Mikkel sad på vindueskarmen og stirrede ned i gården, hvor duerne kæmpede om en brødskorpe. Lyset fra gadelygten flimrede som under vand, og månen hang som en skæv tallerken over blokken. Søren så på katten. Syv år havde de levet sammen, hvis man ikke tæller konen Mette og datteren Ida. Men katten Mikkel var hans. Fra den første dag, da en klump grå dun bed sig fast i hans sweater og faldt i søvn i albuebøjningen, som om den hørte til der.
Mette rørte i suppen, og duften af laurbærblade sivede ud i stuen som en tyk, grøn røg. Ida, hun var tolv, sad ved bordet og lod fingeren glide over skærmen, efterlod spor af blåt lys i luften. En almindelig lørdag aften, som der havde været hundrede af og ville komme hundrede mere. Men Søren så at datteren kastede blikke mod moderen, ventende, som om de havde en aftale skrevet i usynligt blæk. Og moderen, mens hun rørte i gryden, nikkede næsten umærkeligt.
– Far, begyndte Ida med stemmen hun brugte når hun skulle have en ny telefon eller lov til at sove hos en veninde.
Søren lagde avisen.
– Nå?
– Ved Kirsten har hendes kat fået killinger. Og en af dem ingen vil have. Den halter, den ene forpote er skæv. De vil… ja, du ved.
Hun sagde det ikke, men det var tydeligt. Søren så på Mette. Mette rørte ivrigt i suppen, selvom der ikke var noget at røre.
– Nej, sagde han. Ikke ondt, ikke hårdt. Bare et ord.
– Men hvorfor?
– Fordi vi har Mikkel. Han er syv år, vant til at være alene. I slæber en ny ind, så bliver der slagsmål, tis, mere hår. Jeg siger nej.
Ida så på moderen. Mette slukkede for komfuret og satte sig ved siden af sin mand.
– Søren, killingen er tre måneder. Poten er groet forkert. Hvis ikke nogen tager den, kører Kirsten den til internatet, og derfra bliver de ikke taget.
Søren forstod. Men han nikkede ikke.
– Jeg siger nej, gentog han og løftede avisen.
***
En uge gik. Ida spurgte ikke mere, men ved aftensmaden rakte hun brødet stumt. Mette stoppede med at spørge hvordan dagen var gået. Søren mærkede det, som man mærker træk i et hus: vinduerne var lukkede, men noget sivede ind.
Fredag kom Ida hjem med røde øjne. Tasken smed hun ved døren og gik ind på sit værelse. Mette fulgte efter, og ti minutter senere kom hun ud.
– Hvad? spurgte Søren.
– Kirsten sagde at killingen bliver kørt i morgen tidlig. Der var et internat i udkanten, men Ida har set billeder. Små bure, to hundrede katte, lugt…
Mette pressede ikke på. Hun fortalte det bare og gik i gang med opvasken.
Søren stod alene i gangen. Fra Idas værelse kom ingen lyd, og det var værre end gråd.
Næste morgen stod Søren op før alle andre. Sidst han stod så tidligt op var til fiskeri, og sæsonen var ikke startet. I køkkenet brændte lampen over komfuret, udenfor var himlen grå som gammelt papir. Han trak jakken på, tog bilnøglerne og gik ud.
Adressen til Kirsten fandt han i Idas telefon aftenen før, mens hun sov. Han skrev den på en lap papir og puttede den i lommen.
Han parkerede ved Kirstens opgang og ringede.
– Hallo? En søvnig, irriteret stemme.
– Det er Søren, Idas far. Har I killingen endnu?
Stilhed.
– Ja… ja, den er her. De kommer fra internatet klokken elleve.
– Ikke nødvendigt. Jeg henter den. Jeg kommer op nu.
Han lagde på og sad et øjeblik i bilen.
Kirsten åbnede i morgenkåbe, rækte ham en skotøjsæske. Indenfor på et gammelt håndklæde sad killingen. Grå, stribet, tynd. Forpoten stak ud som om den var sat forkert sammen i en fart. Øjnene var gule, bange.
– Den er stille, sagde Kirsten. Den mjaver næsten ikke. Spiser alt. Bruger kattebakke.
Søren nikkede, tog æsken og bar den ud til bilen.
Han kom hjem mens alle sov. Stillede æsken i entréen, tog jakken af. Indeni ikke en lyd. Han kiggede ned: dyret havde presset sig ind i et hjørne og så op på ham uden at blinke.
– Hvad skal jeg gøre med dig? hviskede Søren.
Killingen løftede den skæve pote, som om den ville række efter hans finger, men nåede ikke. Søren sukkede. Gik i køkkenet, hældte mælk i en skål. Så huskede han at små killinger ikke tåler mælk, hældte det ud, tog kogt kylling fra køleskabet og skar det fint.
Da han kom tilbage til entréen med skålen, sad Mikkel allerede ved siden af æsken. Stirrede ind. Halen slog ikke, ryggen bøjede sig ikke.
Killingen kravlede ud af æsken, haltede hen til skålen og begyndte at spise. Mikkel fnøs og gik hen til sin stol. Ingen slagsmål, ingen hvæsen.
Ida fandt killingen først. Søren hørte et undertrykt hvin, så hurtige skridt, og datteren fløj ind til dem med killingen i armene.
– Mor! Mor, hvor kommer den fra?!
Mette satte sig op i sengen, skelen i morgendisen. Så på killingen, så på Søren. Han lå med hænderne foldet bag hovedet og studerede nøje loftet.
– Far? Ida vendte sig mod ham. Stemmen rystede. – Var det dig?
– Skriger I, sender jeg den tilbage, brummede Søren uden at tage øjnene fra loftet.
Ida satte sig på sengekanten og begyndte at græde. Ikke som i skolen, når man er fornærmet, men på den måde som man ikke kan forklare. Killingen i hendes arme stivnede, trykket ind mod trøjen.
Mette sagde intet. Lagde hånden på Sørens arm og klemte. Hurtigt, kort. Så rejste hun sig og gik i køkkenet for at tænde kaffen.
Killingen fik navnet Emil. Ida ville kalde ham Grev, men Søren sagde: hvilken greve, han kom fra en skotøjsæske, han bliver Emil. Og Emil blev, som om han altid havde boet der. Mikkel gik uden om ham den første uge, anden uge tolererede han ham, og inden måneden var omme sov de i samme stol. Mikkel orange, alvorlig, Emil grå, med den skæve pote trykket ind mod Mikkels side.
Søren så på dem om aftenen og tav. Mette spurgte en dag:
– Du var jo imod. Hvad ændrede sig?
Han tøvede, kløede Emil bag øret. Den spandt og lukkede øjnene.
– Ida græd. Jeg hørte det gennem væggen. Og jeg tænkte: jeg laver alt muligt, men her var der intet at lave, bare at køre og hente. Simpelt. Og jeg strittede imod for hvad? For hårets skyld?
Mette smilede og sagde intet.
Et halvt år gik. Emil var vokset, poten var skæv, men han fløj gennem lejligheden som en gal, væltede hjemmesko og sprang op på skabet. Mikkel fulgte ham bare med blikket.
Og Søren oplevede af og til at om aftenen i sofaen lå Mikkel på hans skød, Emil sov på hans skulder, og på fjernsynet spillede en fodboldkamp han ikke hørte, fordi han var bange for at røre sig.
Og det var, når alt kom til alt, bedre end nogen målscore.
