Jeg annullerede kloakmesteren og rørleverancen. Du kan sidde uden vand i weekenden – så finder du ud af, hvem der er mand i huset.
Det var Søren, der råbte efter mig med en streng herremandsstemme, som om han fratog slaverne deres drikkevand.
– I weekenden tager jeg til min mor. Jeg trænger til at slappe af fra dine evige krav. Prøv en gang selv at løse et mandeproblem. Lad livet lære dig at værdsætte den, der trækker læsset herhjemme.
Han stod i gangen med en pakket rejsetaske og pustede brystet op, som om han gemte en medalje for at redde galaksen under jakken.
Søren havde i årevis fremstillet hver eneste pære, han skruede i, som en bedrift af national betydning, og en bon fra byggemarkedet som et ridderkors.
Nu ventede han på, at jeg slog hænderne sammen og hang ved hans ben og tryglede om ikke at lade mig i stikken med den defekte sommerhusvandledning.
Jeg flyttede tavs blikket fra hans blankpudsede sko til buret i hjørnet af stuen.
Der sad på pinden og pudsedee fjer – Palle, en stor grå papegøje, min personlige, fjerbeklædte anklager med en fænomenal hukommelse for andres dumheder.
Palle så på Søren med et rundt, gult øje og kaglede betydningsfuldt.
– God tur, Søren, svarede jeg roligt. – En forandring er den bedste hvile.
Mænds uundværlighed er en letfordærvelig vare – når du først har klaret dig uden den, forvandles den for øjnene af dig til almindelig inkompetence.
Men det vidste Søren ikke endnu. Han fnøs højlydt, smækkede hoveddøren så hårdt, at kalken faldt ned fra loftet, og drog af sted til sin mor, Grethe.
Så snart skridtene døde hen på trappen, tændte jeg computeren.
Reparationsordren var oprettet på hans nummer, men skulle betales fra vores fælles konto.
I søgehistorikken på computeren, som min mand i sit dramatiske afskedsøjeblik havde glemt at slukke, hang en annulleret faktura for en ny pumpe, rør og fittings.
Og ved siden af – en åben chat.
Jeg stangede øjnene i skærmen, og mit lette smil blev hurtigt til iskold vrede.
I chatten med en kammerat, der var leverandør, hang en kort besked fra min mand: »Lad Mette sidde et par dage uden vand, så går hun med til enhver pris.«
Søren ville ikke bare efterlade mig uden vand i weekenden for så triumferende at vende tilbage som redningsmand på en hvid hest.
Han havde bestilt byggematerialer hos sin skolekammerats firma til tre gange markedsprisen.
Det vil sige, at denne »familieoverhoved« ikke kun planlagde en skueproces i hjælpeløshed, men også at tappe fyrre-fem tusind kroner fra vores fælles budget for noget, der på nærmeste byggemarked kostede højst femten tusind.
Medlidenheden med min mand fordampede endeligt. Nu handlede det om simpel aritmetik.
På to timer fandt jeg en direkte leverandør via engrosbasen. På tre minutter aftalte jeg levering lørdag morgen.
Yderligere femten minutter gik med at finde en dygtig håndværker på den lokale Facebook-gruppe – Onkel Villy – som gik med til at montere det hele for en fornuftig pris, ikke de astronomiske beløb, som min mand normalt skrev af på »det svære mandearbejde«.
Weekenden i sommerhuset forløb ikke bare produktivt, men med en særlig kynisk tilfredsstillelse.
Lørdag kom Onkel Villy med hele listen, installerede den nye pumpe, omsmeltede plastikrørene, skiftede fittings og startede systemet.
Den gamle, angiveligt uoprettelige pumpe skilte han straks ad for øjnene af mig, fandt en billig fejl (en løs kontakt) og tog den med som reservedele – og gav mig fem tusind kroner i hånden.
Søndag klokken fem duftede sommerhuset af nyslået græs.
Den nye pumpe pumpede vand med en stakhanovits begejstring, og jeg sad på verandaen og lagde kvitteringer, garantibeviser og fakturaer foran mig.
Billedet var perfekt. Jeg ventede gæster.
Haven lågen knirkede præcis klokken seks. På stien dukkede to personer op.
Forrest, som en streng kommission i en katastrofezone, gik svigermoren. Bag hende, med en sørgmodig mine som en udmattet atlasbærer, slæbte Søren sig af sted.
De havde tydeligvis forventet at se ruin, udtørrede bede og mig i hysterisk kamp med en svensknøgle.
– Nå, Mette, begyndte Grethe, inden hun nåede verandaen. Hendes stemme flød af sød, klæbrig gift. – Har du nu forstået, at en mand i huset er hovedet? En kone uden mand, som man siger, farer vild ved første søm! Søren har været så bekymret, så bekymret, hele weekenden har han ikke kunnet finde ro…
I det øjeblik lød der fra det åbne vindue i stuen, hvor buret med Palle stod, en munter, skurrende kaglen:
– Hovedet rejste! Vandet kom! Hovedet rejste!
Svigermoren stoppede brat, som en sangerinde, der glemmer sit playback.
Søren strakte halsen og stirrede på den splinternye vandhane ved husmuren, hvor der, glitrende i solen, dryppede muntert vand.
Familien er som en båd, hvor den ene roer stille, mens den anden højlydt kritiserer strømmen og oprigtigt tror, han er kaptajn.
– Men dog, Grethe, jeg rejste mig ikke engang fra stolen. – Ingen vildfarelse. Kom ind, sæt dig. Vandet er der, rørene er skiftet, trykket er fremragende.
– Hvordan… skiftet? min mand blinkede. – Hvem gjorde det? Du forstår jo ingenting! Du er helt sikkert blevet snydt!
Palle fornemmede et taknemmeligt publikum, rykkede tættere på tremmerne, rystede hovedet og fremførte følgende replik, kopieret til mindste detalje fra min mands pralende tone:
– Hun kommer selv kravlende! Uden mig går det galt! Lad hende mærke det! Lad hende mærke det! Sofahelt!
Søren blegnede. Grethe så forvirret hen mod vinduet:
– Søren, hvad er det for noget, din fugl siger?
– Det er, fordi han har hørt for meget fjernsyn, forsøgte Søren ynkeligt at forklare, mens han bakkede mod haven lågen.
Hans oppustede vigtighed forsvandt for øjnene af os og blev til panik.
Men den fjerbeklædte anklager var ikke til at stoppe.
– Sig det til mor! Sig det til mor! Mette kan ikke! afsluttede Palle og udstødte en modbydelig boblende latter, hvori man ufejlbarligt genkendte Sørens skraldgrin efter en øl.
Der blev så stille på verandaen, at man kunne høre en humlebi summe over blomsterbedet.
Grethes ansigt blev dybt purpur. Forståelse gik endelig op for hende: han havde ikke »været bekymret« – han havde bevidst arrangeret sabotage for bagefter at hævde sig på min bekostning i hendes nærvær.
– Og nu til, hvem der har snydt hvem, sagde jeg og tog papirerne fra bordet, skubbede dem med jævne bevægelser ud på kanten, tæt på min skrumpne mand.
– Her er din annullerede faktura. Femogfyrre tusind for materialer fra din kammerat. Og her er mine kvitteringer. Femten tusind for det hele med levering. Plus fem tusind fra Onkel Villy for din »døde« pumpe.
Jeg holdt en pause og så på, hvordan min mand gemte øjnene.
– I alt, Søren: din uvurderlige hjælp ville have kostet vores budget tredive tusind kroner i rent tab.
Søren stirrede på tallene med glasøjne. Han famlede hjælpeløst med læberne, men ordene kom ikke.
– Søren… så du ville altså tage tre gange så meget for Mette gennem din kammerat? spurgte Grethe stille.
Hun elskede ordet »mandfolke«, men for første gang den aften fandt hun ikke et sted at anbringe det.
Berøvet sit trumfkort i form af en genial søn, klemte svigermoren læberne sammen, så de blev til en kyllingeendes røv, og vendte blikket bort. At forsvare en mand, der så dumt var blevet fanget i praleri og spild, passede ikke ind i hendes verdensbillede.
Jeg rejste mig, støttede hænderne mod bordet og så min mand lige i øjnene.
Derefter samlede jeg papirerne og lagde mine kvitteringer i en klar plastmappe sammen med den annullerede faktura.
– Det her bliver opbevaret i mappen »mandfolkebeslutninger«. Til historien. Så næste gang du vil lære mig livets gang, har vi straks en lærebog.
Min mand åbnede munden, men jeg standsede ham med en gestus.
– Familien budgetter fodrer ikke længere dine kammerater. Ingen fakturaer, ingen håndværkere, ingen mandfolkebeslutninger uden mit samtykke. Vil du være den øverste her i huset – så bliv først nyttig, ikke skadelig. Men lige nu producerer du kun store ord og underskud, så gør du, hvad jeg siger.
Jeg vendte mig og gik ind i huset. Bag mig hørtes hverken protester eller de sædvanlige foredrag om kvindens lod. Kun en tung, ydmyget pustelyd.
Da jeg allerede havde fat i dørhåndtaget, lød der fra vinduet Palleglade skrig, som satte det sidste, definitive punktum i historien:
– Sofahelt! Vis kvitteringen! Vis kvitteringen!
