January 2026 – Page 27 – Design interior

Slip mig fri, vær så venlig – Jeg tager ingen steder hen… – mumlede kvinden stille. – Det her er mit hjem, og jeg forlader det ikke. – Uselvte tårer dirrede i hendes stemme. – Mor, – sagde manden. – Du forstår jo godt, at jeg ikke kan passe dig… Du må forstå det. Anders var trist. Han kunne se, hvor meget hans mor, Kirsten, bekymrede sig. Hun sad på den slidte sofa i barndomshjemmet i en stille dansk landsby. – Det går nok, jeg kan godt klare mig selv. I behøver ikke passe mig, – sagde hun stædigt. – Slip mig nu fri. Men Anders vidste, hun ikke kunne. Det var et slagtilfælde. Kirsten havde været ofte syg før, og han huskede, hvordan han havde taget orlov for at pleje hende, da hun brækkede benet. Dengang kunne hun slet ikke klare sig uden ham i starten. Anders var begyndt at tjene godt for nylig og ville renovere huset til sommer, så hans mor kunne have det rart. Men så fik hun slagtilfældet. Nu gav det ikke mening at renovere mere – hun måtte med ind til byen. – Camilla pakker dine ting, – nikkede Anders mod sin kone. – Sig, hvis du mangler noget. Kirsten sagde ingenting og så bare ud ad vinduet, hvor en let efterårsvind rev blade af de gamle træer, hun havde kendt hele livet. Hendes ene, stadig fungerende hånd greb hårdt om den anden, der hang slap. Camilla rodede i klædeskabet og spurgte hele tiden svigermor, hvad hun skulle tage med, men Kirsten blev bare ved med at stirre ud ad vinduet. Hendes tanker var fjernt fra svigerdatteren, slidte morgenkåber og knækkede briller. …Kirsten var født og havde boet i samme lille landsby i alle sine 68 år. Hele livet arbejdede hun som syerske – først på det lokale værksted, der blev lukket, da landsbyen blev mindre. Derefter syede hun derhjemme. Med tiden blev der mindre at lave, og hun kastede sig over have og hus med hele sin sjæl. Nu kunne hun ikke forestille sig at forlade alt og flytte ind til storbyen. Til en fremmed lejlighed… … – Anders, hun spiser igen ikke noget, – sukkede Camilla og satte tallerkenen på bordet i køkkenet. – Jeg kan ikke mere. Jeg har ikke flere kræfter… Anders så tavst på både kone og tallerken og rystede på hovedet. Med et tungt suk gik han ind til sin mor. Kirsten sad stadig på sofaen og stirrede ud. Det var som om, hun ikke engang blinkede. Hendes grå øjne så ud i det fjerne. Den ene hånd lå på den anden, forsøgte næsten at give den liv. Rummet var fyldt med genoptræningsudstyr, håndtrænere, og på natbordet lå en stabel medicin. Men uden Anders’ insisteren havde hun ikke rørt noget af det. – Mor? Kirsten reagerede ikke. – Mor? – Min dreng? – svarede hun dæmpet og lidt sløret. Efter slagtilfældet kunne hun næsten ikke tale, ordene var utydelige, men det gik trods alt bedre nu end før. – Hvorfor har du ikke spist noget? Camilla har lavet mad til dig. Du har næsten ikke rørt maden i dagevis? – Jeg har ikke lyst, Anders, – svarede Kirsten sagtmodigt og så på ham. – Må du ikke tvinge mig. – Mor… Hvad har du lyst til? Du skal bare sige det… Anders satte sig tæt ved, og hun tog hans hånd. – Du ved det godt, Anders. Jeg vil bare hjem igen. Jeg er bange for, at jeg ikke ser huset mere. Han sukkede og rystede på hovedet. – Du ved, jeg arbejder hver dag nu, og Camilla render til læger hele tiden. Der er vinter udenfor, og at tage tilbage… Kan vi ikke vente til foråret, i det mindste? Hun nikkede, og Anders smilede svagt og gik ud. – Bare det ikke bliver for sent, min dreng… Bare det ikke bliver for sent. … – Jeg er ked af det, IVF lykkedes igen ikke, – sagde lægen, tog brillerne af og så på den unge kvinde. Camilla gispede og skjulte ansigtet i hænderne: – Men hvorfor? Hvorfor lykkes det for alle andre? I sagde, det var normalt, at kun fyrre procent blev gravide første gang. Men det her er tredje forsøg, og intet sker! Hvordan kan det være! Anders sad tavs og holdt hende i hånden. Han var nervøs. I klinikkens anden fløj var Kirsten til massage, og det var snart tid at hente hende. – Lyt, – begyndte lægen. – Jeg forstår jer. For jer er graviditeten en drøm, men I er låst fast på det her og under stort pres. Kroppen kan ikke… – Selvfølgelig er jeg det! Jeg arbejder hjemmefra for at betale for den dyre behandling, løber til behandlinger, tager piller konstant, passer svigermor og hendes luner. Hun vil hverken spise eller tage piller! Ja, jeg ønsker mig et barn, måske ville min mand så fokusere lidt på mig og ikke kun sin mor! Camilla tav, opdagede hun havde sagt for meget. Hun greb tasken og løb ud. – Undskyld, – hviskede Anders. – Det går nok, – svarede lægen. – Jeg har været ude for værre. Tavst gik Anders efter sin kone. Camilla sad på en bænk i venteværelset. Hun græd, ansigtet i hænderne, kroppen rystede. Hun løftede røde, blanke øjne mod ham. – Undskyld… Undskyld mig… Jeg mente ikke at sige noget dårligt om din mor. Jeg er bare så træt. Jeg er træt af at se et menneske visne væk, træt af kun at se én streg på testen og betale en formue for ingenting. Jeg kan bare ikke mere… – Hvis jeg kunne, ville jeg hjælpe jer begge, men det er ikke i mine hænder… – Jeg ved det, – smilte Camilla svagt gennem tårerne. – Det ved jeg. De sad længe, hånd i hånd i stilhed, så rejste Camilla sig, rettede sin skjortekrave og smilede. – Kom. Kirsten er sikkert færdig. Hun bryder sig ikke om hospitaler. Hun bliver trist af dem. … – Jeres mor har næsten ikke gjort fremskridt, – sagde den lille, gråhårede læge, Anders mødte i gangen. – Da I kom første gang, troede jeg faktisk, hun havde en chance for at komme sig. Selvfølgelig er oddsene efter et slagtilfælde lave, men hun røgte ikke, havde ingen kroniske sygdomme. Hun havde chancen. – Men… Intet sker. Jeg ser det jo selv. – Måske… vil hun ikke. Hun har givet op. Der er ingen ild, ingen gnist… Hun vil ikke leve længere. Anders nikkede tavst. Det kunne han jo se. Kirsten havde tabt 15 kilo, var ikke sig selv længere. Hun sad bare samme sted ved vinduet, læste ikke, så ikke TV, talte ikke med nogen. Stirrede ud. – Efter et slagtilfælde kan adfærden ændre sig på grund af hjernens skader, – tilføjede lægen stille. – Men jeg troede faktisk ikke, det ville ramme hende så hårdt. Ikke efter første konsultation. – Jeg tror, det er noget andet, – svarede Anders stille. … – Anders, – sagde Camilla i telefonen, – kan du aflyse din forretningsrejse? Kirsten er blevet meget dårlig. Jeg er bange for, at du ikke når hjem i tide… Det var svært at sige. Hun vidste, hvor meget hans mor betød for ham. Og det var også svært for hende at se svigermor, der nærmest ikke rørte sig på sofaen længere. Før kiggede hun i det mindste ud ad vinduet, hørte lidt vinylplader fra landsbyen – arv fra faren, en musikskolelærer. Nu lå Kirsten bare og stirrede op i luften, sagde ingenting. Hun havde næsten ikke spist i flere dage, kun drukket mælk. Hun klagede tit over, at mælken ikke smagte som hjemme på landet. Men den drak hun nu… Anders kom hjem samme aften og satte sig hele natten hos sin mor. – Du ved godt, hvad jeg ønsker. Du lovede mig det. Anders nikkede. Det løfte havde han givet. Dagen efter kørte de til landsbyen. Kirsten nægtede at tage til læge. – Jeg vil ikke på hospitalet. Jeg vil hjem. Det var marts, men mirakuløst var vejene endnu ikke for mudrede, og de kunne køre hele vejen til huset. Anders åbnede bildøren og hjalp moren ned i kørestolen. Smeltende sne afslørede jorden, solen varmede, træerne svajede i en let brise. Kirsten sad i timevis i haven, smilede endelig og trak vejret dybt, så op mod himlen og græd – men det var lykkelige tårer. Hun var endelig hjemme. Så sit gamle hus, den stærke sol, hørte naturens lyde, mærkede den kolde forårsluft… Om aftenen spiste hun og sad længe ude, før hun gik i seng. Hun smilede hele tiden. Om natten sov hun stille ind – stadig med et smil. Hun gik bort lykkelig. Anders og Camilla holdt begge fri for at begrave Kirsten og få huset ordnet. Og sandheden var, Anders havde bare lyst til at blive lidt længere. Trække den friske landluft. Han havde ikke været her mere end få dage ad gangen de sidste mange år. …Lige før de skulle rejse tilbage til byen, fik Camilla det skidt. Hun gik ud på badeværelset, hvor hun pludselig måtte kaste op. Da hun kom tilbage, var hendes øjne store af overraskelse, og i hånden havde hun en graviditetstest. Hun havde næsten altid en i tasken – men forgæves. Nu var der to streger. To! – Det er hende, din mor… Det er Kirsten, der har hjulpet os, – hviskede Camilla stadig forundret og med glædestårer. Anders løftede blikket mod den blå, skyfri himmel og krammede sin kone tæt. Ja, det var hans mors gave. Den sidste og mest dyrebare…

Slip mig fri, vær sød Jeg vil altså ikke nogen steder mumlede kvinden tøvende. Det her er mit hjem, og

Min svigermor krævede hjælp hver eneste weekend – indtil jeg sagde stop. Jeg er ikke hendes hushjælp, og ingen skal bestemme over min kalender.

Svigermor kræver hjælp hver weekend indtil jeg sætter foden ned. Jeg er altså ikke husholderske, og ingen

Uncategorized

010

En mandens ensomme vintre – En bjergmands stilhed gennem 30 vintre blev brudt, da ti udstødte, sultne kvinder fra grønlandske bygder bad om ly på hans gård. I tre årtier talte han kun med vinden, indtil han gav dem varme – og håb – mens snestormen pressede fjeldets graner og alting blev sat på spil.

En bjergrig egn i Jylland lever Holger Andersen alene gennem 30 vintre, isoleret i sin gamle træhytte

Uncategorized

016

Storm: Hesten der reddede Lily Grace En sand historie, der knuser dit hjerte før den heler det Storm: Hesten der reddede Lily Grace En sand dansk fortælling, der vil knuse dit hjerte før det kan hele

Torden: Hesten der reddede Freja Linnéa Forestil dig regnen, der trommer voldsomt mod ruderne på en sort

Uncategorized

014

Vi giver hunden væk – En sand dansk fortælling om en pige, en firbenet ven og det stille håb om at blive hørt, når livet og boligreglerne presser på

Vi skal af med hunden, sagde manden og satte transportkassen på mit bord, som en kuffert der netop var

Uncategorized

053

Mor: En fortælling om familien Kristensen, arbejdsløshed, svigermorens styrke og en ny begyndelse – fra køkkenbordet i Hellerup til drømmerejsen til Australien

Mor Mikkel blev gift som 24-årig. Hans kone, Bente, var 22. Hun var et enebarn og kom sent til i familien

Jeg har viet mit liv til mine børn som en tjener – indtil jeg som 48-årig opdagede, hvad det virkelig vil sige at leve.

Jeg havde viet mit liv til mine børn, indtil jeg opdagede det sande liv som 48-årig.Hele mit voksne liv

Uncategorized

019

Hun tog børnene og tog hjem til sin mor to timer før midnat – efter mandens opførsel nytårsaften

31. december Jeg troede, jeg skulle fejre nytår med ro og nærvær. Bare os fire mig, Henrik og børnene

Uncategorized

0304

Min mand tog til fest hos vennerne og lod mig alene hjemme med tre børn: En nytårsaften, jeg aldrig glemmer – da jeg indså, at jeg ikke længere ville acceptere mindre end respekt, og at jeg og mine børn fortjener bedre end en far, der vælger øl og kollegaer frem for familien.

Min mand tog hjem til gutterne for at fejre og efterlod mig alene med tre børn Synes du helt ærligt

Uncategorized

014

Stjålet lykke De mødtes i den smalle passage mellem to levende hegn – hende, der var Grigorijs lovformelige hustru, og hende, som efter hjertets og samvittighedens lov burde have været det, men aldrig blev… Det var den vintertrætte, forfrosne tid – kulden havde jaget alle folk ind i varmen fra deres hjem. “Tåbelig drøm, det er hvad det er!” fløj det gennem Tjernes hoved, mens hun stirrede ind i det runde, sunde ansigt på rivalen sin. Rivalen anede til gengæld intet om Tjernes følelser. Hun hed Karen. Grigorij havde altid syntes uopnåelig for Tjerne, og hun havde aldrig kunnet fatte, at Karen – for længst hans hustru, mor til hans børn, mormor til hans børnebørn – kunne have den plads. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, tænkte hun, og i drømme så hun det på den rigtige måde, men virkeligheden var bare én lang pinefuld drøm, hvor alt var forkert. “Nej og atter nej – om så Gud tager mit liv!” tænkte Tjerne, hver gang hun så Karen, både på afstand og tæt på. “Det kan da ikke passe, at denne kvinde lever som alle andre! Hun følger en fremmed lov, en falsk lov! Havde hun selv fået lov at bestemme, ville hun aldrig være blevet Grigorijs kone! Mor til hans børn! Bedstemor til hans børnebørn!” Men det var ikke engang det værste – det værste var, at ingen sjæl på denne jord nogensinde ville tro på denne udskiftning. Råb, spring i søen, sæt ild til hele landsbyen – ingen vil forstå eller tro. Ikke ét menneske – kun du selv! Folk bliver født uden arme og ben, blinde, døve, stumme, sindssyge, grimme eller dømt til tidlig død – alt kan ske, men det er i det mindste synligt. Her blev så en hemmelighed skabt – stum, døv, kun kendt af Tjerne Sørensen! Og nu stod så Karen på den smalle, snedækkede sti, mens hun drejede som om hun ville afvikle den dårlige tjerning-drøm, og hun spurgte nysgerrigt: – Hvordan går livet, Tjerning? – Jo… Lever da… – Og jeg lever også! – Hun vendte sig til begge sider og så på sig selv. – Nemlig! Ansigtet hendes var kridhvidt… I Torup sagde alle, at hun hverken som pige eller gift kvinde nogensinde gik i seng uden først at vaske ansigtet i kærnemælk. De store, runde øjne stak en smule ud. Hun var iført sort uldtrøje med hvid kant, sjal af blødt uld og fine, nye forede støvler. Straks hun så hende, huskede Tjerne, at det var søndag! Hun havde glemt hvilken dag det var, men Karen var søndagsklædt fra top til tå. – Hvad bringer dog dig helt herud på Møllebakken i dag? Hvilken vej går din sti? Tjerne var gået til Møllebakken kun fordi hun ikke havde set Grigorij Uldum i tre dage, og ville kigge på gardinerne i hans vinduer – for at forsikre sig om, at han var i live. Og kiggede man til højre kunne man se to vinduer til Uldums stue, men Tjerne kiggede ikke, mens Karen kastede et blik ind til sig selv og spurgte igen: – Hvor skal du hen så? – Bare sådan… Tager en tur… Karen smilede skævt. – Hvordan går det hjemme hos din mand? Michael? Længe siden jeg har hørt om ham. – Han lever jo, – sukkede Tjerne tungt. – Laver stadig lidt snedkeri, roligt som altid, der er egentlig aldrig noget at høre om ham… – Hun tog pludseligt et skridt nærmere Karen og spurgte krævende: – Men hvad med Uldum da? Grigorij Lennartsen? Kæmpe respekteret mand i byen – trives han mon i alle de gøremål? En anden kvinde havde måske mistet temperamentet, råbt: “Din slyngel! Render du rundt om natten med en andens mand? Tiltrækker ham til dig! Kigger ind gennem vinduet! Trods din egen mand, for alles øjne?” Man havde ikke tilgivet selv enke, så hvorfor tilgive en gift kvinde? Men Karen gjorde det ikke. Et øjeblik trak hun sig væk; hendes hvide ansigt mørknede, men så faldt en snefnug på hver kind, smeltede, og begge to gled som tårer ned over kinderne, skyllede al vrede væk… Karen stod smuk, rank og venlig – og svarede: – Ja, Grigorij Lennartsen er jo næsten dagligt inde hos dig på rådhuset? Er det ikke dig, der ved bedst, hvordan han har det? – Spørger bare, har ikke set ham i tre dage… På rådhuset… Faktisk var der noget ved Karen, der retfærdiggjorde, at hun blev gift med Grigorij – og hun blev det. Det gjorde Tjerne bange, hun ville faktisk hellere have Karen råbte ad hende. – Han har altid haft travlt, Grigorij Lennartsen, – forklarede Karen. – På rådhuset eller i sine komitéer. Skolet op fra han var ung, altid optaget, både som far og bedstefar. – Er det ikke kedeligt med sådan en – der nærmest er for omsorgsfuld og alvorlig? Hele livet sådan? Karen smilede igen, var stille, og mindedes: – Jo, det var sommetider kedeligt! Jeg oplevede ikke engang min ungdom rigtigt. De gamle passede børn og dyr, de unge – vi kunne bare have festet, men Grigorij havde aldrig hovedet til fest og dans. Hvis ikke han var på marken, læste han – eller skrev sine notater. Noget særligt spændende var det ikke. – Hvorfor giftede du dig så med ham? Med én lidt kedelig? Mærkeligt og uforståeligt at denne samtale overhovedet opstod, men Karen svarede roligt, næsten til en nær fortrolig: – Min far lærte mig det. Jeg lyttede og tog ham. – Du adlød? – Ja. Jeg forstod det nok – lidt kedeligt i ungdommen, men senere ville det lønne sig. – Gjorde det så? – Selvfølgelig! Et par år senere syntes jeg pludselig hans temperament var helt godt. Og jeg forstod ikke, når jeg hørte slagsmål og råben hjemme hos andre. Jeg vænnede mig til, at sådan var det hos os: aldrig ballade, aldrig ydmygelse. Og det var det bedste! – Kald det let liv – men kvindeliv med respekt! – Det mest kvindelige der findes! Og jeg siger dig: jeg gjorde mig fortjent. Siden blev han en mand, min Grigorij, en mand med respekt, og før det – ingen så ham overhovedet! Han blev overset af pigerne, og forstod sig ikke på at vælge den bedste. Tag sådan én som kone – det må være hjerteskærende. Men jeg gjorde det, takket være min far. Bagefter var der mange kvinder, der næsten bed hånden af sig af fortrydelse – men for sent! Svampetiden var ovre! Karen grinede, en fornuftig kvinde lo af en ung, fortabt pige. Sådan var Karen – ikke i drømmen, men i virkeligheden! Hun trak Tjerne i ærmet og ledte hende ud af gyden, mens hun mindedes dengang hun som ung, smukkeste pige i Torup, dansede i sine høje, gule snørestøvler. Det var dengang, Tjernes far for en kvart flaske og et par slidte støvler var klar til at sælge hende til hvem som helst. For at værge sig gik Tjerne med en lille dolk i støvleskaftet. Sådan var livet for byens smukkeste pige: hendes ægtemand, Grigorij Uldum, var for hende bare en bogorm, hun tog ham næsten kun af medlidenhed og ofring. Hun anede slet ikke, hvor mange pigeøjne fulgte Grigorij – og Tjerne turde ikke engang kigge efter ham, og når faderen spurgte hvilken dreng hun bedst kunne lide, sagde hun til sig selv, at hun ville dø på stedet, hvis hun sagde: “Uldum Grigorij…”. Hun sagde det aldrig. Kunstner: A. Riis Madsen Nu gik de to smukkeste kvinder i Torup side om side, som næreste veninder – uadskillelige, næsten. Én havde gået hele vejen i de høje hæle, uden at snuble. Den anden kendte kun til dem på afstand – men de gik sammen, skulder ved skulder, og forbløffede den søndagsstille, men årvågne Torup gade. Men Tjerne, som engang var dum, stille og barfodet, blev ikke længe på det stadie; hun tog Karen om livet og sagde glad: – Du kunne tage mig indenfor, Karen! Jeg har aldrig været gæst i Uldum-huset! Karen snublede. De gik tavse, indtil de stod ved skellet til Uldums gård. Karen løftede låsen med et læderrem, og dér var porten! Og huset! Selve Uldums hjem! Han levede ligesom alle andre: køkken med stort bord under billeder af helgener; en brændeovn… Tjerne kastede et blik i dagligstuen, ren, men ikke så nydelig som hos hende; hjemme hos hende stod der stueplanter og kommode – her var alt væltet med børnetøj, en vugge, svedende børnebørn, og midt i det hele sad Lisa, datteren, gravid, med en flænset krave, som hun syede. Hun så Tjerne, nikkede forundret: “Hvad laver Tjerne Sørensen hér?” Lisa – ikke nogen ond pige, men noget simpel, gik og snakkede utydeligt… I næste lille kammer, der fandtes det, man ikke så mange steder i Torup: bøger. Skab med glaslåger, rækker af bøger bagved. Tjerne havde set flere bøger før, men det var som tjenestepige, ikke i et almindeligt hjem. Hun havde båret brænde og vand, vasket gulv i præstegården, og hun blev gjort til ven med præstens søn, men han prøvede i en alder og en dag at gøre mere end blot at lære hende at læse. Men hun fik sendt ham på gulvet – og det var enden på hendes uddannelse, og snart efter flyttede hun og familien til Jylland… Hendes bror døde af dysenteri – og var det ikke sket, var de nået til en bedre egn, mente hun. Hun havde ingen ond vilje mod torupfolkene, men hun længtes altid efter at læse mere – endnu en af de smukke bøger med guldtryk. Lære om folk hun aldrig havde mødt, og forstå. Nu, ved siden af de få rækker bøger, pressede mindet sig på igen. Hun misundte Uldum: han vidste alt det, hun ikke fik lov at vide! Hvorfor delte han ikke det med hende? Heller ikke nu hvor Karen sikkert ikke engang interesserede sig? Som hun gerne ville have haft ham til lærer – og hvis han havde holdt hende fast, var hun ikke vredet sig fri! Karen smed sit halvtørre sjal, støvlerne op på ovnen – og sagde: – Kom, du må tage overtøjet af, Tjerne… – Men Tjerne blev stående, lod øjnene glide hen over bogskabet, og Karen sagde roligt: – Lad hende læse… – spurgte ikke hvem hun mente. – Det går nok. Andre havde for længst brændt den slags bøger, men jeg lader dem være! Mindre rigdom men mere fred. Én sur svigersøn er rigeligt. Nej, bøgerne får blive! Sæt dig for nu, Tjerne! Da hun satte sig, sprang pludselig Baronen ind fra gangen – den store jagthund! – Fy dig, hvad laver du her, bestie! – råbte Karen – Ud, ud! – Og svingede et grydeskaft, men Baron lagde sig bare, hylende og rystende. – Hvor er han? – spurgte Tjerne straks. – Er Grigorij Lennartsen hjemme? Hun frygtede mest at møde ham – nu var hun bange på en helt anden måde. – Han er i skoven, vores Lennartsen! Red af sted i morges… – Baron hylede videre, og Karen blev mere irriteret: – Tag dog og forsvind, fjols! Tjerne gik hen til Baron, tog en håndfuld blodig pels, så hvordan det sivede brunt mellem fingrene. – Blod! Det er blod. – Der kan ske så meget med sådan en krabat, – sagde Karen. – Han har bidt øret af en større hund engang, uden at tøve! – Det er ikke Barons eget blod! Han er ikke såret… – Hvem så…? – Måske Grigorij Lennartsens… – hulkede Tjerne. Nu blev Karen vred for alvor: – Det er det altså du vil, hva! Kære gæst! Inviterede dame!… Karen smed grydeskaftet, sparkede Baron, gik ind i stuen og råbte: – Ikke sker der ham noget, Grigorij Lennartsen! Han har overlevet hele krigen – hvorfor nu?! Jeg tror ikke på det! Ikke på sladder og misundelse! Udenfor vinduet suste våde snefnug forbi – som om nogen forsøgte at snige sig ind… Men et sted langt inde i skoven, anede Tjerne, var al blidhed væk – der herskede kun blind råhed. Lisa kom løbende med nål i hånden, opskræmt: – Uheld! Det er uheld, jeg siger det – hunden kan mærke det! – Hvilken hest red han på? Spørg dig selv! – På Sande han red! Den klogeste hest! Men alt kan ske… Lisa kunne ikke sige “r” klart, men var skræmt og stirrede på Baron. Baron stillede sig op, kradsede på døren, kaldte på folk. – Rolig, vi kommer! Lisa! – råbte Tjerne. – Gå ud, gør klar, Baron fører os! – Der er ingen heste, Tjerne, ikke en eneste – Sande er væk, og den nye – min mand bruger den, hoppen kusk er halt… Ingen, jeg sværger! Ingen! Intet hjælper, ikke engang om vi alle døde! Lisa begyndte at hyle højlydt over sin store mave, men Tjerne lyttede ikke længere – hun fór ud. Da Michael, Tjernes mand, så det lidt efter, stod hans hustru og spændte hesten for slæden, mens den fremmede hund gøede ivrigt. – Hvor skal du hen? – spurgte Michael forsigtigt. – Det bliver snart mørkt… – Jeg SKAL! – sagde Tjerne. – Luk porten op! *** Grigorijs ansigt var blegt som sne, men først da han sagde sit første ord, troede Tjerne på at han levede. – Hvilken hest har jeg? Sande? Er det sandt, den er død? – Den er død! – sagde Tjerne, og brast i gråd. Han sagde svagt: – Hvordan skubbede du dem væk, Grigorij? – Hvis bare jeg vidste… Skød efter to, de andre løb væk. Han pegede, på revet ulv – blodrød plet i sneen. Han tog hendes hånd – hen til den kolde hestesnude. Tykt, varmt sivede endnu… – Den er virkelig død? – Den er død. Opmærksomhed gik til hende: – Tjerne? Hvor kom du fra? Hun svarede ikke. – Hvad laver du da her? Der skulle jo have været en anden, ikke? Men hun er her ikke, Grigorij, aldrig har hun været her, husk det! – Men Sande? Skal vi bare lade den? – Den er kold! – Og jeg også! – Nej, du lever lidt endnu – så tager jeg dig med. Mit! Giver dig aldrig fra mig! Hun lagde ham på slæden og råbte til hesten. Baron hylede – nægtede at efterlade Sande. – Er ryggen i orden? – spurgte Tjerne. – I orden… – Maven? – Også… – Benene da? – Højre er revet… Over knæet… Hvor har du tænkt dig at køre hen, Tjerne? – For lidt er dig overgået, Uldum! For lidt! Har mest lyst til at rive tungen ud på dig! – Tjerne, har du mistet forstanden? Hvorfor det? – For at du holder op med dine spørgsmål og følger med, hvor jeg vil! Ligger hvor jeg vil have dig! Jeg plejer dig som en søster, for nu er det nok! – Mener du det, Tjerne? Helt ude af dig? – Nej, har fået nok af forbud – vi leger ingen falsk leg mere. Du har din kone, jeg min mand – men hvem behøver dem? Nu tager jeg dig. Mit. Finder nogen på min vej, svarer jeg: Hentet mit i skoven! Fulgt ham mange år, ene. Nu er han min mand – alle vil forstå, kun du ikke! Men denne gang lytter jeg ikke på dig! Nu er jeg søster… Og det bliver jeg! – Hør nu, det går ikke… – Slut! Jeg har hørt dig nok! De kørte gennem mørke og skarpe bump, i stilhed eller under svag måne, mens Baron løb foran. Grigorij tænkte: “Karen?” Men så det ikke for sig. Tjerne tænkte også på Karen – hun så for sig uldtrøjen, det rolige, lyseblå blik. “Kan det være hende?” De ventede så, – hvem ville ankomme? Det blev Anders, Grigorijs svigersøn. – Hvem er der? Er det vores? Baronen gøede først: “Hvem ellers, Anders?” Men Grigorij sagde intet. Heller ikke Tjerne. – Hvem? – råbte Anders igen. – Mig! – svarede Grigorij endelig. – Men hvorfor svarede I ikke, far? – Han trak Grigorij op, dumt og hårdt, over Tjernes knæ; hun sagde intet først. Men bagefter spurgte hun: – Og hvad med mig? Hvad med mig? Grigorij stønnede – det isede i benet. Anders sagde: “Bløder du, far?” Tjerne fortsatte: “Hvad med mig?” Anders fik Grigorij i sin slæde, red væk uden at sige noget til Tjerne – og hun sad tilbage i mørket og spurgte ud i natten: – Hvad med mig? Hvad med mig?

Det stjålne lykke De støder på hinanden i den smalle passage mellem to lave plankeværker hende, der er