Han rakte hånden frem for at klappe det vilde dyr, men katten rykkede til siden og kravlede mærkeligt væk fra manden, væk fra den udstrakte hånd…
— Se på ham! – skreg skoleinspektøren nærmest. — Forældrene er indkaldt, og han skammer sig ikke engang!
Mads så direkte ind i øjnene på den vrede inspektør. På ti-årige Mads’ ansigt var der ikke skygge af anger over den onde gerning. Med et kedsomt udtryk hørte han tavst på Bodil Baggers bebrejdelser.
— Brænde klassens journal! – inspektørens stemme gik over i en hvinen.
— Vent udenfor! – sagde faren strengt.
Drengen gik ud af inspektørens kontor og smækkede døren hårdt. Det var ham ligegyldigt, om han blev straffet igen. Han kunne ikke handle anderledes – han havde givet sit ord…
Og hvad angår forældrene, ville de snart glemme ham igen og tage af sted på endnu en ekspedition.
Samme aften blev det besluttet i familien at sende Mads ud til bedstefaren i landsbyen hele sommeren. Måske kunne han få styr på den unge oprører…
*****
— Det her er din dagsplan, – Egon Lund, tidligere soldat, pegede på et stykke papir skrevet i jævn håndskrift. – I landsbyen er der ikke tid til fis, alle skal have mad og drikke.
— Er jeg slave? – Mads slap det ud, da han læste den lange liste over pligter.
Egon smilede og vurderede barnebarnets krigeriske blik. I går havde sønnen bragt Mads forbi og klaget uophørligt til faderen over, hvor svær drengen var blevet. Slagsmål i skolen, utilfredshed hos lærere og inspektør – alt det optog tid fra forskningen. Mads’ forældre rejste på ekspedition og efterlod oprører-sønnen hos bedstefaren med lettelse.
Dagene gik langsomt, fyldt med uvante gøremål…
Mads stod op med hanen, hjalp bedstefar med at fodre den brogede ko Frida, de fire grise og den rødbrune hest Basse. Bringe vand, stable kløvet brænde, luge bede…
Arbejdet tog aldrig ende, men Mads havde givet sit ord på ikke at klage.
— Passer han på mig? – spurgte Mads en dag og så mistroisk på bedstefarens store hund Viktor, der fulgte ham som en skygge, når han forlod gården.
— Han mærker, du ikke er herfra, er bange for, du farer vild, – svarede bedstefaren med let ironi.
Mads nød at gå på fiskeri. Drengen lærte hurtigt at håndtere fiskestangen, og efter et par uger lod Egon ham gå alene ned til åen.
Det bedste fiskeri var tidlig morgen, når det stadig var køligt. Mads kunne godt lide at sidde med stangen på bredden og se solen stå op og oplyse alting. Sådan noget så man ikke i byen!
En tidlig morgen, mens han sad med fiskestangen ved den smukke å, bemærkede Mads en bevægelse i det høje græs.
Et sted tæt på kvækkede en frø højlydt, og en hund gøede. Velkendte lyde, men…
Græsset bevægede sig igen, og drengen besluttede at undersøge det…
Forsigtigt trådte han mellem det høje græs i morgenskumringen, men så intet. Han troede, han havde bildt sig noget ind, og ville vende tilbage til fiskestængerne, men da hørte han en svag, ynkelig jamren.
Han bøjede sig og skubbede græsset til side med hænderne – og blev mødt af en vred kattes hvæsen, med ørerne lagt tilbage. Dyrets øjne advarede om afstand, og hvæsenet var en tydelig trussel.
— Av… – slap det ud af Mads af overraskelse. – Hvorfor hvæser du?
Han rakte hånden frem for at klappe det vilde dyr, men katten rykkede til siden og kravlede mærkeligt væk fra ham, væk fra den udstrakte hånd.
I det samme blev det lysere, og Mads så blodpletter på dyrets lyse pels. For hans indre blik dukkede et billede op fra for nylig – fire teenagere, der plagede en stribet kat med et forfrossent højre øre…
Mads rystede på hovedet for at jage den smertefulde erindring væk. Katten var såret – den havde brug for hjælp!
Med bare hænder kunne han ikke gribe den – den var vred og havde tydeligvis ondt. Han så sig omkring, men fandt intet brugbart. Han havde en let vindjakke på mod morgenkulden.
Han tog jakken af og nærmede sig den hvæsende kat:
— Kis-kis-kis! Jeg vil bare hjælpe dig… Kis-kis-kis!
Med de sidste kræfter kastede katten sig til siden, men Mads var hurtigere. Han dækkede katten med jakken, viklede den forsigtigt ind og trykkede den mod brystet. Så løb han alt, hvad han kunne, hjemad, og glemte alt om fiskestængerne…
— Bedstefar, bliver katten okay? – spurgte barnebarnet for hundrede gang og så bekymret på døren til sommerkøkkenet.
— Bare rolig, Gry Møller er dyrlæge og forstår sig på sår, – Egon strøg barnebarnet over håret. – Gå ned og hent fiskestængerne, og når du kommer tilbage, er der nyt…
Mads nikkede og løb hurtigt ned til åen. Han skyndte sig så meget, at han nærmest ikke kunne trække vejret, da han kom hjem.
I samme øjeblik kom den spinkle figur Gry Møller ud på sommerkøkkenets trappe. Den ældre kvinde sagde noget til Egon, der fik ham til at smile glad.
— Hvordan har hun det? – slap det ud af Mads.
— Det går nok, – svarede Gry. – Det ligner, hun er blevet bidt af en hund… Jeg har behandlet sårene, nu skal du passe på hende.
— Jeg gør alt! – udbrød Mads, og der kom tårer af glæde og lettelse i hans øjne…
Den aften forlod drengen ikke den sovende kattes side. Han lavede en improviseret seng af en papkasse og et gammelt tæppe og stillede skåle med mad og vand ved siden af. Han sad bare og så på, hvordan katten sov.
— Skal du sove her? – spurgte Egon.
— Må jeg? – spurgte Mads håbefuldt.
— Vi tager hende hellere ind i huset, – foreslog bedstefaren.
Katten blev flyttet ind i det værelse, hvor Mads sov, og kassen blev stillet ved siden af hans seng.
Ved nærmere eftersyn var kattens pels lyse beige med svage striber.
Mads satte sig på sengekanten og fortsatte med at iagttage sin plejede, der sov.
— Når jeg ser på dig, barnebarn, bliver jeg forbavset, – sagde Egon tankefuldt, mens han satte sig på en stol i hjørnet. – Du er jo ikke doven, fornuftig og ansvarlig, og godhed er heller ikke fremmed for dig. Hvorfor laver du så oprør på skibet?
Mads så på bedstefaren og trak på skuldrene i stedet for svar.
— Din seneste bedrift med klassens journal… – spurgte bedstefaren. – Du brændte den ikke bare for sjov?
— Jeg gav mit ord, og når man har givet det, skal man holde det, – mumlede Mads.
Han rakte hånden ud og strøg forsigtigt den sovende kat over hovedet.
— Hvem gav du dit ord? – Egons mistanker blev bekræftet, for han troede ikke på barnebarnets skyld.
— I kælderen i huset ved siden af skolen bor en herreløs kat, som jeg fodrede og snakkede med, ligesom du gør med Viktor, – fortalte Mads og snøftede. – Jeg drømte om at tage ham med hjem, men forældrene ville ikke engang høre tale om det… Jeg gav Mikkel mit ord på altid at beskytte ham.
— Hvad skete der med den kat? – spurgte bedstefaren dæmpet og holdt vejret.
— Ældre drenge plagede ham, – Mads’ stemme skælvede. – Jeg bad dem stoppe, og de sagde ja, på betingelse af at jeg brændte klassens journal…
— De slyngler! – slap det ud af den ældre mand. – Hvor er katten nu?
— En kvinde tog ham med, sagde pedellen, – Mads strøg katten igen. – Jeg ville så gerne vide, hvordan Mikkel har det…
— Du er sej! – bedstefaren strøg barnebarnet over håret. – Du holdt dit ord, det er rigtigt, men hvorfor fortalte du ikke forældrene noget?
— De spurgte ikke, – svarede Mads enkelt.
Dagene gik… Sårene på Freja, som Mads havde kaldt katten, groede til. Katten holdt op med at hvæse og se mistroisk på folk.
Freja tog imod omsorgen fra den mand, der havde reddet hendes liv. Snart flyttede den friskere og tydeligt mere fyldige kat over til at sove i Mads’ seng.
Drengens drøm var gået i opfyldelse, men ofte så han i sine drømme den stribede Mikkel med det forfrosne øre. Katten nussede blidt om hans ben og spandt højlydt, når Mads tog ham op.
— Hvor er du? – spurgte Mads i søvne den stribede kat, men fik ikke svar.
Juli gik, og så august…
Mads ventede på, at forældrene skulle hente ham, men i stedet meddelte bedstefaren, at han skulle til byen på ærinder. Om morgenen fik han ordnet gårdens pligter, og Egon overlod det hele til barnebarnet og tog til stationen.
Han kom hjem om aftenen, træt, men tilfreds. Han roste barnebarnet for ordenen og, med et hemmelighedsfuldt smil, kaldte ham ind i stuen, hvor han tidligere havde bragt en stor kasse.
— Kom her, barnebarn, – Egon pegede mod sofaen. – Se, hvem der er kommet fra byen med mig.
Mads gik ind i stuen og så på sofaen. Drengen blinkede flere gange, bange for at det var en drøm.
— Mikkel! – udbrød drengen og tog forsigtigt den stribede kat med det forfrosne øre op på armene. – Bedstefar, du er den bedste!
Katten så sund og velfodret ud. Senere fortalte Egon barnebarnet, at han var blevet så imponeret over Mads’ handling, at han besluttede at opspore den stribede kat ved at kontakte Mads’ skole.
Det viste sig, at pedellen havde kontaktet et dyreinternat for at få katten hentet, fordi han frygtede for dens liv.
I begyndelsen af september kom Mads’ forældre med nyheden om, at de skulle på en lang ekspedition, og at drengen måtte blive hos bedstefaren et stykke tid.
Forældrene kunne næsten ikke genkende i det glade og livsglade barn den tidligere oprører.
— Far, du har gjort et mirakel! – udbrød Mads’ far.
— Lær at høre jeres barn, – sagde Egon formanende.
Hvad angår Mads, så var han glad for at blive hos bedstefaren og ikke skulle skilles fra Mikkel og Freja.
Oprøreren var blevet den mest omsorgsfulde og ansvarlige herre for sine kæledyr.
Forfatter: Ilona Schwander
Kilde: [original source]— Jeg er stolt af dig, Mads, — sagde Egon og lagde en hånd på drengens skulder. — Du viste, hvad der bor i dit hjerte.
Mads så ned på Mikkel, der spandt som en lille motor, og så over på Freja, der lå på sengen og iagttog dem med halvlukkede øjne.
— Bedstefar… tror du, de ved, at de er de bedste venner, man kan have? — spurgte han stille.
Egon smilede.
— Det tror jeg, de gør. Dyr mærker alt. Ligesom du gør.
Mads nikkede langsomt. For første gang længe følte han sig helt rolig. Ikke fordi han havde vundet over nogen, men fordi han havde fundet noget, der betød mere end at gøre oprør: at tage ansvar for dem, der havde brug for ham.
Udenfor stod månen højt over landsbyen, og i det lille hus lød kun to kattes sagte spinden og en drengs rolige vejrtrækning.
En oprørers hjerte var blevet fyldt med kærlighed — og den slags forandring holder livet ud.
