Søren sad på vindueskarmen og kiggede ned i gården, hvor duer delte en rugbrødsskorpe. Og Søren så på katten. Syv år havde de boet sammen, hvis man ikke regnede konen Tove og datteren Nynne med. Men katten Mikkel var hans. Helt fra første dag, da en tremåneders nøgle af pels bed sig fast i hans sweater og faldt i søvn i albuebøjningen.
Tove stod og rørte i en gryde med grøntsagssuppe, og duften af laurbærblade bredte sig i køkkenet. Nynne, hun var tolv, sad ved bordet og kørte fingeren hen over telefonskærmen. En helt almindelig lørdag aften, som der havde været hundrede før, og som der ville komme hundrede til. Men Søren lagde mærke til, at datteren kastede blikke mod moderen, som om hun ventede på noget. Og moderen, mens hun rørte i suppen, nikkede ubemærket til hende, som om de havde aftalt noget på forhånd.
– Far, – begyndte Nynne med den stemme, man brugte, når man bad om en ny telefon eller lov til at sove hos en veninde.
Søren lagde avisen fra sig.
– Nå?
– Altså, Lene, hendes kat har fået killinger. Og den ene killing vil ingen have. Den halter lidt, forpoten er skæv. De vil… altså…
Hun fik ikke sagt mere, men det var tydeligt. Søren så på Tove. Hun rørte ivrigt i suppen, selvom der ikke var mere at røre i.
– Nej, – sagde han. Ikke ondt, ikke skarpt. Bare sagde det.
– Men hvorfor?
– Fordi vi har Mikkel. Han er syv år, han er vant til at være alene. Hvis I slæber en anden med hjem, bliver der slåskampe, markeringer, og så får vi endnu mere hår. Jeg er imod.
Nynne så på moderen. Tove slukkede for blusset under gryden og satte sig ved siden af sin mand.
– Søren, killingen er tre måneder. Poten er vokset skævt. Hvis den ikke bliver taget, kører Lene den til internatet, og derfra bliver sådan nogle ikke taget.
Søren forstod. Men han nikkede ikke.
– Jeg er imod, – gentog han og løftede avisen.
***
Der gik en uge. Nynne bad ikke mere, men ved middagen rakte hun ham brødet uden at sige noget. Og Tove holdt op med at spørge, hvordan dagen på arbejdet var gået. Søren mærkede det, som man mærker et træk: vinduerne var lukkede, men alligevel trak det.
Om fredagen kom Nynne hjem fra skole med røde øjne. Rygsækken smed hun ved døren og gik ind på sit værelse. Tove gik ind til datteren, kom ud efter ti minutter.
– Hvad? – spurgte Søren.
– Lene sagde, killingen bliver kørt væk i morgen tidlig. Der er fundet et internat i udkanten, men Nynne har set billeder derfra. Små bure, to hundrede katte, lugt…
Tove pressede ikke på. Hun fortalte det bare og gik ud for at vaske op.
Søren stod alene i gangen. Fra Nynnes værelse lød der ikke en lyd, hvilket var værre end gråd.
Om morgenen stod Søren op før alle andre. Så tidligt stod han kun op til fiskeri, og sæsonen var ikke begyndt endnu. I køkkenet brændte lampen over komfuret, uden for vinduet var det gråt. Han trak en jakke på, tog bilnøglerne og gik ud.
Lenes adresse havde han fundet i Nynnes telefon aftenen før, mens datteren sov. Han skrev den på en lap papir, stak den i jakkelommen.
Ved Lenes opgang parkerede han og ringede.
– Hallo? – stemmen var søvnig, utlifreds.
– Det er Søren, far til Nynne. Har I killingen endnu?
Pause.
– Ja… Ja, den er her. Klokken elleve kommer de fra internatet.
– Lad være. Jeg henter den. Jeg kommer op nu.
Han lagde på og sad et øjeblik i bilen.
Lene åbnede i morgenkåbe, rakte ham tavs en skotøjsæske. Inde i på et gammelt håndklæde sad killingen. Grå, stribet, tynd. Forpoten stod lidt til siden, som om den var samlet i hast. Øjnene var gule, bange.
– Den er stille, – sagde Lene. – Den mjaver næsten ikke. Spiser alt. Er vant til kattebakken.
Søren nikkede, tog æsken og bar den ud til bilen.
Han kom hjem, mens alle stadig sov. Stillede æsken på gulvet i gangen, tog jakken af. Killingen indeni gav ikke en lyd. Søren kiggede ned: dyret havde krøbet i et hjørne og så op på ham uden at blinke.
– Nå, hvad skal jeg så gøre med dig? – sagde Søren stille.
Killingen løftede den skæve pote, som om den ville nå op til hans finger, men kunne ikke. Søren sukkede. Gik ud i køkkenet, hældte mælk i en skål. Så huskede han, at små killinger ikke tåler mælk, hældte det ud, tog kogt kylling fra køleskabet og skar det fint.
Da han kom tilbage til gangen med skålen, sad Mikkel allerede ved siden af æsken. Kiggede ind. Halen slog ikke, ryggen bøjede sig ikke.
Killingen kravlede ud af æsken, haltede hen til skålen og begyndte at spise. Mikkel fnøs og gik hen til sin stol. Ingen slagsmål, ingen hvæsen.
Nynne fandt killingen først. Søren hørte fra soveværelset et dæmpet skrig, så hurtige skridt, og datteren fløj ind til dem med killingen i armene.
– Mor! Mor, hvor kommer den fra?!
Tove satte sig op i sengen og skubbede søvnen væk. Så på killingen, så på Søren. Han lå med hænderne bag hovedet og studerede nøje loftet.
– Far? – Nynne vendte sig mod ham. Stemmen rystede. – Er det dig?
– Hvis I skriger, sender jeg den tilbage, – brummede Søren uden at tage øjnene fra loftet.
Nynne satte sig på sengekanten og begyndte at græde. Ikke som man græder i skolen af uretfærdighed, men på en anden måde, når man ikke kan forklare. Killingen i hendes arme stivnede og trykkede sig ind til sweateren.
Tove sagde ingenting. Hun lagde sin hånd på Sørens arm og klemte den. Hurtigt, kort. Så rejste hun sig og gik ud i køkkenet for at sætte vand over.
Killingen fik navnet Kaj. Nynne ville have Grev, men Søren sagde: hvad for en greve, den kommer fra en skotøjsæske, den skal hedde Kaj. Og Kaj fandt sig til rette, som om den altid havde boet der. Mikkel gik udenom den den første uge, i den anden uge begyndte han at tolerere den, og ved månedens slutning sov de i samme stol. Mikkel, rød og vigtig, og Kaj, grå med den skæve pote, trykket ind i hans side.
Søren så på dem om aftenen og tav. Tove spurgte en dag:
– Du var jo imod. Hvad ændrede sig?
Han tav et øjeblik og kløede Kaj bag øret. Den spandt og lukkede øjnene.
– Nynne græd. Og jeg hørte det gennem væggen. Tænkte: jeg reparerer alt muligt, men her var der intet at reparere, bare at tage og hente. Nemmere kan det ikke være. Og jeg strittede imod – for hvad? For noget hår?
Tove smilede og sagde intet.
Et halvt år senere var Kaj vokset, poten var skæv, men den fløj rundt i lejligheden som en gal, væltede hjemmesko og sprang op på skabet. Mikkel fulgte den bare med blikket.
Og Søren kom nogle gange til at tænke på, at om aftenen i sofaen lå Mikkel på hans skød, Kaj sov på hans skulder, fjernsynet viste fodbold, og han hørte ikke stillingen, fordi han var bange for at røre sig.
Og det, måske, var bedre end nogen stilling.
