Det var nytårsaften. Den 31. december. Fridag. Midt på dagen. Udenfor var der ægte vinter, og alt var dækket af sne. I luften slog store snefnug mod ruderne, frosten bed i naturen, og jeg mærkede tydeligt frost i hjertet. Ved du, hvad nytårsaften er på sådan en smuk, hvid dag? Det var nemlig præcis sådan, det føltes. Jeg havde slået op med min kæreste, og der var absolut ingen at fejre med.
Jeg havde ikke lyst til at tage til familien. Ikke lyst til at høre deres spørgsmål om mit liv, mine egne svar og bagefter se deres medfølende ansigter. Udenfor og i hjertet var der frost. Sådan var det.
Jeg tænkte på min tante. Det bedste menneske, Gud have hendes sjæl. Til sin sidste dag hjalp hun alle, hun kunne, og hun sagde altid til mig: “På selve nytårsaften skal du samle alt, du kan. Lækker mad, tæpper og gå ud. Du skal fodre hver eneste kat og hund, du møder, og lægge et varmt tæppe til dem.” Det gjorde hun altid.
Men jeg var doven. Kun et par gange løb jeg gennem parken og hældte tørfoder ud forskellige steder.
Nu var det vist min tur, tænkte jeg. Tid til at huske min gode tantes råd og ære hende. Jeg samlede to store poser. I den ene var der kogt kylling og en masse tørfoder, i den anden håndklæder og et par gamle tæpper.
Jeg tog en varm jakke med hætte på og gik ud. Vinden med sne slog mig i ansigtet. Jeg rystede mig og gik. Jeg ledte længe og forgæves. Enten gemte kattene sig for kulden, eller også kunne jeg bare ikke finde dem. Træt og uden idé om, hvad jeg skulle gøre, og hvor jeg skulle stille det hele, kom jeg til en lille plads.
Det var mærkeligt. Overalt hylede vinden og sneen fløj, men her rev skyerne sig løs, og en enkelt solstråle faldt ned og blev hængende. I strålen stod en bænk midt på pladsen, og på den sad et menneske.
Jeg gik hen og satte mig ved siden af. Jeg trængte til at hvile, og det var dejligt at sidde i den blide stråle.
Det var en sælsom gammel mand i en strikhue. I hænderne holdt han en buket tulipaner og stirrede ud i luften.
“Dejligt her,” sagde jeg ud i ingenting. “Behageligt og varmt,” svarede han.
“Hvorfor går du ikke ind og fejrer nytår?” spurgte jeg. “Det gør jeg nu,” svarede den gråhårede mand. “Jeg har rigtig mange gøremål endnu. Jeg skal lige ryge færdig og fuldføre et af dem.” Han så på mig. “Hvorfor går du ikke?” smilede han. “Jeg har ingen at fejre med,” stammede jeg. “Og min tante sagde…” Jeg viste ham poserne.
“Tante sagde, at du på selve nytårsaften skal samle alt, du kan. Lækker mad, tæpper og gå ud for at give det til hjemløse katte og hunde,” fortsatte den gråhårede gamle og så mig lige i øjnene.
Jeg tabte kæben, og cigaretten faldt på jorden. “Hvordan ved du det?” udbrød jeg forbavset. I den gamle mands øjne blinkede pludselig stjerner. “Gå nu,” sagde han. “Du skal skynde dig, for der venter nogen på dig. Husk din tante oftere. Hun var et godt menneske.” Han rejste sig, efterlod buketten på bænken, gik frem, ud af solstrålen, krydsede vejen og forsvandt pludselig bag en forbipasserende bus. Som om han var opløst i luften.
Jeg rejste mig fra bænken og opdagede fire katte, der så grådigt på mine poser. Duften af kylling havde nået dem.
Først kom to pjuskede skønheder med buskede haler. Så, hoppende i snedriver, kom to mere fra buskene.
“Det var jer, jeg ledte efter,” sagde jeg til dem og lagde al maden og tæpperne under et lille skur, der beskyttede kattene mod den tætte sne.
Med let hjerte gik jeg hjem og smed de tomme poser. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde spurgt den gamle mand med stjerner i øjnene, hvad han mente med, at der ventede nogen. Og jeg skulle have spurgt til tante. Sådan er jeg altid. Glemmer det vigtigste og roder det hele sammen. Hele livet sådan, skældte jeg mig selv ud.
Uden at mærke det førte benene mig hjem. Jeg var allerede ved opgangen, da mit blik faldt ned.
Der i buskene, i en snedrive, sad en bitte lille, grå killing og græd, mens den holdt sin venstre pote ind til sig.
Jeg satte mig på hug foran den og spurgte: “Hvad er der, lille ven?”
Killingen snøftede og strakte en lille, våd og iskold pote frem mod mig. Jeg tog begge hænder op af lommerne og tog fat om den. Og pludselig. Helt pludselig slap det ud af mig:
“Far har helbredende hænder. Nu får du det snart bedre, lille solskin.”
Jeg tog forsigtigt den lille skælvende krop i begge hænder, holdt den ind til mig og gik ind i opgangen.
Nu havde jeg nogen at tage mig af og fejre nytår med.
Den gamle mand med stjerner i øjnene havde ikke løjet. Der ventede nogen. De ventede virkelig. Og det er det vigtigste. Når nogen venter på dig.
