Anders holdt mest af sommerfiskeri, men om vinteren tog han også et par ture ud. Som han selv sagde, “for at fryse lidt.” Han fangede sjældent meget, men der var altid nok til en fiskesuppe, og lidt tilovers til de nærliggende katte.
Også denne gang havde Anders tjekket, at isen på søen var tyk nok, og gjorde sig klar til endnu en tur. Om morgenen listede han stille og roligt fiskegrejet frem, tog smørrebrød fra køleskabet og listede ud på tæer i gården – hans kone og børn sov stadig den søde søvn.
Der var heller ingen på søen. Selv de mest indædte lystfiskere foretrak åbenbart at tilbringe nytårsferien hjemme foran salaterne fremfor i frostvejret. Anders blev dog ikke skuffet.
“Desto mere fisk til mig,” tænkte han og begyndte langsomt at sætte grejet op.
Omkring samme tid fik han øje på noget, der bevægede sig nede ved bredden. En stor, pjusket hund kom forsigtigt ud på isen og så direkte på Anders. Alt tydede på, at hunden havde tilbragt lang tid i skoven: et uvasket udseende, indfaldne sider og et forsigtigt blik.
Hunden nærmede sig varsomt, logrede let med halen, som for at sige, at der ikke var nogen aggression at frygte. Anders havde allerede forstået, at hunden sikkert engang havde været en familiehund: en vild en ville for længst være stukket af i stedet for at forsøge at stifte bekendtskab.
Hunden fulgte nøje med i fiskeriet. Især når Anders trak en fisk op af hullet, blev den begejstret – hver gang sprang den op og logrede, som om den glædede sig over fiskerens held.
Smørrebrødet delte de lige over: heldigvis havde konen pakket mad nok til Anders. Mod slutningen af måltidet blev hunden så frimodig, at den snusede til termokanden med te. Den drik fik dog ikke dens godkendelse.
Det pinlige øjeblik kom, da Anders begyndte at pakke sammen. Hunden havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå nogen steder og kredsede om bilen. Anders tøvede: at tage en voksen hund med hjem var ikke i hans planer.
Da bilen satte i gang, travede hunden efter – ikke på kørebanen, men langs rabatten, hvor den trampede i sneen.
Anders kiggede først tilbage, stirrede så mørkt på vejen, men efter et par minutter kunne han ikke lade være med at vende sig om. Hunden, skønt den var mager, haltede ikke bagefter. Anders sukkede og trådte på bremsen.
Fiskeren blev mødt af hele familien: konen og børnene var lige blevet færdige med morgenmaden og var gået ud for at bygge en snemand.
“Nå, fik vi en stor fangst i dag?” smilede konen til Anders. “Der er ikke så mange fisk. Men jeg fik dog et kæmpe eksemplar,” lo Anders og åbnede bagdøren på bilen. Hunden kravlede forsigtigt ud og logrede…
Et par uger senere var al tvivl om at beholde hunden forsvundet. Den havde fået det usædvanlige navn Karpe, og var allerede faldet til i gården – den lod endda børnene ride på sig. Dyrlægen bekræftede, at hunden var rask, blot udmagret. Men det kunne fixes – med hjemmelavet mad var det kun et spørgsmål om tid.
