**Kære dagbog**
Jeg hørte hylen første gang lørdag aften, da jeg kom hjem fra nattevagt på plejehjemmet. Det var en langtrukken, sørgmodig lyd, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg standsede bilen foran huset i udkanten af Roskilde og lyttede. Hylet kom et sted fra vores grund.
Jeg steg ud af bilen – og så den. Lige ved hækken, dér hvor det gamle æbletræ står, sad en hund. Lille, rødbrun, så mager at ribbenene stod frem. Snuden vendt mod himlen, og den hylede og hylede.
– Hej, du! råbte jeg. – Skrid herfra! Du vækker hele nabolaget!
Hunden tav og sænkede hovedet. Den så på mig – og i det blik var der noget, der fik mig til ubevidst at tage et skridt tilbage.
– Gå nu, sagde jeg træt og viftede med hånden. – Jeg har ikke tid til det her.
Jeg lagde mig til at sove ved morgengry, men hylet blev ved med at køre rundt i hovedet på mig.
– Hørte du hunden i nat? spurgte min svigermor Birthe næste morgen, da jeg kom ud i køkkenet. – Den hylede hele natten, det bæst! Jeg troede, det var naboens Buster – de siger, hunde hyler før dødsfald.
– Det var ikke Buster, svarede jeg. – En eller anden omstrejfer. Den sad ved vores hæk.
– Det var da også til grin! Birthe så forskrækket ud. – Du skal jage den væk! Det er et varsel, når en fremmed hund hyler foran huset. Jeg vil lægge salt i indkørslen, så holder den sig væk.
Jeg sagde ikke noget. Jeg troede ikke på sådanne overtroiske ting. Men min mor, Gud have hendes sjæl, sagde altid: en hund hyler aldrig uden grund. Enten mærker den døden, eller også mærker den sorg.
Om aftenen kom min mand Søren hjem fra arbejde sent, sur som en edderkop.
– Endnu en fyringsrunde, sagde han og kylede tasken i hjørnet. – Tre gange på et halvt år! Snart er halvdelen af værkstedet smidt på gaden.
– Det går nok, prøvede jeg at berolige ham. – Du er deres bedste mekaniker.
– Ja, ja, vrængede Søren. – Alle er de bedste. Ledelsen er ligeglad. De vil bare have pæne rapporter og fedte for deres egen bonus.
Vi spiste aftensmad i stilhed, hver med vores egne tanker. Vores seksårige Mads sad og døsede over tallerkenen – han havde løbet om kap i børnehaven. Birthe strikkede med sammenpressede læber: et tegn på, at hun ikke skulle forstyrres.
Om natten kom hylet igen. Langt, klagende. Jeg fløj op og gik hen til vinduet. Hunden sad samme sted, under æbletræet. Søren vågnede og bandede søvndrukkent:
– Hvad fanden er det for noget! Den satan skal da væk!
Han styrtede ud i underbukser og klipklapper, råbte og viftede med armene. Hunden løb ti meter væk og satte sig. Søren kastede en gren efter den – ramte ikke. Han gik ind igen og smækkede døren, så ruderne rystede.
– I morgen lægger jeg gift ud, lovede han. – Nu er det nok!
– Søren, du kan da ikke bare, begyndte jeg.
– Jo, det kan jeg! råbte han. – Skal jeg vække hele familien for en skid hund?
Jeg lagde mig, men kunne ikke sove. Lå og stirrede i loftet. En tanke blev ved med at melde sig: hvad nu hvis mor havde ret? Hvad nu hvis det virkelig varslede ulykke?
Næste morgen gik jeg ud til hækken. Hunden lå under æbletræet og sov, krøllet sammen som en bold. Den løftede hovedet og så på mig. Den løb ikke væk, knurrede ikke – den bare så.
– Hvad laver du her? spurgte jeg stille. – Har du et hjem? Nogen, der savner dig?
Hunden klynkede sagte. Rejste sig og kom hen til hækken. Begyndte at grave med poterne. Jeg bøjede mig ned og kiggede. Der var et lille hul under hækken – den forsøgte tydeligvis at grave sig ind.
– Hvorfor vil du ind til os? spurgte jeg undrende. – Hvad vil du?
Hunden stoppede med at grave og stirrede på mig.
– Okay, sukkede jeg. – Vent her.
Jeg kom tilbage med en skål vand og resterne af aftensmadskålene. Puttede det under hækken.
– Værsgo, spis. Men hold op med at hyle, ellers slår manden mig dig ihjel.
Sådan gik en uge. Hver nat – hylet. Søren blev mere og mere vred, Birthe jamrede over varslerne. Og jeg blev ved med at bringe hunden mad. Men den blev alligevel tyndere og tyndere.
– Hør, Mette, min nabo Gerda råbte over hækken en dag. – Ved du, hvem den hund tilhører?
– En omstrejfer, regner jeg med.
– Ja, sikkert, fnøs Gerda. – Jeg talte i går med Else fra huset to herfra. Hun siger, den hund boede tidligere hos familien Jensen. Kan du huske Jensen?
Jeg tænkte mig om. Et ældre ægtepar, stille og kultiveret. De var flyttet for længe siden. Huset var solgt til en ung familie.
– Nå, og hvad så?
– Jo, de havde en søn. Han hed vist Lasse eller Mikkel. Jeg kan ikke huske det. For et år siden omkom han. På cykel. En spritbilist kørte ham ned.
Gåsehud løb ned ad ryggen på mig.
– Og?
– De siger, at den hund var sønnens. Efter begravelsen stak den af, og de ledte efter den i en måned – fandt den aldrig. Men nu er den kommet tilbage. Kun huset er der ikke mere. Der bor fremmede. Derfor hyler den. Den savner sin herre.
– Det er bare gamle koners sludder, sagde jeg og viftede afværgende, men mit hjerte bankede.
Om aftenen fortalte jeg historien under middagen. Søren fnøs:
– Vrøvl. Hunde husker ikke så længe.
– Jo, de gør, sagde Birthe pludselig. – Jeg havde en nabo i landsbyen, hvis hund ventede på sin søn i fire år under krigen. Hver dag gik den ud til vejen. Da sønnen faldt, hylede den i en uge, og så døde den på trappen.
Der blev stille. Mads så forskrækket på sin bedstemor.
– Mor, dør vores hund også? spurgte han sagte.
– Det er ikke vores hund, brummede Søren. – Og lad nu være med at snakke om det!
Om natten kunne jeg ikke holde det ud længere. Da hylet begyndte, smed jeg en morgenkåbe på og gik ud. Gik hen til hækken. Hunden sad med snuden mod himlen. Hylede som om den rev sin egen sjæl ud.
– Hvad er det, du vil? hviskede jeg. – Hvad vil du med os?
Hunden tav. Vendte hovedet mod huset, hvor familien Jensen engang boede. Klynkede, som om den kaldte på nogen.
– Din herre er væk, sagde jeg. – Forstår du det? Han er væk. For længe siden.
Jeg rakte hånden frem og strøg hunden over hovedet. Den veg ikke tilbage. Lukkede øjnene.
Sådan sad vi. En kvinde og en hund. Under stjernehimlen i natten stilhed.
– Kom, sagde jeg. – Kom med hjem. Han kommer ikke tilbage. Men du kan bo hos os. Vil du?
Hunden åbnede øjnene. Så længe på mig. Som om den tog en beslutning.
– Kom, gentog jeg. – Jeg lover, vi ikke gør dig noget.
Jeg rejste mig og gik tilbage. Hunden fulgte efter. Langsomt, træt. Jeg så mig over skulderen – den kom.
Jeg åbnede lågen.
– Kom ind.
Hunden standsede på tærsklen. Så tog den et skridt. Endnu et. Krydsede tærsklen.
Den nat lød intet hyl.
Næste morgen kom Søren ned i køkkenet og stivnede. På den gamle tæppe foran komfuret lå den rødbrune hund og sov. Jeg rørte i havregrøden.
– Har du slæbt det bæst ind i huset?! eksploderede han.
– Ti stille! hviskede jeg. – Du vækker Mads.
– Jeg sagde, ingen hunde i huset!
– Og jeg sagde, vi beholder den, svarede jeg roligt. – Punktum.
Søren stirrede på mig. Jeg havde aldrig trodset ham før. Aldrig.
– Mette, du …
– Jeg har bestemt mig, Søren. Hunden bliver. Hvis du ikke kan lide det, står døren der.
Der blev stille. Hunden løftede hovedet og så på dem. Roligt, uden frygt.
– For fanden da, Søren viftede med hånden. – Gør hvad du vil!
Han smækkede døren og gik på arbejde. Birthe, der havde overværet sceneriet fra gangen, rystede på hovedet:
– Åh, Mette, du har virkelig presset citronen. For en hunds skyld.
– Det er ikke bare en hund, mor, sagde jeg stille. – Det er ikke bare en hund.
Vi kaldte den Rød for dens pels farve. Mads var den første, der blev ven med den. Det viste sig, at hunden kunne kommandoer, den kunne hente bolde, og den gøede aldrig uden grund. Velopdragen, kort sagt.
Rød vænnede sig hurtigt til os. Den sov i gangen, spiste lidt, og gik pænt ud når den skulle. En perfekt hund. Men der var noget ved den. Som om den ventede på noget. Den rejste sig ofte om natten, gik hen til døren og snusede.
To uger senere skete det.
Søren kom hjem fra arbejde mørk som en tordenbyge.
– Det er slut, sagde han og satte sig ved bordet. – Jeg er fyret. Fra i morgen er jeg ledig.
Jeg blev kold.
– Fyret? Hvordan?
– Lige sådan! Nedskæringer. Halvdelen af mekanikerne er smidt ud. Jeg er en af dem.
– Men du er jo …
– Hvad er jeg?! råbte Søren. – Deres bedste mand? Erfaren fagmand? Lige meget! De vil have unge, de kan betale skillinger til!
Han slog i bordet. Mads farede sammen og trykkede sig ind til mig. Rød, der havde sovet i hjørnet, løftede hovedet.
– Hvad skal vi gøre? hviskede jeg. – Min løn alene kan ikke betale regningerne.
– Præcis! Søren rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage i køkkenet. – Huslån, bilen er skrammel, ungen skal spise. Og jeg har ingenting – intet job, ingen udsigter.
– Du finder noget, prøvede jeg, selvom jeg vidste, at jobs i Roskilde-området var knappe.
– Jo, jo, finder noget! Jeg er femogfyrre – hvem gider have mig?
De følgende dage var et mareridt. Søren drak. Ikke meget, men tit. Han blev irritabel over småting. Skændtes med sin mor, råbte af Mads. Jeg gik på arbejde som til straffelejr – kom hjem til et nyt skænderi.
I mellemtiden opførte Rød sig mærkeligt. Den fulgte efter Søren overalt. Stirrede på ham uden at blinke. Når han drak, lagde den sig for hans fødder og klynkede sagte.
– Hold din køter væk! brølede Søren. – Jeg gider ikke se på den!
Men Rød gav ikke op.
Torsdag aften blev jeg hængende på arbejdet. Inventur, og ledelsen tvang mig til at blive. Jeg kom hjem ved ellevetiden. Huset var mørkt, gården stille. Mærkeligt – normalt så Søren fjernsyn til midnat.
Jeg åbnede døren – og så det.
Søren lå på gulvet i gangen. Bevidstløs. Ved siden af en tom flaske. Og over ham stod Rød, gøede, skrabede med poten og trak i hans ærme.
– Søren! skreg jeg og styrtede hen til ham.
Jeg mærkede hans puls – svag, men til stede. Overfladisk åndedræt. Der stank af spiritus, så det var til at blive kvalt af.
– Mor! råbte jeg. – Mor, ring efter en ambulance!
Birthe kom farende ud fra sit værelse, gispede.
– Herregud, hvad er der sket med ham?!
– Jeg ved det ikke! Ring, hurtigt!
Rød veg ikke fra Sørens side. Den klynkede, slikkede hans ansigt. Pludselig gik det op for mig: havde det ikke været for hunden, kunne jeg have fundet min mand for sent. Alkoholforgiftning, sagde lægerne bagefter. Lidt mere, og de havde ikke kunnet redde ham.
Søren lå på hospitalet i tre dage. Da han kom hjem, var han afkræftet og ældre.
– Tilgiv mig, sagde han, da vi var alene. – Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.
– Bare rolig, lagde jeg hånden på hans skulder. – Det vigtigste er, at du er okay.
– Hunden reddede mig, ikke? Søren så på Rød, der lå ved døren. – Jeg husker det svagt – den gøede, lod mig ikke sove. Jeg prøvede at jage den væk, men den kradsede og hylede.
Jeg nikkede, for rørt til at tale.
– Underlig historie, fortsatte Søren. – Som om den vidste. Som om den bevidst forhindrede mig i at sove fra mig selv.
– Måske vidste den.
Søren tav, så kaldte han:
– Rød, kom.
Hunden kom forsigtigt. Søren rakte hånden ud og strøg den over hovedet.
Rød slikkede hans hånd. Og i hundens øjne skete der en forandring.
Der gik et halvt år.
Søren fandt et nyt job – mindre prestigefyldt, men stabilt. Han holdt op med at drikke. Blev blødere mod familien. Rød var blevet et fuldgyldigt medlem – Birthe gav den godbidder, og selv Søren gik nu ture med den om aftenen.
Jeg stod ved vinduet og så på, hvordan min mand og hunden kom tilbage fra aftenturen. Søren fortalte noget til Rød, som lyttede opmærksomt.
– Mor, hvor kom Rød egentlig fra? spurgte Mads en dag.
– Det ved jeg ikke, min skat, svarede jeg ærligt. – Den kom bare. Da vi havde det svært – så kom den.
– Og hjalp os?
– Og hjalp os.
– Den er sikkert en god troldmand, besluttede drengen. – Forklædt som hund.
Jeg smilede. Måske havde Mads ret. Hvem ved.
Den nat drømte jeg. En ung mand stod ved en vej og klappede en rødbrun hund. Hunden klynkede og trykkede sig ind til hans ben.
– Gå, sagde manden. – Bare rolig for mig.
Og han opløstes i morgentågen.
Jeg vågnede med tårer på kinderne. Stod op og gik ud i gangen. Rød lå på sin tæppe og sov. Roligt, regelmæssigt åndedræt.
Hunden åbnede det ene øje, så på mig – og lukkede det igen.
Næste morgen, da vi sad ved morgenbordet, sagde Mads pludselig:
– Mor, Rød smiler. Se!
Og det var sandt. Hundens ansigt så tilfreds ud. Som om den havde fuldført sin mission.
Jeg gik hen, satte mig på hug og omfavnede den. Rød lagde hovedet i mit skød.
– Vi elsker dig, hviskede jeg.
Rød sukkede sagte. Og lukkede øjnene, trygt og tillidsfuldt.
Derude, et sted langt væk, stod en ung mand ved en lysende sø og smilede. Hans ven havde fundet et nyt hjem. Og ny kærlighed. Så var alt, som det skulle være.
