Mor
Mikkel blev gift som 24-årig. Hans kone, Bente, var 22. Hun var et enebarn og kom sent til i familien af en pensioneret professor og en folkeskolelærerinde. Næsten med det samme fik de to drenge tæt efter hinanden, og lidt senere kom en pige til verden.
Svigerinden gik på pension og begyndte straks at hjælpe til med børnebørnene.
Mikkel og svigermor havde et lidt mærkeligt forhold. Han kaldte hende aldrig andet end hendes fulde navn: Margrethe Jensen, og hun svarede altid med et køligt De og brugte altid hans fulde navn tilbage. De blev aldrig uvenner, men Mikkel følte altid et koldt vindpust, når hun var i nærheden. Hun stillede dog aldrig nogen til regnskab, talte altid med sirlig respekt og blandede sig aldrig i hans og Benthes forhold hun holdt altid en benhård neutralitet.
For en måneds tid siden gik virksomheden, hvor Mikkel arbejdede, konkurs, og han blev fyret. Over aftensmaden sagde Bente lige så tørt:
På min løn og mors folkepension kan vi altså ikke leve længe, Mik. Du må finde noget arbejde.
Det er nemt nok at sige skaf dig et job! Nu har han trampet rundt og kastet CVer efter sig i 30 dage, men ingenting sker.
I frustration sparkede Mikkel til en dåse Tuborg, der lå på fortovet. Gudskelov har svigermor ikke sagt noget endnu, men hendes blikke siger mere end tusinde ord.
Før brylluppet havde han uden at ville det hørt en samtale mellem Bente og svigermor.
Er du sikker, Bente? Er han virkelig den, du vil dele dit liv med?
Selvfølgelig, mor!
Det er et stort ansvar, skat. Hvis nu far havde levet
Mor, stop nu, vi elsker hinanden, og det skal nok gå!
Og når børnene kommer? Tror du, han kan tage sig af jer?
Selvfølgelig kan han det!
Du kan stadig nå at trække dig, Bente, tænke dig om. Hans familie
Mor, jeg elsker ham!
Jeg håber bare ikke, du kommer til at fortryde
Så blev det min tur til at fortryde, tænkte Mikkel bittert. Svigermor havde set det komme.
Han havde ikke lyst til at tage hjem. Han syntes, at Bente kun lod som om hun trøstede ham med et: Det skal nok ske i morgen, Mik!, mens hendes mor sukkede tungt og tav, og børnene sendte ham et blik, der nærmest spurgte: Far, har du fundet et job?. Han kunne simpelthen ikke holde ud at høre eller se det én gang til.
Så han gik ned til havnen, sad lidt på en bænk i parken og cyklede, da det blev sent, ud til sommerhuset ved Roskilde Fjord, hvor familien boede fra maj til september. Ét vindue lyste, det var Margrethes soveværelse. Han sneg sig lydløst ind ad stien, men så blev gardinet rykket til side, og Mikkel satte sig hurtigt ned lige oven på en træstub.
Svigermor kiggede ud:
Hvor bliver Mikkel af? Har du ringet, Bente?
Ja, mor, han tager den ikke. Jeg tror bare, han drøner rundt, fordi han ikke har fundet noget igen.
Svigermors stemme blev isende:
Bente, sådan taler du ikke om faren til dine børn!
Årh mor, slap nu af. Jeg tror altså bare Mik dovner den lidt han sidder stadig og nasser på min løn!
Det var første gang i de seks år, de havde kendt hinanden, at Mikkel hørte svigermor smække i bordet og hæve stemmen:
Sådan taler du bare ikke om din mand! Hvad var det, du lovede, da I gav hinanden jeres ja? I medgang og modgang! At stå sammen!
Bente gav sig:
Undskyld, mor. Undskyld. Jeg er bare slidt op og lidt sur, det skal ikke gå ud over Mik. Det lover jeg.
Godt så, gå i seng, sagde Margrethe træt.
Hun slukkede og gik rastløst rundt i stuen, trak gardinet fra, kiggede ud i mørket og så løftede hun blikket mod himlen og foldede hænderne:
Kære Gud, pas nu godt på mine børnebørns far, min datters mand! Lad ham ikke miste troen på sig selv! Hjælp ham, min dreng!
Hun vekslede mellem at bede og at tørre tårer væk fra kinderne.
Mikkel havde aldrig prøvet, at nogen bad for ham før. Hans mor var en barsk OG travl kvinde, der havde arbejdet hele livet på rådhuset, og hans far ja, ham kunne Mik dårligt huske, for han forsvandt fra deres liv, da Mik var fem år. Han var vokset op i vuggestue og SFO, gik i skole og havde passet sig selv. Da han kom på universitetet, fik han straks et deltidsjob hans mor havde aldrig tolereret dovenskab og mente han sagtens kunne klare sig økonomisk.
Han mærkede hvordan noget varmt voksede indefra og op. Han begyndte at tænke på al den tid svigermor havde stået tidligt op for at bage wienerbrød og boller, lave smørrebrød eller stege frikadeller hun var en mester i køkkenet. Hun plejede børnene, gjorde rent, plantede blomster og grøntsager, syltede marmelade og lagde agurker og rødkål i eddike til vinteren
Hvorfor havde han aldrig spurgt ind til det? Eller bare sagt tak? De havde bare arbejdet og fået børn, fordi sådan gør man jo. Eller måske var det bare sådan han havde tænkt?
Han kom i tanke om den aften de alle sammen så fjernsyn sammen, og Margrethe sagde hun altid havde drømt om at opleve Australien. Mikkel havde bare svaret kækt, at det da var alt for varmt, og at sådan en isdronning som hende ville smelte på stedet
Han blev siddende længe under vinduet den aften, hovedet i hænderne.
Næste morgen gik han med Bente ned til morgenmad ude på terrassen: boller, marmelade, ost, anisbrød, kaffe, mælk. Børnene var glade, smilende og fnisende.
Han kiggede op og sagde stille:
Godmorgen, mor!
Svigerinden stivnede, men så svarede hun, lidt tøvende:
Godmorgen, Mikkel!
To uger efter fik Mikkel job igen, og et år senere sendte han trods hendes protester Margrethe Jensen alene af sted på ferie til Australien.
