Hele sit liv havde Søren drømt om en søn. Han havde endda fundet et navn – Mikkel. Men sådan skulle det ikke være, for i familien voksede tre døtre op…
Hans kone Ellen var ikke bekymret:
— Se nu, hvor smukke de er! — sagde hun altid.
Søren smilede og nikkede. Selvfølgelig elskede han sine kloge piger. Alligevel mærkede han indimellem et lille stik af misundelse, når han så naboen sparke bold med sine sønner.
— Årh, hold op, Søren! Din Mette går til karate. Hun slås bedre end nogen dreng, — sagde hans ven Lars.
Søren lo. Mette var på ti år virkelig en sej pige. Hendes søstre – syvårige tvillinger Ditte og Tine – havde også et livligt gemyt.
Men drømmen om en søn forlod ham ikke…
Hans døtre havde også en drøm – et kæledyr.
— Nej, det er ikke til at holde ud med et evigt gøende væsen i huset, — afviste Søren pigernes bønner om at få en hund.
— Katten vil ødelægge alle tapeter. Hamstere stinker. Papegøjen er alt for støjende, — afviste han alle de følgende forslag.
Pigerne rynkede på næsen og blev endda fornærmede.
— Hos Astrid og Laura bor der to hunde! Og det går jo! — brokkede Mette sig stille, men faderen var ubøjelig.
— Vi finder på noget, — trøstede Ditte, der ikke var vant til at give op.
Sørens fødselsdag nærmede sig. Pigerne sad på Mettes værelse og diskuterede, hvad de skulle give far.
— Termokande? Barberingssæt?
— Nej! Det er alt for banalt!
— Så tænk selv, når du er så klog! Vi tegner et kort! Der er kun to dage til festen!
— Hold nu op, det er som i børnehaven! Gaven skal være overraskende og mindeværdig! Det siger mor.
Diskussionen havde stået på i en halv time og truede med at udvikle sig til slagsmål, da telefonen pludselig ringede:
— Mette, har I husket at tage skraldet ud? — spurgte mor.
— Ja… selvfølgelig. Vi har taget det hele. Kører du allerede hjem? — løj Mette uden at blinke. Og da hun var sikker på, at mor ikke kom snart, skyndte hun sig at gøre sig klar.
— Vi kommer med! — råbte tvillingerne.
— Skal vi alle tre gå med én skraldepose? — rynkede Mette panden.
Men et par minutter senere var hele banden ude fra opgangen.
— Hører I det? Det lyder som om, det kommer fra skraldecontaineren, — hviskede Tine.
Pigerne standsede og nikkede. Da de kom tættere på, hørte de en jamrende miau fra affaldet.
— De har vel ikke smidt en kat derned? — sagde Mette usikkert.
Ditte trak på skuldrene og begyndte energisk at smide plastikposer væk, som containeren var fyldt med.
Søstrene rynkede på næsen, men hjalp til. Som om katten forstod, at hjælpen var nær, udstødte den et fortvivlet skrig.
— Håber ikke den springer på os. Hvorfor er den ikke kravlet ud? Sidder den fast? — stønnede Mette, mens hun hængte sig over kanten af containeren.
På den anden side sled Ditte og Tine.
Et par minutter senere kom svaret:
— Voksne mennesker er da helt fra forstanden. Hvordan kan de finde på at pakke en kat i en plastikpose og smide den ud? — sagde Mette oprørt, mens hun løsnede den knitrede polyethylen, hvori en forskrækket rød kat sad.
— Den er smuk og kælen! Hvordan kan nogen smide et stakkels dyr ud? — sukkede Tine.
Katten klatrede straks op på pigens arm og trykkede sig ind til hende, skælvende af frygt.
— Hvad bilder I jer ind, små banditter? I har spredt alt affaldet ud over vejen! Jeg klager til jeres forældre! I finder på sjov, når far og mor ikke er hjemme! — skældte Gerda ud over hele gården.
Det var nytteløst at diskutere med den strenge kvinde. Hun nærmede sig hurtigt pigerne, trods sin høje alder.
— Løb, — kommanderede Mette.
Og søstrene styrtede mod opgangen. Efter dem lød Gerda’s vrede råb.
— Pyha, det gik vist, — sukkede Ditte, mens hun smækkede døren i.
— Hun klager nok. I husker, da vi smadrede vinduet i opgangen? Hun stod der med det samme og fortalte far det samme aften, — fnøs Mette, mens hun mindedes deres narrestreger.
Samtidig gik Søren hjem fra arbejde. Humøret var fantastisk. Der var weekend og fødselsdag foran ham. Han havde altid elsket denne dag og glædede sig til at fejre den med familien.
Pludselig dukkede en gammel spåkone op ved siden af ham:
— En uventet gave venter på dig, kære! Du vil blive glad og grine! — sagde hun hurtigt og rørte ved hans hånd og gik så væk.
«Mærkelige spåkoner, de er blevet. Før i tiden bad de om at få hånden smurt,» tænkte Søren og gav ikke ordene nogen betydning, men skyndte sig hjem…
Derhjemme var der livlig diskussion:
— Hvad skal mor give? Har I fundet ud af det? — spurgte Mette sine småsøstre, men de trak bare på skuldrene.
— Jeg spurgte, men mor sagde, det var en overraskelse. Vi får det at vide, når tiden er inde, — svarede Ditte.
Og det var mærkeligt. For mor plejede altid at forberede fars fest sammen med dem.
— Jeg så hende lægge noget i en gavekuvert. Måske en rejse til et kursted? Kan I huske, de drømte om en ferie sammen? — tænkte Tine højt.
— Måske. Men vores overraskelse bliver ikke dårligere. Den vil blive husket længe og blive en total overraskelse for far, — fnisede Mette.
— Det vigtigste er, at han ikke opdager den for tidligt, — lagde Ditte fingeren på læberne.
Så ringede dørklokken, og pigerne skyndte sig at åbne. På trappen stod forældrene.
— I er stille i dag. Indrøm det med det samme, hvad har I gjort nu? — sagde Ellen, mens hun kiggede skarpt på døtrene.
Men søstrene forsikrede, at alt var i orden.
— Vi har endda taget skraldet ud! — rapporterede Mette.
— Godt. Hvorfor er der så vådt i badeværelset? — spurgte moderen, mens hun gik hen til vasken.
Pigerne så på hinanden.
— Undskyld, mor, jeg ville vaske en t-shirt. Jeg fik den lidt snavset, — sagde Tine med nedslåede øjne.
— Ikke en dag uden eventyr! — lo Søren. Han havde et fantastisk humør.
Pigerne skyndte sig ind på deres værelser og gik uden protester i seng.
— Holdet vokser… Se, hvor lydige de er i dag. De forbereder sikkert en overraskelse til mig, — smilede Søren og kyssede sin kone.
— Det ligner mere stilhed før stormen, — sagde Ellen tvivlende. Hun kendte sine døtre alt for godt…
De var allerede gået i seng, da der kom en lyd fra Mettes værelse.
— Jeg synes, jeg hørte en miau, — hviskede Søren halvsovende.
Da de kom ind på børneværelset, sad Mette sammen med Ditte:
— Jeg havde et mareridt, men det er okay nu. Jeg sover hos Mette, okay? — sagde pigen stille.
— Selvfølgelig, skat. Har I brug for hjælp? — spurgte Ellen.
Søstrene nikkede, og resten af natten forløb roligt…
Op til fødselsdagen sov Søren dårligt. Han drømte mareridt om en rødhåret spåkone. Den miavede og så på ham med skarpe grønne øjne.
Endelig åbnede han øjnene og stoppede op. Lige på hans bryst sad et rødt uhyre og borede blikket ind i ham!
— Mjav, — hilste uhyret Søren.
— Aaaah, — brød det ud af manden.
Ellen foer straks op og forsøgte at forstå, hvad der foregik.
— Hvad? Hvad er det? — stammede fødselsdagsbarnet endelig, mens han stirrede på den røde kat, som allerede forsøgte at slå sig ned ved hans fødder.
Ellen kiggede uforstående.
— Åh, far! Du har allerede set vores overraskelse! — sagde Mette så muntert som muligt, mens hun kom ind i værelset.
Bag hende kom tvillingerne:
— Tillykke med fødselsdagen, far! Vi besluttede at give dig en mindeværdig gave. Mød Bamse. Han er meget rar, rolig og velopdragen.
Forresten har han boet hos os i to dage, og I opdagede det ikke. Alle sofaer er hele, og tapetet er også i orden, — snakkede Tine og Ditte i munden på hinanden.
Ellen lo, mens hun så på Søren, der gabte efter luft.
— Du skal ikke bekymre dig, far. Mor giver dig en rejse til et kursted, og I får det godt væk fra os. Vi klarer os selv, — spruttede Mette ud.
— Hvilket kursted? Vent, piger — Ellen så overrasket på døtrene.
— Men var din gave i kuverten ikke en ferie? Jeg så det selv, — hjalp Tine sin søster.
Ellen lo nervøst.
— Det kan åbenbart ikke skjules noget i dette hus, — sagde hun endelig.
— Men hvad skal jeg gøre med dette dyr? — spurgte Søren forvirret, mens han så på katten, der stille spandt ved hans fødder.
— Ser du, far, det skete tilfældigt. Vi gik ud i gården og fandt katten i en pose… i skraldecontaineren. Så kom Gerda. Hun skreg så meget. Du ved selv, hvordan hun er, — begyndte Mette.
— Vi blev bange og løb hjem så hurtigt vi kunne, — tilføjede Ditte autoritativt.
— Det skete bare, og katten endte hos os. Men vi kan da ikke smide den ud igen? Vi har vasket den og gjort den i stand. Den er meget rolig og tålmodig, — sagde Tine med tårer i øjnene.
Søren sukkede. I hans hoved dukkede spåkonens ord om en uventet gave op.
— Ja ja… Gaven var noget ved, — mumlede han stille, mens han betragtede hele den ærlige forsamling.
— Elskede, pigerne har måske ret. Katten har ondt af den. Hvor meget den har været igennem. Og den ser rolig og kærlig ud, — kom moderen døtrene til undsætning.
Søren sukkede og overvejede situationen.
— Den kan også fange mus til os! Det er jeg sikker på! — fremførte Ditte et solidt argument.
— Men vi har aldrig haft mus, — sagde Søren trist og så sig omkring.
— Alt kan ske. Jeg hørte noget rasle bag væggen i går, — støttede Tine sin søster.
— Okay, banditter. Vi ser, hvordan I opfører jer fremover. Og Bamses opførsel også, — lo Søren.
— Hvorfor Bamse? — spurgte Ellen.
— Du skulle høre, hvor sjovt den spinder, når man klør den på maven, — smilede pigerne.
— Men hvad var gaven i kuverten? — spurgte Tine nysgerrigt.
Ellen blev lidt flov. Så hentede hun en lille æske til sin mand, hvori der lå en kuvert.
— Det kan ikke være sandt! — udbrød manden begejstret, mens han så på indholdet.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage…
*****
— Jo, en lillebror er fantastisk. Men jeg tror, vores Bamse også gjorde et uudsletteligt indtryk på far, — hviskede Tine til sin søster om aftenen, liggende i sengen.
— Vores Bamse er en rigtig forræder. I to dage sov den hos os, og i dag flyttede den ind hos forældrene, — rynkede Ditte panden.
— Åh, hold op. Det er da fars kat, — fnisede Tine.
Søren lå lykkelig i sengen og lyttede til Bamsens spinden.
— Hvilken beroligende lyd. Hvorfor fik vi ikke en kat før? Jeg forstår det ikke, — hviskede han, mens han holdt om sin kone.
— Nyd stilheden og roen, snart bliver der ikke meget søvn i dette hus, — lo Ellen.
— Ved du, jeg kan næsten ikke tro, at vi får en søn! Tak, skat, det er den bedste gave! — smilede Søren og knugede øjnene sammen af lykke.
Nogle gange kommer de bedste gaver, når man mindst venter dem.
