Hele livet havde Søren drømt om en søn. Han havde endda fundet på et navn – Mikkel. Men sådan skulle det ikke være; i stedet voksede tre døtre op i hjemmet…
Hustruen Ellen gav dog ikke op.
“Se på dem,” sagde hun altid, “hvilke smukke piger vi har!”
Søren smilede og nikkede. Han elskede sine kvikke små piger højt, men indimellem mærkede han et lille stik af misundelse, når han så naboen sparke bold med sine sønner.
“Hold nu op, Søren! Din Mille går til karate. Hun slås bedre end nogen dreng,” sagde hans ven.
Søren lo. Mille var ti år og en rigtig kæmper. Hendes søstre – tvillingerne Signe og Ditte på syv – var lige så rap i kæften.
Alligevel forlod drømmen om en søn ham aldrig…
Døtrene havde også en drøm: et kæledyr.
“Nej, det bliver ikke til noget. Jeg kan ikke holde ud at have en evigt gøende skabning i huset,” afviste Søren pigernes bønner om en hund.
“En kat ødelægger tapetet. Hamstere stinker. En papegøje er for støjende,” sagde han til alle deres forslag.
Pigerne rynkede panden og blev fornærmede.
“Hos Astrid og Laura bor der to hunde! Og det går jo fint,” hviskede Mille, men faderen var ubøjelig.
“Vi finder på noget,” trøstede Signe, der aldrig gav op.
Sørens fødselsdag nærmede sig. Pigerne sad på Milles værelse og diskuterede, hvad de skulle give ham.
“En termokande? Et barberingssæt?”
“Nej, det er alt for banalt!”
“Så find selv på noget, når du er så klog! Vi tegner et kort! Der er kun to dage til festen!”
“Hold op med det pjattede børnehavefnidder! Gaven skal være overraskende og mindeværdig! Det siger mor.”
Diskussionen havde varet en halv time og truede med at ende i slagsmål, da telefonen pludselig ringede.
“Mille, har I husket at smide skraldet?” spurgte moren.
“Ja, selvfølgelig… det er gjort. Er du på vej hjem?” løj Mille uden at blinke. Og da hun forstod, at moren ikke kom lige med det samme, skyndte hun sig at gøre klar.
“Vi kommer med!” råbte tvillingerne.
“Skal vi tre gå ud med én skraldepose?” fnyste Mille.
Men få minutter senere var hele flokken uden for opgangen.
“Hører I det? Derovre ved skraldecontainerne,” hviskede Ditte.
Pigerne standsede og lyttede. Tættere på opdagede de, at der kom en jamrende mjavelyd fra containerne.
“De har vel ikke smidt en kat i skraldet?” sagde Mille usikkert.
Signe trak på skuldrene og begyndte energisk at hive affaldsposer ud af containeren.
Søstrene rynkede næsen, men hjalp til. Som om den hørte, at redning var nær, udstødte katten et desperat skrig.
“Håber den ikke hopper på os. Hvorfor er den ikke kravlet ud? Sidder den fast?” stønnede Mille, mens hun hængte sig over kanten.
På den anden side sled Signe og Ditte.
Få minutter senere kom svaret:
“Voksne mennesker er da helt fra forstanden. At pakke en kat ind i en skraldepose og smide den ud!” rasede Mille, mens hun løsnede plastikposen, hvori en forskræmt rød kat sad.
“Den er smuk og kælen! Hvordan kunne nogen smide den ud?” sukkede Ditte.
Katten kravlede straks op i armene på pigen og trykkede sig op ad hende, skælvende af rædsel.
“Hvad bilder I jer ind, I små banditter? Hele skraldet ligger strøet ud over vejen! Jeg klager til jeres forældre! I har sjov, mens far og mor er væk!” skreg fru Larsen over hele gården.
Det nyttede ikke at diskutere med den barske dame. Hun nærmede sig hurtigt trods sin alder.
“Løb!” kommanderede Mille.
Søstrene skyndte sig ind i opgangen. Fru Larsens vrede skrig fulgte dem.
“Pyha, det gik vist,” pustede Signe, mens hun smækkede døren.
“Hun klager nok alligevel. Kan I huske, da vi smadrede vinduet i opgangen? Hun stod der med det samme og fortalte far det samme aften,” mindede Mille om.
I mellemtiden gik Søren hjem fra arbejde. Humøret var i top. Weekend og fødselsdag ventede. Han havde altid elsket denne højtid og glædede sig til at holde den med familien.
Pludselig dukkede en spåkone op ved siden af ham.
“En uventet gave venter dig, kære! Du vil blive glad, du vil le!” sagde hun hurtigt og rørte ved hans hånd, før hun skyndte sig videre.
“Mærkelige spåkoner, man møder. Før i tiden skulle man gøre dem lykkelige med en mønt,” tænkte Søren og glemte hurtigt episoden.
Hjemme var der ivrig diskussion:
“Hvad giver mor? Har I fundet ud af det?” spurgte Mille sine søstre, men de trak på skuldrene.
“Jeg spurgte, men mor sagde, det var en overraskelse. Vi får det at vide, når tiden er inde,” svarede Signe.
Det var mærkeligt. Moren plejede at forberede fars fest sammen med dem.
“Jeg så hende lægge noget i en gavekuvert. Måske en rejse til et kursted? Kan I huske, de drømte om en ferie sammen?” sagde Ditte tankefuldt.
“Muligvis. Men vores overraskelse bliver også god. Den vil blive husket længe, og far bliver helt chokeret,” fnisede Mille.
“Hov, bare han ikke opdager den for tidligt,” hviskede Signe med fingeren for munden.
Døren ringede, og pigerne skyndte sig at åbne. Forældrene stod på trappen.
“I er da for stille i dag. Indrøm, hvad har I nu lavet?” sagde Ellen, mens hun betragtede døtrene.
Men søstrene forsikrede, at alt var i orden.
“Vi har endda smidt skraldet ud!” rapporterede Mille.
“Godt. Hvorfor er der så vådt i badeværelset?” spurgte moren, mens hun nærmede sig håndvasken.
Pigerne vekslede blikke.
“Undskyld, mor, jeg ville vaske en t-shirt. Den var blevet lidt beskidt,” sagde Ditte med nedslåede øjne.
“Ikke en dag uden ballade!” lo Søren. Han var i strålende humør.
Pigerne skyndte sig på værelserne og gik uden protest i seng.
“Hold da op, de er artige i aften. De forbereder sikkert en overraskelse til mig,” smilede Søren og kyssede sin kone.
“Det ligner mere stilhed før stormen,” sagde Ellen skeptisk. Hun kendte sine døtre alt for godt…
De var lige faldet i søvn, da der lød en larm fra Milles værelse.
“Jeg synes, jeg hørte en miav,” hviskede Søren søvnigt.
Da de trådte ind på børneværelset, sad Mille sammen med Signe.
“Jeg havde et uhyggeligt mareridt, men det er okay nu. Må jeg sove hos Mille?” sagde pigen stille.
“Selvfølgelig, skat. Har I brug for hjælp?” spurgte Ellen.
Søstrene nikkede, og resten af natten forløb roligt…
Dagen før sin fødselsdag sov Søren dårligt. Han drømte om en rødhåret spåkone, der mjavede og stirrede på ham med klare grønne øjne.
Endelig slog han øjnene op – og frøs. Lige på hans bryst sad et rødt monster og borede blikket i ham!
“Mjav,” hilste uhyret på Søren.
“Aaah!” gispede han.
Ellen sprøjtede op og prøvede at forstå, hvad der foregik.
“Hvad – hvad er det?” stammede fødselsdagsbarnet og stirrede på den røde kat, der allerede var ved at slå sig ned ved hans fødder.
Ellen blinkede forvirret.
“Åh, far! Du har allerede set vores overraskelse!” sagde Mille, der kom ind med kæk stemme.
Tvillingerne fulgte efter:
“Tillykke med fødselsdagen, far! Vi ville give dig en gave, du ville huske. Mød Bølle. Han er en rigtig god, rolig og velopdragen kat.”
“Forresten, han har boet her i to dage, og I har slet ikke opdaget det. Alle sofaer er hele, og tapetet er uskadt,” sagde Ditte og Signe i munden på hinanden.
Ellen lo, mens Søren gabte efter luft.
“Bare rolig, far. Mor giver dig en kurstedsrejse, og I får en dejlig ferie væk fra os. Vi klarer os fint selv herhjemme,” udbrød Mille.
“Hvilket kursted? Vent, piger,” sagde Ellen overrasket.
“Var din gave i kuverten ikke en ferierejse? Jeg så det selv,” hjalp Ditte sin søster.
Ellen lo nervøst.
“Det er åbenbart umuligt at skjule noget i dette hus,” sagde hun omsider.
“Men hvad gør jeg med det her dyr?” spurgte Søren forvirret og så på katten, der stille spandt ved hans fødder.
“Altså, far, det skete helt tilfældigt. Vi gik ud på gården og fandt katten i en pose i skraldecontaineren. Så kom fru Larsen. Hun skreg sådan. Du kender hende…” begyndte Mille.
“Vi blev bange og løb hjemad i fuld fart,” tilføjede Signe med myndig stemme.
“Det var helt tilfældigt, at katten endte hos os. Men vi kunne jo ikke smide den ud igen? Vi har vasket den og gjort den ren. Den er så rolig og tålmodig,” sagde Ditte med tårer i øjnene.
Søren sukkede. Ordene fra spåkonen om en uventet gave dukkede op i hovedet.
“Jamen… en gave var det i hvert fald,” mumlede han og så på hele flokken.
“Skat, pigerne har måske ret. Det er synd for katten. Tænk, hvad den har været igennem. Den virker rolig og kærlig,” hjalp moren døtrene.
Søren sukkede og overvejede situationen.
“Den kan fange mus for os! Det er jeg sikker på!” kom Signe med et jernargument.
“Men vi har aldrig haft mus,” sagde Søren trist.
“Der kan komme mus. Jeg hørte noget rasle bag væggen forleden,” støttede Ditte sin søster.
“Okay, I små banditter. Vi må se, hvordan I opfører jer fremover. Og Bølle også,” lo Søren.
“Hvorfor Bølle?” spurgte Ellen nysgerrigt.
“Du skulle høre den sjove lyd, den laver, når man nusser dens mave,” smilede pigerne.
“Hvad var der egentlig i kuverten?” spurgte Ditte.
Ellen rødmede let. Så hentede hun en lille æske, hvori der lå en kuvert.
“Det kan ikke være sandt!” udbrød Søren, mens han betragtede indholdet.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage…
*****
“En lillebror er da dejligt. Men vores Bølle har også gjort et indtryk på far,” hviskede Ditte til sin søster om aftenen, da de lå i sengen.
“Bølle er en forræder. Han sov hos os i to dage, men i nat smuttede han over til forældrene,” mumlede Signe.
“Åh, hold op. Det er jo trods alt fars kat,” lo Ditte.
Søren lå lykkelig i sengen og lyttede til Bølles spinden.
“Sikken en fredfyldt lyd. Hvorfor fik vi ikke en kat før? Det forstår jeg ikke,” hviskede han, mens han trykkede sin kone ind til sig.
“Nyd stilheden og roen, for snart bliver der ikke meget søvn i dette hus,” lo Ellen.
“Ved du hvad, jeg kan næsten ikke tro, at vi får en søn! Tak, skat, det er den bedste gave!” smilede Søren og lukkede øjnene af lykke.
