret skete i hans ansigt, som om han samlede et helt billede fra enkelte ord.
– Du troede, jeg ville drukne den?
Mikkel nikkede.
Peder tav. Så rejste han sig, gik hen til drengen og satte sig på hug. Knæene knagede, og Peder drog et sukk, men han rettede sig ikke op.
– Mikkel. Jeg ville aldrig. Hører du? Aldrig.
– Jeg ved det. Nu ved jeg det.
– Sækken, fordi jeg ikke har nogen transportkasse. Den kan ikke lide at blive holdt fast. Den kradser. I sækken er der mørkt og trygt. Jeg lagde en gammel sweater indeni, så den var blød.
– Jeg så, at sækken bevægede sig. Og blev bange.
Peder lagde en hånd på drengens skulder. Håndfladen var stor, tung, med gule hård hud.
– Det var rigtigt at blive bange, sagde Peder alvorligt. – Rigtigt at løbe. Hvis det virkelig havde været sådan, ville du have nået det.
Katten på bordet holdt op med at spinde og så på dem, som om den forstod, hvad de talte om. Dyrlægen skrev tavs i journalen.
Mette vendte sig mod vinduet. Udenfor begyndte den første sne at falde, fin og tør, og lygten ved døren på dyrlægestationen lignede en svag sol i en hvid sky.
Papkassen, som Peder havde sat i bilen efter sækken, stod på gulvet ved bordet. Åben. Indeni lå et gammelt håndklæde, en skål med vand dækket med plastic for ikke at spilde, og en pose kattefoder. Det slags kattefoder, der kun blev solgt i én købmand i området, hos Tante Lise, og kostede en formue. Peder havde købt det på forhånd.
Hjem kørte de i mørket. Mikkel sad på bagsædet og tav. Han sov ikke; han tav bare, som en voksen, der har brugt alle ord og stadig har tanker tilbage.
– Mor, sagde han, da de nærmede sig huset, – må jeg gå over til Peder, når killingerne kommer?
– Hvis han ikke har noget imod det.
– Det har han ikke.
Mette spurgte ikke, hvor den sikkerhed kom fra. For hun havde set, hvordan Peder så på drengen på konsultationsværelset, og i det blik var der noget, hun ikke havde set hos naboen i lang tid. Ikke taknemmelighed. Noget simplere og vigtigere. Som om han for første gang i tre år var blevet set ikke gennem hegnet, men på nært hold.
Killingerne kom ni dage efter. Fire. Tre grå og én hvid, med en mørk plet på ryggen, der lignede en blækklat.
Mikkel kom samme aften. Peder åbnede døren og lukkede ham ind uden et ord. Drengen satte sig på gulvet ved kassen, hvor katten lå med killingerne, og sad sådan i en halv time uden at røre sig.
– Den dér ligner dig, sagde Peder og pegede på den hvide. – Lige så vild.
– Den ligger jo bare.
– Vent bare.
Lågen reparerede Peder. Mikkel hjalp, holdt hængslet, mens Peder spændte skruerne. En ny slå købte Mette. Hun kom med den i en pose sammen med et glas syltetøj. Peder sagde: “Nå, Mette, det var da ikke nødvendigt.” Men han satte slåen på samme dag.
Nu lukkede lågen tæt, og vinden slog den ikke længere om natten. Men Mikkel gik stadig ind ad den hver dag efter skole. Han åbnede, gik ind, lukkede efter sig. Slåen klikkede kort og præcist, som et punktum i slutningen af en sætning.
Den hvide killing tog Mikkel med hjem, da den var stor nok. Han kaldte den Snebold. Peder hørte navnet, gryntede og sagde ikke noget. Kløede bare katten, der sad i vindueskarmen og så, hvordan drengen bar hendes søn gennem gården.
Katten fulgte dem med blikket helt til lågen. Så vendte den sig og rullede sammen på vindueskarmen.
