Anders elskede sommerfiskeri, men om vinteren tog han også af sted et par gange. Som han selv sagde, ‘lige en ordentlig frosttur’. Han fangede ikke meget, men der var altid nok til en fiskesuppe, og så blev der også lidt til naboernes katte.
Og nu havde Anders tjekket, at isen på søen var blevet godt tyk, så han gjorde sig klar til endnu en tur. Tidligt om morgenen snuppede han sine grejer, tog nogle rugbrødsmadder fra køleskabet og listede ud i haven – konen Mette og børnene sov jo stadig som sten.
Der var heller ingen på søen. Selv de mest ihærdige lystfiskere foretrak vist at holde nytårsferien hjemme foran fjernsynet med salater og snaps frem for at fryse. Men det generede ikke Anders det mindste. ‘Så er der mere fisk til mig,’ tænkte han og begyndte i ro og mag at gøre klar.
Omkring samme tid fik han øje på noget, der bevægede sig nede ved bredden. En temmelig stor og pjusket hund kom forsigtigt ud på isen og stirrede lige på Anders. Alt tydede på, at hunden havde været i skoven længe – den var uvasket, havde indfaldne sider og et utrygt blik.
Hunden nærmede sig forsigtigt med en svag logren, som for at sige, at den ikke havde nogen onde hensigter. Anders havde allerede regnet ud, at den nok havde været tam – en vild hund var for længst stukket af i stedet for at prøve at blive venner.
Hunden fulgte nøje med i fiskeriet. Den blev især begejstret, hver gang Anders trak en fisk op af hullet. Hunden sprang op og logrede af glæde over fangerens held.
De delte rugbrødsmadderne lige – godt at Mette havde pakket ekstra. Mod slutningen af måltidet blev hunden så fræk, at den snusede til termokanden med te. Den drik fik dog ikke dens anerkendelse.
Der opstod en akavet situation, da Anders begyndte at pakke sammen for at tage hjem. Hunden havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå nogen steder og kredsede omkring bilen. Anders tøvede – det var ikke hans plan at tage en voksen hund med hjem.
Da bilen rullede af sted, trippede hunden efter – ikke på vejen, men langs rabatten, og trampede i sneen. Anders kiggede sig tilbage et par gange, stirrede så surt på vejen, men efter et par minutter kunne han ikke lade være og kiggede igen. Hunden, selvom den var mager, hang på. Anders sukkede og trådte på bremsen.
Hjemme blev han mødt af hele familien – børnene og Mette var lige blevet færdige med morgenmaden og var gået ud for at bygge en snemand. ‘Nå, har vi en stor fangst i dag?’ smilede Mette. ‘Ikke så meget fisk. Men til gengæld fik jeg det her store eksemplar,’ lo Anders og åbnede bagdøren. Hunden kom forsigtigt ud og logrede med halen.
Et par uger senere var der ingen tvivl om, at hunden skulle blive. Den havde fået det usædvanlige navn Karpe, og den havde allerede indtaget haven og lod endda børnene ride på den. Dyrlægen bekræftede, at hunden var sund, bare afkræftet. Men det var til at rette op på – med husbondens mad, forstås.
