– Nå, hvad er der tilbage efter festen? Jeg skal jo også have min datter mad! – Tante så grådigt rundt på bordet.
Niklas så på sin moster, Veronika Jensen, og holdt næsten ikke igen med en skarp bemærkning. Gæsterne sad stadig ved bordet, mens hun allerede havde fundet tre plastikbeholdere frem fra tasken.
På det store fad lå der et par stykker stegt kød, ved siden af stod salater og en næsten hel tærte.
– Tante Veronika, vi har ikke engang fået te endnu, – mindede Niklas hende om. – Vent dog til aftenen er slut.
– Jeg forstyrrer jer da ikke, drik jeres te. Jeg tager lidt, så Mette kan få noget at spise efter arbejde. Hun har fri først klokken ni i aften, stakkel, hun når ikke engang at lave aftensmad, min stakkels pige.
Mette var niogtyve år gammel. Hun boede for sig selv og tjente gode penge.
Veronika Jensen rakte ud efter kødet, men Viggo Nielsen skubbede fadet hen til gæsterne.
– Folk spiser stadig. Når alle er gået, ser vi, hvad der er tilbage.
– Viggo, er du så nærig med et stykke kød? – spurgte tanten forarget.
Niklas så, hvordan hans mor vendte blikket væk. Julie Nielsen forsøgte altid at overse sin lillesøsters vaner.
Hvis nogen i familien blev irriterede, bad hun dem straks om ikke at være smålige og ødelægge forholdet over mad.
Sådan var det næsten ved hver familiesammenkomst. Veronika Jensen kom med en billig æske chokolade eller helt tomhændet, men satte sig først ved bordet. Hun valgte de bedste stykker, bad om at få salaterne rækket, og efter middagen fandt hun beholdere frem.
Engang tog hun halvdelen af tærten, før værterne overhovedet havde skåret den. En anden gang forlangte hun at få pakket fire portioner varm mad – fordi Mette ville forkæle sine veninder.
Viggo Nielsen blev meget vred dengang, men hans kone trak ham hurtigt ud i køkkenet.
– Viggo, start ikke foran gæsterne, for guds skyld! Veronika bliver fornærmet, så ringer hun ikke i en måned.
– Lad hende tie et helt år! Hvorfor skal vi også fodre hendes voksne datter?
– Årh, pyt, maden bliver alligevel til overs! Er det synd? Lad hende tage.
Niklas tav kun af hensyn til sin mor. Hans lillebror, Asger, forsøgte også at holde sig ude af det, selvom han efter hver familiesammenkomst brokkede sig over, at tanten tog mere med i tasken, end tre gæster tilsammen spiste.
Mors tresårsfødselsdag nærmede sig. Niklas besluttede at give hende noget virkelig værdifuldt – han havde sparet op i flere måneder.
I smykkeforretningen valgte han guldøreringe med sirlige lyse sten. Asger så billedet på telefonen og blev begejstret: han fandt et vedhæng fra samme serie i et katalog.
Mens hun med dirrende fingre tog øreringene på, rakte Asger hende vedhænget. Da hun så, at det var et sæt, blev hun helt rørt, omfavnede børnene og begyndte som sædvanlig at klage over, at de havde brugt for mange penge.
– Lad mig se, – Veronika Jensen rev æskerne til sig uden omtanke. Hun kiggede længe på stemplet og pillede ved låsen med neglen. – Sikke en formue I har smidt efter det? Er stenene i det mindste ægte glas?
– Det er guld, der står alt på mærket, – svarede Niklas skarpt. – Det vigtigste er, at mor kan lide dem.
Tanten vendte blikket mod sin søster og smilede let til nevøen:
– Nå, Niklas. Om tre måneder har jeg jubilæum. Jeg forventer et tilsvarende sæt. Bare med grønne sten, smaragder eller sådan noget! De passer til mine øjne.
Der blev stille ved bordet. Niklas troede først, det var en dårlig vittighed, men tanten var helt seriøs, mens hun drejede den fremmede æske i hænderne.
– Hvorfor i alverden skulle jeg købe guld til dig? – spurgte han direkte.
– Hvad mener du med “hvorfor”? – Veronika Jensen løftede forundret brynene. – Jeg er din mors lillesøster! Jeg har også brug for dyre gaver.
Niklas tænkte tilbage på sine barndomsfødselsdage. Fra tanten fik han som regel sokker, et krus eller en pakke småkager.
Til sin 18-årsdag kom hun slet og ret med et tomt kort og bad derefter om at blive kørt til den anden ende af byen – benzinen kostede mere end hendes “lykønskning”. Men nu talte hun med en selvsikkerhed, som om hun havde sponsoreret hans uddannelse.
– Du er ikke min mor, – sagde Niklas roligt. – Dine gaver må dine nærmeste vælge.
– Mette har det svært lige nu, – fandt tanten straks på. – Jeg vil ikke kræve guld af pigen. Men du er en ung mand med penge, du kunne vise respekt for de ældre.
Mor forsøgte at glatte sagen ud, selvom man kunne se på hendes ansigt, hvor pinligt det var:
– Veronika, stop med at lave sjov. Lad os hellere bestille te, de kommer med kagen.
– Hvilke sjov, Julie? Mor får altså guld, men den nærmeste tante bliver snydt? Jeg forventer et sæt til min fødselsdag! Asger kan også lægge penge, siden I alle er så rige her.
Asger lagde gaflen fra sig og snøftede:
– Hvorfor skulle vi pludselig finansiere dine lyster?
– Fordi familie skal behandle alle ens! Julie fik både øreringe og vedhæng! Nå, hvis I ikke vil give mig en gave, så tager jeg vedhænget! Julie, du kan nøjes med øreringene!
Veronika Jensen rakte hånden direkte ud mod mors hals. Mor rykkede tilbage. Niklas’ tålmodighed brast – al den frustration, han havde samlet gennem årene, skyllede ud.
– Prøver du seriøst at tage mors gave af? – Niklas greb tantens hånd. – Har du nogensinde givet hende noget dyrere end de køkkenklude?
– Lad være med at være fræk! – hvæsede Veronika Jensen. – Jeg har en anden indkomst. Og i øvrigt er det tanken, der tæller!
– Men du er mester til at tælle andres penge. Du kommer til hver fest tomhændet, propper dig først, og så slæber du mad ud i containere!
– Og du gemmer dig altid bag Mette, som er en voksen kvinde på niogtyve og selv kan købe sin aftensmad!
Tantens ansigt blev rødplettet. Hun skubbede stolen tilbage med et brag og vendte sig mod sin søster:
– Julie! Hører du, hvordan din knægt taler til mig? Få ham standset! Han vanærer dig foran alle!
Mor så forvirret fra sønnen til søsteren. Niklas stivnede, klar til det sædvanlige:
– Niklas, stop dog, lad være med at blande dig…
Men så talte faren.
– Niklas har ret, – sagde han eftertrykkeligt. – Jeg har kun tiet af hensyn til Julie. Du kommer til os ikke som familie, men som en gratis buffet med takeaway.
– Nå, er I sådan? Har I sammensvoret jer? – Veronika vendte sig mod den yngste nevø. – Skal du også til at tælle, hvor mange stykker jeg spiste?
– Jeg kan minde dig om, da du tog mad fra min fødselsdag, før gæsterne overhovedet satte sig, – brummede Asger. – Og så blev du sur, fordi du ikke fik hele kagen med hjem.
– Utaknemmelige! – skreg tanten. – Julie, hvad har du opfostret? Ingen respekt for ældre!
Hun rev tasken til sig, trak plastikbakkerne frem og begyndte rasende at skovle pålæg ned i dem.
– Hvis jeg er til besvær, tager jeg i det mindste mad til Mette! Hun har intet med det her at gøre!
Niklas gik roligt hen, greb beholderen og hældte pølsen tilbage på fadet.
– I dag er det mors fødselsdag, ikke et udleveringssted for nødhjælp! Du får intet med herfra.
– Giv det tilbage, din tumpe! – skreg Veronika. – I har ydmyget mig, snydt mig for en gave, og nu sulter I mig? Giv mig kødet, det var til Mette!
Gæsterne sad stive ved bordet, nogle kneb sig selv for at holde latteren tilbage. Niklas så på sin mor – han var bange for, at hun ville bryde ud i gråd.
Men mor trak langsomt låsen op om halsen, lagde forsigtigt vedhænget i fløjlsæsken og så op på sin søster.
– Ved du hvad, Veronika… Jeg er træt. Træt af ved hver fest at skulle regne ud, hvor meget mad du nåede at stikke i lommerne.
– Træt af at skælde ud på min mand og sønner, så de kunne finde sig i dine påfund, for ikke at skændes. Niklas har ret! Du har forvekslet vores godhed med svaghed.
Tanten stammede. En sådan modstand fra den altid eftergivende søster havde hun bestemt ikke ventet.
– Du… du tager deres parti? Jeg er din egen søster!
– De er ikke fremmede for mig, Veronika. Det er min mand og mine børn! Saml dine ting og gå.
– Så giv da noget varm mad til barnet! – krævede tanten, lidt lavere, men stadig vred.
Faren tog lydløst sin telefon, bestilte en taxa, og skubbede så plastikbakkerne tilbage til hende.
– Tag din taske og det ragelse med. Resten bliver på bordet.
– Min fod sætter jeg ikke mere i jeres hjem! Gnier! – spyttede tanten, greb sine ting.
Restaurantdøren smækkede i. Mor stod et par sekunder og stirrede på udgangen, sukkede dybt.
– Undskyld, mor, – sagde Niklas stille og satte sig ved siden af hende. – Jeg ville ikke ødelægge din fest. Men jeg kunne simpelthen ikke mere.
– Du har ikke ødelagt noget, min dreng, – hun smilede svagt og strøg ham over hånden. – Jeg var naiv. Jeg burde have sat hende på plads for længe siden.
…Et par dage senere dukkede tanten op, som om intet var hændt. Niklas sad i køkkenet, da mors telefon ringede, og fra højttaleren lød et højlydt:
– Julie, hej. Har I noget mad tilovers efter fødselsdagen?
Mor lukkede øjnene, åndede ud, men denne gang rystede hendes stemme ikke.
– Veronika, selvom der var noget tilovers – dig får jeg intet. Kom på besøg, når du har lært at respektere værterne, i stedet for at betragte vores hjem som en gratis restaurant.
På tantens fødselsdag sendte Niklas bare en sms om morgenen. Intet guld, selvfølgelig, blev sendt.
Veronika Jensen ventede længe på at blive inviteret til den næste familiesammenkomst, men mor havde simpelthen fjernet hende fra gæstelisten. Og mon ikke det varer ved…
Hvad synes I? Havde familien ret? Del jeres tanker i kommentarerne, og tryk like!
