Telefonen tier stille. Mette står midt i køkkenet og holder den mod brystet med begge hænder. Tante Grethe har talt i præcis fire minutter – en tør, forretningsmæssig stemme, uden en eneste tåre.
Mads sidder i sofaen. Fjernsynet mumler lavt i baggrunden. Han vender sig ikke engang om, da Mette dukker op i døråbningen.
– Mads. Tante Grethe ringede. Min mor døde for en time siden.
Han nikker. Stryger en finger hen over telefonskærmen – scroller gennem et eller andet, ligegyldigt hvad.
– Mm. Det er trist.
– Jeg skal køre. Med det samme. To timers kørsel. Giv mig nøglerne til bilen.
Mads lægger telefonen fra sig. Ikke fordi han bliver grebet – fordi han hører ordet “bil”. Han ser op på hende med et let irriteret udtryk, som om hun har bedt ham flytte et skab.
– Nej. Jeg har brug for bilen. Mor bad om at blive kørt over til tante Else. Jeg lovede det i sidste uge.
Mette rører sig ikke. Lyset fra køkkenet falder ind ad ryggen på hende, så ansigtet bliver i skygge.
– Hørte du, hvad jeg sagde?
– Jeg hørte det. Men hun er allerede død. Hvorfor skal du skynde dig? I morgen tager du bussen, så kommer du frem. Min mor er levende. Hun venter. Jeg lovede det.
Et sekund. To. Tre.
– Er du seriøs lige nu?
– Helt seriøs. Jeg svigter ikke min mor.
Mette går ind i stuen. Stiller sig lige foran fjernsynet – så Mads ikke kan kigge uden om hende. Han er nødt til at se op.
– Jeg beder dig om én ting. Én. Tænk over, hvad du lige sagde. Og svar mig igen.
– Mette, lad være med at lave en scene. Jeg har forklaret det. Mor venter, jeg lovede. Der sker ikke noget med din begravelse på én nat.
– Min begravelse, gentager hun langsomt.
– Altså, begravelsen. Du forstår godt, hvad jeg mener. Du tager i morgen. Det hele bliver ordnet uden dig – der er tanten, naboerne.
Mette bøjer sig en anelse frem.
– Forstår du, at det her er sidste gang, jeg beder dig om noget? Ikke anden gang, ikke tredje. Sidste.
– Åh Gud, Mette. Du gør altid en myg til en elefant. Én dag! Du kan vente én dag. Alt falder ikke sammen. Mor bad mig – jeg kører. Punktum.
– Min mor er død, Mads. Din mor skal på besøg og drikke te.
– Lad være med at fordreje det. Hun har glædet sig længe, Else venter. Jeg lovede. Vil du have, jeg bryder mit ord?
– Jeg vil have, du husker, hvem du bor sammen med. Og hvad den her dag betyder for mig.
– Det husker jeg. Men orden er orden. De levende er vigtigere.
Mette retter sig op. Ser på ham, som om hun gemmer ansigtet. Ikke med had. Med noget endeligt.
– Okay, siger hun.
Det “okay” lyder helt roligt. Uden vrede. Uuden drama. Uden skælven. Mads lægger ikke mærke til det – han rækker allerede ud efter fjernbetjeningen.
*
Mette går ud i gangen. Åbner den øverste kommodeskuffe – den Mads ikke har åbnet én gang på syv år. Finder en tyk mappe med elastik: sit pas, ejerbevis på lejligheden, vognmærke på bilen, bankpapirer. Alt – i hendes navn. Lægger det i tasken.
Tager begge bilnøgler fra krogen. Trækker jakke på. Tager sko på.
– Hvor skal du hen? råber Mads fra stuen.
– Jeg kører. Siger farvel til min mor.
– I hvad? Jeg sagde jo – jeg har brug for bilen!
Mette åbner hoveddøren. Mads står allerede i gangen – barfodet, med fjernbetjeningen i hånden, et latterligt udtryk af krænket ejermand i ansigtet.
– Bilen står i mit navn. Det har den altid. Lejligheden også. Når jeg kommer tilbage, er låsen skiftet. Dine ting lægger jeg ved døren. Hent dem selv, ellers smider jeg dem ud.
– Hvad er det, du sidder og siger?
– Jeg sidder ikke og siger. Jeg siger. Tydeligt. Én gang.
– Mette, stop. Stop! Du kan ikke bare…
– Mads. Min mor er død. Og du forklarede mig, at du havde mere brug for bilen – for at køre din mor over til søsteren på tebesøg. Det var alt, jeg behøvede at høre. Der er intet mere mellem os. Pak dine ting.
Døren lukkes. Låsen klikker. Nedenfor smækker opgangsdøren. Et minut senere ser han fra vinduet, at hun sætter sig bag rattet – roligt, uden hastværk, uden at se sig tilbage. Starter motoren. Kører ud af gården. Hun kigger ikke engang op.
Mads står midt i gangen. Ringer til hende – lange bip, intet svar. Skriver en besked: “Kom tilbage med bilen. Er du blevet vanvittig?” Læst. Stilhed. Endnu én: “Stop med at pjatte. Mor venter, jeg skal køre.” Læst. Stilhed.
Tyve minutter senere ringer hans mor.
– Mads, hvornår henter du mig? Else har dækket bord.
– Der er en situation, mor. Mette har taget bilen.
– Taget den? Det er da jeres bil!
– Formelt… står den i hendes navn.
– Nå, jamen så hvad? Du er manden! Sig til hende, hun skal levere den tilbage!
– Hun tager ikke telefonen. Jeg ringer tilbage.
Han sætter sig i sofaen. Går rundt i lejligheden. Alt ser det samme ud – møbler, gardiner, reoler. Men Mette har fjernet papirer, nøgler og sig selv. Tre ting, som alt hang på.
Telefonen ringer. Mette. Han griber den.
– Mette! Endelig. Hør lige, lad være med at…
– Hold kæft, siger hun. Stille og kort, som et knips. – Jeg siger det én gang. Lejligheden tilhører mig. Min bedstemor efterlod den, papirerne står i mit navn, det ved du udmærket. Bilen købte jeg før ægteskabet. Pengene på kontoen er mine – du har på syv år ikke sparet en eneste krone op. I lommen på din jakke ligger to tusind kroner – nok til en taxa for din mor. Lige knapt, men nok.
– Mette, vent…
– Låsen bliver skiftet i dag, jeg beder naboen Ina lukke låsesmeden ind. Dine ting pakker jeg. De står ved døren. To dage. Derefter ryger de i skralderen.
– Det har du ikke ret til…
– Det har jeg. Hvert dokument. Hver underskrift. Alt – mit. Du har på syv år ikke engang gidet at få elkedlen sat i dit navn.
– Det er sjofelt!
– Sjofelt – det er at sige til sin kone, at hun ikke skal tage af sted og begrave sin mor. Fordi du har brug for bilen til at køre din mor på tebesøg. Det – er sjofelt. Jeg tager bare det, der er mit.
Stilhed i røret i fire sekunder.
– Mette, jeg gik over stregen. Dumt sagt, helt dumt. Lad os tale ordentligt, når du kommer hjem.
– Jeg kommer ikke hjem til dig. Vi er færdige. Ring ikke igen.
Bip.
Mads sidder med telefonen i hånden. Ringer igen – abonnenten er utilgængelig. Igen – det samme. Hun har blokeret hans nummer.
Han stikker hånden i jakkelommen. To krøllede sedler. Tusind og tusind. Hun har regnet det ud – præcis nok til taxa til tante Else og tilbage. Ikke en krone mere.
Kontoen er tom – han tjekker. På andre konti – nul. Han har aldrig interesseret sig. Det han fik fra Mette var nok. Lejligheden – hendes. Bilen – hendes. Pengene – hendes. Han har boet i en andens hus i syv år og aldrig tænkt over det.
Mor venter ved opgangen. En lille skikkelse i grøn frakke, med en pose gaver til søsteren. Taxaen holder, hun sætter sig ind, ser sig omkring.
– Taxa? Seriøst? Hvor er bilen?
– Hos Mette.
– Så hent den!
– Hun er kørt. For altid.
Mor tier. Stirrer ind i forsæderyggen.
– Hvad mener du – for altid?
– Præcis dét. Hun er gået. Sagde, jeg skulle hente mine ting på to dage. Låsen bliver skiftet i dag.
– Hvorfor?
– Fordi jeg sagde, hun ikke skulle køre til begravelsen. Sagde, at jeg havde mere brug for bilen.
Mor vender sig mod ham. I øjnene – anger? Nej, rystethed. Hun forstår ikke, hvordan en bøn om at blive kørt til sin søster kunne ende som en katastrofe.
– Det var da noget af et sagt, Mads.
– Jeg troede ikke, hun ville…
– Du skulle have tænkt! At kvindens mor er død, og du siger “du kan vente”? Var du overhovedet ved dine fulde fem?
– Du bad mig køre!
– Jeg bad dig køre. Jeg bad dig ikke forhindre din kone i at tage til begravelse. Det fandt du selv på!
Taxaen kører gennem byen. Tælleren tikker. Mads ser på tallene – de vokser, og hver krone bider af hans sidste penge. Da vognen holder ved tante Elses hus, står tælleren på otte hundrede kroner. Retur – det samme. Resten – til mad. Måske. En dag.
Mor stiger ud. Vender sig. Posen med gaver krøller i hænderne.
– Og hvor skal du så hen?
– Hjem til dig. Hvis du vil have mig.
– Jeg har et værelse og et køkken, Mads. En feltseng i bryggerset.
– Så feltseng.
Hun ryster på hovedet. Går ind ad opgangen. Døren lukkes bag hende.
Mads bliver stående på fortovet. I lommen – tolv hundrede kroner i småmønter og krøllede sedler. På kontoen – tomt. Bag ham – byen, hvor han ikke længere har en eneste kvadratmeter.
Han tager telefonen frem. Ringer til Mette. Lange bip. Så – en mekanisk stemme: “Abonnenten er ikke tilgængelig.”
Han lægger telefonen væk. Ser på sine hænder – tomme. Som alt andet.
Mens Mette i samme øjeblik står midt på gulvet i sin mors stue. Tante Grethe til højre, naboerne bagved. Hun gør det, hun skal. Siger farvel. For hende fortjener de døde mindst lige så meget respekt som de levende. Og bestemt mere end en mand, der på syv år aldrig fattede, hvem han boede sammen med.
