– Kvinde, du skal lige tage dit håndklæde med fra liggestolen, hvis du går. Vi må ikke reservere pladser fra morgenstunden her, – en tyk dame i et blomstret pareo spærrede vejen for Mette, der var på vej ud af stranden.
– Folk kommer, der er ingen steder at ligge, men I har haft et par sandaler liggende i tre timer.
Mette trak lydløst det falmede stof frem under madrassen og rullede det stramt sammen. Fint sand sivede gennem fingrene og efterlod grå støvede striber på huden. Promenaden i den lille ferieby, klemt inde mellem klipper og vand, summede af middagshektik.
Højttaleren på redningstårnet hvæsede og lokkede til en aftentur på havet, og ved vandfontænen stod en kø af skrigende børn og trætte mødre.
Mette gik mod gæstehuset ad en smal asfaltsti, forbi uendelige boder med oppustelige ringe og muslingeskaller. I lommen på shortsene ringede telefonen – udlejeren, Karen, mindede om at hente rent sengetøj fra vaskeriet.
Den ferie, hun havde købt for opsparing over halvandet år, skulle have været tid til stilhed, men indtil videre bragte den bare travlhed og træthed af fremmede mennesker.
Hun havde købt en rejse til havet, men mødte den gamle skam. Ved porten til pensionatet, under et stort, gammelt lindetræ, stod en mand i lyse linnedbukser og en løs skjorte. Han røg og slog aske ned i buskene, mens han betragtede de forbipasserende. Håret ved tindingerne var gråsprængt, panden havde dybe furer, men de regelmæssige træk, måden at holde hagen på og vanen med at dreje en sølvring rundt – det genkendte Mette med det samme. For atten år siden havde denne mand efterladt en seddel på køkkenbordet, skrevet på bagsiden af en elregning, og var forsvundet fra byen to dage før deres bryllup.
I det lille værelse på første sal, som Mette havde lejet i to uger, duftede det af tørrede urter og billig plastikmøbel. En gammel ventilator på et lavt bord summede og blæste den varme luft rundt. Hendes ting lå på plads: en sammenlagt sommerkjole over stoleryggen, en række cremer på spejlet, en åben krimi på sengen. Den forudsigelighed i hverdagen gav hende altid en følelse af kontrol over livet, som hun engang havde måttet samle op igen, som en knust skål.
Om aftenen, da varmen havde givet plads til en kølig havbrise, bankede det sagte på den fælles trædør til verandaen. Mette, der var ved at hælde vand op i et glas, standsede op. Sænkede hånden mod bordet.
– Mette, det er mig, luk op, – lød en velkendt baryton fra døren, nu lidt mere hæs og dybere. – Jeg spurgte udlejeren, hvilket værelse du boede på. Gav hende en lille gave, så fortalte hun det.
Hun gik hen og skød den skrøbelige slå fra. Lars stod på tærsklen med en flettet kurv fuld af modne jordbær og en flaske vin. Naboen fra det tilstødende værelse, en ung farvet blondine, kom ud for at ryge på den fælles terrasse og sænkede farten, mens hun betragtede gæsten.
– Nå, goddag, – Lars trådte over dørtærsklen, satte kurven på bordkanten og satte sig på en plastikstol. – Så mange år er gået. Du har næsten ikke forandret dig, bare blikket er blevet strengt, ikke til at komme i nærheden af.
– Hvorfor kom du? – hun trådte tilbage mod vinduet og lænede sig mod vindueskarmen. Blikket gled over hans ansigt og noterede små alderstegn: en let fylde i skuldrene, en begyndende skaldethed, poser under øjnene.
– Vi skal snakke, Mette. Så meget tid er gået, vi var dumme, stolte, – han lænede sig frem og lagde hænderne på knæene. – Jeg har tænkt på dig alle disse år. Jeg har ledt efter dig, ærligt talt. Men fælles bekendte sagde, du var taget til Jylland, og her er du så, på ferie ved kysten. Jeg bor selv på et kursussted tre huse væk, fik tilfældigt øje på dig på stranden i mængden.
– Ledt efter mig? – hun smilede tørt, ansigtet forblev roligt. – I atten år, Lars? I naboregionen? Eller tre timers buskørsel herfra?
– Der var problemer dengang, forstår du? – han sukkede og bredte armene ud. – Virksomheden var lige startet, gæld, sager med nogle hårde folk. De pressede mig hårdt, Mette. De ville tage firmaet, truede mig. Hvordan skulle jeg slæbe dig med? Jeg gik for din skyld, for ikke at trække dig ind i det. Jeg var ung, dum, troede, det var bedst. Ville redde dig fra alt det lort.
Fra det åbne vindue kom høj børnegråd – nogen var faldet på en løbehjul på legepladsen. I køkkenet i stueetagen klirrede det med gryder, en kniv slog mod et skærebræt – udlejeren var ved at lave aftensmad. Det almindelige, travle liv i feriehuset gik sin gang og gjorde mandens ord til tom støj.
Morgenlyset trængte gennem de tynde gardiner og tegnede lange gule striber på linoleumet. Mette sad i fælleskøkkenet og ventede på, at den emaljerede kedel skulle koge. De to ældre kvinder fra Aalborg, der boede på samme etage, hviskede ved vasken og vaskede en plastikboks.
– Hør, Mette, din bejler spurgte i går Karen, om du var her længe, og om du var alene, – den yngste af dem, med lys neglelak, vendte sig mod hende. – En seriøs mand, det kan man se. Der står en bil ved porten – dyr, sort. Høflig, gav Karen en æske chokolade. Pas på, du ikke mister chancen, i vores alder ligger den slags mænd ikke på gaden.
– Ligger ikke på gaden, – gentog Mette stille og så på det kogende vand.
Lars fangede hende tæt på molen ved middagstid, da det begyndte at småregne, og folk øjeblikkeligt søgte i ly under skærme og i caféer. Han dukkede op ved siden af hende, holdt en stor sort paraply over hende og tog fat i hendes albue. Han lugtede af tobak og eau de cologne.
– Skal vi ikke tage ud og spise et ordentligt sted i aften, Mette? Der er en fremragende restaurant fem kilometer herfra, lige oppe på klippen. Vi sidder og snakker, husker gamle dage. Jeg er fri nu, blev skilt for tre år siden, ingen børn. Har alt: firma i København, et sommerhus, en stor lejlighed. Men der er ingen sjæl i det. Jeg savner dig, den ægtehed vi havde.
Mette standsede og frigjorde sin arm. Vendte sig mod ham. Hun så ham ind i øjnene, prøvede at finde så meget som en skygge af den nittenårige fyr, hun engang havde elsket, for hvem hun var klar til at opgive studiet og flytte. Men foran hende stod en fremmed, alt for selvbevidst fyrreårig mand, der forsøgte at købe hendes gunst med en middag på restaurant.
– Jeg har andre planer i aften, Lars.
– Hold nu op, hvilke planer kan man have her i den afkrog? – han rynkede på næsen og viftede med hånden mod de grå etageejendomme i byen. – Hvad gav du for den rejse? Småpenge. Jeg giver dig mere på én dag, flyt bare over til mit kursussted, der er en fri luksussuite. Det er ikke dit niveau at mase i privat indkvartering og skramle med gryder i fælleskøkken. Du skal bo som en dronning. Hvorfor siger du ikke noget? Er der virkelig intet tilbage af den, du var?
En lokal fiskerkone gik forbi dem med en tung køletaske. Hun kastede et hurtigt blik på Mette, hvori der lå almindelig nysgerrighed: sikken en krukke, hun vender næsen op ad sådan en mand.
Fra vejen kom en skarp bremselyd – en buschauffør var lige ved at ramme en hund. Et øjeblik var der helt stille, kun afbrudt af regndråber, der trommede på paraplystoffet.
– Ved du hvad, Lars, – Mette tog et skridt baglæns, ud i de små dråber. – Min mor lå på sygehuset i to måneder efter du stak af. Med blodtrykket. Og min brudekjole hang i skabet i tre år, jeg kunne ikke engang smide den ud, det var kvalmende at se på den. Jeg troede, der var sket dig noget forfærdeligt, ledte efter dig gennem bekendte. Og du reddede mig. Fra gæld. I stille Ribe, hvor alle kendte dig.
– Hvorfor genopliver du fortiden? – Lars så væk og drejede ringen på fingeren. – Hvem af os har ikke gjort dumme ting som nittenårig? Jeg havde problemer, jeg kæmpede for at overleve. Men nu kan jeg rette op på alt. Jeg opfylder ethvert ønske, forstår du? Vil du, så kører vi til byen i morgen og går i smykkebutik?
Regnen tiltog mod aften og blev til et skybrud med torden. Vandet piskede mod vinduerne i gæstehuset, oversvømmede den smalle gård og gjorde lerstierne til strømme af mudder. Feriegæsterne sad på deres værelser, fra vinduerne lød lyden af tændte tv’er og dominobrikker.
Mette sad på sengen med benene trukket op. Indeni var der roligt, som om et gammelt sår endelig var helet. Der var hverken vrede eller trang til at få luft for sine frustrationer, eller den gamle smerte, der havde forhindret hende i at indlede nye forhold. Kun en let undren over, hvor meget denne mand var kommet for sent med sine løfter om et skønt liv.
Lidt før ti om aftenen ringede telefonen igen. På skærmen stod et ukendt nummer, men Mette vidste, hvem det var.
– Tænk dig godt om, Mette, – Lars talte højt for at overdøve regnen. – Jeg er her til slutningen af ugen. Værelse 302, hovedbygningen. Kom, lad os sidde sammen uden alt det her vejrsmuds. Stop med at være stædig, vi er jo nære mennesker. Så mange år spildt på dumheder, hvorfor spilde mere tid på fornærmelser?
– Godnat, Lars, – sagde hun med rolig stemme og trykkede den røde knap.
Hun rejste sig, gik hen til vinduet og trak gardinerne tæt for, så rummet blev afskærmet fra det rasende uvejr. Livet var for længst gået i et andet spor, og i det nye spor var der simpelthen ikke plads til Lars.
Fredag morgen skiftede vejret igen. Himlen klarede op og blev blå, solen stegede fra morgenstunden og fik asfalten til at udsende en tung lugt. Promenaden var igen fyldt med mennesker i farverige shorts og med oppustelige madrasser.
Lars dukkede ikke op ved pensionatets port. Karen nævnte i forbifarten om morgenen, at hun havde set den sorte bil køre mod motorvejen – gæsten var åbenbart rejst før tid.
– Så kørte din forretningsmand, Mette, – udlejeren rystede en dørmåtte ud på snoren. – Og du er dum, tøs, undskyld en gammel kone. Sådan en flot mand, godt med penge. Du kunne bo i København nu, i stedet for at sidde på dit kontor for småpenge. Hvad manglede du? Nå, han stak af som ung, blev bange for ansvar. Nu ville han jo gøre det godt igen.
Mette svarede ikke, smilede bare. Hun tog sit håndklæde, en taske med en bog og gik mod havet og holdt sig i skyggen af gaden.
Om aftenen, da solen begyndte at gå ned over horisonten og farvede vandet rosa, sad hun yderst på molen, langt væk fra de larmende caféer og legepladser. Der duftede af saltvand, jod og tang, som var skyllet op på stranden efter stormen. Mette tog en figen, hun havde købt på markedet, og brækkede den forsigtigt over midten.
Nede ved vandet stod en ældre mand i en falmet hat og satte tålmodigt orm på krogen, mens hans barnebarn på syv år holdt øje med flådet. Et helt almindeligt simpelt liv gik sin gang.
Mette tog en slurk af den lunkne vand og så på den aftagende solnedgang. Der var stadig en hel uges ferie tilbage.
