Hver aften hoppede en rød kat op på min altan. Den miau’ede, som om den bad om hjælp – det gav hverken mig eller min samvittighed ro. Jeg var tæt på at ringe til dyreværnets fangsttjeneste, men så snart jeg åbnede døren, sprang den væk. Lige imod det, jeg frygtede mest.
Der er du igen!
Jeg trak gardinet til side og kiggede ud på altanen. Den røde kat sad på gelænderet og stirrede lige på mig. Øjnene lyste i aftenmørket, og fra halsen kom et langt, næsten menneskeligt mjav.
Forsvind, – vinkede jeg med hånden og trak gardinet for igen.
Femte aften i træk gentog det sig, næsten komisk: lige så snart jeg kom hjem fra arbejde – der var katten igen. Igen på min altan på fjerde sal! Hvordan den kom derop, var mig en gåde, men der sad den – igen.
Jeg arbejdede som revisor i et lille firma, og de sidste måneder havde været særligt hårde. Aflevering af kvartalsrapport, revision, konstante opkald. Jeg kom hjem totalt udmattet. Alt, hvad jeg havde brug for, var stilhed, varm te og min yndlingsserie. Og så var der den kat med sine koncerter.
Hør, hvorfor ikke bare fodre den? – foreslog min kollega Birthe næste dag. – Så spiser den og går.
Jeg har ikke tænkt mig at tæmme omstrejfende dyr, – svarede jeg skarpt. – Jeg har nok problemer i forvejen.
Og det var sandt. Efter skilsmissen for tre år siden havde jeg indrettet mit liv, som jeg ville. Ingen afhængigheder, ingen forpligtelser. Lejligheden var min fæstning, hvor der herskede orden og forudsigelighed. Dyr passede ikke ind i de planer.
Men katten så ud til at mene noget andet. Den sjette aften miau’ede den så højt og insisterende, at underboen ringede på døren.
Jytte, kunne du ikke gøre noget ved den kat? – spurgte hun. – Jeg får hovedpine af det hyl.
Undskyld, Maren, – mumlede jeg. – Jeg ordner det.
Jeg havde overhovedet ikke lyst til at ordne noget. Jeg overvejede at ringe til fangsttjenesten, men så huskede jeg, hvad de gør med hjemløse dyr, og kunne ikke.
Hvad vil du?
Jeg åbnede altandøren og trådte ud. Katten holdt op med at miaue og så opmærksomt på mig. Den var tynd, pelsen filtret i totter, men øjnene var helt sunde og intelligente. Meget intelligente.
Nå, sig hvad du vil? Mad?
Jeg rakte hånden ud for at klappe den, men katten sprang tilbage, løb ned ad brandtrappen nogle trin og standsede. Vendte sig om. Så på mig. Miau’ede igen.
Vil du have, at jeg skal følge efter dig? – spurgte jeg vantro.
Katten gik længere ned og kiggede sig tilbage.
Nysgerrighed er en fantastisk ting. Den driver mig til handling – andet kan jeg ikke sige. Jeg greb fat i ærmet på min jakke, stak hurtigt fødderne i et par løbesko uden at tænke på behag, og gik ud i gangen. Katten, som om den vidste alt på forhånd, sad allerede ved døren. Da den så mig, skød den straks ned ad trappen uden at se sig tilbage. Næsten lydløs skygge gled foran. Jeg måtte skynde mig efter den.
Vi kom ned til stueetagen, men katten stoppede ikke. Den gik hen mod døren til kælderen, som jeg aldrig åbnede. Døren stod på klem, inden for gabede et sort tomrum.
Vil du have, at jeg skal kravle derned?
Jeg så på katten.
Drøm bare.
Men katten smuttede ind og kom straks frem igen. Satte sig på trappetrinet. Så på mig med sine usædvanlige øjne.
Og så hørte jeg det. En svag, næsten umærkelig piben. Flere stemmer på én gang.
Killinger? – hviskede jeg.
Jeg fandt telefonen frem, tændte lommelygten og gik forsigtigt ind i kælderen. Det lugtede af fugt og skimmel. Katten gik foran, vendte sig af og til for at tjekke, om jeg fulgte efter.
Bag nogle gamle rør i det fjerneste hjørne så jeg dem. Fire bittesmå killinger lå på et stykke beskidt klæde. De var så små, at øjnene endnu ikke var åbne. Pibene var desperate, sultne.
Herre Gud.
Jeg satte mig på hug.
Hvordan er I havnet her?
Katten gik hen til killingerne, lagde sig ved siden af, og de suttede straks på hende. Men jeg så, hun selv var udmagret, mælken rakte tydeligvis ikke. Temperaturen i kælderen var nok omkring ti grader, ikke mere. Om natten kunne det blive endnu koldere.
Du kom for at bede om hjælp, – sagde jeg, ikke som spørgsmål, men som en konstatering. – Du ledte efter nogen, der kunne hjælpe dine børn.
Katten så på mig og miau’ede stille. I blikket var der taknemmelighed.
Jeg fandt telefonen frem og ringede til Birthe. Hun svarede først efter et par ring.
Jytte, hvad ringer du for? Klokken er snart ti.
Jeg har brug for hjælp. Haster. Der er noget her.
Birthe kom tyve minutter senere med en papkasse, et varmt tæppe og en flaske til at fodre killingerne. Hun havde erfaring; for et år siden havde hun reddet en forladt hvalp.
Det ser alvorligt ud, – sagde hun og vurderede situationen. – Killingerne tager vi med hjem med det samme. Moderen også. I morgen tidlig til dyrlægen. Jeg får brug for din hjælp med fodringen, de er alt for små.
Jeg hjælper, – sagde jeg stille.
Vi lagde forsigtigt killingerne over i kassen. Katten blev først nervøs, men da hun forstod, at de ikke var i fare, hoppede hun roligt op efter dem.
Hjemme indrettede jeg plads til dem på badeværelset, hvor det var varmest. Birthe viste mig, hvordan man bedst fodrer killinger med flaske, hvis moderen ikke klarer det. Katten spiste grådigt, for første gang i mange dage, måske.
Ved du hvad, – sagde Birthe og så på mig, – jeg har altid tænkt, du var for lukket efter skilsmissen. Bange for at stole på nogen igen, selv dyr.
Måske.
Jeg strøg den røde hoved.
Men den kat viste mig, hvad ægte hengivenhed er. Hun kunne bare have efterladt sine killinger og søgt mad til sig selv. Men hun søgte hjælp til dem.
Dyrlægen næste dag sagde, at killingerne ville overleve, men de krævede omhyggelig pleje. Moderen havde brug for vitaminer og kraftig ernæring.
»Man ser sjældent så stærkt et moderinstinkt,« sagde lægen, næsten som for sig selv. »Omstrejfende katte gemmer normalt deres afkom på skjulte steder. Men den her fandt en måde at bede om hjælp på.«
De næste tre uger levede jeg efter et fodringsskema. Vækkeuret ringede hver tredje time, dag og nat. Birthe hjalp, når jeg var på arbejde. Killingerne blev stærkere, åbnede øjnene, begyndte at kravle.
Forresten, glemte jeg at sige, på arbejdet troede alle, jeg havde fået en baby. Så store var mørke rander under øjnene af søvnmangel. Kollegerne spurgte, om alt var okay, om jeg var syg. Jeg svarede spøgende, at jeg led af søvnløshed.
Jytte, du forstår vel, at der ikke kan bo fem katte i din etværelses? – spurgte Birthe forsigtigt.
Ja, – nikkede jeg.
Jeg lagde en annonce om formidling af killingerne til gode hjem. Der var mange interesserede, men jeg udvalgte nøje de kommende ejere, tjekkede forholdene, hvor de små skulle bo.
To måneder senere havde alle fire killinger fået et hjem. En blev taget af underboen Maren, den samme, som havde klaget over miaven.
Børnebørnene kommer på besøg og bliver glade, – smilede hun. – Jeg har længe villet have en kat, men har altid tøvet.
Den røde kat blev hos mig. Jeg kaldte hende Røssa, simpelt og uden dikkedarer. Hun viste sig at være utrolig klog og taknemmelig. Sov på min hovedpude, mødte mig fra arbejde, spandt om aftenen, når hun lå på mit skød.
Ved du hvad, Røssa, – sagde jeg til hende en aften, – du har lært mig meget. Jeg troede, jeg ikke ville have ansvar for nogen. Pludselig gik det op for mig, at når man giver varme til andre, bliver ens eget liv rigere.
Røssa så på mig med sine kloge øjne og lagde hovedet på min hånd.
Et halvt år senere fortalte Birthe, at killingerne var vokset op sunde og glade. Maren var helt forgabt i sin kat. Og jeg havde fået en tradition: hver aften åbner jeg altandøren og lukker Røssa ud for at få frisk luft.
Nogle gange kommer barmhjertigheden til os i den mest uventede skikkelse. I skikkelse af en insisterende omstrejfende kat, der ikke gav op og fandt en måde at redde sine børn på. Moderkærlighed kender ingen grænser, hverken hos mennesker eller dyr. Og menneskehjertet kan smelte, selv efter mange år i ensomhed, hvis medfølelsen vågner.
Har du nogensinde lagt mærke til hjemløse dyr? Måske beder en af dem også om hjælp. Del din historie i kommentarerne.
