Lone Andersen så ham halv otte om morgenen.
Jens stod ved elevatoren og holdt en kat. Han klemte den ind til brystet med begge hænder. Katten var grå, skaldet på den ene side, og den stank af kælder så meget, at Lone tog et skridt baglæns.
– Gud, sagde hun. – Hvad er dog det for noget?
Jens svarede ikke. Han talte sjældent med naboerne. Trykkede på elevatorknappen og stirrede på displayet.
– Hvor har du gravet den op, konstaterede hun snarere end spurgte. – Den er jo beskidt hele vejen. Vil du tage den med hjem?
– Jeg har ledt efter den i fem måneder.
Elevatoren åbnede. Jens gik ind. Trykkede på fjerde sal.
Lone blev stående i opgangen og så dørene lukke sig. Men Jens havde et rigtig glad ansigt. Han tog ikke øjnene fra katten, og rettede forsigtigt på poterne, når den rørte sig.
Hun fortalte senere til naboen på femte sal, at han så mærkelig ud.
Men hvorfor – det fandt hun ud af senere.
Opslagene kom i september. Små, printet på almindeligt papir, med et foto. På billedet var en kat. Grå, stribet, knurhår på den ene side kortere end på den anden. Under billedet stod der kort: “Borte” og et telefonnummer.
Jens satte dem op selv. Tidligt om morgenen, før arbejde, gik han ud med en rulle tape og en stak sedler. Han gik omkring lygtepæle, opslagstavler, væggen ved supermarkedet. Fingrene frøs, tapen klæbede dårligt i kulden, han måtte holde trykket lidt længere end normalt.
Mikkel forsvandt i slutningen af august. Kom bare ikke hjem om aftenen. Køkkenvinduet stod på klem.
Derhjemme stod en skål ved radiatoren. Jens havde ikke fjernet den.
Opkaldene kom de første fjorten dage.
Folk meldte om grå katte. Om stribede katte. Om en rød kat, som de af en eller anden grund også tilbød. Jens tog af sted til hvert opkald. Kiggede, rystede på hovedet, takkede. Kørte hjem igen.
I uge tre ringede en kvinde fra Byggevej og sagde, hun havde set en lignende ved garagerne. Jens tog af sted om aftenen, efter arbejde, allerede i mørke. Gik mellem garagerne med mobilens lommelygte, lyste under dørene, kaldte. Ingen kom ud. Kun en fremmed sort kat kiggede på ham fra under en port og forsvandt tilbage i mørket.
I oktober begyndte han at føre notesbog.
Han skrev adresser ned, som han havde kørt til. Navne på folk, der ringede. Datoer. Indimellem korte noter – “grå, men yngre”, “forkert farve”, “ejere har fundet den”. Siderne blev flere. Om aftenen bladrede Jens undertiden i notesbogen uden at læse, bare bladrede.
En kollega på arbejdet, Viggo, spurgte en dag, hvad der var galt med ham.
– Ikke noget, sagde Jens.
– Netop, sagde Viggo og spurgte ikke mere.
November var våd, det blev mørkt tidligt.
Jens udvidede søgeområdet. Gik gennem kvarter efter kvarter. Trådte ind i fremmede opgange, kiggede på vindueskarme, under trapper. Indimellem spurgte han folk på gaden. De fleste rystede på hovedet uden at standse. En gammel dame ved tredje opgang sagde, hun havde set en lignende ved transformatorskuret i september, men hun var ikke sikker.
Jens takkede. Gik hen til transformatorskuret. Stod stille. Ingen, selvfølgelig.
Lone fangede ham en dag i opgangen og sagde, at det var nok nu, fem måneder var gået, han skulle tage en anden. Hun sagde det ikke ondt.
– Jeg skal ikke have en anden, sagde Jens.
– Nå, det er synd, sagde hun.
Han nikkede og gik mod trappen. Lone så efter ham og tænkte, at folk altså – de slider sig selv op over de der katte.
I december næsten stoppede opkaldene.
Opslagene blev våde, gule, nogle steder faldt de af. Jens satte dem op igen. Printede nye, gik ud om morgenen med en rulle tape. Han lærte at holde rullen under armen og trække tape af med den ene hånd, mens den anden trykkede sedlen fast.
Den tredje januar hørte han en lyd.
Stille. Knapt nok. Et eller andet sted bag døren til kælderen, den under første opgang. Jens stoppede op. Lyttede. Lyden kom ikke igen.
Han stod et minut. Så gik han efter nøglen hos viceværten.
Viceværten, Søren, brugte lang tid på at finde nøglen, fandt den forkerte, så den rigtige. Spurgte, hvad Jens havde mistet i kælderen. Jens sagde det. Søren så på ham, som man ser på en person, man helst ikke skal skændes med, og gav nøglen.
Døren gik op med besvær, der strømmede en lugt af fugtig beton, gammelt træ og noget andet. Jens tændte lommelygten og trådte ind.
Kælderen var lang og lav.
Jens gik langsomt, lyste under rør, bag gamle kasser, langs væggen. Lyset fangede en rusten cykel uden hjul, en bunke brædder, en kasseret feltseng med en nedtrykt side. Det lugtede af fugt og kalk. Et eller andet sted dryppede det, sjældent og jævnt som et ur.
– Mikkel, sagde Jens.
Stille. Ikke et kald, mere en prøve, som man prøver mørket, før man går ind i det.
Intet svar.
Han gik videre, forbi en eltavle med ledninger, forbi gamle radiatorer stablet langs væggen. Lommelygtens stråle bevægede sig langsomt. Jens havde travlt. På fem måneder havde han lært ikke at have travlt, der hvor det ikke nytter.
– Mikkel.
Stilhed igen. Kun dryppet. Kun rørene der summede over hovedet, varme, støvede.
Han nåede den fjerneste væg og standsede. Lyste op i hjørnet. Der stod kasser, tre eller fire, stablet oven på hinanden, og mellem dem og væggen var et mørkt rum, smalt som en sprække. Jens satte sig på hug. Lyste derind.
To øjne reflekterede lyset.
Han rørte sig ikke. Stirrede bare. Hjertet gjorde noget mærkeligt, ikke højt, men mærkbart, som om det sprang et slag og så indhentede.
– Mikkel, sagde han. Helt stille.
Øjnene forsvandt ikke. Men katten kom heller ikke ud. Sad i sprækken mellem kasserne og væggen og stirrede på lommelygten. Jens sænkede strålen en smule for ikke at blænde den. Så satte han sig på gulvet. Lige på betonen, uden at tænke på tøjet, uden at tænke på noget.
Han satte sig bare. Og begyndte at vente.
Han vidste ikke, hvor lang tid der gik.
Det var koldt. Betonen trak varmen ud gennem jakken hurtigt og jævnt. Jens rørte sig ikke. Han holdt lommelygten til siden, så det ikke var helt mørkt i sprækken, men heller ikke lyste i øjnene. Indimellem talte han lavt. Ikke kaldte, ikke overtalte. Bare talte, som man taler, når man vil have, at stemmen er i nærheden.
– Du har det koldt her, sagde han. – Fem måneder. Jeg troede ikke, du var her.
Fra sprækken kom ingen lyd.
– Jeg har været alle vegne. Kørte til Byggevej om natten. Der er garager, du kender dem ikke. Jeg har fyldt hele notesbogen.
Det dryppede et sted i mørket. Rørene summede.
– Derhjemme står skålen. Jeg har ikke fjernet den.
Han hørte en raslen, før han så bevægelsen. Katten kom langsomt ud af sprækken. Ikke direkte mod Jens, men først til siden, langs kasserne, snusede i luften, standsede. Jens rørte sig ikke. Stirrede. Katten var mager. Den ene side skaldet, pelsen var ikke vokset ud nogle steder. På den ene side af snuden var knurhårene kortere. På venstre side.
Det var ham.
Katten tog et skridt mere. Så endnu et. Så gik den hen til Jens’ ben og trykkede hovedet mod knæet. En gang. Som for at tjekke. Og blev stående ved siden af.
Jens løftede ikke hånden med det samme. Først sad han bare. Så, forsigtigt, langsomt, lagde han håndfladen på kattehovedet. Mikkel rykkede sig ikke. Han kneb bare øjnene sammen, og der var noget så enkelt i det, at Jens fik en knude i halsen.
Han græd ikke. Han sad bare på den kolde beton i kælderen i sin egen opgang og holdt hånden på hovedet af en kat, han havde ledt efter i fem måneder. Og katten stod ved siden af og tav. Den havde aldrig været meget for snak.
Det var sværere at rejse sig end at sætte sig.
Benene var stive, og Jens rejste sig langsomt, støttende sig til kasserne. Mikkel trådte et skridt tilbage og iagttog. Jens rettede sig op, stod stille. Han havde læst, at katte kan blive vilde, glemme mennesker på bare to uger. Og her – fem måneder. Så satte han sig på hug igen og løftede katten.
Mikkel gjorde ikke modstand. Han var let, meget lettere end han havde været. Jens pressede ham ind mod brystet og mærkede et lille, hurtigt hjerte slå under håndfladen.
De gik tilbage samme vej. Forbi feltsengen, forbi den rustne cykel, forbi eltavlen. Lommelygten holdt Jens med den ene hånd, den anden holdt fast om katten. Mikkel rørte sig ikke. Kun én gang flyttede han poterne for at sidde bedre, og så blev han stille igen.
Ved døren standsede Jens.
Så skubbede han døren op og gik ud.
Udenfor var morgen. Grå, januar, uden sol. Sneen lå gammel og sammenpresset med sorte spor langs stien. Jens blinkede mod lyset.
Han stod ved døren med Mikkel.
Det var da, Lone så dem.
Derhjemme var der varmt.
Jens tog skoene af i gangen uden at slippe katten. Så satte han den alligevel på gulvet, forsigtigt, som man sætter noget skrøbeligt. Katten sænkede straks næsen mod gulvet og gik langs væggen. Langsomt, med pauser. Snusede til fodlisten, hjørnet, benet på et lille bord. Tjekkede.
Jens stod og så på.
Mikkel nåede køkkenet. standsede ved dørtærsklen, bevægede et øre. Så gik han ind. Jens fulgte efter.
Skålen stod ved radiatoren, der hvor den altid havde stået. Tom, ren, lidt støvet langs kanten. Katten gik hen til den, snusede. Stod et sekund over den. Så gik den væk og satte sig ved radiatoren, lænet op ad det varme jern.
Jens åbnede køleskabet. Der var lidt kogt kylling indeni. Han skilte et stykke fra, lagde det i skålen. Hænderne adlød ikke med det samme, fingrene var stadig kolde.
Mikkel spiste langsomt. Ikke grådigt, som sultne dyr, men forsigtigt. Jens sad ved siden af på gulvet, ryggen mod væggen. Stirrede.
Mikkel gik bagefter hele lejligheden rundt. Tjekkede hvert hjørne, hvert værelse, hver vindueskarm. Så kom han tilbage til stuen, hoppede op i sofaen og krøllede sig sammen, hvor han altid havde sovet før. Venstre for puden, ved armlænet.
Jens tog ikke øjnene fra ham.
Fem måneder havde han ledt, frosset ved lygtepæle, kørt på falske opkald, gået med lommelygte mellem garager. Og Mikkel havde siddet i kælderen under første opgang. Tyve meter fra døren. Hvad havde han levet af? Mus, formodentlig. Hvor længe ville han have klaret sig, hvis Jens ikke ved et lykketræf havde hørt hans stille “miav”?
Jens kunne have tænkt længe over det. Men det gjorde han ikke.
Han slukkede lyset i gangen, gik ind i stuen og satte sig i sofaen ved siden af katten. Mikkel åbnede det ene øje, så på ham og lukkede det igen. Udenfor blev det mørkt.
Alle var hjemme.
