»Jeg har brug for en mand til weekenderne, ikke til livet – jeg har allerede indrettet mig alt for godt« Den ærlige holdning fra en 52-årig kvinde
»Det er på tide, vi flytter sammen.« »Hvorfor?« »Hvad mener du med hvorfor? Vi er jo voksne mennesker.« »Netop derfor forstår jeg ikke – hvorfor?« Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var tredive, at jeg som tooghalvtreds skulle afvise mænd, der insisterede på at flytte ind hos mig, ville jeg have troet, at livet var gået helt fra forstanden. I ungdommen var det omvendt. Dengang var mænd bange for forpligtelser, fælles husholdning og samtaler om fremtiden. Nu sker der noget mærkeligt. Så snart en mand har tilbragt en måned eller to med mig, får han pludselig en underlig idé: at slå køleskabe, budgetter, lejligheder, problemer, beskidte sokker og alle andre glæder ved samliv sammen. Og det mest interessante er ikke engang det. Det mest interessante er, at ingen af dem nogensinde har kunnet forklare mig, hvad jeg personligt skulle få ud af det.
Jeg hedder Mette, jeg er tooghalvtreds. Jeg har været skilt i femten år. Jeg har en voksen datter, min egen lejlighed, et job, veninder, to ferier om året og et overraskende roligt liv. Om aftenen kan jeg spise is direkte fra bøtten og se serier til klokken to om natten. I weekenden kan jeg sove til middag. Jeg kan lade en kop stå på bordet uden at høre en forelæsning om uorden. Jeg behøver ikke lave kartoffelsuppe, hvis jeg ikke har lyst til at lave kartoffelsuppe. Og vigtigst af alt: Ingen står og ånder mig i nakken med spørgsmålet: »Hvad skal vi have til aftensmad i dag?«
Problemet er, at mænd tilsyneladende opfatter min selvstændighed som en midlertidig misforståelse, der må rettes op på med deres tilstedeværelse. Først beundrer de mig. De siger, hvor uafhængig, interessant og selvforsynende jeg er. Men så går der et par uger, og det viser sig, at deres beundring havde et skjult formål. De håbede inderligt, at al denne selvstændighed en dag skulle komme dem til gode.
Det første alarmklokke ringede med Søren. Søren var otteoghalvtreds, så ordentlig ud, fortalte intelligente ting om rejser og kunne endda bruge servietter på restaurant, hvilket efter de halvtreds kan betragtes som en seriøs dyd. Vi så hinanden i omkring en måned. Alt var fint. Film, gåture, caféer, ture ud af byen. Men så en aften sagde han en sætning, der fik mig til at sætte kaffekoppen tilbage på underkoppen.
»Hør, kunne du komme forbi mig efter arbejde?«
»Hvorfor?«
»Altså, for at lave noget mad.«
Jeg spurgte endda en gang til.
»Lave hvad?«
»Aftensmad.«
Det viste sig, at Søren var træt af at bo alene. Nej, ikke psykisk. Fysisk. Hans køleskab deprimerede ham, fordi det ikke fyldte sig selv. Hans komfur ærgrede ham, fordi det ikke lavede kartoffelsuppe uden hjælp. Hans vaskemaskine bekymrede ham, fordi den krævede menneskelig deltagelse. På et tidspunkt gik det op for mig, at manden oprigtigt betragtede forhold som en form for outsourcing af huslige ydelser.
»Søren, hvorfor laver du ikke selv mad?«
Han så på mig, som om jeg havde foreslået, at han selv skulle foretage en hjerteoperation.
»Jamen, du er jo kvinde.«
Fantastisk argument. Kort. Præcist. Lukker alle spørgsmål med det samme. Især hvis man ikke tænker.
Efter Søren kom Lars. Lars var femoghalvtreds. Lars elskede at klage over materialistiske kvinder. Det var hans yndlingshobby. Uanset samtaleemne endte det efter syv minutter med en historie om, hvordan de havde prøvet at udnytte ham for penge. Det lød ekstra morsomt fra en mand, der kørte i en bil ældre end nogle studerende og talte småmønter foran kassen i supermarkedet.
På den sjette date besluttede Lars at invitere mig hjem.
»Kom på lørdag.«
»Fint.«
»Men køb lige ind på vejen.«
»Hvad?«
»Altså til aftensmad.«
»Du vil have, jeg skal købe ind?«
»Ja.«
»Og hvad laver du så?«
»Jeg tager imod dig.«
Jeg mener stadig, at denne mand var en undervurderet genialitet. For at finde på en date, hvor kvinden køber ind, tager maden med, laver aftensmad og så takker for invitationen – det kan de færreste.
»Lars, hvad med penge til indkøbene?«
»Hvad med dem?«
»Hvordan?«
»Du har jo et arbejde.«
Der gik det op for mig, at han kun brugte ordet »materialistisk« om andre mennesker.
Efter sådanne historier begyndte jeg at se et mønster. Mænd kunne lide min lejlighed. De kunne lide ordenen der. De kunne lide, at jeg altid havde mad, rene håndklæder, friske lagner og fungerende VVS. De kunne lide mit liv. Men mærkeligt nok var de fleste overbeviste om, at jeg efter forholdets start skulle udvide denne service og også begynde at servicere dem.
Det sjoveste var Peter. Peter talte meget hurtigt om at bo sammen. Og han gjorde det med en entusiasme som en mand, der lige havde fundet en måde at reducere sine udgifter betragteligt.
»Tænk, hvor fordelagtigt det er at bo sammen.«
Når en mand begynder en samtale med ordet »fordelagtigt«, har kvinder på min alder lyst til at finde lommeregneren frem.
»Hvad mener du?«
»Et køleskab. Én internetforbindelse. Én husleje.«
»Fordelagtigt for hvem?«
»For os.«
Jeg smilede.
»Peter, hvor bor du nu?«
»I en lejet lejlighed.«
»Og jeg?«
»I din egen.«
Her blev regnestykket pludselig meget interessant.
»Så du stopper med at betale husleje, flytter ind hos mig, reducerer dine udgifter og bliver glad?«
»Ja, altså.«
»Hvor er min fordel?«
Efter det spørgsmål blev manden stille. I omkring to minutter. Man kunne se, at der foregik en kompleks tankeproces indeni. Så kompleks, at jeg aldrig fik svar.
Det mest komiske skete med Jørgen. Han var enogtres. En meget ordentlig mand. Meget dannet. Meget træt af ensomhed.
»Det er svært at være alene.«
Jeg nikkede forstående.
»Men det er let for mig.«
Han blev helt forvirret.
For mænd forventer som regel en anden reaktion. De forventer medfølelse. Solidaritet. Fælles længsel efter en partner. Men når en kvinde roligt meddeler, at hun har det godt alene, bryder systemet sammen.
Og så er vi ved det centrale spørgsmål, der irriterer så mange mænd.
Jeg har faktisk brug for en mand.
Men ikke for at vaske hans skjorter.
Ikke for at stryge hans bukser.
Ikke for at lave suppe om søndagen.
Ikke for at lede efter hans sokker under sofaen.
Ikke for at høre historier om, hvorfor han ikke selv kan bestille tid hos lægen.
Jeg har brug for en mand til samtaler. Til ture. Til gåture. Til teater. Til rejser. Til en god aften. Til nærhed. Til følelser. Til glæde. Men ikke til en fast adresse i mit køkken.
Mænd bliver meget fornærmede over sådan en holdning. Jeg er blevet kaldt egoistisk. Kaldt fordærvet. Kaldt for selvstændig. De sagde, at jeg ikke kan indgå i forhold. Men mærkeligt nok har ingen nogensinde kunnet forklare, hvorfor et forhold nødvendigvis skal betyde ekstra arbejde for kvinden. Hvorfor manden får en ledsager, en samtalepartner, en elskerinde, en husmor og en kok i én person, mens kvinden skal betragte selve hans tilstedeværelse som en belønning.
Nogle gange tror jeg, at mange mænd bare ikke har bemærket, at verden har forandret sig. De lever stadig efter regler, der virkede for tredive år siden. Dengang var det lettere for en kvinde at acceptere et ubelejligt ægteskab end at bo alene. I dag er alt anderledes. Mange kvinder på min alder har arbejde, bolig, veninder, børnene er voksne, lånene er betalt, livet er på plads. Og når en mand dukker op, opstår der et meget enkelt spørgsmål: Bliver mit liv bedre?
Hvis svaret er »nej« – hvorfor så?
Derfor siger jeg det ærligt. Jeg har brug for en mand til weekenderne. Til livet har jeg allerede indrettet mig alt for godt. Og ved I, hvad det mest fantastiske er? Hver gang efter den sætning bliver mændene fornærmede. Selvom det, hvis man tænker efter, er det mest ærlige kompliment, man kan give et forhold. For jeg vil have et menneske ved min side, ikke fordi jeg ikke kan klare mig uden ham, men fordi jeg har det godt med ham.
At bo sammen bare for at nogen får en gratis kok, rengøringsdame og administrator af sit eget liv? Undskyld mig. Den stilling lukkede jeg for femten år siden, og jeg har ikke tænkt mig at genåbne den.
Psykologens analyse: Efter 50 år befinder mange kvinder sig for første gang i en situation, hvor forhold ikke længere er en nødvendighed, men et valg. De har allerede bolig, indkomst, sociale netværk og erfaring fra tidligere ægteskaber. Derfor ændrer hovedspørgsmålet sig fra »hvordan undgår jeg at være alene?« til »bliver mit liv bedre sammen med dette menneske?«.
Konflikten opstår, fordi en del mænd stadig opfatter samliv som en naturlig byttehandel: manden giver sin tilstedeværelse, kvinden giver omsorg og husholdning. Men moderne kvinder vurderer i stigende grad de reelle fordele og omkostninger. Hvis forholdet kræver flere ressourcer, end det bringer glæde, falder motivationen for at bo sammen drastisk.
Hovedkonklusionen er enkel: Modne forhold bygges i dag sjældnere på gensidig nød, men i stedet på gensidig komfort. Og hvis den ene part opnår bekvemmelighed, mens den anden får en ekstra byrde, holder sådan en forbindelse sjældent i længden.
