Jeg husker det tydeligt, som om det var i går: tante Grethe stod der med sine plastikbøtter og øjnede resterne på bordet. Min mor havde lige fyldt halvtreds, og vi sad alle i den hyggelige gårdhave i Risskov.
“Jamen, hvad er der tilbage af maden? Jeg bliver nødt til at få noget med hjem til Pernille!” udbrød hun med en grådig mine og skøjtede hen over bordet med blikket.
Jeg, Mikkel, så på min moster og bed tænderne sammen. Gæsterne sad endnu og nød kaffen, men hun havde allerede fundet tre tomme frysebøtter frem fra tasken. På fadet lå et par skiver stegt flæsk, og salaterne stod næsten urørte.
“Tante Grethe, vi har ikke engang fået kage endnu,” sagde jeg så roligt, jeg kunne. “Kan du ikke vente, til vi er færdige?”
“Åh, jeg er da ikke til gene. Spis du bare jeres lagkage. Jeg tager bare lidt til Pernille, hun arbejder til klokken ni i aften, stakkel. Hun når jo slet ikke at lave mad, min stakkels pige.”
Pernille var niogtyve år, boede alene i Aarhus og tjente udmærket til sig selv.
Grethe rakte ud efter kødet, men min far, Jens, skubbede fadet væk.
“Folk spiser endnu, Grethe. Når alle er gået, kan vi se, hvad der er tilovers.”
“Jens, er du virkelig så fedtet med et stykke kød?” fnyste hun.
Jeg så, hvordan min mor, Inger, vendte blikket ned. Hun havde altid ignoreret sin lillesøsters særheder. Hvis nogen i familien blev sure, bad hun os altid om at være storsindede og ikke ødelægge stemningen over mad.
Det var den samme historie til hver familiesammenkomst. Grethe kom med en billig æske chokolade eller helt tomhændet, men var altid den første ved bordet og valgte de bedste stykker. Bagefter kom bøtterne frem.
Engang havde hun taget halvdelen af tærten, før værterne overhovedet havde skåret den ud. En anden gang forlangte hun varm mad pakket til fire personer, fordi Pernille skulle have gæster. Min far var rasende, men min mor trak ham ud i køkkenet: “Jens, start ikke noget foran gæsterne! Grethe bliver fornærmet, og så ringer hun ikke i en måned.”
“Lad hende da tie et helt år! Hvorfor skal vi også fodre hendes voksne datter?”
“Åh, pyt da, maden bliver jo alligevel til overs. Lad hende tage.”
Jeg tav kun for min mors skyld. Min lillebror, Anders, holdt også mund, men brokkede sig bagefter over, at tante fik mere i tasken, end tre gæster spiste tilsammen.
Min mors 60-års fødselsdag nærmede sig. Jeg havde sparet sammen i flere måneder for at give hende noget særligt: et par guldøreringe med lyse sten fra en juveler i København. Anders så billedet på min telefon og fandt lynhurtigt samme serie med et vedhæng.
Da mor med skælvende fingre satte øreringene i, rakte Anders hende halskæden. Hun blev helt rørt, krammede os begge og jamrede som sædvanligt over, at vi havde brugt for mange penge.
“Lad mig lige se,” sagde Grethe og greb uden ceremoni æskerne. Hun beusede stemplerne og piliede ved låsen. “Det har vel kostet en formue? Stenene er da ikke glas, vel?”
“Det er guld, det står på prisskiltet,” skar jeg af. “Det vigtigste er, at mor kan lide dem.”
Tante vendte sig mod Inger, smilede skævt og sagde til mig: “Nå, Mikkel. Om tre måneder har jeg rund fødselsdag. Jeg venter mig det samme sæt. Bare med grønne sten – smaragder eller noget! De vil klæde mine øjne.”
Der blev dødstille ved bordet. Jeg troede først, det var en dårlig spøg, men hun så helt alvorlig ud.
“Hvorfor i alverden skulle jeg købe guld til dig?” spurgte jeg ligeud.
“Hvad mener du med ‘hvorfor’?” løftede hun undrende øjenbryn. “Jeg er din mors søster! Jeg fortjener også fine gaver.”
Jeg tænkte på alle mine barndomsfødselsdage: fra tante fik jeg sokker, en krus eller en pakke billige småkager. Til min 18-års fødselsdag kom hun med et tomt kort og bad mig bagefter køre hende til den anden side af byen – benzinen kostede mere end hendes ‘gave’. Men nu talte hun med en selvfølgelighed, som om hun havde finansieret min uddannelse.
“De er ikke min mor,” sagde jeg roligt. “Dine nærmeste må finde gaver til dig.”
“Pernille har det svært for tiden,” svarede hun straks. “Jeg vil ikke kræve guld af en ung pige. Men du har penge, Mikkel, du kunne vise respekt over for ældre.”
Mor prøvede at glatte ud, men man kunne se, hvor genert hun var: “Grethe, hold nu op med at jokes. Lad os hellere få kaffe og lagkage.”
“Joker? Hvad for noget joker? Moren får guld, men tanten bliver snydt? Jeg venter mig det sæt til min fødselsdag! Anders kan også lægge i, nu I er så rige.”
Anders lagde gaffelen fra sig: “Hvorfor skal vi pludselig sponsorere dine luner?”
“Fordi familie skal behandles ens! Inger får både øreringe og halskæde! Nå, men hvis I ikke gider give mig gaven, tager jeg vedhænget! Inger, du kan nøjes med øreringene!”
Grethe rakte hånden ud mod mors hals. Mor veg tilbage. Det var dråben: al den irritation, jeg havde gemt i årevis, brast.
“Prøver du seriøst at tage gaven af min mor?” holdt jeg hendes hånd. “Har du nogensinde givet hende noget dyrere end en opvaskeklud?”
“Begynd ikke at være fræk!” hvæsede hun. “Jeg har andre indtægter. Og i øvrigt er det tanken, der tæller!”
“Men du er mester til at tælle andres penge. Du kommer tomhændet til hver fest, propper dig først, og bagefter slæber du mad ud i bøtter! Og altid gemmer du dig bag Pernille, som er en voksen kvinde og godt kan købe sin egen aftensmad!”
Grethe blev rød i hovedet og vendte sig mod min mor: “Inger! Hører du, hvordan din knægt taler til mig? Gør dog noget ved ham! Han håner dig foran alle!”
Mor så forvirret fra mig til hende. Jeg ventede på den sædvanlige “Mikkel, lad nu være…”.
Men så talte far.
“Mikkel har ret,” sagde han tungt. “Jeg har kun tavet for Ingers skyld. Du kommer her ikke som familie, men som en gratis restaurant med take-away.”
“Nå, så I har sammensvoret jer?” Grethe vendte sig mod Anders. “Og dig nu? Skal du også tælle, hvor mange stykker kød jeg har spist?”
“Jeg kan minde om, da du tog mad fra min fødselsdag, før gæsterne overhovedet satte sig,” mumlede Anders. “Og bagefter blev du sur, fordi du ikke fik hele kagen med hjem.”
“Utaknemmelige unger!” skreg hun. “Inger, hvem har du opfostret? Ingen respekt for de ældre!”
Hvasende rev hun tasken til sig, hev plastikbøtterne frem og begyndte at skovle pålæg ned i dem. “Hvis jeg er til gene, kan Pernille da i det mindste få maden!”
Jeg gik roligt hen, tog bøtten og hældte indholdet tilbage på fadet. “I dag er det mors fødselsdag, ikke et udleveringssted for gratis mad. Du får intet med herfra.”
“Giv mig det, din tumpe!” skreg hun. “I har ydmyget mig, taget gaven fra mig, og nu vil I sulte mig? Giv mig kødet tilbage – det var til Pernille!”
Gæsterne sad lamslåede. Nogle holdt sig for munden for ikke at grine. Jeg kiggede på mor – jeg var bange for, at hun ville græde.
Men hun lukkede langsomt halskædens lås, lagde den i æsken og så op på sin søster:
“Ved du hvad, Grethe… Jeg er træt. Træt af til hver familiefest at skulle regne ud, hvor meget mad du har puttet i lommerne. Træt af at skælde ud på min mand og mine sønner for at finde sig i dine løjer, bare for at undgå skænderi. Mikkel har ret – du har forvekslet vores venlighed med svaghed.”
Grethe blev stille. Hun havde ikke ventet modstand fra sin eftergivende søster.
“Du… du tager deres parti? Jeg er din egen søster!”
“De er ikke fremmede, Grethe. Det er min mand og mine børn. Tag dine ting og gå.”
“Giv mig da i det mindste varm mad til mit barn!” krævede hun, om end svagere.
Far ringede tavs efter en taxa og skød hendes taske hen mod hende: “Tag din taske og det ragelse med. Resten bliver på bordet.”
“Min fod sætter jeg aldrig mere i jeres hus! Grådige svin!” spyttede hun og greb tasken.
Døren smækkede. Mor stirrede et øjeblik efter hende, sukkede dybt.
“Tilgiv mig, mor,” sagde jeg stille og satte mig ved siden af hende. “Jeg ville ikke ødelægge din fest. Men jeg kunne ikke mere.”
“Du har ikke ødelagt noget, min dreng,” smilede hun svagt og strøg mig over hånden. “Jeg har været naiv. Jeg burde have sat hende på plads for længe siden.”
…Nogle dage efter ringede Grethe. Jeg sad i køkkenet, da mors telefon bippede, og Grethes stemme lød fra højtaleren:
“Inger, hej. Har I noget mad tilbage fra fødselsdagen?”
Mor lukkede øjnene, åndede ud, men denne gang rystede hendes stemme ikke:
“Grethe, selv hvis der var noget tilovers, ville jeg ikke give dig det. Du er velkommen i mit hjem, når du lærer at respektere værterne – og ikke betragter vores hus som en gratis restaurant.”
Til Grethes fødselsdag sendte jeg en sms om morgenen. Intet guld, naturligvis.
Hun ventede længe på at blive inviteret til næste familiesammenkomst. Men mor havde simpelthen streget hende fra gæstelisten. Og det bliver nok ved sådan et stykke tid.
Hvad synes I – gjorde familien det rigtige? Del jeres tanker i kommentarerne og smid et like!
