— Jytte, sæt kufferten forsigtigt, der ligger min luksuscreme, hvis du ødelægger den, betaler du aldrig gælden af! — svigerindens stemme skar roen i vores entre med en selvsikkerhed, som om hun vendte tilbage til sin retmæssige plads.
Jeg lagde skræddersaksen fra mig. At skære silke på skrå er en finurlig ting, der ikke tåler hastværk, og hastværket havde netop smækket hoveddøren højlydt og braset ind i gangen sammen med to enorme kufferter.
I døren stod Jytte. Niogtredive år, uden en dags officiel anciennitet de sidste fem år og evigt i rollen som “den misforståede muse”. Bag hende skiftede min mand utålmodigt fra fod til fod og stirrede flovt ned i gulvet.
— Signe, hun er altså min søster, — mumlede Rasmus undskyldende, mens han greb håndtaget på kufferten. — Hun har en svær periode. Hun har brug for et sted at være.
— Jeg bor lidt hos jer, indtil han kommer kravlende og undskylder, — proklamerede Jytte og sparkede skoene af midt i gangen. — Rasmus, slæb tingene ind i soveværelset, det med balkonen. Jeg har brug for frisk luft til mine meditationer.
Hun marcherede ud i køkkenet uden så meget som at kaste et blik på mig. Jeg så med et skævt smil på dette absurditetsparade. Som skrædder med tyve års erfaring ved jeg det: er stoffet råddent, så glider det i sømmene, uanset hvordan du tråkler. Min mands familie forvekslede tit min høflighed med rygradsløshed.
I køkkenet smækkede køleskabsdøren.
— Signe! — lød det derfra. — Hvorfor har I ikke mandelmælk? Jeg skal bruge det til en smoothie. Og den hylde der rydder jeg, her skal mine detox-geler stå. Din medister har jeg sat ud på altanen, den ødelægger min aura.
Jeg trådte roligt ind i køkkenet. Min røgede medister lå ganske rigtigt ensomt på vindueskarmen.
— Jytte, — sagde jeg roligt og satte medisteren tilbage på dens plads. — Din aura bliver ødelagt af lediggang. Og hylden rydder du ikke, for der står mine varer, købt for mine penge. Mandelmælk sælges i supermarkedet rundt om hjørnet.
Svigerinden trykkede teatralsk hænderne mod brystet.
— Rasmus! Hører du, hvordan hun tager imod mig? Jeg kommer til jer med åben sjæl, såret af min mands svigt, og så bebrejder hun mig et stykke pølse!
Rasmus maste sig ind mellem os:
— Signe, please, lad hende da flytte det. Hun har det svært lige nu.
— Hun har svært ved at bære kufferten, Rasmus. Men at bo hos os bliver let for hende, — jeg smilede mit mildeste smil. — Hvis hun accepterer reglerne i vores beskedne pensionat.
Jytte fnøs og lod med hele sit væsen forstå, at hun nedlod sig til at tale med mig udelukkende af barmhjertighed.
Om aftenen ringede svigermor. Alma Karensen ringede altid på højtaler, så hendes velsmurte velgørerstemme lød tungere. Hun elskede at være gavmild og ædel, men strengt taget på andres regning.
— Signe, min pige, — sang røret. — Du må udvise kvindelig visdom. Omring Jytte med omsorg. Det er vores hellige familiepligt. Pigen skal genvinde sin energi, server morgenmad for hende, lad hende sove ud. Jeg ville selv have taget hende, men mit blodtryk hopper af larmen, du forstår.
— Jeg forstår, Alma, — svarede jeg fredeligt. — Pas på dig selv. Jytte skal nok klare sig hos os.
Næste morgen, lørdag, stod jeg tidligt op. Jeg lavede æbleskiver, bryggede god kaffe. Duften sivede gennem lejligheden, og snart kom Jytte glidende ind i køkkenet, svøbt i min yndlings kashmirplaid.
— Nå, morgenmad! — hun rakte ud efter tallerkenen. — Hvorfor er der ingen kokosmælk på æbleskiverne?
Jeg satte tavst en kop sort kaffe foran hende og skubbede et ark papir hen, beskrevet med tæt håndskrift.
— Hvad er det? — Jytte løftede arket med to fingre, som var det beskidt.
— Det, Jytte, er en budgetoversigt.
Svigerinden slog sine falske øjenvipper op i vantro.
— En moderne kvinde skal respektere sine grænser og leve i flow, ikke tælle kroner og ører! — begyndte hun sin yndlingsplade. — Jeg lever af kosmisk energi, det materielle er lave vibrationer, der blokerer chakraerne!
— Dine chakraer blokerede, da du sagde op i logistikken for fire år siden for at “finde dig selv”, — svarede jeg roligt og tog en slurk kaffe. — Og kosmisk energi betaler desværre ikke elregningen. Forresten er vand og strøm på individuelle målere.
— Du er en materialistisk, åndløs skræddertøs! Du tænker kun på dine klude! — hvislede Jytte, mens røde pletter bredte sig på huden.
Hun sprang op fra stolen med vredent opblæste næsebor som en fuldblods mops, der havde fået en tvebak i stedet for foie gras.
Jeg blinkede ikke engang.
En søvnig Rasmus stak hovedet ind i køkkenet.
— Signe, hvad laver du? Husleje? Hun er jo på besøg!
— En gæst, Rasmus, — vendte jeg mig mod min mand, — er et menneske, der kommer med lagkage, drikker kaffe, roser værten og går hjem og sover. Men et menneske, der slæber to kufferter med vintertøj midt i maj, besætter et ekstra soveværelse og kræver mandelmælk – det er en logerende.
Jytte samlede vejret til et nyt raserianfald.
— Jeg er familie! Jeg har ret! Min bror bor her også!
— Han bor her, Jytte, — indrømmede jeg roligt. — Men det gør ikke min lejlighed til et familiepensionat. Og nu vender vi tilbage til budgettet. Første punkt – husleje for værelset. Andet punkt – mad af mine varer. Tredje punkt – vand og strøm. Og fjerde punkt – oprydning efter dig selv. Hvis du ikke vil betale for rengøring, er der en vagtplan: i dag vasker du toilettet og komfuret.
— Hvordan vover du?! — gispede svigerinden. — Rasmus! Din kone smider mig ud!
Rasmus skiftede blik fra mit rolige ansigt til Jytte, rød og forvredet af raseri.
— Jytte, — sagde manden overraskende bestemt. — Signe har ret. Du kom ikke på hotel. Vil du bo hos os, så respekter værten og husets regler.
Det var et slag i ryggen, som svigerinden ikke havde ventet. Jeg nikkede anerkendende til min mand og tilføjede det afgørende argument:
— Og hvis du, Rasmus, af medlidenhed betaler din søsters ophold af din egen lomme, trækker vi det fra budgettet til din nye bil. Simpel matematik.
Rasmus, for hvem en ny bil havde været drømmen de sidste tre år, foldede resolut armene over kors og lod med hele sin holdning forstå, at han ikke havde tænkt sig at sponsorere sin søsters luner.
Uden broderens støtte, gratis pensionat og tjenestepige i min skikkelse greb Jytte febrilsk telefonen og ringede til moderen.
— Mor! De mobber mig! De tvinger mig til at vaske toiletter! Jeg kommer til dig!
Fra højtaleren lød Almas hastige pludren:
— Åh, Jytte, skat, jeg er lige begyndt at renovere gangen! Det lugter af maling, du får allergi! Du må holde ud hos Signe, vær nu fornuftig! — og forbindelsen blev hastigt afbrudt.
Jytte stod midt i køkkenet og klemte om den slukkede telefon. Højtideligheden sivede ud af hende og afslørede en simpel, uskøn sandhed: en voksen kvinde, vant til at ride på andres nakke, havde pludselig opdaget, at nakken var smurt ind i sæbe.
Fyrre minutter senere rullede kufferterne med vredt brag ud i opgangen. Og Jytte, viste det sig om aftenen, havde alligevel fundet logi. Hos en veninde. Dog uden mandelmælk, personlig plaid og gratis tjenestepige.
