Gert var sikker: renoveringen var vigtigere, sønnen ville overleve. Hunden blev kørt til internatet, på trods af drengens bønner. Men efter elleve dage gik Mette ind på sønnens værelse og fandt en tegning, hvorefter alt blev vendt på hovedet.
Tasken stod ved hoveddøren. To tasker, for at være præcis: i den ene var der skåle, i den anden rester af foder og en gummibold, som Viggo havde slæbt rundt i lejligheden, siden han lærte at gå.
Lasse så dem, før han fik snøret sine kondisko op.
Viggo stak snuden ind mod knæet på drengen og logrede så kraftigt, at han ramte tasken. Skålen indeni klirrede. Den røde pels duftede af gård, efterårsblade og noget varmt, bare hund, som altid fik Lasse til at få ondt i maven. Han satte sig på hug, omfavnede hunden med begge arme. Viggo stivnede, trykkede sig ind mod den ternede skjorte og lagde snuden på drengens skulder.
Det venstre bagben gik forkert ind. Hunden haltede på det, siden den var hvalp, og Lasse var vant til at støtte den i siden, når den satte sig.
På køkkenet summede elkedlen. Moderen stod ved komfuret, drejede på sin vielsesring. Hurtigt, en vane, hun havde, når hun ville sige noget, men ikke kunne finde ordene. Faderen sad ved bordet, ryggen rank, hænderne foldet foran sig. En kop kaffe stod præcis midt på underkoppen.
– Mor. Hvorfor?
Mette vendte sig ikke om. Fingrene på ringen blev hurtigere.
– Far, hvorfor er der tasker ved døren?
Gert drak sin kaffe i én mundfuld. Satte koppen på underkoppen så præcist, at det ikke klirrede.
– Lasse, vi har besluttet det. Hunden bliver kørt i dag.
– Hvorhen?
– Til internatet. Gode forhold, jeg har forhørt mig. Varme bure, de får ordentligt at spise.
Drengen så på sin mor. Hun stirrede ud ad vinduet, hvor den grå oktoberhimmel trykkede sig ned over tagene. Ringen blev ved med at rotere.
– Mor?
Elkedlen klikkede, slukkede. Man kunne høre Viggo trække vejret i gangen.
– Mor, sig dog noget.
Mette rettede på viskestykket på knagen. Tog det ned, hang det op igen, selvom det hang lige.
– Far har ret, skat. Vi skal have lavet renovering. Det ville være svært for hunden her…
– Viggo! Han hedder Viggo!
– Det ville være svært for Viggo her. Maling, støv, værktøj på gulvet. Han kunne få det dårligt.
Hun sagde det med en flad stemme, og hvert ord lød, som om det ikke blev sagt for første gang. Som om hun og faderen havde øvet det aftenen før, mens Lasse sov.
Dregen greb fat i stolen. Knoerne blev hvide.
– Jeg vil gå tur med ham tre gange om dagen. Jeg vil sidde med ham på mit værelse. Han skal nok ikke være til gene. Må jeg ikke nok.
Gert rejste sig. Stolen gled bagud med et kort hvin mod linoleummet.
– Jeg har sagt, at sådan bliver det. Om en halv time kører vi.
– Må jeg ikke nok. Må jeg ikke nok.
Stemmen blev tynd. Ikke barnlig engang, men gennemsigtig, som om ordene gik igennem drengen uden at blive hængende. Viggo skrabede med kløerne mod fliserne, haltede ind i køkkenet og satte sig ved siden af, trykkende sig mod Lasse’s ben. Lagde snuden på hans knæ.
Og stivnede. Øjnene på hunden var brune, med røde prikker, og de så roligt op på ham. Den forstod ikke. Den stolede på alle i dette hus.
Mette lukkede øjnene. Et sekund, måske to. Så åbnede hun dem og stak hånden i lommen efter bilnøglerne.
Lasse tog sin jakke på.
– Lasse, det er bedst, du bliver hjemme. Du behøver ikke at køre med.
– Nej, jeg vil med! – Lasse var lige ved at græde.
I bilen lugtede der af benzin og varm plastik. Solen ville ikke frem, og byen uden for vinduet så ud som om den var tegnet med grå blyant på vådt papir. Viggo lå på bagsædet med snuden på Lasse’s skød. Drengen græd ikke. Han sad rank, strøg den røde pels, og fingrene bevægede sig langsomt, jævnt, som om de prøvede at huske hver knold, hver hårlok.
Gert så én gang i bakspejlet. Så hurtigt væk.
Mette kørte og tænkte på tapetet i gangen. På malerruller, på farven “elfenben”, som de havde valgt i byggemarkedet lørdag. Om en måned ville lejligheden være lys. Ren. Uden hår på sofaen, uden klirren af kløver om morgenen.
Internatet lå i udkanten, bag nogle garager. En grå bygning med en jerndør, hvor der indenfor lugtede af klor, våd beton og noget surt, tungt, som fik en til at ville trække vejret gennem munden. Inde fra dybet kom der gøen. Ikke høj, ikke vred. Længselsfuld, som om nogen kaldte på hjælp og allerede ikke troede på, at nogen ville høre det.
En kvinde i en grøn forklæde kom ud for at møde dem. Hun smilede til Viggo, kløede ham bag øret.
– Hvad en god dreng, den røde. Vi skal nok finde en plads til ham.
Lasse holdt i snoren. Med begge hænder, hårdt, så læderremmen skar ind i håndfladerne. Fingrene var røde af spænding.
– Lasse, giv den her.
Faderen rakte hånden frem. En stor hånd, der duftede af motorolie, åben foran drengens ansigt.
Lasse så på snoren. Så på Viggo. Så på snoren igen.
Og slap. Langsomt.
Kvinden tog snoren og førte Viggo ned ad gangen. Hunden haltede på venstre bagben, og kløerne klirrede mod fliserne, og lyden spredte sig hult, fordi gangen var lang og tom. Ved svinget vendte Viggo sig om.
Kvinden drejede om hjørnet. Klirren blev svagere, svagere. Og forsvandt.
I bilen på vej tilbage satte drengen sig bag førersædet. Der, hvor Viggo havde ligget ti minutter før. Betrækket havde stadig duften: varm pels, gård, efterårsblade. Lasse trykkede kinden mod sædet og lukkede øjnene.
Mette rakte ud efter radioen. Gert rystede på hovedet. De kørte i tyve minutter. Ikke et ord.
Hjemme tog Lasse sine sko af, gik forbi køkkenet og lukkede sig inde på sit værelse. Døren klikkede stille i lås. Den lukkede bare.
Mette stillede de tomme tasker væk, foldede dem pænt sammen og stoppede dem i skraldespanden. Så så hun skålen.
En rød plastskål med mærker af tænder langs kanten. Viggo havde tygget i den som hvalp, dengang han ikke vidste, at skåle ikke var til det. Mette tog den, holdt den i hænderne. Plastikken var let og glat, og tandmærkerne var ru mod fingrene. Hun satte skålen tilbage på gulvet.
Næste dag bemærkede de underligheder.
Lasse spurgte ikke, hvad der var til aftensmad. Han tændte ikke for fjernsynet. Han tog ikke skoletasken frem. Han kom hjem fra skole, tog sine sko af, gik ind på sit værelse. Stille som en skygge på en væg.
Mette bankede på.
– Lasse, vil du have makaroni med ost? Som du plejer.
Bag døren knirkede sengen. Og intet.
Hun stod ved døren et halvt minut. Lyttede til stilheden. Gik.
Om aftenen sagde Gert: han vænner sig til det. Børn glemmer hurtigt. Om en uge render han rundt som før. Han sagde det med selvsikker stemme, stående i gangen, hvor der stadig var et mærke efter en klo, som Viggo havde sat i første måned.
På den femte dag ringede klasselæreren. Stemmen var forsigtig, som en der går på tynd is.
– Er alt hjemme som det skal være?
– Ja, selvfølgelig. Hvorfor?
– Lasse svarer ikke i timerne. Overhovedet. Han sidder og kigger ud ad vinduet. I frikvarteret står han alene op ad væggen. De andre børn kommer hen til ham, men han tier.
Mette bed sig i læben.
– Vi har bare… vi har bragt hunden til internatet. Han vænner sig til det.
Læreren var stille et øjeblik. Et par sekunder, og i den pause hørte Mette mere end i nogen ord. Så lød stemmen:
– Jeg forstår.
Det “jeg forstår” hang i lejligheden hele aftenen. Som lugten af maling, der endnu ikke var åbnet, men allerede hang i luften.
På den syvende dag holdt Lasse op med at komme til aftensmad. Mette satte en tallerken frem. Det gjorde hun. Han sagde ikke noget til det. Han rørte det ikke. Han satte sig bare i sin stol. Så hun satte en tallerken frem. Det var det.
På den ellevte dag gik Mette ind på sit barns værelse, mens han var i skole. Hun ville gøre rent.
På bordet lå en tegning.
Et hus med et trekantet tag og en skorsten, hvor der kom røg ud. Almindeligt, som alle børn tegner. Ved siden af en dreng: pindeben, rundt hoved, arme ud til siderne. Og ved siden af drengen en rød klat med fire ben og en krøllet hale. Drengen og hunden var tegnet stærkt, med rød tusch og orange farveblyant, med tryk, så papiret var mærket.
Men huset var tomt. Vinduer uden gardiner, døren stod åben. Inde i huset var der ingen figurer, ingen møbler. Hvidt.
Ingen mor. Ingen far. Kun hvidt rum bag den åbne dør.
Mette satte sig på sønnens seng. Hun tog tegningen op, holdt den tættere. Nederst, under huset, med skæve, små bogstaver: “Viggo jeg kommer”
Uden komma. Uden punktum. Et løfte, skrevet med en hånd, der endnu ikke kunne skrive jævnt.
Ringen på fingeren trykkede så meget, at Mette tog den af. Lagde den på bordet ved siden af tegningen. Og blev siddende og stirre på væggen, fordi hun ikke tænkte på tapet. Ikke på farven “elfenben”. Ikke på hår og ikke på kløer.
Hun tænkte på, at hendes søn havde tegnet et hus, hvor hun ikke fandtes.
Om aftenen lagde Mette tegningen foran Gert. Hun forklarede intet. Lagde den bare på bordet, ved siden af tallerkenen.
Han så længe på den. Så skubbede han tallerkenen væk.
– Vi henter ham.
Mette blinkede.
– Viggo. I morgen tidlig.
Og det var ham, der sagde det, ikke hende. Hun havde ventet på, at hun skulle skændes, overbevise, prikke på tegningen. Men Gert så på det tomme hus uden mennesker, og noget bevægede sig i hans ansigt, som om musklerne ikke vidste, hvilket udtryk de skulle lave.
– I morgen. Tidligt.
Mette nikkede. Ville sige “tak”, men ordet sad fast. Der var ikke noget at takke for. Det var ikke en gave. Det var et forsøg på at reparere det, de selv havde ødelagt.
Om morgenen kom de til internatet. Den samme jerndør. Den samme lugt af klor og våd beton. Kvinden kom ud for at møde dem, denne gang i en blå forklæde, men ansigtet var det samme.
Viggo genkendte dem med det samme fra døren. Han sprang mod burets tremmer, klynkede, logrede så hele kroppen rystede. Han var blevet tynd i de dage: ribbenene stod frem under den røde pels, og venstre bagben gik mere forkert ind end før. Han haltede hurtigere mod dem, end han kunne.
Gert tog snoren. Den samme, af læder, slidt. Håndfladen omkransede remmen, som om den aldrig havde været væk.
Hjemme sad Lasse på sit værelse. Døren var lukket.
Kløerne klirrede mod fliserne i gangen. Ikke højt. Ujævnt, med et spring for hvert fjerde skridt.
Døren til børneværelset gik op.
Drengen stod i døråbningen. Viggo styrtede hen til ham, stak snuden ind i maven, slikkede hans hånd, knæet, hånden igen. Halen slog mod væggen.
Lasse satte sig på gulvet. Fingrene gravede sig ned i den røde pels, som duftede af internat, klor, fremmed. Men under den duft var der en anden, gammel, ægte, den der altid fik ondt i maven.
Han sagde det første ord i de dage:
– Viggo.
Så løftede han hovedet. Så på sin mor. På sin far.
Mette satte sig ved siden af.
– Lasse skat…
Han trak sig ikke væk. Men han trykkede sig heller ikke ind til hende. Han sad bare på gulvet, holdt om hunden, og så på dem, som om han så dem for første gang. Og var ikke sikker på, om han genkendte dem.
Viggo slikkede drengen under hagen og faldt til ro. Lagde sig ved siden af, trykkende den varme side ind mod ham.
Mette hældte foder i den røde plastskål med mærker af tænder langs kanten. Viggo haltede ind i køkkenet, kløerne klirrede, og han spiste, grådigt, hurtigt. Lasse sad ved siden af.
Og Gert stod i gangen, hvor de afrevne vægge duftede af fugt og gammel lim. Malerrullen lå i hjørnet, dækket af støv. Grundmalingen var tørret ind i dåsen. Revnen fra gulv til loft var der stadig.
Fra køkkenet kom lyden af en skål der blev skubbet hen ad gulvet, og smasken.
Gert stod og så på væggene. Renoveringen var ikke blevet til noget. Og nu var det ligegyldigt, om den nogensinde blev til noget. For i dette hus var der noget helt andet, der skulle repareres.
