**4. maj 2025**
Før i tiden var jeg bare en doven satan og en landsbytosse i min svigermors øjne. Nu er jeg pludselig en helgen, nærmest en gudbenådet sjæl. Hun ringer til mig næsten hver dag og tigger om tilgivelse. Jeg tror ikke et sekund på hendes pladder. Jeg har kun ét at sige: “Det var skam, hvad I fortjente! Høst, hvad I såede!”
Jeg giftede mig med Peter i 2017. Vi mødte hinanden på første semester på Københavns Universitet og blev gift lige efter bacheloren. Jeg er ikke fra storbyen, jeg kom til København fra en lille landsby ved Silkeborg.
Vi var fattige studerende, så vi flyttede ind hos Peters mor, Fru Karen Andersen. Hun havde en lækker treværelseslejlighed i indre by, lige ved Strøget. Jeg sagde ja til arrangementet – så kunne vi spare hurtigere op til vores eget rede, istedet for at smide penge væk på husleje.
Men svigermor tog mig aldrig til sig. Hun skammede sig ikke ved at sige, at hendes eneste søn fortjente en bedre kone:
– Du beskidte landsbytosse. Her i byen er der andre regler, min skat. Troede du, du kunne gifte dig ind for at få fingrene i en lejlighed? Glem det!
Jeg havde dog fået arbejde hos et oversættelsesbureau. Og derudover pudsede jeg altid lejligheden og lavede mad. Men intet var godt nok for hende:
– Hvad er det for noget svineri?
– Det er bare suppe, frisk, lige kogt.
– Du har sikkert lavet den slags suppe til svinene på landet!
Peter turde slet ikke tage kampen op med sin mor. Han var bange for, at hun ville smide os ud.
Vi sparede en pæn sum op på et år, men alle pengene gik til at renovere svigermors køkken. Nyt køleskab, ny mikroovn, vask, emhætte og nye skabe. Det gamle køleskab smed hun ikke ud, nej, det stillede hun ind på vores soveværelse. Der opbevarede vi vores mad. En gang tog jeg et stykke smør fra hendes – hun skreg, som havde jeg begået et røveri.
Sådan levede jeg i vanvid i tre år. Da corona ramte, gik alt i fisk. Peter mistede jobbet og sad bare hjemme. Jeg arbejdede remote med en arbejdslaptop. Men svigermor skældte mig ud:
– Er det arbejde? Du burde hellere tage opvasken!
– Lige om lidt. Jeg er lige ved at udfylde nogle papirer.
– Og madlavning? Se på Peter, han er blevet så tynd! Du er en elendig husmor!
Så knækkede filmen. Jeg pakkede mine ting og flyttede hjem til mine forældre i Jylland. Peter ringede én gang og bad mig slutte fred med hans mor.
Sådan blev vi skilt. Gudskelov havde jeg arbejdet godt nok til at købe en lejlighed i København. Og for nylig fik jeg mig en bil. Nu driver jeg mit eget oversættelsesbureau med skønne medarbejdere.
For en måned siden ringede svigermor uventet:
– Mikkel, du er så dygtig. Jeg har hørt om din gode forretning. Jeg sagde altid, du ville nå langt.
Jeg var målløs. Jeg huskede tydeligt, hvordan hun “roste” mig før.
– Tak…
– Er du stadig single?
– Nej. Hvad rager det dig?
– Nå, men Peter han pines, han bliver så tynd og ulykkelig. Kunne I ikke mødes?
Det viste sig, at Peter efter skilsmissen hverken havde fundet en ny kvinde eller et job. Han sad stadig på sin mors skuldre og klarede sig med lejlighedsvise småjob.
Svigermor havde nok hørt om min forretning og lejlighed og ville nu pludselig “forsone”. Nu ringer hun næsten dagligt. Det var nok. Jeg satte en stopper for det endegyldigt:
– Ved De hvad, De har glemt, hvordan De kaldte mig landsbytosse og kritiserede min mad? Hvordan De skældte mig ud for mit arbejde?
– Det var længe siden. Glemt er glemt.
– Sådan fungerer det ikke. Gud har straffet Jer for det! Pas selv på Deres lille søn og find ham en værdig kvinde. For jeg er jo bare en beskidt landsbytosse!
Jeg skammer mig ikke et sekund over at have sagt det sådan til min tidligere svigermor. Hun ødelagde vores familie, og nu vil hun pludselig forsone sig? Tak, men som man siger: Man skal ikke gå over åen efter vand.
