— Hør engang, nabo. Jeg har ikke set jeres kat i opgangen i lang tid. Hvordan går det egentlig med den? Lever den endnu?
Naboen, da han hørte om katten, blev pludselig levende op og smilede bredt:
— Den er forsvundet for nogle dage siden. Og gudskelov!
— Hvorfor gudskelov? — Niels prøvede at stille spørgsmålet, så stemmen lød rolig. Selv om det kogte indeni ham.
*****
De sidste par uger havde Niels lagt mærke til, at hans naboer ofte smed deres huskat ud i opgangen. Ja, simpelthen tog den i nakkeskindet og smed den ud.
Nogle gange gjorde katteejeren det. Andre gange konen.
Og nogle gange …
… fløj den stakkels kat lige forbi Niels’ næse.
— Pas på! — sagde Niels til sin nabo. Men hun gad slet ikke høre.
I stedet for at undskylde skævede hun ondskabsfuldt til ham og smækkede døren.
Eller rettere — hun smækkede den så hårdt, at ruderne dansede i opgangen, og der sikkert opstod en eller to mikrorevner i husets fundament. Først troede Niels naivt, at hans excentriske naboer bare lukkede katten ud til selvudfoldelse eller vænnede den til at gå alene.
Men efter et stykke tid forstod han, at det var en straf for nogle forseelser.
Altså: gjorde den noget galt — ud i opgangen med den.
Nogle gange bange, nogle gange meget trist sad katten i timevis på reposen på fjerde sal foran den brune kunstlæderdør og ventede på at blive tilgivet og lukket ind igen.
Og ejerne tilgav den selvfølgelig. Og tog den ind igen, men det skete ikke med det samme.
Men hvis den begyndte at mjave eller kradse på døren, fik den straks et slag med kosten af konen.
Niels havde set det med egne øjne.
Han var netop på vej op ad trappen (elevatoren i hans opgang havde ikke virket i et halvt år) og da han nåede fjerde sal, så han den velkendte kat. Han ville endda hilse på den, men …
… katten tog ikke notits af Niels.
Den mjavede højt og kradsede på døren med kløerne.
Katten ville tydeligvis ind, men da den ikke blev lukket ind, besluttede den på denne simple måde at minde om sin tilstedeværelse.
Der lød skridt i lejligheden, så gik døren brat op, og konen i en slidt morgenkåbe, uden at sige et ord, slog katten med kosten af alle kræfter og smækkede døren i.
Det gik så hurtigt, at Niels ikke nåede at sige noget. Og han havde noget at sige …
… han ville skamme hende ud, den kvinde, der behandlede sit kæledyr så grimt.
— Fik du et ordentligt rap, gamle ven? — spurgte Niels, da han nærmede sig katten.
Katten så på Niels med triste øjne, men i blikket var der også taknemmelighed — for at nogen overhovedet lagde mærke til den.
Katten blev smidt ud i opgangen for den mindste forseelse.
En dag hørte Niels, hvordan konen råbte ud over hele lejligheden: »Din væmmelige! Har du tabt vasen igen? Søren, smid katten ud med det samme. Den skal lære, at man ikke hopper på bordene!« — og et minut efter gik døren lidt op, og en behåret mandshånd kom til syne, der holdt katten fast i nakkeskindet.
Så slap fingrene, katten faldt ned på reposen, og døren lukkede straks. Katten rejste sig og satte sig med ansigtet mod døren — for at vente på at blive tilgivet og lukket ind.
Niels rystede blot misbilligende på hovedet. Han forstod simpelthen ikke sådanne opdragelsesmetoder.
Niels kløede katten og gik hjem.
Og katten blev siddende på samme sted med et udtryk af verdenssorg på sin overskæggede fjæs.
Niels var ikke noget særlig sentimentalt menneske, men dette billede borede sig ind i ham som en splint.
»Kan man dog behandle et levende væsen sådan?« — tænkte han. Efter nogen tid, når Niels gik forbi, sænkede han altid farten, og katten, der genkendte ham, begyndte at spinde sagte — en hilsen, lidt indsmigrende.
Nogle gange satte Niels sig på hug ved siden af den, kløede den bag øret, og katten lukkede øjnene, holdt hovedet ind mod fingrene og stak sin våde næse ind i hans håndflade.
Katten var varm, levende og meget tillidsfuld, og det gjorde ondt i Niels’ hjerte.
Han forstod ikke, hvorfor sådan en sød kat skulle have så hjerteløse ejere. Hvorfor, for himlens skyld, havde de overhovedet anskaffet et dyr, når de ikke elskede andre end sig selv? »Underlige mennesker, ærligt talt.«
Og en dag, da han igen mødte katten i opgangen, besluttede Niels fast: hvis de mennesker endnu en gang smed dyret ud i opgangen, ville han gøre noget. Nok var nok.
Han vidste ikke præcis, hvad han ville gøre, men følte, at han måtte blande sig, ellers ville det aldrig få en ende.
Dagen, hvor Niels’ tålmodighed endelig brast, kom en fredag, da han kom hjem ekstra sur.
På arbejdet havde han skændtes med kollegerne, i bussen skubbede folk og trådte ham over tæerne, og oveni havde det regnet en irriterende småregn siden morgen. Kort sagt, hans humør var på nulpunktet. Måske endda under.
Mens han gik op ad trappen, hørte han allerede fra tredje sal det velkendte jammerlige »mjau-u-u«.
Katten sad som altid trofast foran sin dør, men blev ikke lukket ind.
Og i opgangen var det for resten temmelig køligt. Det var ikke ligefrem maj måned, som man siger. Niels standsede på reposen og så tænksomt på katten, som ved synet af ham, som sædvanligt, begyndte at spinde og kom imod ham.
Og så — bang!
Alle dagens problemer forekom pludselig Niels som rene bagateller. Katten havde problemer.
Hvilke? Kæmpestore! Den blev behandlet som en ting. Som et stykke legetøj. Hvad kunne være værre?
Niels lyttede til stilheden bag kunstlæderdøren. Ingen interesserede sig for den kat.
Og han fik pludselig lyst til at give sine naboer en lærestreg.
— Nu er det nok, — sagde Niels højt, selv forbløffet over sin beslutsomhed. — Kom med mig.
Han bøjede sig, løftede katten op.
Den spundede straks højere og gned hovedet mod hans våde jakke, efterlod uldne striber.
Så gik de op til syvende sal, hvor Niels boede.
Han tog katten til sig i bare et par dage.
»Lad ejerne blive bange, lad dem lede, blive bekymrede. Så forstår de, at man ikke kan gøre sådan …« — tænkte Niels, da han gik ind i lejligheden. Hos ham vænnede katten sig overraskende hurtigt. Den snusede i hjørnerne, sprang op på sofaen, drejede sig rundt, valgte et sted, og rullede sig sammen i et tæppe, taknemmeligt kiggende på sin redningsmand.
Og mens katten hvilede, løb Niels, trods den irriterende småregn og træthed, ned til nærmeste dyrehandel, købte det bedste kattemad, kattebakke og endda legetøj — hvis den pelsede gæst skulle kede sig, mens han ikke var hjemme.
Næste dag, lørdag, gik Niels flere gange hen til hoveddøren, åbnede den og kiggede ud i opgangen.
Og undrede sig meget over, at der var helt stille.
Ingen gik rundt på etagerne, ingen råbte på katten (for resten, hvad den hed, vidste Niels ikke), ingen hang sedler op.
Alt tydede på, at ingen ledte efter den forsvundne kat. Det var mærkeligt. Meget mærkeligt …
Niels gik ind i lejligheden, så på katten og trak på skuldrene.
Katten strakte sig dovent på sofaen og tænkte ikke engang på at ville ud.
— Hør, vil du måske tilbage i opgangen? — spurgte Niels om søndagen og pegede på døren. — Jeg holder dig ikke tilbage. Gå, hvis du vil.
Katten så på døren, rettede blikket mod Niels og begyndte demonstrativt at slikke sin pote.
Så rejste den sig, gik hen og gned sig mod hans ben.
Svaret var tydeligere end ord. Niels lukkede døren, smågrinede og tog katten op.
De gik ud i køkkenet og spiste morgenmad, og så i stuen for at se fjernsyn. Det var jo alligevel weekend. Katten lå på hans skød og spandt som en lille traktor, og for første gang i lang tid føltes lejligheden virkelig hyggelig.
Så kom mandag. Katten var stadig ikke blevet eftersøgt.
Og Niels besluttede, at han indtil videre ikke ville give den tilbage.
Det eneste, der nagede ham, var, at naboerne kunne anklage ham for tyveri.
Faktisk havde han stjålet noget, der tilhørte andre. Ganske vist levende, med gode hensigter og udelukkende i opdragende øjemed, men stjålet.
Niels kørte mentalt forskellige scenarier igennem: naboerne ville ringe til politiet, han ville blive anklaget for tyveri, måtte forklare og forsvare sig. Hans motiver kunne blive misforstået.
Den tanke borede sig ind i hans hjerne og gav ham ikke ro resten af dagen. Så hele dagen på arbejdet var Niels som på nåle og tjekkede konstant telefonen — om nogen ringede. Men den dag kom der ikke et eneste ubesvaret opkald.
Og da Niels om aftenen kom hjem — så han naboen, der gik ud for at smide skrald.
I den sorte pose kunne man ikke se noget, men efter omridset var der noget indeni, der mindede meget om en kattebakke.
Niels vinkede til naboen, så han stoppede, gik hen og spurgte ligesom tilfældigt:
— Hør engang, nabo, jeg har ikke set jeres kat i opgangen i lang tid. Hvordan går det egentlig med den? Lever den endnu?
Naboen, da han hørte om katten, blev pludselig levende op og smilede bredt:
— Den er forsvundet for nogle dage siden. Og gudskelov!
— Hvorfor gudskelov? — Niels prøvede at stille spørgsmålet, så stemmen lød rolig.
— Jo, min kone ville have kørt den ud til sommerhuset og lade den blive der. Hun var træt af den, sagde hun, hår overalt, den skreg om natten, væltede vaser. Og der skulle den så fange mus. Så var der da lidt nytte af den. Og jeg gider slet ikke køre til sommerhuset. For det første er det langt. For det andet får hun mig helt sikkert til at lave noget der. Men så gik katten af sig selv, og behøver ikke køre nogen steder. Jeg drak endda to liter øl i går i anledningen. Det var en fest.
— Men har du slet ikke ondt af katten? Hvad nu hvis der er sket den noget?
— Hvad skulle man have ondt af? Det er jo ikke et menneske. Hør, hvorfor spørger du egentlig om den? — naboen kneb øjnende sammen med en let mistænksomhed og så på Niels.
— Åh, bare sådan … — svarede Niels tankefuldt, og uden at sige farvel gik han med hurtige skridt hen mod opgangen.
Indeni kogte Niels af harme.
»Til sommerhuset, altså … Sidst i oktober. Køre den derhen og efterlade den til en sikker død. Og ikke en tåre. De er endda glade for, at den ‘gik af sig selv’ og sparede dem turen og beskidte hænder.«
Han forestillede sig et øjeblik den gode, tillidsfulde kat sidde på trappen til et tomt sommerhus (eller under et hegn) og vente på at blive hentet.
Vente lige så trofast og hengivent, som den havde gjort foran døren i opgangen. For naboerne var katten en ting, der både glædede og irriterede, og hvis den irriterede for ofte, smed man den ud.
Først i opgangen i nogle timer, så til sommerhuset for altid.
Da Niels kom op på syvende sal og gik ind i lejligheden, og så at katten trofast og hengivent ventede på ham ved døren, blev der straks varmt om hjertet.
Og han forstod pludselig, at han havde gjort det rigtige …
Rigtigt, at han havde stjålet katten fra så hjerteløse mennesker, der planlagde at køre den til sommerhuset sidst på efteråret og efterlade den.
Niels smilede, tog katten op, og de gik ud i køkkenet for at lave aftensmad.
Og efter aftensmaden — lå de på sofaen og så fjernsyn.
Eller rettere — Niels så, og katten var bare der. Først vendte den sig på den ene side, så på den anden. Så rørte katten på sig igen, men denne gang rullede den om på ryggen og stolpe tilbød sin mave — det mest sårbare sted. Den gjorde det uden at tænke. Fordi den ikke længere var bange.
Fordi et rigtigt hjem er ikke kun tag over hovedet og en skål med kattemad.
Et rigtigt hjem er det sted, hvor man ikke behøver at fortjene retten til at være der.
Og hvor man er elsket. Bare sådan. Fordi man er der.
