»Jeg har brug for en mand til weekenden, ikke til livet – jeg har det alt for godt, som jeg har det.« En ærlig position fra en 52-årig kvinde.
»Vi burde flytte sammen.« »Hvorfor?« »Hvad mener du med hvorfor? Vi er jo voksne mennesker.« »Netop derfor forstår jeg ikke – hvorfor?« Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var tredive, at jeg som tooghalvtreds skulle forsvare mig mod mænd, der insisterede på at flytte ind hos mig, ville jeg have troet, at livet var gået helt galt. I ungdommen var det omvendt. Dengang var mænd bange for forpligtelser, fælles husholdning og snak om fremtiden. Nu sker der noget mærkeligt. Så snart en mand har været sammen med mig et par måneder, får han pludselig en underlig idé: at slå køleskabe, budgetter, lejligheder, problemer, beskidte sokker og alle de andre glæder ved samlivet sammen. Og det mest interessante er ikke engang det. Det mest interessante er, at ingen af dem nogensinde har kunnet forklare mig, hvad det skulle være godt for – set fra min side.
Jeg hedder Bodil, jeg er tooghalvtreds år. Jeg har været skilt i femten år. Jeg har en voksen datter, min egen lejlighed, et arbejde, veninder, ferie to gange om året og et forbavsende roligt liv. Om aftenen kan jeg spise is direkte fra bøtten og se serier til klokken to om natten. I weekenden kan jeg sove til middag. Jeg kan lade en kop stå på bordet uden at få en forelæsning om rod. Jeg kan undlade at lave en gryderet, hvis jeg ikke har lyst. Og vigtigst af alt – ingen står og ånder mig i nakken med spørgsmålet: »Hvad skal vi have til aftensmad i dag?«
Problemet er, at mænd tilsyneladende opfatter min selvstændighed som en midlertidig misforståelse, der straks må rettes op med deres tilstedeværelse. Først beundrer de mig. De siger, hvor uafhængig, interessant og selvforsynende jeg er. Men så går der et par uger, og det viser sig, at deres beundring havde et skjult formål. De havde oprigtigt håbet, at al den selvstændighed en dag skulle komme dem til gode.
Det første varsel kom med Verner. Verner var otteoghalvtreds, så præsentabel ud, fortalte fornuftige ting om rejser og kunne endda bruge servietter på restaurant, hvilket efter halvtreds allerede kan betragtes som en seriøs dyd. Vi så hinanden i omtrent en måned. Alt var godt. Biograf, gåture, caféer, ture ud af byen. Men så en aften sagde han noget, der fik mig til at sætte kaffekoppen tilbage på underkoppen.
»Hør, kunne du ikke komme forbi mig efter arbejde?«
»Hvorfor?«
»Jamen, for at lave noget mad.«
Jeg spurgte endda lige en gang til.
»Lave hvad?«
»Aftensmad.«
Det viste sig, at Verner var træt af at bo alene. Nej, ikke psykisk. Fysisk. Hans køleskab gik ham på, fordi det ikke fyldte sig selv. Hans komfur gjorde ham ked af det, fordi det ikke lavede mad uden hjælp. Hans vaskemaskine bekymrede ham, fordi den åbenbart krævede menneskelig medvirken. På et tidspunkt gik det op for mig, at manden oprigtigt så forhold som en slags outsourcing af huslige tjenester.
»Verner, hvorfor laver du ikke selv maden?«
Han så på mig, som om jeg havde foreslået, at han selv skulle foretage en hjerteoperation.
»Jamen, du er jo kvinde.«
Et fantastisk argument. Kort. Præcist. Lukker alle spørgsmål med det samme. Især hvis man ikke tænker.
Efter Verner kom Søren. Søren var femoghalvtreds. Søren elskede at klage over materialistiske kvinder. Det var hans yndlingshobby. Ethvert samtaleemne endte efter syv minutter med en historie om, hvordan nogen havde prøvet at udnytte ham for pengenes skyld. Det lød især komisk fra en mand, der kørte i en bil ældre end nogle studerende og talte småmønter, før han betalte i supermarkedet.
På den sjette date besluttede Søren at invitere mig hjem.
»Kom på lørdag.«
»Godt.«
»Men køb lige ind på vejen.«
»Hvad?«
»Til aftensmad.«
»Du vil have, at jeg tager mad med?«
»Ja.«
»Hvad laver du så?«
»Jeg tager imod dig.«
Jeg mener stadig, at denne mand var en undervurderet genialitet. For at finde på en date, hvor kvinden køber ind, bringer maden, laver aftensmad og så endda takker for invitationen – det er ikke alle, der kan.
»Søren, hvad med penge til maden?«
»Hvorfor?«
»Hvad mener du?«
»Du har jo et arbejde.«
Der gik det op for mig, at ordet »materialistisk« brugte han udelukkende om andre.
Efter sådanne historier begyndte jeg at se et mønster. Mænd kunne lide min lejlighed. De kunne lide ordenen i den. De kunne lide, at jeg altid havde mad, rene håndklæder, friske lagner og velfungerende VVS. De kunne lide mit liv. Men mærkeligt nok var de fleste overbeviste om, at når først forholdet begyndte, skulle jeg udvide servicen og også begynde at betjene dem.
Den sjoveste var Viggo. Viggo talte meget hurtigt om at flytte sammen. Og han gjorde det med entusiasmen hos en mand, der lige havde fundet en måde at skære drastisk ned på sine udgifter.
»Tænk hvor fordelagtigt det er at bo sammen.«
Når en mand begynder en samtale med ordet »fordelagtigt«, har kvinder på min alder lyst til at tage regnemaskinen frem.
»Hvordan mener du?«
»Ét køleskab. Én internetforbindelse. Én husleje.«
»Fordelagtigt for hvem?«
»For os.«
Jeg smilede.
»Viggo, hvor bor du lige nu?«
»I en lejet lejlighed.«
»Og jeg?«
»I din egen.«
Her blev regnestykket pludselig meget interessant.
»Så du holder op med at betale husleje, flytter ind hos mig, skærer dine udgifter ned og bliver lykkelig?«
»Ja, helt rigtigt.«
»Hvor er min fordel?«
Efter det spørgsmål tav manden. I to minutter. Man kunne se, hvordan en kompliceret tankeproces foregik indeni. Så kompliceret, at jeg aldrig fik svar.
Det sjoveste var med Gert. Han var enogtres. En meget pæn mand. Meget dannet. Meget træt af at være alene.
»Det er hårdt at være alene.«
Jeg nikkede forstående.
»Men for mig er det let.«
Han blev helt forfjamsket.
For mænd forventer normalt en anden reaktion. De forventer medfølelse. Sammenhæng. Fælles længsel efter en partner. Når en kvinde roligt meddeler, at hun har det godt alene, kortslutter systemet.
Og her er vi ved det centrale spørgsmål, der irriterer så mange mænd.
Jeg har faktisk brug for en mand.
Men ikke til at vaske hans skjorter.
Ikke til at stryge hans bukser.
Ikke til at lave søndagssuppe.
Ikke til at lede efter hans sokker under sofaen.
Ikke til at høre historier om, hvorfor han ikke selv kan bestille tid hos lægen.
Jeg har brug for en mand til samtale. Til ture. Til gåture. Til teater. Til rejser. Til en god aften. Til nærhed. Til følelser. Til glæde. Men ikke til at få hans navn på min postkasse.
Mænd bliver meget fornærmede over den holdning. Jeg er blevet kaldt egoist. Forkælet. For uafhængig. Nogen har sagt, at jeg ikke kan bygge relationer. Men mærkeligt nok har ingen nogensinde kunnet forklare, hvorfor relationer nødvendigvis skal betyde merarbejde for kvinden. Hvorfor manden får en ledsager, en samtalepartner, en elskerinde, en husmor og en kok i ét, mens kvinden skal betragte selve hans tilstedeværelse som en belønning.
Indimellem tror jeg, at mange mænd bare ikke har lagt mærke til, at verden har forandret sig. De lever stadig efter regler, der virkede for tredive år siden. Dengang var det nemmere for en kvinde at acceptere et ubelejligt ægteskab end at bo alene. I dag er alt anderledes. Mange kvinder på min alder har arbejde, bolig, venner, børnene er blevet voksne, lånene betalt, livet er på plads. Og når der dukker en mand op, opstår der et meget enkelt spørgsmål: Bliver mit liv bedre?
Hvis svaret er »nej«, hvorfor skulle jeg så?
Derfor siger jeg det ærligt. Jeg har brug for en mand til weekenden. Til livet har jeg det alt for godt, som jeg har det. Og ved I, hvad det mest utrolige er? Hver gang efter den sætning bliver mændene fornærmede. Selvom det, hvis man tænker over det, er det mest ærlige kompliment, man kan give et forhold. For jeg vil have et menneske ved min side, ikke fordi jeg ikke kan klare mig uden ham, men fordi jeg har det godt med ham.
Og at bo sammen, bare for at nogen får en gratis kok, rengøringskone og administratoren af sit eget liv? Undskyld mig. Den stilling lukkede jeg for femten år siden, og jeg har ikke tænkt mig at genåbne den.
Analyse fra psykologen: Efter 50 år befinder mange kvinder sig for første gang i en situation, hvor forhold ikke længere er en nødvendighed, men et valg. De har allerede bolig, indtægt, sociale netværk og erfaring fra tidligere ægteskaber. Derfor ændres hovedspørgsmålet fra »hvordan undgår jeg at ende alene?« til »bliver mit liv bedre med dette menneske?« Konflikten opstår, fordi en del mænd stadig opfatter samliv som en naturlig byttehandel: manden giver sin tilstedeværelse, kvinden giver omsorg og husholdning. Men moderne kvinder vurderer i stigende grad de reelle fordele og omkostninger. Hvis forholdet kræver flere ressourcer, end det bringer glæde, falder motivationen for at bo sammen drastisk.
Hovedkonklusionen er enkel: Modne relationer bygges i dag oftere på gensidig komfort end på gensidig nød. Og hvis den ene part får bekvemmelighed, mens den anden får en ekstra byrde, holder sådan en forbindelse sjældent i længden.
