Mand på weekend
Frikadellen ligger midt på tallerkenen. Anders stirrer på den, mens maven knurrer svagt og forræderisk.
– Birgitte, må jeg tage et stykke rugbrød med leverpostej? Jeg er sulten.
– Anders, aftensmad er om tyve minutter. Maden bliver kold, hvis du ikke venter.
– Det er bare et lille stykke, jeg spiser hurtigt.
– Kan du virkelig ikke vente? Jeg har planlagt alt. Kartoflerne er færdige klokken syv og kyllingen klokken syv-femten. Hvis du spiser nu, er du ikke sulten til aftensmad.
Anders sukker stille og sætter sig ned. Birgitte står ved køleskabet og organiserer varerne, de lige har handlet i SuperBrugsen. Alt har sin faste plads. Mælken på anden hylde til højre, osten nederst, yoghurt stående, skubbet frem med dem, der snart udløber.
– Må jeg i det mindste tage en kop te?
– Tag du bare. Men kun én teskefuld sukker.
– Birgitte, jeg er 57 år.
– Du er på vej til at blive diabetiker. Din far havde det, din farfar også. Kun én teskefuld.
Han rækker ud efter elkedlen, men Birgitte tager allerede hans kop, hælder te op, måler sukkeret nøje af og sætter koppen foran ham.
– Drik.
Han kigger på koppen. Så på hendes ryg, vendt mod køleskabet. Han smager på teen. For svag. Næsten uden sukker. Han siger ikke noget.
Det er allerede begyndt at blive mørkt udenfor. Oktober i Gladsaxe betyder tidligt mørke, i deres rækkehuskvarter, hvor husene ligger tæt, falder mørket hurtigt. Gadelamperne lyser jævnt, bilerne holder på deres faste pladser. Alt er som det plejer.
De er 57 og 55 år. Har boet sammen i tredive år. Deres hjem er klinisk rent og stille som Holte Bibliotek en søndag eftermiddag.
***
Lørdag starter altid klokken otte. Ikke fordi de behøver stå op, men fordi dagens gøremålslister starter dér. Birgitte skriver den hver fredag aften, sirligt, i en ternet notesbog.
Klokken otte: morgenmad.
Ottekvarter: vask af gulve.
Ti: ned og handle i Meny på Bagsværdvej, bagefter forbi Matas.
Tolvtolv: frokost.
Klokken ét: pause.
Klokken to: besøg hos tante Else.
Fem: hjem igen.
Halv seks: aftensmad.
Halv syv: TV eller bog.
22:00: sengetid.
Anders kender listen udenad. Ikke fordi han læser den, men fordi den ikke har ændret sig i femten år. Kun butikken og familievisitternes tidspunkt rykker lidt.
Han vasker gulv i entreen, sender kluden fra væg til væg og tænker på at fiske. Bare sådan. Det er vel otte år siden sidst, med Preben fra arbejdet, ude ved Arresø. Tre små aborrer og en skalle fangede de. De sad ved bredden til sent, lavede fiskesuppe over bål i en gammel gryde. Preben fortalte røverhistorier, og de grinede så meget, at ænderne forsvandt.
Han kom hjem sent den aften, helt træt. Birgitte var vågen.
Ved du, hvad klokken er?
Ja, Birgitte. Jeg blev bare hængende lidt.
Lidt. Jeg ringede otte gange. Aftensmaden er i køleskabet. Den er ikke god mere.
Undskyld.
Ved du, hvor nervøs jeg var?
Undskyld.
Siden da har han ikke været ude at fiske. Ikke fordi hun forbød det, men fordi der altid kom noget i vejen. Praktiske ting. Familien, huset. Til sidst foreslog han det ikke længere.
Anders, vrider du kluden ordentligt? Ikke for tør, ellers bliver der striber.
Han vrider, som hun siger. Han ser ingen forskel. Gulvene skinner. Birgitte er stolt af lejligheden. Han har hørt hende sige i telefonen: Man kunne spise direkte fra mine gulve. Han tænkte, han aldrig havde lyst til at spise fra et gulv, rent eller ej.
Indkøbsturen efter planen. Frokost efter planen. Hos tante Else fik de kartoffeltærte, lidt for sprød i bunden. Birgitte sagde pænt, men tydeligt: Else, din ovn varmer vist ujævnt. Anders spiste tre stykker og tænkte, det var netop derfor den smagte godt.
De var hjemme 17:20. Ti minutter før tid.
Birgitte satte varerne på plads, satte elkedlen over og tog ostekagen, hun lavede om morgenen, ud af køleskabet. Kagen var skåret i seks lige stykker.
Anders satte sig, så på kagen, mærkede pludseligt noget, der lignede stille panik. Ikke på grund af kagen, men fordi han vidste, hvad dagen i morgen og resten af ugen ville bringe. Og året efter.
Han drak op, spiste stille, tændte tvet.
***
Støvsugeren gik i stykker onsdag aften. Den stoppede bare. Anders skilte den ad på køkkenbordet. Det var filteret og noget med børstehovedet, en brækket lås. Ikke svært. Han har arbejdet som tekniker på Grundfos i 22 år, og det tog kun 20 min. at fikse.
Birgitte træder ind i køkkenet.
Hvad laver du?
Reparerer. Prøv at se, filteret har sat sig fast, og låsen er knækket.
Anders, ring efter en reparatør. Du skal ikke gøre det selv.
Birgitte, det er simpelt.
Du har allerede ødelagt to strygejern ved selv at reparere. Det ene blev aldrig varmt igen, det andet blev brændende.
Det var en anden situation. Det her kan jeg.
Anders.
Birgitte, jeg er uddannet ingeniør.
Ja, på fabrikken. Ikke på alt muligt andet. Gør det nu ikke værre.
Noget flytter sig i ham. Stille, tungt. Han ser på støvsuger-delene, sine hænder, hendes rolige ansigt.
Jeg fikser den, Birgitte.
Anders…
Jeg. Fikser. Den.
Hun ser overrasket ud. Så let irriteret. Går så ud.
Han bruger en time. Støvsugeren virker nu bedre end før. Han samler sammen, tænder maskinen for at høre den suge rigtigt.
Birgitte går forbi, nikker. Siger ikke noget.
Han havde håbet på et godt klaret.
***
Han finder et opslag på opslagstavlen ved Buddinge Station: Reparation af ældre apparater, staffelier m.v. Adresse og telefon her. Hans gamle pladespiller, en B&O-model fra før brylluppet, har ikke virket i tre år. Birgitte har flere gange bedt ham smide den ud. Han svarede altid senere.
Pladerne stod engang på værelset i kollegiet, nu i en kasse i pulterrummet. Han tjekker dem nogle gange.
Telefonen svarer ikke. Han bestemmer sig for at tage forbi adressen på Frederiksberg. En gammel ejendom med falmet puds og tunge døre.
Han ringer på på tredje sal. Der går længe, før døren går op.
En kvinde på hans egen alder åbner. Hun har et skævt, farvespraglet forklæde og maling i ansigtet. Håret er sat tilfældigt op, med totter stikkende ud.
Hej, du er her for reparationen?
Ja. Jeg hørte, her kan man…
Kom indenfor. Jeg hedder Inger, bare Inger. Pas på staffeliet i gangen.
Anders stopper op. At træde ind her er som at rejse et andet sted hen. Minder fra dengang på arkitektskolen, værksteder fulde af lærreder, nogle ufærdige, nogle overmalede igen og igen. Pensler i glas, farvetuber overalt. En ginger kat sidder på sofaen og ser kongeligt ligeglad ud.
Det dufter af linolie, kaffe og liv, måske.
Undskyld rodet, siger Inger, jeg har ikke nået at rydde op.
Det går nok, siger han. Overrasket over, at han virkelig mener det.
Hvad kan jeg hjælpe med?
Pladespilleren. En gammel B&O. Motoren lyder slidt.
Kender jeg. Har du prøvet med en ny sikring?
Ja, det hjalp ikke. Det stikker dybere.
Inger nikker.
Har du den med?
Ikke i dag. Ville først høre, om du tager imod dem. Telefonen svarede ikke.
Den forsvinder tit, ofte først under sofaen. Kom med den en dag. Men du kunne hjælpe mig lidt, så får du måske rabat?
***
Staffeliet står i stuen. Det er gammelt, holder ikke vinklen, da et hjørne er løsnet.
Her. Bolten passede ikke, jeg prøvede en skrue, men den er for lille.
Anders ser, beder om en skruetrækker. Inger finder tre. Han vælger én, vikler lidt gaffatape om skruen, skruer den fast nu står det fint.
Det er midlertidigt. Du skal bruge en M6-bolt med møtrik.
M6… må jeg skrive det ned?
Hun dypper en pensel i sort maling, skriver M6 med møtrik! på avisen på gulvet.
Han griner pludseligt og uventet.
Du smider bare avisen væk og glemmer det.
Nej, den skal op på køleskabet. Kom og få en kop kaffe. Har daggamle pølsehorn.
Han er på vej til at sige, at han skal hjem. At Birgitte…
Gern, siger han.
***
De drikker kaffe i det lille køkken med udsigt til baggården. I vindueskarmen vokser planter i alle størrelser. Pølsehornene ligger på en tallerken uden serviet. Anders tager et. Det er blødt, lidt sejt, men smager fantastisk. Ligesom hans mor lavede dem.
Det smager skønt, siger han.
Min datter lærte mig dem, inden hun tog til Aarhus Uni. Hun er 22, meget voksen. Jeg er ikke rigtig voksen endnu.
Hvor længe har du boet her?
Over 25 år. Blev skilt sidste år. Nu bor jeg kun med katten, Otto.
Otto løfter hovedet og lægger sig igen.
Var det hårdt?
At blive skilt? I starten. Men kender du det, hvor man tager ubehagelige sko af og indser, man bar dem for længe? Sådan føltes det.
Anders ser ud på træet i gården. Bladene er næsten væk, få gule hænger endnu.
Er du ingeniør?
Ja, på Grundfos. Jeg kan godt lide at reparere ting. Ikke bare der, men for sjov. Kan også lide at fiske.
Fiske? Fortæl!
Han bliver overrasket. Birgitte siger altid: Hvad er der at fortælle? Men Inger lytter virkelig.
Min far og jeg tog af sted hver sommer. Vi kørte før solopgang, og båden skvulpede stille på søen. Man kunne høre, når fiskene sprang.
Inger lytter, lægger hovedet mod hånden.
Jeg fangede engang en stor ål sammen med Preben Vi troede, det var en gren, der sad fast.
Han fortæller længe. Pludselig er der gået to og en halv time. Klokken nærmer sig ni.
Jeg må hellere af sted.
Selvfølgelig. Tak for hjælpen og for fiskesnakken.
På vej til stationen tænker han: Hvornår lyttede nogen sidst sådan til mig?
***
Birgitte sidder i køkkenet, da han åbner døren. På bordet står kold aftensmad, dækket over. Hendes blik siger, at der kommer en samtale.
Hvor har du været?
Ovre for at høre om pladespilleren. Kvinden var kunstner, hun bad om hjælp med staffeliet. Jeg blev forsinket.
Du sagde ikke noget.
Regnede ikke med at være væk så længe.
Jeg lavede frikadeller. De er kolde nu. Jeg har varmet dem op to gange, nu er de tørre.
Han ser på tallerkenen, ser på hende.
Undskyld for frikadellerne.
Det er ikke frikadellerne! Det er, at vi har en aftale om, at du siger hvor du går hen det er respekt.
Jeg ved det. Jeg tænkte ikke over det.
Netop. Du tænker aldrig på det hus på mig. Sidste tirsdag købte du den forkerte hytteost, jeg skrev fem procent, du tog ni. Jeg måtte smide den ud.
Han hænger jakken op, hænderne rolige, selvom noget strammer indeni.
Jeg spiste hos hende. Pølsehorn.
Pølsehorn?
Ja.
Du tager for at hente en gammel grammofon og kommer hjem ni om aftenen. Kan du høre, hvordan det lyder?
Jeg hjalp hende med staffeliet og drak te. Hun bor alene, ingen mand. Jeg hjalp bare.
Hvem er hun?
Hun hedder Inger. 54 år, underviser i tegning, skilt sidste år.
Du kender allerede hendes biografi.
Vi snakkede bare over teen, Birgitte. Bare snakkede.
Birgitte rejser sig, sætter maden i køleskabet. Hendes bevægelser er hurtige, præcise.
Du varmer selv, hvis du vil spise. Jeg går i seng.
Hun går ud. Anders sidder tavs. Regnen trommer mod ruden. Han tænker, at regnen heller ikke følger nogen plan.
***
Det gentager sig. Han kommer for at aflevere grammofonen, Inger holder, hvad hun lover: motoren bliver faktisk repareret af en hun kender, de drikker atter te. Denne gang køber han hindbærtærte i bageren til kaffen.
Senere besøger han hende bare for at spørge ind til bolten. Hun har købt forkert: M4, ikke M6. Han griner, hun griner. Han sætter rigtigt på.
Han fortæller ikke Birgitte alt. Siger bare, han skal ud i værkstedet. Hun spørger kun lidt, lader det ligge.
Én gang kommer han hjem sent igen. Han har set på Cezanne-reproduktioner med Inger, hun fortæller om farver og lys. Tiden forsvinder.
Birgitte venter.
Frikadellerne…
Birgitte, hør.
Hun ser ham i øjnene. Ikke irriteret, men ængstelig ægte bekymret.
Anders, hvad sker der?
Ingenting. Jeg besøger en ven, snakker, hjælper lidt. Det er rart.
Forstår du, hvad du siger?
Ja. Der er ikke noget … han tier. Der sker ikke noget sådan … Vi snakker bare.
Bare snakker.
Ja.
Anders, vi har været sammen i tredive år. Jeg har styret husholdningen, passet på dig og vores økonomi. Jeg arbejder hos Rambøll som cheføkonom, styrer begge vores liv.
Jeg ved det, Birgitte.
Hvorfor går du så over til en maler i stedet for at være hjemme?
Han finder ikke et svar. Eller kan ikke give det højt uden at være brutal.
***
Han pakker en weekendtaske fredag aften. Et par skjorter, barbermaskinen, en bog han vil genlæse. Birgitte står i døren til soveværelset og ser ham pakke.
Hvor skal du hen?
Jeg skal være alene. Tænke.
Anders, det er vanvittigt.
Måske. Men jeg gør det.
Du tager til hende.
Jeg tager væk for at tænke.
Anders!
Han lyner tasken. Birgitte står med korslagte arme, hjemmebadekåben snor sig pænt om hende. Hun ser forvirret ud, ikke vred, ikke kold. Forvirret som om ingen af hendes metoder virker.
Jeg ringer, siger han.
Og går.
***
Inger spørger ikke ind til noget. Da han ringer og spørger, om han kan bo på hendes sofa nogle dage, siger hun blot ja.
Han sover på sofaen i stuen, Otto lægger sig ved fødderne hver nat. Om morgenen laver Inger kaffe i en lille kande, krydrer med kardemomme. De sidder i køkkenet og lytter til radio, snakker om vejret, om at Otto har bidt planten igen.
Birgitte ringer. Først hver time, så mindre. Anders svarer ikke altid. Når han gør, lyder hun kontrolleret:
Anders, husk blodtryksmedicinen. Har du den med?
Ja, Birgitte.
Har du varm jakke med? De lover frost.
Ja.
Lægen om to dage kl. 16, jeg har bestilt tid.
Ja.
Anders, kan du ikke bare komme hjem? Hvad mangler du dér?
Han tier et øjeblik.
Jeg ringer igen, Birgitte.
Senere får han smser fra hendes veninder, et opkald fra sin chef (Birgitte har ringet, siger du er væk?), et fjollet hej fra hendes fætter Poul, som han kun ser nytår.
Hun kan mobilisere alt, tænker han.
Hvordan har du det? spørger Inger en aften.
Mærkeligt. Og lidt skræmmende. Ovant.
Det forstår jeg.
Jeg opdagede i morges, jeg bare tog en skjorte, den jeg ville. Ikke den hvide eller grå, men den her mørkeblå. Ingen havde lagt den frem til mig. Jeg har ikke selv valgt tøj i årevis.
Hun valgte?
Hun lagde tøj frem. Ellers påstod hun, jeg hverken passede vejret eller farverne. Jeg blev vant til det.
Inger er tavs.
Hun elsker mig, siger han. På sin måde.
Det tror jeg på.
Men jeg blev væk i det. En del af systemet.
***
Birgitte kommer søndag. Hun har fundet adressen. Anders åbner, de ser på hinanden.
Må jeg komme ind?
Han slipper hende forbi.
Birgitte ser sig omkring. Hendes blik dvæler ved Ingers sko, en vælter. En farverig tørklæde, en gammel jakke med maling. I rummet anes et hjørne af et lærred.
Inger træder ud i gangen. De kigger på hinanden.
Hej, siger Birgitte.
Hej, svarer Inger.
Birgitte vender sig mod Anders.
Er du okay?
Ja.
Husker du medicinen?
Birgitte
Jeg spørger bare.
I køkkenet har han lige skåret agurker til salaten. Skæve skiver. Birgittes øje fæstner sig agurker skal være lige.
Birgitte, du skulle ikke have kommet.
Jeg har brugt mit liv på dig, stemmen knækker. Jeg har passet på dig i tredive år. Du ved, alt hvad jeg har gjort, har været for dig?
Jeg forstår.
Så hvorfor?
Inger siger sagte:
Birgitte, må jeg sige noget? Ikke som fjende, bare sådan.
Sig frem, svarer Birgitte, uden at vende sig.
Omsorg er, når det er let at trække vejret sammen. Når nogen ikke kan ånde ved din side, så er det ikke rigtig omsorg længere. Du har ikke givet ham luft.
Birgitte er stille længe.
Du kender ikke vores liv, siger hun så.
Nej, siger Inger.
Anders går hen til Birgitte, tager hendes hånd, hun slipper den ikke.
Birgitte, jeg vil skilles. Ikke fordi jeg ikke elsker dig, men jeg kan ikke længere.
Hun kigger på hænderne, trækker sin hånd til sig. Hun tager sin taske fra entrébordet. Ryggen er rank, gangen sikker.
Glem nu ikke pillerne, siger hun ved døren. De er i den blå æske, øverst til højre.
Døren lukkes.
***
Skilsmissen tager et halvt år. Hun beholder lejligheden han strider ikke imod. Han lejer et værelse søndag fra Gammel Kongevej. Livet ændrer sig langsomt, som en facade restaureres sten for sten.
De første måneder gør han alting forkert. Køber det brød, han kan lide. Spiser stående ved køleskabet. Går sent i seng, fordi han ser film i tv til klokken ét. Oplever noget barnligt lykkeligt over at gøre noget forkert.
Med Inger går det langsomt. De kan lide hinanden, men skynder sig ikke begge forstår, det er vigtigt.
Om foråret tager de på fisketur. Anders har lejet grej, de låner Ingers gamle røde Peugeot fra 90erne til en lille sø ved Sorø. Inger har aldrig fisket før.
De sidder ved bredden. Morgenkulden er hård, græsset vådt, og Anders glemmer termokanden. Han opdager det, da han griber i tasken.
Termokanden! Åh nej.
Så kan vi nyde morgentågen, siger Inger, se, hvor fin den er mod vandet.
Han kigger. Tågen ligger hvidt og let. Solen står op, lyset rosa og lavt.
Smukt, hvisker hun.
Han fanger en lille aborre, Inger klukker og griner.
Sæt den ud den er baby!
Han slipper den ud.
De kommer hjem uden fisk, smurt ind i ler, fordi Anders gled ned i vandkanten og trak Inger med, og de grinede, så ænderne fløj op.
Jakke og bukser er uden redning.
Pyt, siger Inger, sikke en morgen vi fik i stedet.
Han ser på hende, hendes snavsede jakke, hendes latter, de løse hårtotter. Og tænker: Det her er livet. Ikke en plan. En beskidt jakke og lyserød tåge.
***
De bliver gift om efteråret, halvandet år senere. Lille bryllup med nogle få venner; Preben fra fabrikken, Irina fra Ingers atelier, der er fotograf, og Otto, der ignorerer selskabet fra vindueskarmen.
Livet med Inger er levende og lidt kaotisk. Hun glemmer at købe rugbrød, bruger penge på lærreder. Han bruger timer på at reparere gamle radioer, spreder skruer over hele køkkenet. Hun mister nøgler, han glemmer at slukke for vandet.
De skændes. Sommetider alvorligt – penge, hendes pensler, hans rod. Hun finder engang hans svensknøgle i køleskabet. Han aner ikke, hvordan.
Men ingen opgør lister over fejl. Ingen tæller. De bliver vrede, tavse, men så sætter en af dem vand over. Det betyder: vi taler videre. Den anden kommer også ud. Så drikker de kaffe.
***
Birgitte hører om brylluppet gennem deres gamle veninde Karen, der altid ved alt om alle.
Først lever Birgitte per automatik. Boligen holdes ren, maden på slaget seks, hun går til revisormøder hos Rambøll.
Men om aftenen bliver det for stille. Hun sidder over en kop te. Ofte skænker hun stadig to kopper. Hun stiller den ene væk. Det svier mere end ventet.
Chefen beder hende én dag blive.
Birgitte, er du okay?
Ja da.
Det har du ikke været i to måneder.
Familieproblemer.
Er din mand gået?
Birgitte ser op.
Hvordan ved du det?
Jeg kan bare se det. Jeg har selv prøvet. Lad være med at starte med at gøre rent. Begynd med dine følelser. Gå til en, tal om det. Ikke bare med en veninde, men en fagperson.
Hun svarer ikke, men tager det med sig.
***
Hun finder selv en psykolog i Østerbro. De første tre gange svarer hun knapt, følelsen er som at skulle klæde sig nøgen et fremmed sted.
Fjerde session spørger psykologen:
Hvornår var du sidst rigtigt bange? For dig, ikke for din mand.
Birgitte tænker længe.
Da han pakkede tasken. Da jeg indså, jeg ikke kunne styre det, ikke kunne holde ham tilbage. At jeg mister kontrollen.
Hvorfor skulle du kontrollere?
Hun tænker igen. Udenfor falder sneen.
Ellers vælter det hele. Min mor sagde altid: Birgitte, hold sammen på det, ellers går mændene. Det gjorde de alligevel. Men hun styrede alt.
Stilheden i konsultationen er blød.
Så du holdt fast hele livet?
Ja.
Og hvad opdagede du?
At hvis man holder for stramt, ender man også med at miste.
At sige det lettede hende.
***
Hun tager til maleriudstilling i Ballerup Kulturhus på Karens opfordring. Akvareller. Lethed, luft, det hvide papir træder frem.
Hun står foran et billede med en å, da en mand stiller sig ved siden af. Han er lidt ældre, venligt ansigt og lidt fjern i blikket.
Se, hvor kunstneren lader hjørnet være hvidt. Kun papir. Det gør billedet, siger han.
Det havde jeg ikke set.
Mange ser det ikke. Jeg hedder Jens.
Birgitte.
Han er klodset. Da de går ud sammen, sætter hans jakke sig fast, lynlåsen driller.
Med et smil tilbyder Birgitte:
Giv mig den.
Hun finder glidet, retter tænderne, lukker jakken. Han ser ud, som om hun har reddet noget stort.
Tak, jeg har kæmpet med den en måned.
Du trænger til en ny.
Ja, men hader at købe tøj.
De står lidt sammen. Han underviser i guitar i Kulturhuset, går til udstillingerne næsten hver uge.
Kom igen næste søndag, siger han.
Hun lover ikke noget, men møder op.
***
Jens er enkemand. Hans kone døde tre år før. Han bor alene, drikker meget te, spiller guitar, glemmer ofte datoer og taler længe om ligegyldige ting: hvorfor træerne vokser, som de gør.
I starten forsøger Birgitte at ordne hans hjem: foreslår en kalender, nævner kaos i køkkenskabet, begynder at arrangere glassene.
Jens tager mildt hendes hånd:
Birgitte, jeg har system. Det virker fint for mig.
Hun ser på hans hånd. Han er ikke vred, kun stille.
Undskyld, underlig vane.
Ikke mærkelig. Bare min køkken.
Dit køkken, smiler hun.
Hun husker det siden, griber sig selv i at ville ordne og lader være. Ikke altid, men mere og mere.
Psykologen siger:
Man kan ikke styre andre. Kun sig selv. Det er faktisk mere spændende.
Birgitte tænker på det.
Hun begynder at bage. Laver æblekage fra en venindes opskrift kanel efter behag. Hun stirrer længe: hvad betyder efter behag? Hun hælder rigeligt i. Kagen smager lidt bittert, men duften er fortryllende. Hun spiser halvdelen, stående, mens den er rygende varm.
Du bager nu? Karen bliver overrasket.
Jeg øver mig. Det bliver ikke altid godt, men det er hyggeligt.
Karen ser på hende.
Du har ændret dig, Birgitte.
Måske.
Til det bedre.
Hun svarer ikke, men smiler på vej ned ad gaden. Efterår, blade i luften.
***
Efter to år mødes de tilfældigvis i Fælledparken. Anders går med Inger hen til åen, Birgitte sidder med en bog, venter på Jens, der er henne efter kaffe.
Hun får øje på dem først. Anders går lidt foran, i den mørkeblå skjorte, med Inger ved siden af, snakkende. Birgitte lukker bogen.
Anders ser hende, stopper op. Går hen.
Birgitte. Hej.
Hej, Anders.
Inger lader pladsen, træder til siden.
Du ser godt ud, siger han, ærligt. Hun ligner faktisk sig selv blødere.
Du ser også godt ud.
De tier. Oktober er rolig, blade overalt.
Hvordan går det?
Godt. Inger og jeg tager bilen på tur næste måned. Uden destination. Bare for at se småbyer.
Hvorhen?
Aner det ikke, han smiler. Det er meningen.
Hun nikker, ser på Inger, der undersøger et træ.
Og dig?
Også godt. Jeg lærer at bage. Underligt, måske.
Nej.
Ikke altid succes. Sidst kom der for meget natron i kagen revnede. Men vi spiste den.
Det er godt.
Jens og jeg han er min kæreste nu. Han er meget distræt. Jeg øver mig i ikke at rette på alting.
Anders ser hende i øjnene.
Det er nok svært for dig.
Ja. Men hun tøver, men det er spændende.
Jens nærmer sig med to kaffebægre og en pose med nybagte snegle.
Birgitte! Der var kanelsnegle OG valmuesnegle jeg tog begge, vidste ikke, hvad du helst ville have!
Hun griner. Lyst og let.
Anders ser på hende.
Du griner, siger han.
Ja, siger hun, overrasket over sig selv.
Inger går hen.
Vi går videre, siger hun blidt.
Det er helt i orden, svarer Birgitte. Og det er det.
De skilles uden ufred. Han nikker, hun smiler. Inger vinker, varm og uden fornemhed.
Birgitte ser dem gå. Han siger noget, Inger griner og tager ham under armen.
Jens rækker hende begge sneglene.
Vælg selv.
Hun tager en kanelsnegl, bider i den. Den er varm, drysser lidt.
Parken støjer af blade, børn råber. Skyerne driver langsomt.
Birgitte sidder på bænken, spiser en varm snegl og tænker: Jeg havde måske aldrig lært, hvordan det er at elske hvis han ikke var gået dengang.
Jens sætter sig, graver i posen, har fået en med birkes, dem kan han ikke lide.
Vil du bytte?
Hun tager den.
Ja, gerne.
