— Lagde nøglerne på bordet. Øjeblikkeligt, — Mette stod i døren til sin egen lejlighed med armene over kors. Hun rystede af raseri.
I entréen, omgivet af tre enorme ternede tasker, stod Karen Hansen. Den tidligere svigermor. I hånden holdt hun en kopi af nøglerne, som Mette for tre år siden, dengang hun stadig var gift med Karens søn Mikkel, ubetænksomt havde givet “for en sikkerheds skyld”.
— Det har jeg ikke tænkt mig, Mette, — svarede Karen roligt, tog skoene af og stillede dem pænt på skohylden. — Jeg har fuld ret til at være her. Min søn investerede de bedste år af sit liv i denne lejlighed. Desuden lever du alt for godt efter skilsmissen. Det er tid til at genoprette retfærdigheden.
— Hvilken retfærdighed? — Mette tog et skridt frem og mærkede vreden koge indeni. — Mikkel betalte ikke én krone af det her boliglån! Vi blev skilt for to år siden. Lejligheden blev købt for mine forældres penge, før vi overhovedet blev gift. Han havde kun en andel, som han selv fraskrev sig mod at slippe for børnebidrag. Du har intet at gøre her.
— Juridisk set måske, — svigermoren rettede på sit hår foran spejlet i entréen og kiggede kritisk på Mettes ansigt. — Men moralsk set står Mikkel tilbage med ingenting. Han bor på et værelse i et kollektiv og lever af småjobs. Og dig? Se på dig selv. Renovering, ny bil, datteren i privatinstitution. Hvor kommer pengene fra, Mette? Har du ikke betalt din eksmand, hvad du skylder? Derfor er jeg kommet for at bo her. Jeg vil hjælpe med barnebarnet og samtidig holde øje med økonomien.
— Barnebarnet er seks år, du så hende sidst, da hun var tre! — Mette greb sin telefon. — Jeg ringer til politiet med det samme. Du befinder dig på min ejendom uden tilladelse.
— Ring, ring, — lo Karen og gik selvsikkert ind i stuen, hvor hun satte sig i sofaen. — Jeg fortæller politiet, at jeg er kommet for at besøge mit barnebarn på hendes fars opfordring. Mikkel vil bekræfte det. Skal vi lave en stor skandale i opgangen? Værsgo. Vil du ikke skamme dig overfor naboerne? Du, der altid er så pæn og ordentlig, chef i din egen virksomhed.
Mette sænkede telefonen. Svigermoren ramte et ømt punkt – hun havde ikke lyst til at involvere sig i en skandaløs kælling med naboerne som vidner, og slet ikke foran den seksårige Sofie, der lige nu var hos en veninde. Hun måtte handle mere snedigt, men nerverne var allerede på bristepunktet.
— Du har præcis tredive minutter til at pakke dine poser og forsvinde, — sagde Mette langsomt og tydeligt. — Ellers skifter jeg låsene med det samme. Låsesmeden kommer om en halv time.
— Det gør han ikke, — Karen tog en hæklet dækkeserviet op af lommen og lagde den på sofabordet. — Jeg har allerede talt med jeres beboerrepræsentant. Jeg sagde, at jeg er din mor, kommet på besøg, og at du vil skifte låsene, fordi du har en midlertidig sindsforvirring. Han støttede mig. Så sid stille, Mette. Vi har en lang snak foran os.
Mette gik ind i stuen og satte sig i lænestolen overfor svigermoren. Hænderne rystede stadig, men i hovedet begyndte en plan at tage form. Denne kvinde kunne man ikke tale fornuft med; hun forstod kun magt og egeninteresse.
— Hvad vil du egentlig, Karen? — spurgte Mette direkte. — Jeg tror ikke på, at du er kommet helt fra din forstad med tre store tasker bare for at genoprette en mytisk retfærdighed.
— Jeg vil have, at min søn lever som et menneske, — skar Karen af. — Du har taget alt fra ham.
— Han tabte det hele på odds! — råbte Mette og mistede tålmodigheden. — Du ved udmærket, hvorfor vi blev skilt. Han stjal mine guldarmbånd, pantsatte computeren og tømte børneopsparingen.
— Åh, hold op med at overdrive, — viftede den gamle kone med hånden. — Han var ung, han begik en fejl. Du skulle have støttet din mand, ikke søgt om skilsmisse og børnebidrag. På grund af dit børnebidrag kan han ikke få et normalt job – de trækker halvdelen med det samme.
— Han er toogtredive, hvor ung er det? — Mette smilede bittert. — Og han har ikke betalt børnebidrag i et halvt år. Gælden er over 24.000 kroner. Hvad taler du om?
— Netop derfor er jeg her, — Karen lænede sig frem. — Lad os lave en aftale. Du skriver halvdelen af lejligheden over på Mikkel igen. Eller sælger den, køber noget mindre og giver ham forskellen til en ny bolig. Og du trækker børnebidragsansøgningen tilbage. Til gengæld rejser jeg, og du hører aldrig fra mig igen.
Mette stirrede på den tidligere svigermor og kunne ikke tro sine egne ører. Denne kvindes frækhed kendte ingen grænser.
— Er du helt fra forstanden? — spurgte Mette stille. — Skal jeg give en andel af lejligheden til en mand, der stjal fra sit eget barn?
— Ellers gør jeg dit liv til et helvede, — truede Karen. — Jeg flytter ind i det lille værelse. Jeg bor her, følger barnebarnet i børnehave og fortæller hende, hvilken egoistisk mor hun har. Jeg ringer til socialforvaltningen og siger, at du forsømmer barnet, arbejder døgnet rundt. Så skal vi se, hvor munden bliver af dig.
I det samme brummede døren i entréen. Det var Mettes veninde Hanne, der kom med Sofie.
— Mor! — den lille Sofie løb ind i stuen, men stoppede op, da hun så den fremmede ældre kvinde. — Hvem er det?
— Det er din bedstemor Karen, skat, — sagde Karen med en sødsuppe-stemme og bredte armene ud til en omfavnelse. — Jeg er kommet for at besøge dig.
Sofie trykkede sig forskrækket ind til sin mor. Hanne vurderede situationen, så de ternede tasker i gangen og gik hurtigt hen til Mette.
— Mette, hvad sker der her? — hviskede veninden. — Hvem er det?
— Tidligere svigermor, — hviskede Mette tilbage. — Hun er kommet for at udsuge mig. Kræver lejligheden.
Hanne rynkede panden og vendte sig mod Karen.
— Kvinde, er du rigtig klog? Smut herfra, før jeg ringer til politiet.
— Hvem er du til at bestemme? — snærrede svigermoren. — En veninde? Hold din kæft. Det her er familiesager.
— Sofie, gå ind på dit værelse og leg, tak, — bad Mette. Pigen løb lydigt af sted.
Mette vendte sig mod Hanne:
— Hanne, sid hos hende et øjeblik. Vi skal tale alene.
Hanne nikkede og gik ind i børneværelset, hvor hun lukkede døren forsigtigt.
— Så, afpresning? — Mette rejste sig og gik hen til vinduet. — Tror du, jeg er bange for socialforvaltningen eller dine skandaler?
— Det er du, — sagde Karen overbevist. — Du er en pæn dame, der passer på dit omdømme. Du har ikke brug for problemer på arbejdet. Men jeg er pensionist, jeg har intet at tabe. Jeg vil følge efter dig overalt.
— Fint, — sagde Mette pludselig roligt. — Så lad os gøre det sådan. Nu hvor du er kommet for at hjælpe og genoprette retfærdighed, starter vi med det samme. Mikkel skylder mig børnebidrag for et halvt år. Det er 24.000 kroner. Plus gæld for husleje og fællesudgifter, der stod tilbage, da han boede her og ikke betalte – yderligere 6.000 kroner. I alt 30.000 kroner. Betal.
Karen tøvede et øjeblik, men genvandt hurtigt selvtilliden.
— Jeg har ikke så mange penge. Jeg er pensionist.
— Jeg har ikke en ekstra lejlighed, — svarede Mette. — Når du er kommet for at repræsentere din søn, så betal for ham. Eller troede du, du bare kunne flytte ind, sidde på nakken af mig, spise mine varer og diktere betingelser?
— Jeg vil hjælpe til i hjemmet! — råbte Karen. — Madlavning, rengøring!
— Jeg har ikke brug for en husbestyrerinde, — Mette gik ud i entréen og sparkede til en af taskerne. — Tag dine sager og gå. Frivilligt.
— Nej! — Karen sprang op fra sofaen og skyndte sig hen til Mette. — Jeg går ingen steder! Du skylder at dele! Min søn lider på grund af dig!
— På grund af mig? — Mette vendte sig brat om, øjnene smalle. — Din søn lider på grund af sin egen dovenskab og dumhed. Og på grund af dig, fordi du hele livet har pudset røv på ham og undskyldt alle hans modbydelige handlinger. Han er en voksen mand, og du render rundt og prøver at presse lejligheder fra folk. Er du ikke selv flov?
— Lad være med at tale sådan om min søn! — den gamle kvinde svingede armen for at give Mette en lussing.
Mette greb hendes hånd i luften. Grebet var stålfast.
— Hvis du nogensinde rører mig igen i mit eget hjem, anmelder jeg dig for overfald, — sagde Mette stille og truende. — Hør godt efter, Karen.
Hun slap svigermorens hånd. Den gamle kvinde åndede tungt, og for første gang var der en smule frygt i hendes øjne.
— Du tager dine tasker og går, — fortsatte Mette. — Hvis du stadig er her om fem minutter, ringer jeg til min advokat. Vi har allerede talt om Mikkels gæld. Han har en andel i jeres sommerhus i Nordsjælland, som I skrev over på ham. Vi vil lægge beslag på den andel for at dække børnebidraget. Sælge den på tvangsauktion. Har du lyst til, at fremmede flytter ind i jeres sommerhus?
Karen blev bleg.
— Det gør du ikke. Mikkel sagde, du ikke ville rode dig ind i retssager.
— Mikkel er en idiot, — sagde Mette. — Han dømte mig ud fra den Mette, der græd i puden, mens han tabte familiens penge. Den Mette er død for to år siden. Foran dig står en kvinde, der selv forsørger sit barn, leder en salgsafdeling og kan regne. Hvis du ikke går, indgiver min advokat i morgen tidlig dokumenter om beslaglæggelse af Mikkels ejendom. Og den eneste ejendom, han har, er andelen i jeres hus og sommerhus.
Karen stivnede. Logikken i Mettes ord ramte hende med det samme. Afpresningen med lejligheden var slået fejl, og udsigten til at miste deres elskede sommerhus på grund af sønnens gæld var alt for reel.
— Du er en slange, Mette, — hvæsede Karen, men uden den tidligere selvsikkerhed.
— Som man er, — Mette åbnede hoveddøren. — Tiden går. Fem minutter.
Svigermoren farede rundt i entréen. Al hendes krigeriske gejst var fordampet. Hun begyndte hastigt at tage skoene på, famlede med snørebåndene.
— Mikkel skal nok få at vide, hvilken led dæmon du er, — mumlede hun og greb den første taske. — Han tager barnet fra dig.
— Lad ham prøve, — Mette så ligegyldigt på hende. — Med hans indkomst og gæld? De ville ikke engang betro ham en kat.
Karen slæbte to tasker ud på trappeafsatsen. Den tredje skubbede Mette selv ud med foden.
— Nøglerne, — Mette rakte hånden frem.
Svigermoren slynge nøglebundtet i vrede mod gulvet. De skramlede hen over fliserne. Mette samlede dem roligt op.
— Og kom aldrig tilbage. Aldrig. Du ser ikke Sofie, før Mikkel har betalt hver eneste krone af sin gæld. Hvis du begynder at lure ved børnehaven, hyrer jeg vagter og anmelder dig for chikane. Forstået?
Karen svarede ikke. Hun stønnende tungt og forsøgte at få fat i alle tre store tasker på én gang. Elevatordørene gled op, og hun trådte ind, mens hun mumlede ukvemsord for sig selv.
Mette smækkede døren i og drejede låsen to gange. Benene gav efter, hun lænede sig mod døren og gled langsomt ned på gulvet. Hjertet hamrede.
Børneværelsets dør gik op, og Hanne kom ud, efterfulgt af en forsigtig Sofie.
— Er hun væk? — spurgte Hanne og satte sig på hug foran Mette.
— Væk, — Mette udåndede og smilede. — Hun kommer ikke igen. Var bange for at miste sommerhuset.
— Mor, hvorfor skreg bedstemor sådan? — spurgte Sofie, kom tættere på og lagde armene om Mettes hals.
Mette krammede sin datter og trykkede næsen ned i hendes bløde hår. Al vrede og stress fordampede, kun en følelse af lettelse og total sejr stod tilbage.
— Det er okay, skat, — hviskede Mette og rejste sig. — Bedstemor tog bare fejl af adressen. Hun generer os ikke mere. Kom, vi drikker te og spiser den kage, Hanne har taget med.
Hanne blinkede til Mette og gik ud i køkkenet. Livet vendte tilbage til sin normale, rolige rytme, og ingen spøgelser fra fortiden kunne nogensinde ødelægge det igen.
