Misse holdt op med at spise på tredjedagen. Maren Jensen troede først, at den bare var forkælet. Men dyrlægens ord fik hende til at kigge i spejlet og se en lige så længselsfuld sjæl.
“Goddag, hr. dyrlæge? Kan De køre forbi? Vi har en kat her, den har det skidt, den har ikke spist i tre dage.”
Dyrlægen Jørgen Møller sukkede. Han tog sjældent hjemmebesøg, men der var noget i stemmen, der fik ham til at sige ja.
“Okay, giv mig adressen.”
En halv time senere stod han ved døren til en lejlighed i et nybyggeri i udkanten af Viborg. En mand i fyrrerne, i en dyr skjorte og med et træt ansigt, lukkede op.
“Kom ind, hr. dyrlæge. Mor er helt fortvivlet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
I den rummelige treværelseslejlighed lugtede der af ny renovering og noget andet. En indelukket lugt, som man finder, hvor vinduer sjældent åbnes. I sofaen sad en ældre kvinde med et sløvt blik. Ved siden af lå en stor rødkat sammenrullet. Pelsen var mat, og dyret virkede apatisk.
“God dag,” sagde Jørgen Møller og satte sig. “Hvad hedder patienten?”
“Misse,” svarede den gamle dame stille. “Hr. dyrlæge, der er noget galt. Den spiser ikke, leger ikke, den ligger bare. Måske er den syg?”
Dyrlægen tog forsigtigt katten på armen og begyndte undersøgelsen. Temperaturen var normal, vejrtrækningen rolig, maven føltes ikke øm ved palpering.
“Hvor gammel er den?”
“Otte. Jeg tog den ind som killing, den sad ved lågen og peb. Jeg opfostrede den, den har altid været livlig og legesyg.”
“Og hvornår begyndte det?”
Sønnen til kvinden afbrød utålmodigt.
“Lige så snart vi flyttede hertil. For tre dage siden. Jeg overtalte mor til at komme hertil, man kan ikke bo alene på landet i hendes alder. Vi sælger huset, vi har allerede købere. Jeg troede, hun ville blive glad. Her er der både ordentligt badeværelse, fjernvarme og butikker lige om hjørnet. Men hun farer rundt med den kat, som om den var et lille barn.”
Jørgen Møller så nøje på Maren. Hun sad med slappe skuldre, og i hendes kropsholdning læste han den samme apati som hos katten.
“Jeg forstår,” sagde han og tog stetoskopet frem for at lytte til dyrets hjerte. “Fysisk er der intet galt med Misse. Den har stress på grund af flytningen. Katte er meget knyttet til deres territorium, ikke til mennesker, som mange tror. For den er flytningen et tab af hele dens velkendte verden.”
“Hvad gør vi så?” Sønnen ventede tydeligvis konkrete anvisninger.
“Det kræver tid. Den vænner sig langsomt. Jeg kan ordinere nogle milde beroligende midler. Men det vigtigste er at skabe trygge forhold. Har I taget noget med fra det gamle hus? Dens kurv, dens skåle?”
Maren rystede på hovedet.
“Karl sagde, at vi ikke skulle tage gammelt skrammel med. Han har købt alt nyt. Både skåle, kattebakke og sådan et fint kattehus.”
“Det er netop problemet,” sagde Jørgen Møller og rejste sig, mens han så sig omkring i lejligheden. “For katten er der intet her, der føles som hjemme. Selv lugtene er anderledes. Hvis I vil hjælpe den, så hent dens ting fra det gamle hus. I hvert fald kurven, dens legetøj, hvis der var noget. Og helst noget, der dufter af stedet. Et tæppe, for eksempel.”
Karl rystede skeptisk på hovedet.
“Hr. dyrlæge, mener De det seriøst? Vil katten sulte på grund af en gammel madras?”
“Helt seriøst. Dyr er meget mere følsomme over for forandringer, end vi tror. Forestil Dem, at De pludselig blev flyttet til et andet land, hvor alt er fremmed, og nogen siger til Dem: ‘Vær glad, her er bedre.'”
Maren hulkede pludselig. Mændene så overrasket på hende.
“Mor, hvad er der?”
“Intet, intet,” sagde hun og tørrede øjnene med et lommetørklæde. “Det er bare, at hr. dyrlæge taler om Misse, men jeg har det på samme måde. Det føles, som om jeg også er blevet flyttet et sted hen, og alt er rigtigt og bekvemt, men i sjælen er der længsel.”
Karl så forvirret på sin mor.
“Mor, hvad mener du? Jeg gjorde det jo for din skyld. At bo i et hus på landet er ikke livet i din alder. Du skal fyre i ovnen og bære vand.”
“Jeg har levet sådan hele mit liv,” svarede hun stille. “Og det var ikke svært for mig. Jeg havde min have, høns, naboer. Jeg gik over hos Bente hver anden dag, vi sad på bænken om aftenen og snakkede om livet. Men her –” hun gestikulerede mod lejligheden. “Her er alt fremmed. Jeg kender ikke naboerne, der er ingen at gå tur med i gården. Jeg sidder alene hele dagen og ser fjernsyn.”
“Men du sagde jo, at du gik med til at flytte!”
“Det gjorde jeg. Fordi jeg troede, det ville gøre dig roligere. Du var altid bekymret for, at jeg var alene. Så jeg tænkte – lad mig prøve. Men nu indser jeg, at jeg ikke kan leve sådan.”
Jørgen Møller rømmede sig diskret.
“Jeg har arbejdet som dyrlæge i mange år og lagt mærke til én ting. Dyr spejler ofte deres ejeres tilstand. Måske spiser Misse ikke kun på grund af stress ved flytningen. Den mærker, at du heller ikke har det godt her.”
Der blev stille. Karl gik rundt i stuen og prøvede tydeligvis at fordøje det, han havde hørt.
“Mor, har du virkelig det så dårligt her?”
Maren strøg katten, som svagt mjavede.
“Karl, jeg forstår, du ville det bedste. Og lejligheden er god, og du passer på mig. Men lykken ligger ikke i bekvemmeligheder. Jeg er hjemme i mit eget hus. Her er jeg som… som Misse. I et fremmed bur, om end af guld.”
“Men huset er næsten solgt! Den foreløbige kontrakt er underskrevet, jeg har fået depositum!”
“Giv depositummet tilbage,” sagde hun med uventet bestemthed. “Jeg vil ikke sælge huset. Det er mit sted, hele mit liv er der. Der har jeg boet med din far i tredive år. Jeg husker hvert træ, hver busk. Tilgiv mig, min dreng, men jeg kan ikke bo her.”
Karl sank ned i en lænestol og masserede sine tindinger.
“Jeg ville bare gøre det lettere for dig.”
“Det ved jeg, skat. Men det ville være lettere for mig, hvis du kom oftere på besøg. Bragte børnene med i weekenden, som før. Kan du huske, hvordan de tumlede i haven og plukkede jordbær?”
En uge senere ringede de til Jørgen Møller igen. Men nu lød Marens stemme helt anderledes, frisk og glad.
“Hr. dyrlæge, jeg ville sige tak! Min Misse er kommet til live! Den spiser med god appetit, løber rundt i haven og jagter spurve, som i gamle dage.”
“Er De flyttet tilbage til landet?”
“Ja, Karl kørte mig tilbage. Køberne gik heldigvis med til at annullere kontrakten, selvom de var utilfredse. Men min søn klarede det hele. Nu lovede han at komme hver weekend og hjælpe til med gården. Og jeg er så lykkelig, jeg kan ikke beskrive det! I morges stod jeg op og gik ud på trappen. Duggen på græsset, fuglene sang, naboen Bente råbte over hækken: ‘Maren, er du tilbage!’ Det er sandt liv.”
Jørgen Møller smilede.
“Det glæder mig. Hils Misse fra dyrlægen.”
“Det skal jeg. Og jeg vil også sige noget. De helbredte ikke bare katten, De åbnede mine øjne. Jeg forstod, at man ikke kan leve, hvor hjertet ikke er, selvom alle siger, at det er rigtigt og bedre.”
“Alle har deres egen lykke, deres eget sted under solen.”
Da han lagde røret, tænkte han. Ja, hvor ofte bestemmer vi over andre, hvad der er bedst for dem, uden at spørge, hvad de selv vil. Børn flytter deres ældre forældre til byen, i den oprigtige tro, at de gør godt. Og de gamle visner hen i velindrettede lejligheder, længselsfulde efter deres haver og naboer. Akkurat som den røde kat, der ikke kunne spise af en ny skål i et fremmed hus.
En måned senere ringede Karl selv til dyrlægen.
“Hr. dyrlæge, jeg ville sige tak. Jeg blev først fornærmet og tænkte, at mor ikke værdsatte min indsats. Men så kom jeg ud til hende i weekenden og forstod. Hun var blevet ti år yngre! Hun løber rundt i haven, laver syltetøj, snakker med naboerne. Sådan har jeg ikke set hende i lang tid. Jeg fortryder næsten, at jeg ikke lyttede til hende før.”
“Det vigtigste er, at De indså det i tide.”
“Ja. Nu tager min kone og jeg og børnene ud til hende hver lørdag. Drengene elsker det. Bedstemor fodrer dem med boller, de leger med Misse. Og jeg har det også godt derude. Sådan en fred, sådan en ro. Jeg stresser helt vildt i byen, men der lader jeg lige batterierne op.”
“Ser De, alt går til det bedste.”
“Hele vejen. Mor havde ret. Alle har deres eget sted. Og man kan ikke påtvinge andre sin egen idé om lykke, selv med de bedste hensigter.”
Maren Jensen bor stadig i sit hus den dag i dag. Misse er igen en glad rødkat, der møder sin ejer ved lågen og følger hende overalt. Og Karl ved nu én ting: At passe på nogen er ikke bare at skabe hygge og bekvemmelighed, men også at respektere deres valg, selvom man er uenig.
Nogle gange er lykken ikke en ny lejlighed med fjernvarme. Men et gammelt hus med brændeovn, hvor gulvbrædderne knirker, men hvor du har levet halvdelen af dit liv, og hvor hvert hjørne er fyldt med minder. Og at forstå dette hjalp en ganske almindelig rød kat, der bare nægtede at spise et fremmed sted.
Hvad synes I: Er byens bekvemmeligheder altid bedre end det velkendte hjem? Del jeres mening i kommentarerne.
Kilde.
